Trekking i Helambu og Langtang, Nepal 2000: Fælles dagbog, Club SAS Rejser (kollektivt forfatterskab)


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2000

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Trekking i Helambu og Langtang, Nepal 2000: Fælles dagbog,

Club SAS Rejser (kollektivt forfatterskab)

ved Per Allan Jensen

 

Søndag d. 29. oktober - Per Allan
Kort før afgang

 

Nepal kalder! I over et halvt år har turen været planlagt, og endelig er det nu ved at være op over, idet jeg går ud ad døren om cirka tyve minutter.

Mit navn er Per Allan Jensen, og jeg er arrangør af denne treugers Nepal-ekspedition, hvis deltagere primært er kolleger fra min arbejdsplads (SAS Institute). Vi er i alt syv personer, der skal afsted, og vi er blevet enige om at udarbejde en fælles dagbog, så de øvrige deltagere får lejlighed til at præsentere sig, efterhånden som det bliver deres tur til at beskrive en dags oplevelser. Jeg kan dog allerede nu røbe, at jeg - med mine 49 år - er turens absolut ældste deltager, samt at jeg er den eneste, der tidligere har været i Nepal. Endvidere kan jeg nævne, at jeg de sidste 2-3 år har arrangeret rejser for kolleger ('Club SAS Rejser') samt at jeg er formand for De Berejstes Klub

For mit vedkommende er det et længe ventet gensyn med Nepal. Efter at jeg i løbet af firserne var derude tre gange, med cirka to års mellemrum, kom der til at gå over tolv år, hvilket er alt for længe! De to sidste gange var jeg på Annapurna-trekket (en smuk og spændende to-tre ugers rundtur ovre vest på, der efter sigende er ved at være noget overrendt), og denne gang tager vi så stik nordpå fra Katmandu. Først gennem Helambu-området og dernæst mod øst op i Langtang-dalen. Turen skulle - under optimale forhold - kunne gennemføres på godt en halv snes dage, så vi har lidt at give af, hvis der skulle komme problemer af klimatisk, helbredsmæssig eller anden art. I modsat fald er der tid til at lave lidt ekstra småudflugter og/eller tage en slapperdag eller to. Sæsonen er - klimatisk set - optimal, idet regntiden er overstået for et par måneder siden, så vi kan forvente klar luft og masser af solskin.

Af mere praktiske oplysninger kan nævnes, at vi flyver til og fra Katmandu med PIA (Pakistan International Airlines), med flyskifte i Karachi. PIA har måske ikke verdens bedste ry, men til gengæld er deres priser i særklasse - hvem ellers kan flyve én til Katmandu t/r for ca. 3.700 kr.? Jeg har selv fløjet med dem tre gange før og har intet haft at klage over. Vi har bestilt rejsen gennem Jysk Rejsebureau, der også sørger for afhentning i lufthavnen og transport til Hotel Marsyangdi, hvor vi skal tilbringe to nætter, inden vi tager ud i bjergene. Gennem Jysk Rejsebureau har vi også bestilt en fører og fire bærere (ren luksus) samt transport til og fra trekkingområdet, så vi kan få mest mulig tid og overskud til at nyde den relativt korte tid vi har i Nepal.

Jeg vender tilbage, når vi er i luften.

 

Mandag d. 30. oktober - Per Allan
Flyrejse og ankomst til Katmandu

Hu hej, det går jo bare derudad i bedste PIA-stil. Først blev flyets afgang udsat en time, og så endte det med yderligere en times forsinkelse, inden vi endelig kom i luften. Efter landingen i Islamabad, som vi regnede med blot skulle være en mellemlanding, blev vi gennet ud af flyet og ind i lufthavnen, hvor en del forvirrede mennesker kostede rundt med os, inden vi endelig blev overladt til os selv i en afgangshal. Mette viser sig fra den effektive side og får opklaret, at vi skal videre til Karachi klokken 9.30 lokal tid (den er nu otte), hvorfra vi så skal videre mod Katmandu kl. 11.45. Forhåbentlig har de styr på tingene og husker at få vores bagage med også. Det er i hvert fald aldrig kedeligt at flyve med PIA!

Lidt over ni bliver vi gennet ud til en bus, der kører os ud til den selv samme jumbojet, som vi kom med! Der er kun 20-30 passagerer og frit valg af pladser, ren luksus. Flyveturen varer halvanden time, og udsigten er kedelig. Alt i alt har vi efterhånden fået opsamlet en forsinkelse der gør, at vi lander i Karachi cirka fem minutter efter at vores Katmandu-fly skulle afgå. But - don't worry - PIA-folkene har styr på det hele, og afgangen bliver bare udsat en time.

Altså videre mod nordøst klokken 12.45, i en propfuld airbus med ret så begrænset plads til armbevægelser. Desværre får vi ikke alle vinduespladser, men alle får da i hvert fald et glimt af Himalayabjergkæden i den lavtstående eftermiddagssol, wow!

Perfekt landing lidt i fire i Tribhuwan International Airport. Solen står helt lavt nu og oplyser de høje sneklædte bjerge, flot flot! Det tager lidt tid med bagagen, men i øvrigt må man sige, at alt går let og smertefrit - præcis som ved mine tidligere Nepalbesøg.

Highlander-folkene (som samarbejder med Jysk Rejsebureau) venter på os uden for, og snart efter skrumpler vi alle afsted gennem tætte dieseltåger i en bil, der egentlig er alt for lille, men alligevel får de os naturligvis klemt ind.

Ankomst til Hotel Marsyangdi klokken halv seks - rendyrket luksus. Vi bevilger hinanden fem kvarter til udpakning og bad, hvorefter vi mødes i hotellets bar og deler en håndfuld øller (Carlsberg, der - ligesom Tuborg - tilsyneladende har fået en stærkt forøget markedsandel her i de senere år).

Slentretur gennem Thamel-kvarteret og ned til det gamle centrum med Durbar Square, kongeslottet, alle templerne og Freak Streat, ren nostalgi for mit vedkommende. Her er stadig butikker, der sælger alt og leverer alle slags serviceydelser, i hvert fald ifølge skiltene, der hænger udenfor. Et nyt indslag er de talrige internet-caféer.

Spiser på KC, der stadig leverer tiptop mad til yderst rimelige priser (stor bøf med grøntsager, stor øl, chokoladekage og cappuccino for 50 kroner). Hører lidt rockmusik over en sidste drink (på tagterrasse) og nyder, at Katmandu - trods internetcaféer og voldsom trafik - stadig har en atmosfære af 'tresser-flower-power-love-and-peace' over sig. Og natteluften er mild og stjernerne funkler - god start!

 

Tirsdag d. 31. oktober - Jesper
Katmandu

3. Dag: Nepalesisk pige prøver solbriller

Mit navn er Jesper Jensen, og jeg er 33 år. Det er min første tur til Nepal, og i øvrigt min første backpack tur nogensinde. Det er også første gang, jeg rejser med mennesker, jeg (næsten) ikke kender, og som (næsten) ikke kender mig. Jeg tror, at det bliver en spændende tur med mange udfordringer af forskellig art.

Alle vågnede meget tidligt her til morgen, enten på grund af rejseglæde og lysten til at se Katmandu, eller også på grund af hundegøen, taxidyt, smog-luft eller bare et ultraskarpt sollys klokken ca. syv.

Vi mødtes i Marshyangdi's haverestaurant til en dejlig gang morgemad: Croissant, muffins, pølser, stegte tomater, scrambled eggs eller omelet alt efter ønske. Da vi havde aftalt at besøge Highlander kontoret her til formiddag, begav vi os afsted efter indtagelsen af morgenmaden. Kontoret virker temmeligt velorganiseret, og vi er helt sikkert i meget gode hænder (om ikke andet så vore egne) på vores vandring.

Da vi først skulle møde vores guide i eftermiddag, aftalte vi at få købt de sidste ting ind til turen. Herved lærte vi så "lektion 1 for gadeprangere": Hvis der står seks ikke-nepalesere samlet i en gruppe, så er det med garanti nyankomne turister, man kan prakke et eller andet på...

Det lykkedes således ikke Per Allan at få alles opmærksomhed for at aftale dagens næste mødepunkt, og da den næste - eller rettere den 5. - gadepranger kom med tigerbalsam, skakbræt, armbånd m.m. måtte han udråbe et kort og præcist: "SKRID!"

Det gjorde vi så, hver til sit. Jeg påtog mig opgaven at købe myggespray, og jeg lærte på den hårde måde, at Diethyltoluamid også er det samme som DEET, imidlertid var det først efter besøg i 3 apoteker og 4 supermarkeder. Turen bragte mig til gengæld nord for Thamel, hvilket var godt, for her var der turist- og gadesælgerfrit område. Det ser ud som om, at det er her den fattigere del af lokalbefolkningen bor og handler ind. På gaden var der 3-4 slagtere, hvor lamme-lemmerne ligger fremme i solen. Der var sælgere af senge, af gasblus og meget andet, og det var en stor kontrast til Thamel.

Til min forundring erfarede jeg også, at det er muligt at bære et klædeskab på ryggen, kun holdt fast af et pandebånd. Disse bærere har tilsyneladende enorm bæreevne, eller også må de bare bære, hvad de sættes til. Vores bærere får en ren dasetur med 20 kg. på ryggen.

Frokosten (min i hvert tilfælde) blev fortæret i en meget dejlig haverestaurant: Derma's Garden Café, kun ca. 300 meter fra hotellet. Her er der store banantræer, kaktusser, store julestjerner og andre smukke blomster, og for alt i verden ro fra den konstante dytten fra biler, muzak fra trestrengs-instrument, som gadeprangerne også forsøger at sælge, og andre dissonanser. Derma's Garden Café er en skøn oase.

Da vi mødtes om eftermiddagen, besluttede vi os at gå en tur ud til Abetemplet, også kaldet Swayambhu. Abetemplet var et skønt lille forvarsel om, hvad der venter os de næste par uger. En rask lille gåtur på 4 km i løbet af 2 timer, hvor vi - inden vi ankom til templet - skulle gå 100 højdemeter op ad en meget stejl trappe. Når man først er kommet op, er der et fantastisk vue ud over hele Katmandudalen, og de forvredne bjerge og sneklædte tinder skaber en smuk ramme om denne frodige dal. Abetemplet er naturligvis imponerende med en kæmpe Stupa i midten, samt en lang række små templer, der ligger tæt omkring. Med hensyn til templets beboere: aberne, som er hellige, ja så må man jo sige, at der ikke var noget, der var helligt for dem, så det var med at passe på kamera med videre, og så i øvrigt holde sig i god afstand for ikke at blive bidt.

Langs trappen stod en del tiggere, og man bliver straks ramt af dårlig samvittighed over ikke at give en skærv. Imidlertid har Heidi givet os ro i sindet ved at fortælle os, at det ikke er nepalesere, men indere, der tager hertil for at udbytte de naive turister, og at det ovenikøbet er indiske bagmænd, som hovedparten af det indsamlede beløb afleveres til. Samvittigheden er således intakt.

På vej tilbage gik jeg og kiggede på de mange nepalesere. Når man ser de tilsyneladende ubekymrede ansigter hos voksne og især hos børn her i Katmandu, ja så må man spørge sig selv, om mere velstand skaber større livskvalitet. Tilsyneladende ikke, for når man ser de glade, imødekommende og sorgløse ansigter hos Nepaleserne, ja så virker de ubekymrede og glade for at leve i nuet. Måske vi kunne lære noget om at være tilfredse med øjeblikket og ikke altid stræbe efter mere af alting.

Efter lidt spredt fægtning lykkedes det at holde møde hos Highlander klokken 18, hvor vores guide Dambar blev introduceret for os. Han har en god humor og et vindende væsen, og desuden virker han uhyre kompetent. Vi blev introduceret til de næste 15 dages trek, og vi mærker nu alle forventningens glæde få sit tag i os.

En skøn dag blev afsluttet med god mad på "Third Eye Restaurant", hvor egnsretter blev indtaget i løbet af ingen tid. Vi var unægteligt meget sultne, måske var vi også under indflydelse af, at dette kongemåltid i de næste 14 dage erstattes af mere ydmyg, men lige så nærende kost.

Vel hjemme på hotel Marshyangdi er der nu kun tilbage at gøre rygsækken klar til de næste mange dages spændende og berigende oplevelser.

 

Onsdag d. 1. november - Rasmus
Første trekkingdag

 

Kort før Chisapani

Vækket kl. 6.45 af telefonens klimten og receptionistens tilbud om at komme på "Wild River Rafting". Måtte - bedøvet af træthed - takke pænt nej, med udsigten til dagens oplevelser som hovedargument.

Morgenmaden forløb ligesom igår, og efter at have sendt et arsenal af postkort og efter at have ordnet de sidste pakkenelliker måtte vi vente i spænding på vores fører og den bus, som skulle køre os op hvor vejene slutter og stierne begynder.

Bussen kom og blev pakket med alt vores grej, og så kunne turen gennem Katmandu og videre ud i bjergene begynde. Trafikken i Katmandu var forfærdelig som altid, og man havde det helt rart med, at det var sidste gang i 14 dage, at man skulle indånde hovedstadens knap så rene luft.

Gennem ujævne veje, gennem mindre byer, og så kunne vi ikke komme længere med bil, så nu var det på med rygsækkene og så til fods op ad bjerge og (senere) ned i dale. En stor del af vejen foregik op ad trapper, og vi startede op ad en markant stigning, der hurtigt tog pusten fra nogle af os. Bebyggelsen op ad bjerget var helt anderledes end nede i Katmandu. Husene var stadig simple, men de lå længere fra hinanden, og mange af dem var lavet af en blanding af ler og kampesten. Inde i byen var de af cement, hvilket ikke giver dem den samme form for "liv".

En anden ting, der gjorde bjerglandsbyerne mere tiltalende, var at forureningen var væk, udsigten var lækker og folk virkede glade og som om de havde det godt.

Efter at vi havde passeret den første store landsby og var kommet et godt stykke længere ind i Nationalparken, forsvandt trapperne, og de blev nu afløst af stenfyldte stier, og det blev en anelse mere besværligt at komme frem, og efterhånden begyndte man at længtes efter det første glimt af toppen på det 2400 m høje bjerg. Man troede tit, at NU måtte det være toppen, som man kunne se over sig, men hver gang blev man skuffet, når "toppen" blev afløst af endnu én, og Jespers GPS viste, at højden kun havde rundet de 1800 m. Så holder man en pause, sunder sig lidt, og så er det opad igen.

Turen op ad det første bjerg var hård, og jeg følte, at min rygsæk var tung, og det var varmt som bare fanden. Det var egentlig noget pjat, at jeg følte min rygsæk som et blylod, det var nemlig ingenting i forhold til, hvad f.eks. Per Allan og Henrik slæbte rundt på, for slet ikke at tale om vores bæreres byrde. De havde ikke behagelige remme at slå over skulderen. Nææ, et reb og så ellers bare op på ryggen med de 20-30 kilo. Og de beklager sig ikke. I hvert fald ikke over for os.

Udsigten oppe i bjergene er fantastisk, men jo længere man kommer, jo mere udmattet bliver man, og jo sværere bliver det at koncentrere sig om viewet.

Nå, men nok om udsigter og beklagelser, for nu nærmer vi os endelig vores mål for i dag, drevet af sult samt trangen til et varmt bad og til at smide støvlerne. Vi var nu på vej ned ad det bjerg, som vi lige havde nået højdepunktet på og kunne skimte landsbyen, der lå på et lille højdedrag under det punkt, hvor vi i det øjeblik befandt os. Vi begiver os kort efter over grænsen til Nationalparken, som vi nu træder ud af, og vi haster videre og får hurtigt fundet vores hotel og bliver installeret på vores værelser.

Nu var det endelig tid til det varme bad, som vi havde trængt til så længe, men da der kun er ét badeværelse, og da vi er en hulens masse trekkere om at bruge det, resulterer det i, at der danner sig en lang kø. Jeg står bagest i køen, og da der er længe til min tur, så lægger jeg mig på den betonhårde seng, og det uundgåelige sker, at jeg - udmattet efter dagens strabadser - falder næsten bevidstløs om. Der lå jeg i henved en time, uvidende om, hvad resten af gruppen foretog sig.

Jeg blev først vækket, da jeg fik at vide, at vi snart skulle indtage aftensmaden. Jeg skyndte mig derfor at tage et brus, og kom næsten forpustet ned til de andre, der sad og ventede i spisesalen. Det viste sig imidlertid, at jeg slet ikke havde behøvet at skynde mig sådan, da der skulle gå ufattelig lang tid, før vores mad stod på bordet. Vi satte os i stedet og hyggede os med en bog og et par kopper af den karakteristiske nepalesiske the, som vi fandt ud af smagte bedre med sukker i.

Vi var alle samlet neden under, bortset fra Jesper, der havde det skidt og derfor blev liggende på sit værelse. Det viste sig dog, efter at vores guide - Dambar - havde set til ham, at det kunne klares med vand, suppe og søvn.

Endelig kom Dahl Bhaht'en på bordet, og vi satte gerne denne velsmagende nationalret til livs, som vi højst sandsynligt vil se mere til senere hen. Efter måltidet hyggede vi os med store mængder the, og så var det tid til at finde en ny dagbogsskribent for dagen i morgen. Mulighederne var: Mette, Henrik, Heidi og Far (Peter). Henrik trak den korteste tændstik, og dagbogen blev overrakt ham med glæde.

Jeg vil nu slutte fortællingen om den 1.11, og jeg..Hov nu glemte jeg helt at introducere mig selv. Nå, det gør jeg lige hurtigt.

Jeg hedder Rasmus Beyer Ulrich og er søn af Peter Ulrich. Det er første gang jeg er på trekking, i Nepal eller overhovedet uden for Europa. Jeg er ikke vant til at vandre i bjergene, men jeg har gået med aviser, og det er da lidt derhen af. Jeg er med på turen, fordi det lød som en kanon oplevelse, og fordi at min far kender Per Allan gennem SAS. Vi blev så enige om at tage afsted sammen. Til daglig går jeg i skole på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG), jeg er 14 år gammel og går i 8. klasse, hvilket godt kan være en udfordring en gang imellem.

Jeg savner dog lidt af det ekstreme og håber, at jeg med denne tur kan få mit behov styret for en tid, hvilket der vist er god mulighed for. Sidste grund til min deltagelse er, at jeg ønsker at møde nogle nye mennesker, og indtil videre må det siges at være en positiv ting at lære gruppen bedre og bedre at kende.

 

Torsdag d. 2. november - Henrik
Fra Chisapani til GulBhanjyang

Terrassemarker

Mit navn er Henrik Dorf, og jeg er også med til at gå rundt i Nepal. Og nu er det min tur til at skrive mine indtryk fra den 2.den dag af trekket.

Små skridt, små skridt, små skridt, små skridt, små skridt, Namasté, små skridt, små skridt - det er dagens mantra, en konstant påmindelse om at tage små skridt og holde de pauser, der blev nødvendige. Og på den måde blev dagen en meget bedre oplevelse end gårsdagens hastige stigning i landskabet. Vi boede jo på et hotel, der var væsentligt mere luksuriøst end vi havde forventet, og morgenmaden var en god start på dagen, omelet på brød og den allerede nu uundværlige te med mælk. Og så af sted til tiden, i dag kl. 8.30, hvilket er den seneste tid vi vist kan håbe på i dette selskab. Turens første del gik nedad, dejligt, men det betyder jo også, at det senere vil gå opad igen. Og nedturene er, selvom de er lettere, også præget af glatte sten og glat mudder, så den motorik, der uskadt kan bringe mig op ad en trappe i København, bliver igen sat på en udfordring her, hvor alle vinkler af fodstillinger skal afprøves.

Og selvfølgelig, når dét går allerbedst, så skal vi op. Primært for at få frokost, men vel også for at nå videre til overnatningsstedet. For det er det spørgsmål jeg funderer over på denne tur, hvorfor egentlig tage mange tusinde kilometer væk for at gøre noget vi absolut ikke er vant til fra hverdagen? Er det den fantastiske udsigt vi selvfølgelig altid får øje på ved frivillige og ufrivillige pauser? I dag gik vi i formentlig frodige, i hvert fald grønne, marker og havde udsigt over hele dale, altså flere dale i mange retninger. Terrasserne der dyrkes på er ikke ret brede, dansk plæneklipperbredde er et rimeligt bud. Terrasserne er her jo pga. den store højdeforskel og er sikkert effektive med hensyn til vanding. Så udsigten kan være et bud.

Vejret er ca. 40C i solen ved middagstid, men <10 grader om natten, så det er de store temperaturforskelle vi oplever. Og det er meget varmt at gå op ad de stejleste trapper. Fugten er svær at slippe af med, når tøjet først er vådt. Så det bliver sjovt at se, om vi bliver grønne mod slutningen af turen. I dag har jeg vasket strømper, de er nok tørre i overmorgen.

Er det mon maden der trækker? Selvom maden næppe ville nå én kokkehue eller nogle stjerner overhovedet i København, så vækker den jubel, hver gang vi ser den. Måltiderne er vegetariske, velsmagende og mættende, selvom olien i dagens frokost var fremtrædende. Det jeg synes er interessant er, at vi jo i disse omgivelser gerne giver afkald på luksusmad til fordel for det varme og nemme (selvfølgelig kan alle vel huske bøffen fra K.C.'s for 4 dage siden), for det er ikke vigtigt med et omfattende menukort, når man gerne vil i seng kl. 20.00. I dag spiste vi hvidløgssuppe og brasede kartofler, jeg vil overveje det samme, når jeg holder billedaften med vennerne! Det var i hvert fald et glimrende måltid på denne aften. Men jeg tror altså heller ikke det er maden vi er her for.

Og nu skrev jeg "vi", men jeg ved jo ikke, hvad der foregår i knolden på de andre, så jeg må jo tale for mig selv.

På turen i dag snakkede jeg lidt med Dambar om, at Danmark ikke har bjerge, men er helt fladt. Han undskyldte, at hans land ikke var fladt, så det ville være nemmere at trekke for os. Men det er jo netop det jeg søger, at være i disse fremmede omgivelser. Og se, hvad der sker her i denne del af verden.

Og hvad er det så jeg ser? Blandt andet vores bærere, der i minimalistisk udstyr kan hjælpe os med at bringe vore mange ressourcer med rundt. To kulturer der mødes. Og der er "heldigvis" mange andre trekkere der overlader væsentligt mere til deres bærere og trasker frejdigt rundt i landskabet. Men det er lidt trist, synes jeg, at fortsætte sit normale "luksus" liv i disse omgivelser, i stedet for at opleve det at leve med de valg jeg nu har taget da jeg pakkede. På den måde husker jeg jo bedre, hvad jeg skal gøre bedre næste gang. Vores bærere har 1 par sko, jeg skifter gerne støvlerne ud midt på dagen til sandaler og elsker mine COMPEDE plastre. Min sovepose holder mig varm, min silkelagenpose er lækker og min pandelampe vil jeg ikke undvære. Men jeg vil gerne mærke i mine skuldre, hvad de ting jeg har pakket betyder i denne periode, selvom jeg også nyder godt af vores 4 dejlige og venlige bærere, der altid er glade for at hjælpe, og som er gode til at spæne i forvejen med vores pakker.

Og nepalesere er, som bøgerne siger, meget smilende og venlige, nysgerrige og interesserede i at lære nyt. I dag ventede vi (med glæde, set i bagklogskabens ulideligt klare lys) på en del af rejseholdet, som liiiige skulle undervise en lokal skole i dansk, engelsk og geografi, og så selv lære Nepali. Men det er jo også det, der skal være tid til. I øvrigt er de gode til engelsk, på turistniveau, men det er jo også nok til os. Og omstående bemærkninger er ikke ment som en opsang, men dagens betragtninger, for en dag når jeg har lært at gå i bjergene , så vil jeg genoptage tankerne der nu melder sig, når man følges med 6 andre interessante mennesker, der alle synes det er sjovt at vide mere om buddhisme.

Men nu vil jeg først sove lidt, og - med Rasmus perfekte bemærkning fra i dag - sammenfatte dagen med: "Det er sgu ikke hver dag man tisser med sådan en udsigt !" og så se frem til morgendagens : "Små skridt, små skridt, små skridt, små skridt" - mens jeg tænker videre over de store spørgsmål.

Se i øvrigt på kortet hvor vi er!

Hmmmm.... jeg troede egentlig jeg var færdig, men jeg gider ikke hente min bog, og jeg sidder herligt klemt inde mellem alle andre, vi har spist, drukket lidt cognac og øl og te og sidder nu alle og læser eller skriver i vore respektive. Og det er jo nok i bund og grund en del af oplevelsen at være her. Og vi hygger os gevaldigt, alle er trætte og vi går nok snart i seng, klokken er nemlig 19.45.

 

Fredag d. 3. november - Peter
Fra GulBhanjyang til Magin Goth

Værtinden i GulBhanjyang

Klokken er halv seks om aftenen. Per Allan, Rasmus og jeg sidder i en lille røgfyldt træhytte i Magin Goth - slutdestinationen for dagens trek. Det er ved at blive godt varmt nu - en tilstand, som i hvert fald dagens forfatter har længtes efter det meste af dagen.

Og hvem er så det? Jeg hedder Peter Ulrich, er far til Rasmus, som også deltager i vores Nepal Trek. Jeg er 39 år og har været ansat i SAS i godt 6 år. Jeg har aldrig prøvet noget lignende som denne tur. En baggrund som spejder (for 25 år siden) samt en hvis forkærlighed for fysisk udmattende oplevelser giver visse "kvalifikationer" til at acceptere det primitive og ekstreme - dagens oplevelser kan udmærket beskrives inden for denne kategori.

Dagens starter kl. seks med Per Allans venlige, men alvorligt mente banken på trædøren til soverummet, hvor vi (Rasmus og jeg) sover. For mit vedkommende har der ikke været tale om meget søvn - en "god" og grundig forkølelse har været under udvikling hele natten. Hvis jeg i løbet af dagen stiller mig ud på trekkingstierne med blomster, bare tæer og snavset hoved med bedende udtryk og siger "one pen" ("en byant/kuglepen") - så kan jeg måske forveksles med de små søde børn med snot hængende ude af næsen i lange baner.

Nå - trods en nat uden søvn - så kan det ikke benægtes, at denne morgen er smuk som nogen. Solen skinner over bjergene - lige nok til at nå mine våde sokker, som er blevet vådtet til ved et succesfuldt angreb på siddetoilettet. Det har længe skræmt mig at nærme mig de nepalesiske "toiletter", men nu skulle det være. Bevæbnet med cyklamafarvet toiletpapir fra restaurantens udsalg samt et naturligt påtrængende behov - man er et helt nyt menneske bagefter - lettet og stolt over at have mestret teknikken.

Nok om latrinære gøremål. Morgenmaden stod på omelet, havregrød og mælkete (det er nok ikke sidste gang, at dette begreb nævnes). Bærererne er sendt i forvejen - det var derfor vi skulle så tidligt op. Der er mange trekkere i området, og for at sikre os en soveplads i Magin Goth, så er det smart at lade bærerne klare bookningen (der er jo ikke så mange telefoner i området).

Vi tager afsted kl. 8 og er i Magin Goth kl. 16. Inden vi tager af sted, bruger Mette lidt tid på at vise børnene postkort og billeder fra Danmark. De er meget interesserede, og det er morsomt at iagttage deres mimik - det kan virkelig anbefales at tage billeder med fra sit eget hjemland, hvis man skal afsted (det må jeg huske næste gang!). Bærerne har brugt 4½ time på samme tur, som vi er 8 timer om, med mindst tre gange så meget bagage - de er seje!

Det der foreløbig kan undre én lidt , når man er på trek i området, er at der ingen cykler er, men en hel masse "bagagebærere" - OK - den var måske lidt plat, men jeg er sikker på, at f.eks. Per Allan vil forstå at more sig - ellers var den meget plat. Det smukke solskin varer desværre ikke længe - efter en times vandring i ca. 2400 m. højde går vi op i et skydække, og dette fortsætter faktisk hele turen igennem. Fra at være i måske 25 graders varme falder temperaturen til 8-10 grader. Det er ikke lige præcis den bedste medicin for en forkølelse i vildt udbrud. Strategien er at udholde den varme og svedproduktion som opstår ifm. de kraftige stigninger og lade være med at falde for fristelsen til at lade beklædningsgenstande falde. Det virker - forkølelsen er i hvert fald ikke blevet værre og er forhåbentlig under kontrol.

Nok om mit navlekiggeri, men netop pga. af min fysiske tilstand + træthed, så er der altså ikke meget at fortælle om selve turen. Jeg har koncentreret mig om at holde varmen og træde på de rigtige sten - i 2500 - 3000 m's højde kan man godt begynde at mærke den faldende iltprocent. Enkelte momentane svimmelhedsanfald af få sekunders varighed opleves, men en pause + lidt af Mettes druesukker hjælper på tilstanden.

Vi har gået igennem et "troldeskovs-lignende" regnskovs-landskab, som virker endnu mere mystisk pga. den tåge (sky), som dækker hele området. Det er meget smukt med visnende rhododendroner og epifytter, der danner underlige figurer på træerne. Resten af selskabet har det øjensynligt godt, og da jeg laver et af mange "forkølelsesstunts" - det ynder jeg at kalde dem - nemlig ikke at have medbragt pas ved indgangen til nationalparken i Jogini Panda, så er det endda som om at humøret stiger en smule - der er dømt "kvajebajer". Passet bliver heldigvis senere fundet i den rygsæk, som jeg havde med, hvilket selvfølgelig ikke gør det hele mindre morsomt. På et tidspunkt var der ellers en teori fremme om, at det måtte være de "pass porters", som vi havde sendt i forvejen, der var stukket af med mit pas.

Tilbage til Magin Goth. Middagen serveres - en rigtig god hvidløgssuppe samt en gang karry dhalbat. Pga. anstrengelserne (vil jeg tro) har jeg ikke megen appetit, selv om der er brugt energi nok i løbet af dagen til en 2-3 portioner. Midt under middagen kommer vores guide, Dhambar, og fortæller os, at Heidis rum er blevet gennemrodet af en af de andre holds bærere. Det viser sig, at der ikke er stjålet noget. Heldigvis - og det er en meget god lærestreg til senere "Hotelophold". Vi får hentet vores værdigenstande, og dem der ikke har hængelås, får en udleveret. Dagen er ved at være slut - vi fordriver tiden med lidt boglæsning, dagbogsskrivning og alm. sløvsind. Tak for nu - klokken er mange (19.30) - soveposen kalder.

 

Lørdag d. 4. november - Mette
Fra Magin Goth til Phedi.

Kold eftermiddag i Phedi

Ifgl. Dambar skulle vi 400 meter op til Ghopte, og derefter op og ned og op og ned til Phedi.

Før vi startede, lagde Rasmus ud med at meddele, at han håbede, at det ville blive en let dag, det kan man vist ikke kalde den dag, der ventede os.

Morgenens havregrød lå godt i maven, da vi startede dagens tur kl. 7.45 (!!). Som i går var to af bærerne løbet i forvejen for at sikre os en overnatning i Phedi under tag, Heidi syntes ikke om idéen om at sove under åben himmel. For at bærerne kunne få bagagen, måtte vi altså endnu en gang tidligt op, og så kunne vi jo lige så godt begynde at gå.

Vi fik meget hurtigt, dog uden at vide det, en forsmag på, hvad dagen ville bringe, det gik opad, opad, opad og atter opad. Oven i købet var det rigtig gråvejr, og det føltes som om der var en sky, der havde lagt sig tungt over os. Stien var til tider lidt af en motorvej, fyldt med bærere og andre turister, der var lige så vilde med at gå i tågen som os. Når en karavane af bærere kom springende ned ad stien mod os, lød det fra den første, der opdagede dem,,Forfra! ', og på kommando sprang vi alle af stien, så de kunne løbe forbi os.

Det blev ved med at gå opad mod Tharepati'passet. Nogle steder var stien smal og lavet af træbjælker med sten henover. Jeg blev straks mindet om filmen,Himalaya' (vist fransk produktion lavet udelukkende i Nepal og med nepalesiske skuespillere), som jeg meget passende var inde og se dagen før vi tog til Nepal. I filmen går en karavane af yak-okser, som transporterer salt ad den farlige sti langs søen for at vinde tid, selvom det er her at ånderne regerer. Et sted er stien braset sammen, men de bygger den op igen af bjælker og sten. Den nye sti holder også fint, indtil den sidste yak skal over, så braser stien sammen og yakoksen styrter i søen. Et offer til søens ånder, som så har krævet sin pris for karavanens passage. På vores sti kunne vi jo så bare håbe, at ånderne ikke krævede et offer i dag.

Det krævede lidt af en kamp at nå op til passet, selvom Dambar forsikrede os om, at noget af stien var,Nepali-flat'! Vi troede, at vi udmærket vidste, hvad han mente med ´Nepali-flat´, nemlig at det ville være lidt bakket, men ikke mere end det. Der var bare ikke noget som helst,Nepali-flat' og mindst af alt,Danish-flat' over den sti vi kravlede op af!

Men frem nåede vi, og den store gevinst kom, da solen brød frem kort før passet. Straks så vi alle lysere på tilværelsen, og temperaturen steg fra 5° til 14° på 10 min.

Da vi nåede passet, kunne vi nyde en kop the i solen, og der var vist ikke tvivl om, hvad stemningen var, lad os bare blive siddende her i solen godt og længe og nyde livet.

Men det fik vi bare ikke lov til særlig længe. Dambar satte efter ½ time gang i vores karavane igen. Han havde sagt, at det ville tage 2 timer at nå til Tharepati'passet, og det kom til at passe helt præcist. Derfor kunne vi godt sætte vores lid til, at der ikke var mere end 2 timer til vores frokoststed, Ghopte, når det var Dambars vurdering. Det tog så heller ikke meget mere end 2 timer, men hvilke timer! Jeg tror, at vi alle endte med at have et indre mantra kørende for at holde os i gang, Henriks var 50-skridt-pause-50-skridt-pause-50-'.. Mantraen blev løbende tilpasset, og Henrik var faktisk oppe på over 60-skridt-pause-, men også nede på 35-skridt-pause-35-skridt.

Det begyndte at kunne mærkes på pulsen, at vi var ved at komme op i højderne. Solen var forsvundet igen efter den korte bemærkning i Tharepati-passet, og vi gik igen begravet i skyer uden at kunne se særlig meget at de bjergsider, vi gik hen over. Oven i købet var vi ved at miste Peter, som vi var tæt på at måtte efterlade ved indgangen til en nationalpark, da hans pas havde gemt sig godt af vejen. De forbarmede sig dog over ham, og lod ham komme ind alligevel.

Selvom jeg nåede at tvivle på, at det ville lykkes, nåede vi alligevel frem til Gopte, som bestod af en lille hytte, der dukkede op i tågerne foran os. Vores fænomenale bærere var løbet i forvejen og havde bestilt mad til os, så lynhurtigt stod vores the, fried-rice og chapati foran os. På trods af et ufrivilligt madtilskud i form af hår og sten, syntes jeg, at det smagte vidunderligt - man kan blive så taknemmelig for lidt.

For at være ærlig, var der vist ingen af os, der følte nogen særlig lyst til at kravle op ad flere bjerge den dag. Vi havde allerede svært ved at holde balancen på vores små frokostbænke, og kun Henrik turde tage udfordringen op med toilettet, da det lå 20 meter nede af en skrænt, man kunne jo risikere ikke at kunne komme op igen. Faktisk så den lille spartanske hytte med nogle båse, der så ud til at fungere som senge, ualmindelig dejlig og behagelig ud. Nogle af os havde oven i købet vores soveposer i nærheden, så fristelsen var stor. Men da vi ikke umiddelbart var villige til at dele vores soveposer med de uheldige sjæle, hvis soveposer allerede var gået til Phedi - ja, så insisterede de andre mærkeligt nok på at gå videre.

Vi var godt nok advaret om, at Phedi lå højt, så vi vidste godt, at vi skulle opad efter Ghopte. Alligevel var der vist ingen af os, der havde regnet med, hvor hårde de næste 3½ timer ville blive. Op og ned og op og ned af,rocky paths', over vandløb og op ad ret stejle stier. Vi fik vist lov til at gå de 200 højdemeter, der ifgl. GPS'en var op til Phedi, mange gange både op og ned.

Moralen var absolut ikke høj, og det bidrog ikke yderligere til humøret, at det blev ved med at være tåget og koldt. Godt nok er regn et definitionsspørgsmål, men der skulle efterhånden meget god vilje til at kalde det der dryssede ned over os for høj luftfugtighed fra skyerne.

Endelig dukkede Phedi med sin stupa frem over hovederne på os, men selvom glæden ved at se de små hytter var stor, var der kun energi til en meget kort ankomstspurt fra Rasmus og min side kraftigt fremprovokeret af Heidi, og det var ikke mange jubel-ankomstråb, der var luft til.

Det eneste, der kunne initiere lidt entusiasme hos deltagerne i vores lille ekspedition, var en vragdel fra det Thai Air-fly, der styrtede ned lige syd-øst Phedi i 80'erne. Hvis det ikke havde været så tåget, ville vi have kunnet se resten af vraget på vej til Phedi.

Folks sidste kræfter (og her menes virkelig sidste kræfter) blev brugt på at indtage vores sovepladser i den ene af de to små hytter og få skiftet til tørt tøj, med den ambition, at det så måske senere ville være muligt at få varmen. Pludselig var det en fordel, at vores,værelser' (små aflukker med en forhøjning, der var sengen, og ca. 40 cm2 gulvplads) ikke havde noget vindue, så kunne det jo være, at man kunne holde varmen lidt bedre. Vores superguide Dambar sørgede for, at vi fik den traditionelle Garlic-soup og de stegte ris i en fart, så vi kunne komme i seng og sove i en fart ovenpå dagen strabadser. Alligevel blev folk siddende og blandede oven i købet sort Renault i the'en for at holde sig oprejst, det plejer dog i større mængder at have den modsatte effekt (!?). Måske havde det noget at gøre med, at temperaturen i,spisehytten' var adskillige grader højere end ude i vores,sovehytte'. Jesper bidrog med de hårde facts mht. vores udfoldelser på de første 4 dage af vores tur:

Total gåtid (- frokostpauser): 24t. 13min.
Total opstigning: 4920 m.
Total nedstigning: 2212 m. Samlede distance: 64 km. (-hvilket var forkert og senere blev korrigeret ned. Red)
-Tatam, hvor har vi dog gjort det godt!!!

Efter denne utroligt hårde dag vil jeg takke af herfra, gå ud i tågen på jagt efter toilettet og håbe, at jeg bagefter kan finde tilbage til vores lille sovehytte, men jeg er nu fuld af fortrøstning, for jeg kan allerede høre min sovepose kalde på mig, så det bliver bare at følge lyden.

PS: Lidt til den blå bog:

Jeg hedder Mette Alstrup, er ex-SAS og nuværende Platon-medarbejder. På Per Allans opfordring medlem af De Berejstes Klub og altid på jagt efter nye lande til min liste!

PPS: OG NU HAR PETER FUNDET SIT PAS!, igen. Vi håber alle, at han nu har tænkt sig at beholde det!!

 

Søndag den 5. november - Heidi
Fra Phedi til Gosain Kund

En af de hellige Gosainkund-søer

Jeg hedder Heidi Ebdrup, er 35 år og har læst sammen med Mette på universitetet. Jeg kunne ikke lokke min kæreste med på den store 5-ugers tur til Laos og Thailand, så det var et supertilbud, Mette kom med, da hun spurgte, om jeg ville med hende og hendes SAS-ekskolleger til Nepal. Det var lidt svært at få billet så sent (august), så jeg ankom en dag senere end de andre til Kathmandu og forlader Nepal 3 dage efter resten, og betaler 3 gange så meget for billetten' Nå, men som ansat i statsadministrationen (Energistyrelsen) er penge jo intet problem'.

Og dagen i dag:

5 minutter over midnat, da jeg var ude at tisse, nattetisseri antager en helt anden dimension her, når man skal ud af sin dejlige, varme sovepose, vikle sig ud af myggenettet og trippe ud i frostvejret i uldne underbukser og vandrestøvler for at finde et tilpas diskret sted i kortest mulig afstand fra hytten at forrette sin nødtørft, fordi toilettet ligger for langt væk, ja, da var det så smukt og stjerneklart, at lygten næsten var overflødig. Jeg kunne finde Orion, et af de få stjernebilleder, jeg kender. Og da jeg kom ind igen, var Mette næsten (men også kun) ked af, at hun ikke var gået med. Men en stjerneklar himmel lovede godt for dagen, hvilket ville være en herlig afveksling fra gårsdagens,gå-i-tåge'-oplevelse.

Og dagen startede rigtigt fint med strålende solskin og en fabelagtig udsigt. Vi havde fået lov at sove helt til kl. 7, dels som kompensation for gårsdagens lidt rå og ganske lange trek og dels, fordi det åbenbart ikke var nødvendigt at sende bærerne i forvejen for at sikre hotelværelser til os i Gosain Kund.

Det havde været frostvejr i nat, men dugen nåede næsten at tø op, mens vi spiste vores havregrød. Af samme grund blev den personlige hygiejne holdt på et absolut minimum, en våd, kold svamp i ansigtet og nakken, tandbørstning og rene trusser og så var det det. Senere på dagen slog effekten af dette klart igennem.

Inde i mit baghoved havde tanken om dagens trek spøgt, stort set siden jeg første gang så vores rute hjemme i Danmark. En stigning fra ca. 3700 m til 4600 m over ca. 5 km, klart den hårdeste stigning endnu på turen, og måske på turen overhovedet.

Det største lyspunkt, og hvad der holdt mig kørende langt den største del af turen, var tanken om, at det var den sidste gang, vi skulle gå opad på denne måde. Langtang-dalen vil også byde på lækre stigninger, men det er helt frivilligt, om man vil med, en vidunderlig tanke!

Vores dejlige solskin holdt et stykke op ad stien, det var, som om skyerne hele tiden var lige i hælene på os. Vi startede ud med masser af tøj på, stoppede efter kort tid for at hive det meste af igen pga. solskinnet. Derefter stoppede vi en masse gange for at få pulsen ned, drikke vand og spise druesukker, så skyen nåede at overhale os, og vi måtte stoppe for at få lidt tøj på igen. Men enhver pause var velkommen. Vi prøvede at gå langsomt, langsomt, men alligevel var det så ufatteligt svært at løfte benene, pulsen røg op efter et par skridt og det virkede usandsynligt, at vi nogensinde nåede toppen.

Mettes og mit tempo passer fint sammen, så når hun gik forrest, gik det godt, for mig i hvert fald. Så skulle jeg bare gå lige bagved og sætte fødderne samme sted, som hun havde gjort, ren hypnose, som Rasmus og jeg var enige om virkede glimrende.

De fleste af os havde hovedpine i går, da vi ankom til Phedi, og på den første del af turen i dag fik Rasmus og Jesper en halv anti-AMS pille, vi andre blev enige om, at lidt hovedpine jo aldrig havde skadet nogen, og man skal jo først være på vagt ved flere samtidige symptomer på højdesyge.

Fordelen ved alle vores små pauser i dag var, at i hvert fald jeg fik kigget mere på landskabet end de andre dage (hvor fokus fortrinsvis var på, hvor jeg skulle sætte fødderne). Der var masser af store, mosbevoksede sten fordelt ud i landskabet, og græs, mos, en slags lyng og de fineste små, blå ensian-lignende blomster, der står i klynger og lyser op, selv inde i en sky. En del af stien gik over stenskred, nogle gange var den ikke så veldefineret, men var nærmest kendetegnet ved lidt mere slidte sten end de omkringliggende. Der er ikke særligt mange af de,glasagtige' sten, vi så længere nede, men så er der så mange andre spændende. Det kræver overvindelse for mig at lade dem ligge, men det klares ved tanken om, hvordan min rygsæk ville føles med den ekstra vægt. Mette samler affald op, når hun ser noget. På et tidspunkt var det papiret fra en Mars-bar, der røg i nettet på hendes rygsæk, så jeg gik i en salig duft af chokolade hele vejen til pausestedet. Men kokoskiks er nu heller ikke det værste'.

Vi så flagene i passet kl. 11 og var deroppe lidt over 12. Den sidste etape trak virkelig tænder ud, Rasmus og Mette besluttede at spurte det allersidste stykke og var sammen med Per Allan de første på toppen. Derefter kom Dambar, Jesper og jeg traskende lidt efter. Da Henrik og Peter om til syne, trætte og let opgivende, smuttede Dambar ned og bar deres rygsække det sidste stykke. Vi er meget glade for vores guide. Og SÅ legede vi de helt ustyrlige fototurister, for fra toppen af passet kunne man både se de sne-dækkede Langtang toppe, en af de hellige Gosain Kund søer, det smukke, næsten golde landskab lige nedenfor, den sti, vi havde vundet over og ikke mindst den fine flade, let nedadskrånende sti, vi skulle videre ad. Og som ledte ned i skyerne igen. Kun 40 minutter, så kunne vi få frokost, men det var lange 40 minutter, for klokken var langt mere end normal frokost-tid, og vi havde kørt langt på en skål havregrød og en pakke kokoskiks.

Vi gik i tåge forbi flere hellige søer, hellige for hinduer, der kommer herop i forbindelse med deres lysfest i oktober for at bade i søerne. Pga. denne valfart (og sikkert også fordi mange trekker her pga. landskabets skønhed) var der indtil flere fine lodges at bo i. Vi bor i Hotel Peceful eller Faceful (skulle evt. have været hhv. Peaceful og Faithful, hvem ved?) lidt afhængig af, hvilket skilt man vælger at læse.

Rasmus lagde sig med knaldende hovedpine, så snart vi ankom, og det blev ikke bedre, selvom han fik en hel pille, en skål suppe og en halv time med dybe-vejrtrækningsøvelser med en dansk dame, der også bor her. Hun går samme vej som os, med en fører, der også fungerer som bærer, og som hun kender fra tidligere trek om Annapurna, en frisk gammel dame, om end lidt emsig. Efter en time havde Rasmus det ikke meget bedre, og så skulle han ned, bestemte Dambar. Peter gik med og en af vores bærere tog deres bagage og viste vej. Vi andre var ikke misundelige på deres forestående 3 timers vandretur ovenpå dagens hårde opstigning. Men de er (forhåbentlig) nu i den næste by, der ligger under 4000 m, og vi mødes med dem dér i morgen. Så tager vi en halv hviledag dér i morgen i stedet for en hel hviledag her.

Da de var draget af sted, fik vi andre en akut renhedstrang (jf. morgenens mangel på samme) og vi var på skift i bad i indslæbt, lunkent vand. For dette er et fint hotel med både porcelænstoiletkumme (stadig pedal-toilet, men et trin op fra hullet i jorden) og,badeværelse'. Så nu har vi badet/etagevasket (og vasket hår, himmelsk!) i 4400 meters højde, noget at fortælle børnebørnene.

Tjah, og nu sidder vi her i restauranten så tæt som muligt på brændeovnen, sammen med vores bærere og hvad der sikkert er kokkene, der nok skal sove her, hvor vi sidder. Vi har spist masser af garlic-noodle soup, som skulle være godt mod højdesyge. Så vi krydser fingre og håber, at ingen af os vågner syge op i nat og skal bæres ned'. og så trækker vi den til allersidste øjeblik, inden vi falder i søvn henover bordene, før vi forlader den dejlige varme og går over i vores iskolde rum med de lige så iskolde soveposer. Og inden forestår toiletbesøg og tandbørstning. Ifølge Per Allan bliver det under en stjernehimmel, det er da lidt kompensation'.

Nå, nu er de ved at brække gulvet op. Forhåbentlig ikke for at putte det i brændeovnen, for så fortryder vi vores bad'. Nej, der var bare nogen, der havde tabt noget mellem gulvbrædderne. Nå, der er vel ikke noget at gøre, vi må over i soveposerne. Godnat!

 

Mandag d. 6. november - Per Allan
Fra Gosain Kund til Shin Gomba

Gruppen på turens højeste punkt, Laurebina-passet i godt 4600 meters højde

Så har vi været raden rundt, og jeg tager fat på min skriverunde nummer to. Klokken er syv, og jeg sidder i 4.400 meters højde og eksperimenterer med, hvor tæt jeg kan komme på den brændovn, der er rummets eneste opvarmningskilde, før der går ild i mine bukser.

Det har været endnu en kold nat - under frysepunktet - men i nat har jeg ikke frosset, modsat i går. Jeg havde nu også iført mig et sæt termoundertøj, en langærmet bluse, et kraftigt halstørklæde og to par sokker. Alligevel blev søvnen ikke meget bedre end i går, denne gang blot af en anden årsag, nemlig iltmangel kombineret med lige lovlig hurtig opstigning til denne højde. To minutters søvn efterfulgt af en brat opvågnen, hvor man febrilsk hiver efter vejret, som om man er ved at blive kvalt. Jeg har prøvet noget tilsvarende en gang før, nemlig i 4.800 meters højde på Mt. Kenya, hvor oplevelsen yderligere var krydret med surrealistiske drømme samt trykken for brystet.

Nå, men bortset fra det, så skal jeg nu ikke klage. Solen er lige stået op og skinner på de nøgne bjerge og de smukke Gosainkund-søer, der i øvrigt er hellige (for hinduer). Lidt længere nede i dalen ligger resterne af den sky-suppe, der har generet os de sidste 2-3 dage, som - en stor del af tiden - har været tilbragt i tåge og støvregn, klamt! Også ærgerligt af den grund, at sigtbarheden har været fra tyve til få hundrede meter, og de høje sneklædte bjerge mod nord har vi kun haft fornøjelsen af nogle få gange. Sidste gang i går middags, da vi gik over Laurentina-passet i godt 4.600 meters højde. Præcis 4.646 ifølge Jespers GPS, hvilket er omtrent lige så højt som Mt. Blanc og personlig højderekord for alle andre end Mette og jeg. Desværre lidt mere end Rasmus kunne klare, så han måtte bringes ned i lavere højde, men det har min forgænger jo nok skrevet om.

Tæt ved den varme ovn sidder også vores udmærkede fører (Dambar) og vores fire lige så udmærkede bærere, der alle har været til uvurderlig hjælp. Ud over at de bærer bagagen, planlægger dagsetaper og finder gode overnatningssteder, så spæner bærerne også i forvejen og reserverer plads på lodgerne. Derudover er de generelt utroligt søde og hjælpsomme, og lige som jeg har oplevet det i forbindelse med tidligere trekkingture, så har de en humor, der passer vældig godt til den danske.

Solen er nu kommet frem på gårdspladsen, og den varmer dejligt. Men vinden er isnende, så selv om jeg nu er rykket udenfor med skriveriet, så foregår det i en påklædning, der langt overgår, hvad jeg f.eks. plejer at være iført på skiture i Frankrig. Skyerne viger stadig længere bort nede i kløften, det ser faktisk rigtig lovende ud.

Afsted klokken halv ni i strålende solskin, ned gennem kløften på en 'hylde', med svimlende stejle skrænter på venstre side. Efter en halv times tid drejer vi rundt om et hjørne og mødes af et storslået skue ud over bjergkædens toppe. Længere nede er de dækket af et tyndt skydække, som vi kort efter bevæger os ned i. En god halv times tid går vi nedad i klam tåge og fire graders varme, inden vi kommer fri af skyerne og kan se ud over nye bjerge og dale. Dambar, Mette og jeg tager en femten minutters spurt ned over den halvstejle sti til en lille samling huse, hvor vi får en velfortjent kop te.

Solen er atter kommet frem, og der er en forrygende udsigt mellem fyrretræerne og over mod bjergene. Vi underholder os med et par herlige unger, der kigger med store øjne på Mettes postkort og andre billeder fra Danmark. Turen videre går gennem en fortryllende fyrreskov med kæmpemæssige mosklædte træer, gennem hvilke der af og til åbenbarer sig et glimt af de hvide bjergtinder.

Lidt senere kommer vi gennem et område med forskellige buske, der udsender alle mulige skønne dufte, og endelig - henad klokken tolv - når vi frem til Shin Gomba, der består af en halv snes hoteller og en ostefabrik, beliggende i 3300 meters højde.

Lettelsen er stor, da vi straks får øje på Rasmus og Peter, begge i god behold. Vi bliver indlogeret på et superhotel, hvor der - believe it or not - er et rigtigt siddetoilet, og snart befinder vi os bænket omkring frokosten ude i solen. Heidi og Jesper henter en stor blok ost, der udgør en fortræffelig dessert, og snart efter går folk i gang med tøj- og kropsvask. Det er første gang vi har en hel eftermiddag 'fri', og det meste af tøjet trænger efterhånden til en ordentlig omgang. Bagefter er der tid til at sidde og slappe af i solen, der er vidunderligt varm. Til gengæld er det stadig ret koldt, når en sky går for solen, hvilket desværre sker ret tit.

Det er mig næsten umuligt ikke at drage sammenligninger mellem denne tur og mine forrige, specielt de to Annapurna-rundture. Den mest påfaldende forskel er vejret, der så sandelig ikke har været alt for gavmildt indtil nu, og antallet af timer med 'rigtig' bjerudsigt har været ret så begrænset. Så forståeligt nok har der ikke været tale om at bade i floder og vandfald med efterfølgende tørring på solvarme klipper. Derudover må man nok også sige, at dette - i hvert fald indtil nu - har været noget af en stroppetur, med lange vandredage og voldsomme op- og nedture. Det virker dog heldigvis, som om min fysik er mindst lige så god som sidst, selv om der er gået tolv år (og kommet et tilsvarende antal kilo).

Endelig er der prisniveauet, der vel er steget med mindst en faktor tre. For tolv år siden levede man fyrsteligt for under halvtreds kroner om dagen, mens det nu løber op i noget over hundrede, blot for det mest basale. Anyway, det er jo stadig billigt, og tankevækkende, at man kan lave sådan en treugers tur for under 10.000 kroner.

Eftermiddagen går med at dase i solen, mens vi skejer ud med et par store guldtuborg ('guld' ifølge etiketten, indholdet er vist rimeligt ordinært). Der bliver også tid til en lille visit til det lokale buddisttempel, der dog ikke er specielt ophidsende.

Inde i spisestuen er de ved at fyre op i ovnen, og da jeg ser, at der er tørresnore i loftet, henter jeg mine nyvaskede tshirts. God idé, synes de andre, og i løbet af et øjeblik er alle snorene tæt besat af sokker, trøjer og underbukser. Sjov tanke at komme ind på en restaurant og så starte med at hænge alt sit våde vasketøj op!

De andre sidder og læser, mens jeg får ført dagbogen ajour. Jeg har forsøgt at komme i gang med en bog nu de sidste 4-5 dage, men det vil ikke rigtigt lykkes. Til gengæld har jeg efterhånden brugt mange timer på bare at sidde og betragte mine omgivelser, hvilket i grunden også er ganske afslappende.

Til aftensmaden går vi helt amok og bestiller en gudsvelsignelse af forskellige retter. Køkkenet her fungerer hurtigt og effektivt, og retterne vælter frem: Supper, chappati, daal bhat, fried rice, chow mien, potato chips osv. Basale men velsmagende retter, og efter nogle dage har vi helt glemt, at vi normalt er kødædere. De sidste par dage har man kunnet få en kop (tynd) kaffe, hvilket jeg længe har savnet, men ellers synes jeg egentlig ikke der er noget jeg savner i madmæssig henseende.

Klokken halv ni er vi de eneste, der er tilbage i restauranten, det trak ud pga. en længere diskussion om TV i almindelighed og Robinson i særdeleshed. De begynder at rydde op og skramle med møblerne, og vi forstår hentydningen og forsvinder.

Smuk aften med stjerner og kun få skyer. Det er stadig køligt, men slet ikke på samme barske måde som de sidste par nætter. På grund af de stærkt svingende temperaturer er jeg blevet småforkølet, forhåbentlig udvikler det sig ikke videre.

 

Tirsdag d. 7. november - Jesper
Fra Shin Gompa til Tylo Syabru

Vores fører, Dambar, foran Langtangkæden

Efter en god lang nattesøvn på den anden side af +3° C vågnede vi ca. kvart i syv for at få pakket til dagens stejle nedstigning fra Shin Gompa i 3250 meter til Tylo Syabru i 2130 meter. En nedstigning på 1100 højdemeter over en strækning på ca. 6 km, hvilket svarer til en hældning hele vejen ned på 15-20° . På raske ben skulle det gerne tage 2½ time, og det må vi jo så håbe, at vi har efter den halve hviledag, vi fik i går i den hyggelige by Shin Gompa.

På dette tidspunkt kaster solen sine første spæde stråler på landsbyen og fordriver nattefrosten fra jorden, og man hører bjældeklangen fra de 7 yak-okser, der er ved at vågne, samt fuglekvidder fra morgenduelige fugle. I det fjerne ses og høres et mindre vandfald, og bjergvæggene her i 3000 meters højde er dækket af nåletræer så langt øjet rækker, kun afbrudt sporadisk af dyrkningsklare smalle terrasser i ca. 2500 meters højde. Så langt øjet rækker ses dale imellem bjergforkastninger, og det er i disse dale, at vi skal ned.

Solen har nu så meget magt, at den smelter frosten fra sovebygningens bliktag, og det ser ud som et veritabelt regnvejr, lige bortset fra, at denne regn falder i én symmetrisk linie. Denne morgen er i sandhed rigtig smuk og fredfyldt, og det bliver dejligt at vandre i, hvad der tilsyneladende bliver en varm og skyfri dag.

Efter et godt morgenmåltid på hotel Red Panda (lemontea, tibetan bread, omelet og havregrød) påbegyndte vi vores nedstigning til Tylo Syabru. Vi stoppede dog lige endnu en gang hos mejeristen, hvor Dambar købte ost, som han rundthåndet delte ud af. Mejeristen viste os stolt sit mejeri, et ca. 20m2 stort rum med kærne, fade og hele molevitten. Frilandsmuseet ville savle for at få fingrene i dette udstyr.

Fra mejeriet bevægede vi os gennem en privat(?) have over et gærde ad et par udhuggede træstammer, og så var vi på en mindre vandresti, som gik gennem skoven. I lang tid vandrede vi ad en smuk skovsti, der også gav os lejlighed til at skue ud over nogle fantastiske bjerge. Disse udsyn blev bare bedre og bedre som vi gik. Efter ca. 30 minutters skovvandring kom vi pludselig til en lysning på et plateau i ca. 3300 meters højde. På dette plateu lå der et hotel/lodge, hvor det var muligt at købe forskellige strikvarer. Flere af os købte smukke halstørklæder/sjaler spundet af kartet uld fra tibetanske yakokser, meget eksotisk. (Som vi blev klogere erfarede vi, at det snarere var syntetgarn, og at tørklæderne sikkert fremstilles på en stor fabrik....). På dette plateau var der også det flotteste vue ud over de omkringliggende dale og de bagvedliggende bjergkæder: Langtang samt grænseområdet til Tibet.
 

Per Allan foran Langtangkæden

Fra vores smukke udsigtspunkt begyndte det at gå stejlt nedad. De næste 4 km gik med bøjede knæ og i halvvejs luntetrav, da det er nemmere at forcere en skråning på denne måde. Nogle gange var hældningen 30-40° , hvorfor det handlede om at holde tungen lige i munden.

På hele nedturen var temperaturen støt stigende fra 5-6 grader i Shin Gompa til 25 grader i Tylo Syabru, hvor vi ankom 2½ time efter vor start. Alt i alt en meget smuk tur.

På hotel Peaceful blev vi installeret i nogle pragtfulde værelser med fælles bad og toilet på etagen. Endnu en gang er vi steget et trin op ad luksus stigen. Henrik og jeg blev installeret i et hjørneværelse med bjerg og dal udsigt. De øvrige havde "kun" udsigt til bjergskråningen og byen. Bærene har siden første dag installeret os efter samme system: Mette og Heidi i et, Per Allan i ét, Peter og Rasmus i ét og Henrik og jeg i ét. Dette system er praktisk, for bagagen ligger allerede på værelserne, når vi ankommer. Så har vi én ting mindre at tage stilling til på denne dejlige (d)aseferie.

Hud-, hår- og tøjvask blev foretaget hurtigt, så vi kunne mødes på "hovedgaden" til en god gang suppe og forårsruller. Peter var knap nok landet, før han gik i gang med at kigge på hotellets udvalg af strikvarer, eller var det mon yakokseuld og strikkepinde til at strikke sig en UVA- og UVB-sikker hue, der kan yde hans røde isse bedre beskyttelse?

Endelig frokost, troede vi..... Vi har efterhånden prøvet alle hjørnerne af det nepalesiske spisekort, som i høj grad er variationer over samme temaer, som er: Nudelsuppe, chowmein, kartofler, tibetan bread, chiapata bread, grød m.m., i øvrigt alt sammen vegetarisk og velsmagende. Så når vi vælger variationer, ja så kender vi temaerne, hvilket i grunden ikke er så ringe endda. Bestillingen tog således ikke særligt lang tid at foretage, og da den var afgivet, sad vi nærmest med det samme og ventede på serveringen, idet vi nok alle sammen forventede samme hurtighed som på Hotel Red Panda. Her må det tilføjes, at vore forventninger ikke blev indfriet. Efter at have ventet i 50 minutter blev 5 af 7 fodret af med første ret, til stor fortrydelse for de 2 resterende, der måtte vente yderligere 10 minuter før de tomme blodsukkerdepoter kunne fyldes. Om maden var værd at vente på er et farligt spørgsmål at stille, men den var i hvert tilfælde yderst velsmagende.

Da maden var fordøjet, og alle havde læst lidt i hver sin roman, brød rejseselskabet op for at spredes for en kort stund. Med sine 50-100 huse er Tylo Syabru nemlig den største samling huse vi er stødt på i 5-6 dage. Hvis der på rejsen tidligere har været mere en 5 huse (=Gul Bhanyang) har det været stort. Altså var her en kærkommen lejlighed til at udforske landsbylivet og foretage lidt indkøb af lokale(?) strikvarer, smykker, knive m.m. Byen er præget af, at her kommer mange trekkere, idet hver lodge/hotel (hvilket svarer til størstedelen af byens huse) sælger mere eller mindre de samme varer, som højst sandsynligt er fragtet hertil. Salget af disse varer skal man i øvrigt ikke have så ondt af, da de jo hjælper med til at generere indtægt for de (mange) nepalesere, der lever af turisterne.

Synet af luftbårne telefonlinier afstedkom en kort men i øvrigt interessant diskussion om, hvorvidt adgangen til teknologi som telefoni, internet m.m. gør det sværere for en europæisk turist at finde den uspolerede og afslappede atmosfære mere. Min egen holdning til dette, hvis jeg må indføje den i den fælles dagbog, er: 1° hvem har ret til at fornægte andre en teknologi, der kan hjælpe/gøre ting lettere (kan teknologi så det?) blot ud fra en romantisk forestilling om/krav på at kunne bibeholde det oprindelige? 2° er det ikke nærmere ens egen afhængighed/vane man søger at undgå/befri sig for ved at ønske, at teknologien ikke er til stede? 3° Har man i øvrigt ret til at kræve uspolerethed, for ved sin blotte tilstedeværelse udøver man jo en påvirkning, så hvis man kræver uspolerethed bør man så i virkeligheden ikke afstå fra at besøge andre lande og kulturer?

Solen er gået ned bag den vestlige højderyg, og okserne er spændt fra deres åg efter dagens hårde pløjearbejde på terrassemarkerne. Byens indbyggere er ved at forberede sig til aftenen, og vi trekkere tager mere tøj på, da aftenen bliver kølig - også selvom vi er ca. 1000 højdemeter lavere end i går. Det er begyndt at blæse, og skyerne er trukket langt ned i dalen, så det er tid til at fortrække indenfor. Klokken er i øvrigt kun 17:00, men det er jo en helt anden livsrytme, og den falder man hurtigt ind i. Jeg savner nu at "trykke den af" på mit stereoanlæg: Hotel Hunger, Carlos Santana eller bare lidt Brand New Heavies for fuld hammer.

I denne landsby er det i øvrigt første gang vi har set og hørt nepalesiske børn græde. Det er måske fordi det er for hårdt i den tyndere luft højere oppe? Overdreven anstrengelse i 4000 meters højde må klart frarådes, og herunder hører måske aktiv leg og barnegråd. Det kan i hvert tilfælde konstateres, at børn skriger lige så meget i 2000 meters højde som i 20 (og det er nok et meget sundt tegn...).

For at sikre, at vi ikke skal sidde og vente utålmodigt på vores aftensmad, som vi skal spise klokken 18, er vi blevet bedt om at afgive bestilling i god tid. Vil det sige 1 time? Faktisk er det 1½ time, så derfor kommer der her en pause i skrivningen, mens aftensmadens bestanddele afgøres.

Jeg har lært en ting om mig selv. Jeg er systemmenneske, og kan godt lide at der er styr på tingene (det vidste jeg godt), men jeg opponerer mod systemer, hvis jeg ikke kan se logikken i systemerne (er det mon fordi det ikke er mine egne ?). Hvad er formålet med at bestille den samme mad hvis a) der er intet der haster, vi skal alligevel blot i seng bagefter ?, og hvis b) det alligevel tager 1½ time at lave mad ? Svaret blæser i vinden.

Nå, men mens vi venter en halvanden times tid på maden, kan vi jo passende fortsætte med vores små sysler: Læsning (Peter, Henrik og Per Allan), nepalesiske sprogtimer (Rasmus) og Yak-Yak (Mette og Heidi). Jeg for min del vil enten forstsætte mine perfide lommefilosofiske tanker, eller også vil jeg bare læse lidt også.

Aftensmaden blev serveret meget præcist 1½ time efter bestillingen, til gengæld kom alle retterne på én gang, men da vi alle var meget sultne, da maden blev serveret, nåede hovedretten ikke at blive kold inden forretten (suppe) var spist. Vi spiste i et lille lokale ved siden af vores værelser. Spiselokalet såvel som vore værelser har elektrisk lys, hvilket er en ekstravagance ud over alle grænser. Hvad der til gengæld ikke var så ekstravagant var, at røgen fra køkkenet var trukket op i vore værelser, hvilket betyder, at vort nyvaskede tøj nu lugter af spejderlejr.

Dag 7 af vores trekking tur er ved at rinde ud, og det er tid at gå i seng, så vi kan være udhvilede til vores vandring i morgen op i Langtang-dalen. Jeg siger hermed godnat, og tak for endnu en dejlig dag.

 

Rasmus - 8. november
Fra Tylo Syabru til Lama Hote
l

Morgensolen omdanner tagets nattefrost til regndråber

Jeg vågnede ved, at Per Allan bankede på vores dør (hvordan præsterer den mand dog at komme så tidligt op ?). Jeg lå og snuede den et lille stykke tid og stod først op, da "Bubba" allerede var i tøjet. Det gik hurtigt med at blive vasket, få pakket og børstet tænder, og jeg kunne gå ud på den overdækkede terasse, hvor Per Allan sad med en kop lemonthe og et stort kort over Langtangdalen. På kortet så turen i dag overkommelig ud, men jeg har lært af erfaring, at man ikke skal håbe på for lette dage, da Nemesis så vil hævne sig grufuldt.

Vi samledes alle omkring morgenmaden (2 gange porridge + 5 gange chapati med ost og 7 kopper varm the). Omkring morgenmaden blev det ikke til ret megen snak, da de fleste af os var rimelig trætte, efter at en gruppe japanere havde holdt afskedsfest i huset hele natten.

Efter morgenmaden, og efter at have købt dagens ration af vand, bevægede vi os neden under. Jeg selv blev dog en anelse overrasket, da der i døråbningen stod 22 japanere i gang med den obligatoriske morgengymnastik. "Bubba", der virkede lidt stiv i lemmerne, prøvede at følge med de japanske pensionister, men i længden var det vist lidt hårdt for ham.

Begyndelsen på dagsrejsen var ikke synderlig spændende, da den gik gennem byen Tylo Syabru. Det meste af byen havde vi alle haft lejlighed til at udforske dagen i forvejen, og Per Allan og jeg havde været hele turen igennem en gang før.

Spændende blev det først, da vi kom uden for bygrænsen. Vi lagde ud med at passere et vandfald større end vi hidtil havde set. Dernæst gik det en anelse opad, og så pludselig - på et klippefremspring 50 meter fremme - viste sig nogle dunede ansigter og lodne kroppe, som vi hurtigt identificerede som silkeaber, og dem var der en betydelig mængde af. Kamaraerne røg frem fra hylstrene, og der blev ivrigt zoomet ind på dette "sjældne" syn, men aberne var ikke særlig begejstrede for den interesse de vakte i vores indsnørklede Københavnersind, de hoppede nemlig allesammen væk brøkdele af et sekund før aftrækkeren blev trykket i bund. Det lykkedes dog, efter flere forsøg, mig og Jesper at få linsen rettet ind på en af dem, der sad skjult i buskene.

Tilfredse med at have "skudt" aben fortsatte vi, dog med ørene stive og øjnene på stilke (hvad nu hvis der viste sig endnu én).

Da vi så efterhånden havde opgivet at få flere silkeaber at se, gik vi rask videre, fokuseret på, hvor det nu var smartest at sætte fødderne på den stenede og mudrede sti. Stor rumsteren i buskene bag os fik os til at kigge forskrækket op. Vi sagde til os selv, at det måtte være en ny gruppe aber, og hænderne fór til bæltet, hvor vi har kameraerne siddende. Vi gik langsomt videre i håb om at få et fantastisk nærbillede, men til vores store overraskelse var det ikke silkeaber, men en KO, der i næste nu kom trumlende ned ikke ret langt fra os. Der var nu mere rumsteren, og vi opdagede, at der var en hel kohorde gemt i buskene. De fleste af dem stod bare og kiggede på os med et dovent udtryk, mens andre stillede sig på vejen foran os, så vi ikke kunne komme forbi. Vores guide lærte os, hvordan man fik dem jaget ned, og selvom det lyder lidt barskt, så fandt vi os selv stående og kaste sten efter de stakkels dyr. Det var ikke helt ufarligt at stå der på den lille sti med køer omkring sig. Flere gange nåede vi kun lige akkurat at træde til side, før et halvt tons ko kom flyvende ned om ørerne på os.

Men selvom man har travlt med at jage køer ned ad bjergsider, så skal man altså også lige huske at se sig for, og det erfarede jeg, da jeg var uopmærksom bare et kort øjeblik, og i næste sekund var stien forsvundet under mine fødder. Jeg slap dog med en forskrækkelse, men måtte senere på dagen lide under min uforsigtige optræden, idet jeg fik en kronisk smerte i min højre hofte.

Efter "Rodeoshowet" på bjergsiden foregik vores vandring dejlig fredeligt. Stien vi fulgte snoede sig langs den brusende flod, der løber igennem Langtangdalen. Op, ned, lige ud. Op, ned, lige ud. Op, ned, lige ud. Op, ned, lige ud. Sådan gik det, indtil vi fandt det sted, hvor vi skulle spise frokost.

Dette skete ved breden af floden ved et lille madsted kaldet "Bamboo Lodge". Her bestilte vi frokost til den helt store guldmedalje, og det gjorde jo ikke noget, at vi skulle vente hen imod en time på vores mad, da solen skinnede og vi var bevæbnet til tænderne med godt læsestof.
 

Frokost ved Bamboo Lodge

Efter mad og drikke måtte vi hellere se at stikke. Vi begav os videre langs floden, indtil vi fandt en skrøbelig bro, hvor vi passerede floden, og nu kunne en opstigning begynde.

Ikke længe efter at vi havde krydset den første flod, støder vi på endnu én, der løber parallelt med den første. Dette var også en flod, der skulle forceres, og denne gang var de skrøbelige planker skiftet ud med en god solid hængebro. Det er iøvrigt utroligt, så kraftigt sådan en hængebro kan gynge frem og tilbage, når først den bliver sat igang.

Efter at vi havde krydset flod nr. 2 blev vandringen ligesom en tand hårdere. Vi var nu kommet til en stejl og konstant stigning, og Mette, der tidligere på dagen havde sagt: "At følge en flod kan da ikke være så hårdt. Hvor stejlt kan det være?"

Jeg skulle ellers hilse og sige, at med vandfald og andet sjov, ja så kan det faktisk være slemt nok, og Mette måtte da også pænt tage ordene i sig igen. Det havde ligesom ændret sig fra: Op, ned, lige ud. Til: Op,op,op, stejlt op,op, op, ned, stejlt op osv.

Det endte med at blive en hård dag, og vi var vist alle lettede, da vi ankom til "Lama Hotel". Stedet hvor vi skulle overnatte var ikke luksuriøst, men ganske hyggeligt alligevel. Vi satte os ud i den brændende sol efter at have hængt vores svedige t-shirts til tørre. Vi fik kværnet nogle sider i vores "frilæsnings bøger", og fra bageriet i byen blev der også kværnet nogle sukkerbrød.

Desværre var det ikke muligt at få et brusebad der hvor vi boede, men man kunne få varmet en spand vand op og så kaste dén i hovedet på sig selv. Dette forbød mit luksuslegeme mig dog, og jeg begav mig rundt i byen for at finde et solcelleopvarmet bad. Det lykkedes mig faktisk at finde et sted, og selvom jeg måtte slippe 20 Rs = ca. 2 kr., så var det det hele værd, at man kunne få vasket dagens snavs af sig.

Efter badet samledes vi alle ude ved flodbredden på en stor sten, hvor der var den mest fantastiske udsigt til sneklædte bjerge, liggende længere inde i Langtangdalen.

Nu sidder vi så her og har lige fået mad, og jeg skriver dagbog, mens jeg nipper til min the. Jeg er næsten færdig, og når min lemonthe er drukket ud, vil jeg begive mig mod soveposens kalden, og jeg glæder mig til at blive lullet i søvn af flodens brusen.

 

Torsdag d. 9. november - Henrik
Fra Lama Hotel til Lang Tang

Udsigt mod Langtang

Endnu engang er det mig beskåret at skrive om en hård tur, efter sigende den længste tur her i Lang Tang dalen. Sådan blev den nu ikke - måske fordi vi nu er blevet bedre til det med at gå, for de planlagte 6 timers vandretur blev gennemført på den normerede tid, og mine tællinger til 50 er ændret til 400-600, før jeg synes det er tid til at samle luft nok til at spørge, om ikke det er tid til en pause. I morges fulgte vi vores normale tidsskema med vækning kl. 6.30,7.00, pakning og morgenmad og afgang ved 8-tiden. Det hele uden hastværk og i god ro og orden. Muligvis fordi det i bunden af dalen, hvor vi stadig befinder os, stadig er koldt, fordi solen endnu ikke er dukket op over bjergene. Det ville først ske meget senere, skulle det vise sig.

Afgang altså i 6-8C og ud på sporet, som var op-op-op i et par timer. Men vi var ikke så generet af det. Der var stadig skov omkring os og masser af "Nepali-flat" til at få vejret. Mens vi går vil jeg lige beskrive dalen: Umiddelbart havde jeg forestillet mig en dal i almindelig forstand - dvs. som i Milka reklamerne, meget bred forneden, en flod i bunden og gradvis indsnævret til en smal dal omkransende den rivende flod. Dertil lidt lilla køer og et par malkepiger.

Glem det!

, bortset fra floden (og køerne). Denne dal er kendetegnet ved at være smal i bunden, bred på midten og smal i toppen (formoder jeg, vi har jo ikke været der endnu). Det betyder, at vi på Lama Hotel boede i en dal, der vel højst var 150m bred, med floden i den ene side og huse i den anden. Man vænner sig hurtigt til den evige strøm, der suser forbi. Og i starten af vores vandring fulgte vi så floden, stadig i en dalkløft, der vel er max. 200-250 m bred, og hvor vi ofte skal over små bække og strømme, der kommer oppefra og søger mod floden i bunden. Vi vandrer mest over floden, selvfølgelig går det op og ned efter landskabets karakter, men vi kan til stadighed se den brusende flod under os.

Ved 10-tiden brød solen igennem (rettere: over) bjergene, og temperaturen steg straks til 10C, således at vi kan smide overtøjet, og allerede kl. 10.30 er vi ved vort frokoststed, lidt tidligt, men vi har åbenbart gået godt til. Nu er dalen blevet bredere, og der er bedre plads her til huse, floden og hvad der ellers hører til. På trods af den tidlige ankomst, så fungerer det fint at bestille mad, slumre lidt og spise ved 11.30-tiden alle sammen, næsten samtidig.

Vi er ret varierede i vores madvalg, og det er faktisk sjældent vi spiser dal-bhat, den ret vi hjemmefra troede ville blive det daglige brød. Kl. 12 afgik karavanen mod Lang Tang, lidt op, lidt fladt, lidt mere op og så lidt fladt til byen, der er vores næste stop. Nu mærkes det, at der er bedre bredde i dalen, der er længere til siderne, som til gengæld er meget højere og troner flot over os.
 

En smuk nepaleserpige

Mange gange stopper vi og nyder at se de snedækkede tinder over os, mens vi knokler af sted i 28C varme (målt i solen, men der er vi jo også!). Og når man sådan går der i noget, der svarer til en god dansk sommerdag, med tungt åndedrag og sveden dryppende, så er det ligegodt fantastisk pludselig at se et vandfald ca. 1000 meter over sig, hvor vandet strømmer ud fra en spalte i klippen, styrter lodret ned og fuldstændig ændrer form og stoflighed til noget meget "luftigt", inden det igen rammer klipper og løber videre nedad, som det nu er vands rette natur at gøre. Lige dér stoppede alle et øjeblik og var ret be' og bjerg-tagede, inden vi atter gik frem mod byen Lang Tang, som var inden for synsvidde.

Lang Tang dalen er noget mere turistet end vi er vant til fra den første del af turen, og vi har mødt mange, der lige er startet på trek fra de byer, der ligger ved starten af dalen, vi føler os nok noget rutinerede i forhold til dem, og er nok også noget mere beskidte end dem. Til gengæld er vores vaske-tøj-procedure ret indarbejdet, sammen med et-varmt-brusebad-i-en-fart-lige-efter-vi-er-ankommet-proceduren.

Eftermiddagen, efter ankomst kl. 14.30 - blev tilbragt i solen med bøger af forskellig art. Her vil jeg gerne personligt bemærke, at det ikke nytter noget at skulle deles om bøger, visse deltagere ynder at lave alt muligt andet end at læse den bog jeg venter på. Så jeg kan ikke finde på andet end at skrive dagbog eller finde nepalesiske sætninger, som får vores guide til at grine og som jeg ikke vil referere her (de er nu ikke spor frække! (så vidt jeg ved!)). Og så spekulere lidt over det der med de store spørgsmål. For hvad er det egentlig jeg er i gang med her?

Jeg har lidt fornemmelsen af at skøjte gennem landskabet, jeg er en turist, der er ved at opleve Nepals bjerge og natur, som Nepaleserne velvilligt stiller til rådighed med et velsmurt system af guider, lodges og tea-houses. Og det fungerer, de har brug for pengene, og vi støtter området ved at leve som vi plejer, spise for en dagløn hver aften og bede om hjælp med det praktiske. Og jeg må sige, at det er et fantastisk folk, nepaleserne, at være så venlige og smilende overfor os, for det er de virkelig. Og efter os kommer mange andre som os, og alle hygger sig og har det sjovt, og vi får utallige ruller film med hjem, som vi vil bruge til at forsøge at forklare alle vennerne derhjemme, hvordan det føles at se det selv. Men billederne er ikke nok, det er også lugten af røg, duften af mad, stemmerne i baggrunden af rummet, nærheden ved at have gode rejsekammerater og trætheden i kroppen efter dagens vandring, og det kan aldrig overføres til andre, det skal man selv opleve. Altså en dybt personlig og egennyttig oplevelse. Til fordel for mig selv og de lodge-ejere, som jeg bliver ført hen til...Og Kodak, som skal fremkalde billederne. Til andre må man vel bare sige, at hvis det lyder interessant, så er der intet andet at gøre end at samle udstyr, og snakke med et rejsebureau eller venner om at tage af sted. Og hvilket udstyr skal man så huske: Lige nu vil jeg anbefale, at man tager en ordentlig vandrestav med. Nogle bruger to - men ligner nu også mest skiløbere uden ski.

Bemærkning ved indskrivningen: Det slutter faktisk sådan, kan godt huske jeg havde tænkt at skrive noget mere, men nu må jeg jo bare lade som om jeg faldt i søvn eller lignende.

 

Fredag d. 10. november - Peter
Fra Lang Tang til Kyanjing Gomba

Mani-sten nær Langtang

Det har jo været en helt igennem dejlig dag! Jeg sidder på en passende sten og napper de sidste solstråler, som dagen ellers har været rig på. Kl. er vel 16.15, og dagbogstjansen er begyndt. Vi startede dagen i Langtang, sædvanlig opvågning kl. 7, pakke til bærerene og morgenmad 7.30. I virkeligheden starter dagen jo lidt før for mit vedkommende, når blæren skal tømmes kl. x om morgenen - det er koldt at bevæge sig ud med bare ben på det tidspunkt, men nødvendigt, og himlen er fuldstændig krystalklar med stjernetegn, som man ikke er vant til at se på den "Humlebækske" himmel.

Rasmus er lidt længe om at komme til morgenmaden. Dels er det ham, som klarer den sidste del af oppakningen til bærerne i dag, og dels er hans "Leather Man" sporløst forsvundet. Da vi spørger Dhambar, om han har set noget til kniven, så smiler han skævt og siger, at det har han da, hvorefter han spørger om, hvor meget den har kostet, for ligesom at implicere muligheden for en findeløn. Det viser sig dog bare at være Dhambars sædvanlige spøgefulde fremfærd. Snart er kniven fundet frem og overleveret til Rasmus. Per Allan betaler for kost og logi, og vi er klar til at gå.

Vi bliver enige om at gå i hver sit tempo og slentre de 2½ time, som dagen byder på. Vi bliver hurtigt varmet op af solen, så det varer ikke længe, før "flis'erne" ryger - et genialt materiale forøvrigt - jeg har altid syntes, at det var lidt for kunstofagtigt at rende runde med sådan noget, men det er et meget effektivt (varmt) og behageligt materiale.

Landskabet i Langtang Valley er smukt på en barsk og storslået måde. Forfra, bagfra og til siderne kan vi tydeligt se de snedækkede bjergtoppe. Jorden er dækket af "tætklippet" hårdført græs, og ind i mellem stikker store klippeblokke frem, som man undrer sig over placeringen af. Her er ingen træer, men hårdføre buske, som man kan se er tilpasset et miljø, hvor det sjældent regner. Ind i mellem træder vi over rislende bække for at komme frem, og sjældent er de så store, at man spekulerer over, om støvlerne kan holde vandet ude.

Mens jeg har siddet og skrevet, er solen forsvundet bag bjergene - det bliver straks hundekoldt - og de måske 20-25 grader fra før falder til 5-10 grader - det er med at komme ind i spiserummet og få en god plads tæt ved kakkelovnen. Det varer ikke længe, før rummet er fyldt med godt 30 snakkende mennesker med vidt forskellig nationalitet. Klokken er 16.30, og vi bestiller mad til kl 18.00 - med så mange mennesker er det nødvendigt at bestille mad i god tid. Tyskere, svenskere, nepalesere, danskere og englændere skaber en hyggelig og anelse højrøstet atmosfære, mens kakkelovnens varme får en til at glemme alt om, hvor koldt der pludselig blev udenfor. Rasmus henleder vores opmærksomhed på vinduet, hvorfra de snedækkede tinder netop slikkes af den sidste sols orange stråler. Det er mageløse scenarier vi er vidne til. Om morgenen, om dagen og om natten, når man skal ud og tisse.
 

Yakokse nær KyanjingGomba

I løbet af dagen er vi kommet forbi en del stengærder med opretstående stentavler, "Mani Stone Wall" står der på kortet. Det skulle efter sigende være en munk, som har skrevet/udhugget disse inskriptioner og symboler - han har haft travlt, for der er vel en 1000 stykker. I løbet af de 2½ time, som dagens trek varer, stiger vi 400 m. I dag er det ikke noget der mærkes særligt på pulsen, men - da vi jo er oppe i omkring 3500 m. - så dog alligevel en anelse.

Da vi ankommer til Kyanjiang Gumba, har bærerne som sædvanlig reserveret værelser til os. Alt er klart - nu skal der holdes badeferie! På et fladt stykke græsbeklædt jord placeres liggeunderlig - i behørig afstand fra diverse husdyrs eskrementer. Tøjet smides, og arme, ben og ryg smøres ind i solcreme. Bøgerne tages frem, og vi kan se frem til en dag med MEGA afslapning - det var på tide! I morgen kommer vi forhåbentlig op i noget sne ifm. "overliggeren". Det kunne være ret fedt at mærke sneen knirke under støvlerne i små 5000 m's højde og strålende solskin.

I landsbyen er der et ostecenter samt et bageri. Mejeriet leverer udmærket "emmentaler-like" ost samt yougurt, og bageriet har glimrende brød samt nogle gode tunge kanelsnegle. Der er mulighed for at komme ud og ride på nogle små søde tibetanske hypheste til "gletchersafari" - hvilket vi dog ikke benytter os af.

På et tidspunkt bliver det for meget med al den afslapning, så Jesper tager en transportabel oppustelig plastic moder jord frem - bare rolig - det er ikke en moderne version af "Venus fra Vellendorf", men derimod en globusbadebold, som er fortrinlig til Nepalesisk Steppe Volley. Først er det bare Rasmus, Jesper og jeg som spiller, men snart støder forskellige bærere til, og det udvikler sig til sidst til en gang rugby, som desværre udvikler sig så voldsomt, at vores guide, Dhambar, knækker sin et år lange negl - shit happens ! - det har nok været et stort tab for kære Dhambar. Flere af de nepalesiske mænd har en lang farvet venstre lillefingernegl, som nok symboliserer et eller andet.

Efter at Rasmus har fortalt sin lærers version af funktionen bag den lange negl, har jeg dog holdt mig tilbage fra at spørge. I følge denne lærer, så bruges neglen til at klare de sidste "stumper" afføring, som ikke sådan lige er til at få fat i normalt med venstre hånd. Sikkert ikke speciel delikat indre film, som skabes hos læseren - efter vestlige normer - og det kan da også være, at det slet ikke har noget på sig.

Dagen slutter med aftensmad ca. kl. 18, og en time efter er de fleste grydeklare til at hoppe i poserne. Den megen sol, mad og afslapning har gjort os trætte. Trods vores strabadser i løbet af sådan en "Nepaldag", så kan det stadig undre mig, at vi har behov for at gå til køjs så tidligt, men det har vi altså - god nat og sov godt!

 

Lørdag d. 11 november - Mette
"Hviledagen" i Kyanjing Gompa

 

Bjergtop nær KyanjingGomba

Hvor er jeg dog heldig, at det er mig beskåret at beskrive denne fantastiske hviledag, selvom der nu ikke har været meget hviledag over den.

Planen var, at Peter, Rasmus, Jesper, Per Allan & jeg skulle på en lille morgenvandretur op på en ca. 4500 m høj knold, derefter skulle vi ned igen og spise frokost i Kyanjing Gompa, og bagefter en tur op og se Langtang gletscheren.

Starten af dagen gik efter planen, vi var oppe før en vis herre fik sko på. Det var Henriks fortjeneste, at jeg var den første ude af fjerene. Der er selvfølgelig også en vis tilfredsstillelse i at vække andre mennesker, som så er nødt til at stå op, mens man selv kan vende sig om på den anden side og sove videre. Jeg håber, at Heidi og Henrik nød det!

Da jeg gik ind i,restauranten' for at få min morgente, var alle bærerne først ved at stå op. De lå overalt og puttede sig på bænkene to og to for at holde varmen, jeg fik helt dårlig samvittighed over at tvinge dem til at stå op.

Der kom hurtigt ild i brændeovnen, og så sad vi og rykkede sammen omkring ovnen, mens vi drak te. Lidt efter lidt dukkede de andre op, og vi fik vores morgenmad. De kulinariske udfoldelser her i Nepal er absolut over forventning, og her øverst i dalen er morgenmadsrepertoiret blevet udvidet fra grød og brød til også at indeholde yoghurt med forskelligt tilbehør, og det benyttede vi os af. Det er da kun fordi vi løber op og ned af alle de bjerge, at jeg ikke bliver tyk og fed af al den lækre mad, jeg når at få spist her, måske har det også noget med bændelormen at gøre ?!?

Nå, men tilbage til sagen. Efter morgenmaden gik vi, ekskorteret af stort set alle vores bærere og vores guide, op mod den første peak. Den bærer, der førte an, nærmest løb op ad bjerget ( - hvorfor tage stierne, når man kan gå lige op), men han havde jo heller ikke 25-30 kg på ryggen, som han ellers plejer at have. Jeg tror ikke, at det var hans mening at provokere nogen, snarere legede han og en anden guide sig op ad bjerget, men det tog lidt pusten fra en del af selskabet.

Jeg fandt en fin rytme at gå op i og nåede helskindet op på den første top. På mange måder minder den slags ture op ad et bjerg mig om mine træningsture på cyklen, det gælder først og fremmest om at finde sin egen rytme, og ikke køre hårdere på, end at man hele tiden er sikker på, at man ikke dræner sig selv for alle sine kræfter for hurtigt.

De andre nåede toppen kort tid efter, og så kunne vi nyde udsigten over Kyanjing Gompa, som nu lå over 400 meter under os, godt klaret på ca.1 time.

Selvom udsigten allerede fra denne første top - Brana Chumso (()4359 m) - var fantastisk, blå himmel, sneklædte bjerge og gletscherne i baggrunden mod nord og Langtang-dalen foran os mod syd og syd-øst, så kaldte yderligere udfordringer snart. Bag os mod nord lå Menchamsun på 4651 m. Umiddelbart så turen ikke så stejl ud, som det første stykke op mod Tsergo Ri, men det var det!

Det meste underlige var, at vi ind i mellem gik i det fineste sand midt oppe på bjergsiden.

For at vi kunne få vores traditionelle bakkespurt ventede jeg pænt og sportsligt på Rasmus ca. ti meter fra toppen. Men hvad blev takken for denne sportsånd?, Rasmus råbte,go' og drønede op ad bjerget foran mig og VANDT! Det tog os temmelig lang tid at komme os over de ti meters løb. Jeg ville til enhver tid hellere løbe 200 meter i,normal' højde.

Men hvilken udsigt var der ikke fra toppen! Langtang-dalen lå for vores fødder, og bag os lå de høje tinder med gletscherne Langtang Lirung og Langtang imellem sig (på kortet stod der, at,Langtang-gletscheren' hed,Kyimoskung'). Mod vest kunne vi se Langtang Lirung, og mod øst - henover,the Nepali Range' - kunne vi se nogle sneklædte toppe i Tibet.

Efterhånden som folk dukkede op på toppen, blev der poseret og taget billeder til den helt store guldmedalje, men så faldt roen også over os, og vi sad bare og nød det vidunderlige sted i lang tid. Man kan slet ikke suge nok til sig! Jeg sad, som så mange gang her på turen, og prøvede at printe det hele i min hukommelse. Billeder kan selvfølgelig hjælpe, men intet kan måle sig med at sidde der midt i det hele. Helt fantastisk!

Men de bjergglade danskere havde endnu ikke fået nok. Bag os kunne vi som sagt se gletscherne, og i stedet for at gå tilbage Kyanjing Gompa, syntes vi, at det kunne være spændende at gå direkte om til gletscherne. Og som sagt så gjort. Dambar sagde, at han havde hørt, at man kunne komme rundet den vej, men han havde endnu ikke prøvet det. Derfor gik vi ned ad bjergkammen mod øst fra Tsergo Ri II for at lede efter en sti ned i dalen bag os.

Og der var ganske rigtig en sti, rigtig stejl, men vanvittig flot. Det var godt, at Heidi ikke var med os, hun havde haft svært ved at se det morsomme i stiens hældning. Vi gik imellem nogle delvis visne lave planer, der duftede dejligt. Jeg kan ikke helt definere duften, men den mindede mig om en varm solskinseftermiddag på den jyske hede i oktober.

Et stykke nede af stien skulle vi over flere store stenskred, og som en ægte dum turist stoppede jeg fascineret op midt i det første stenskred, hvor det var helt umuligt at vurdere afstandene op og ned. Dambar fik os dog hurtigt kaldt til orden, vi skulle gå hurtigt over stenskreddene, da der kunne komme sten trillende ned. Efter den melding gik det helt af sig selv med at få os hurtigt over.

Med fast grund under fødderne igen, holdt vi en lille pause blandt en flok yak'er .. troede vi. I virkeligheden er langt de fleste af de køer, vi har set i bjergene, ganske almindelige nepalesiske køer eller en blanding mellem yak'er og køer. Og så er det desuden kun hannerne der hedder yak'er, hunnerne hedder nak'er.

Nogle af dem fandt sig pænt i at blive fotograferet af Per Allan og mig, men da Jesper ville videre, gik en af dem til angreb! Gad vide, hvad han havde gjort ved det stakkels dyr!! Vildt røre blandt dyr og mennesker, men efter lidt forvirring endte vi med at forsvinde i hver sin retning, uden at nogen kom til skade.

Så gik turen videre langs en sydvendt bjergside mod gletscheren Kyimoshung. Hver gang vi kom til en højderyg troede vi, at nu måtte vi være ved gletscheren, men gang på gang blev vi skuffede, når det viste sig, at vi stadig ikke var derhenne, der var en del længere, end vi havde regnet med. Afstande kan virkelig snyde.

Men endelig kom den skråning, hvor vi - lige så snart vi fik hovedet op over kanten - kunne se gletscheren brede sig foran og under os! Sikke et syn, de sidste kræfter blev mobiliseret, så alle kunne få et rigtigt turistbillede af sig selv ude på en klippeblok med gletschere i baggrunden.

Vi overvejede først seriøst at gå ned til gletscheren, men efter at have stået og set - og ikke mindst hørt - gletscheren i et stykke tid, havde ingen af os rigtig lyst mere. Isen gav sig hele tiden, og der faldt sten og store stykker is af den fra tid til anden. Det var meget imponerende, også på afstand, imponerende, men også lidt frygtindgydende. Der ville vist være rigelig mulighed for at slå sig selv til lirekassemand, hvis man vovede sig ud på den, så hvorfor ikke lade være.

Dambar begyndte med god grund at skynde på os, vi havde været af sted i ca. 5 timer på nogle liter vand og nogle pakker kiks. Så det var afgjort tid til at komme tilbage til Kyanjing Gompa og få noget frokost.

Hov, jeg glemte lige noget! På vej over mod gletscheren havde vi på lang afstand set Heidi & Henrik med en af vores bærere, og vi havde regnet med, at vi ville mødes med dem ved gletscheren, men vi så dem ingen steder. Derfor regnede vi med, at de nok også var på vej ned, og det eksempel fulgte vi. Faktisk også i den grad, det gik så stejlt nedad på vores lille sti, at selv Per Allan ytrede, at nu behøvede det ikke blive stejlere for hans skyld.

Jeg syntes, at tilbageturen gik rigtig hurtigt, men det var der vist delte meninger om. Energien fra morgenmaden var for længst opbrugt, og der var flere, der vist ikke syntes at det var så sjovt længere. Jeg havde som sædvanlig snydt og spist 1½ pakke druesukker på turen, det var jeg ret glad for til sidst. Selv Dambar og vores lille bærer, Phillip (på nepalesisk), længtes vist kraftigt efter deres dal bhat.

Da vi nåede tilbage til Kyanjing Gompa, var vores lille morgentur til Tsergo Ri II blevet til en ordentlig gåtur / trekkingtur på ca. 6 timer, og al den mad, der blev stillet foran os, forsvandt som dug for solen. Men sikke en tur. Selvom jeg var ret træt i slutningen af turen, og hovedpinen begyndte at melde sig, synes jeg, at det var en af de bedste dage, vi endnu har haft på vores tur, og det siger ikke så lidt.

'Hjemme' mødte vi Heidi og Henrik, og det var rigtig nok dem, som vi havde set på lang afstand. De havde rigtig troet, at de skulle have en stille morgen, men de havde knap sunket morgenmaden ved 9-10 tiden, før en af bærerne var kommet og havde sagt, at NU skulle de af sted op til gletscheren for at møde os. Og hvad andet turde de gøre end at makke ret. De var blevet trukket op til gletscheren, eller i hvert fald i nærheden af den, før de besluttede sig for, at de egentlig ikke behøvede at se den på tættere hold, og at de ville hjem igen. De nåede dog en lille omvej rundt om nogle efter sigende ægte yak-okser, før de vendte tilbage til Kyanjing Gompa. De syntes vist også, at det havde været en lidt hård hviledag!

Nu har jeg jo hørt, at det er vigtigt at akklimatisere sig i højderne, så det skete under soveposen resten af eftermiddagen. Der var alligevel en sky, der var faldet ned over byen, så hvorfor blive udenfor, så snart solen forsvandt var der alligevel ikke meget varme i luften.

Om aftenen gjorde vi som sædvanlig alt hvad vi kunne for at tømme køkkenets forråd af alt, og efter maden gik der ikke lang tid før det var,bedtime baby', ikke mindst fordi alle bærerne sad rundt omkring i hjørnerne og så ud som om, at de rigtig godt kunne tænke sig at,komme i seng' (eller hvad det så hedder, når det er en bænk man rykker sammen på).

Vi forbarmede os over dem og gik i seng, klokken var jo også over halv-otte!

 

Søndag den 12. november - Heidi
Fra Kyangjin Gompa til Ghora Tabela

Nepaleserdreng nær Langtang

I dag er den første tilbageturs-dag. Vi skal mod Syabru Besi ad samme vej, som vi kom. Vi burde jo kende vejen og landskabet, det er ikke mere end et par dage siden, at Mette og jeg sponsede af sted på denne sti i overlydshastighed (fordi Mettes migræne havde besluttet at være en del af morgenen, og hun gerne ville nå frem, før pillens effekt døde ud). Alligevel er landskabet svært at genkende, måske fordi vi ser det fra bagsiden, hvad ved jeg' Men her er meget smukt, buskene har fine røde, brune, grønne og gule farver, rigtigt efterårsagtigt. Jeg synes hele tiden, landskabet ligner noget fra puslespil med 5000 brikker. Vi går på et meget fladt stykke med småbuske, ingen træer, og bjergene hæver sig højt op over os. Ind imellem er der mindre vandfald, der løber over stien og ned mod den store flod, der larmer til venstre for os.

Vi trasker tilbage langs mani stone walls'ene. Mette har læst mere i sin Nepal-facitliste bog, og det viser sig, at de er skrevet på sanskrit. Måske har der været et kloster i nærheden, der har specialiseret sig i stenhugningsskrivekurser' Vi fandt nogle sten med Buddha på, så altså, lidt buddhistisk historie på sanskrit. Vi tog lidt billeder til samlingen, og huskede at gå venstre om (så højre hånd vendte ind mod stentavlerne). Mette og jeg dannede, vanen tro - bagtrop sammen med Dambar. Da vi jo ligesom havde været på ruten tidligere og derfor allerede havde spurgt ham om, hvad man nu kan studse over i landskabet, frittede vi ham i stedet ud om hans livshistorie. Han har tidligere fortalt, at han blev far for første gang den 23. september til en lille pige, men at han pga. arbejde endnu ikke har set hende. Noget, vi har forklaret ham ikke ville glide nemt igennem i Danmark, men det er åbenbart ikke noget særsyn her. Nu fik vi lidt mere baggrund. Af den løn, han har tjent først som bærer, senere som guide, har han købt en gård (med en orange garden), som hans far arbejder på sammen med en anden. Hans kone bor sammen med hans forældre.

Han har en bror og en søster, søsteren bor langt væk sammen med sin mand og hans familie, hans bror med kone og 3 børn bor i samme landsby som Dambar. Broderen har et godt job i lufthavnen, men han har ikke ferie særligt ofte, så han var kun sjældent hjemme. Vi teoriserede (på dansk) lidt over dette og kom frem til, at alle hans børn så nok havde fødselsdag tæt på hinanden, og alle ca. 9 måneder efter årets store lysfest' Dambars mor er inder, hans far arbejdede i Indien som driver' og tjente en masse penge, og dér mødte han så kærligheden, som Dambar så smukt formulerede det. Og Dambar er født i Indien og kom først til Nepal, da han var 3 måneder gammel. Vi snakkede med ham om, at det var godt, når samfundet giver mulighed for, at man kan bevæge sig ud over den social klasse, man bliver født ind i, modsat f.eks. det indiske kastesystem.

I går fik vi også historien om hans lange lillefingernegl, den, der knækkede i kampens hede, da de spillede volley-fodbold-rugby med globussen. Hvis lillefingerneglen bliver længere end langemanden, skal han give sin søster en gave af guld, og det vil så betyde held og lykke for ham. Vi lovede at sende ham en pakke kunstige negle'

Nå, tilbage til dagens trek. Efter 4 timers tulle-trasketur var vi fremme ved Ghora Tabela (3048 m, som der så informativt står på den bagage-tag, der gør det ud for nøgleringe til vores værelsesnøgler). Efter at have afgivet frokostbestillinger skulle vi rigtigt sidde i solen og gasse os, men det var skyerne ikke rigtigt med på, og da først de kom væltende, blev det godt koldt, så vi rykkede indenfor i den fine panorama-salon. Dér tilbragte vi så eftermiddagen, bl.a. med at læse, skrive dagbog og filosofere. Peter og Henrik læser for øjeblikket i hver sin filosofibog, hhv. tao og buddhisme, så de fik startet en fin lille snak om, hvad kvalitet er, og om det er muligt at opstille generelle parametre, der kan optimere sandsynligheden for, at man oplever et produkt som kvalitet. Jeg tror i hvert fald, det var essensen af diskussionen. Vi andre deltog mere eller mindre, og mere eller mindre entusiastisk.

Efter den sædvanlige omgang supper og chowmein, stegte ris og momo'er ville Rasmus gerne i seng, hvilket afstedkom en del søgen efter værelsesnøglen. Peter gennemsøgte alle lommer i de 3 par bukser, han var iklædt, men uden resultat. Den måtte være tabt på de åbne vidder mellem panorama-salonen og sovehytten. Heldigvis var lodgen så avanceret, at de havde en ekstranøgle.
 

Lodgen i GoraTabela

Egentlig tror jeg, at man kunne lave sig en fin samling af forskellige slags, størrelser og udformninger af hængelåse her. Vi har i hvert fald set mange'

Mette fandt senere nøglen i vindueskarmen på toilettet, ufatteligt så langt, sådan nogle nøgler kan krybe på egen hånd'

-----

Og her kommer så lidt om i går, hvor de andre mosede op på bjergtoppene, og Henrik og jeg var dovne og ville slappe af.

Da Mette havde forladt os kl. minushundrede, sov vi videre. Som en ny fordeling sov Henrik i vores værelse, da det eneste rum i det fine store hus var et 3-sengs rum, og vi ville bare SÅ gerne sove dér i stedet for nede i,annekset'. Bærerne syntes godt nok, det var noget sært noget, og gentog,2 girls, 1 boy, same room?!!' et par gange, men vi stod fast.

Klokken 8 kunne vi ganske enkelt ikke sove længere, så vi lå og snakkede til ved 9-tiden. Planen var, at de andre var tilbage til frokost, og så skulle vi alle sammen bruge eftermiddagen på at gå op til gletscheren. Så Henrik og jeg skulle bare dovne hele formiddagen, en pragtfuld plan. Det var sjovt at se, hvor tom og øde, byen/græsplænen var på dette tidspunkt af dagen, hvor alle (andre) turister mosede rundt i de omkringliggende bjerge. Så vi valsede ned og spiste morgenmad på plænen og fik ordnet verdenssituationen.

Pludselig kom nogle af vores bærere løbende tilbage, svedige og grinende. De havde været med de andre mod toppen, men havde sikkert fundet tempoet for langsomt' Og så blev vi beordret af sted og op til gletscheren, hvor vi skulle møde de andre og følges ned. Vi følte os lidt kuppede, det var ikke liiiige, hvad vi var mentalt indstillede på, men af sted gik vi med en af bærerne. Det var HÅRDT at gå opad, pause hver 5. meter, måske pga. den ikke-så-fremherskende motivation.

På sletten under gletscheren mosede vi lidt rundt i buskene for at finde stien, mens vi spejdede omkring for at få øje på de andre. Ingen af delene lykkedes særligt godt. Stien endte ved et lille, men fint fossende vandløb, som skulle krydses. Vores bærer fandt et bræt med lidt istapper på, som han lagde i vandet. Derefter gik han, iført klip-klappere, over brættet, stillede sig midt på (med det iskolde vand strømmende over fødderne, gys!) og hjalp mig over på ægte gentlemanmanér. Henrik måtte klare sig selv.

Da vi efter ihærdig spejden ikke kunne få øje på de andre, blev vi enige om at gå tilbage igen, men ikke om jeg ville tilbage ad den vej, vi kom, det var det rene løs grus i en hældning på 68 grader (cirka), noget, der virkelig ikke giver glæde i mit liv. Heldigvis var vores bærer med på en anden vej, og vi mosede ind i bunden af dalen, midt mellem de to gletschere. Der stod en masse yak-okser omkring nogle forladte stenhuse, et underligt landskab. Vi myldrede op ad en stejl skråning, og vupti, der var den anden gletscher, godt gemt under masser af grus og sten. Så nu havde vi set begge gletschere (lidt på afstand) og kunne med ro i sindet snørkle os tilbage ad en længere omvej mod hotellet. Men i alt en meget fin tur.

 

Mandag d. 13. november - Per Allan
Fra Ghora Tabela til Syabru Bensi

 

Mor og barn nær SyabruBensi

Jeg begynder optegnelsen 'aftenen før'. Klokken er halv otte, og de andre gik i seng for en halv time siden - Rasmus endda for en hel time siden. Jeg ved, at hvis jeg går i seng nu, så vågner jeg ved 3-4 tiden i nat og kan ligge og vende og dreje mig i adskillige timer, indtil det bliver lyst, hvilket ikke er specielt morsomt. Heldigvis har jeg fået lov til at blive siddende lidt endnu i 'dagligstuen', hvor Dambar samt vore fire bærere og en håndfuld lokale sidder og hygger sig med te, snak og røgelsespinde. Jeg har lige afsluttet en bog og har lidt svært ved at starte på den næste, så derfor bliver det i stedet til lidt skriveri.

Vi er lige blevet enige om at tilbagelægge resten af turen til Syabru Bensi - hvorfra vores bus efter planen skulle afgå onsdag morgen mod Katmandu - i løbet af i morgen, i stedet for - som oprindelig planlagt - i løbet af de næste to dage. Det betyder, at vi kan imødese en forholdsvis lang vandredag i morgen (dog hovedsageligt i nedadgående retning), efterfulgt af en dag i Syabrubensi, som vi så kan disponere frit over. Nogle vil måske blot tage en slapperdag, mens andre evt. kan lave en afstikker mod vest (Ganesh Himal) eller nord (direction Tibet).

Jeg har lige indtaget en kop 'milk coffee', hvilket dog ikke giver den store risiko for søvnløshed eller hjertebanken, da de laver kaffen om muligt endnu tyndere her end i USA. I det hele taget må man sige, at sådan et trek involverer en dramatisk omlægning af ens kostvaner: Stort set ingen kaffe, stort set ingen alkohol og slet intet kød. Ind i mellem kan man jo så godt forfalde til at fantasere om en stor bøf og et glas rødvin, men jeg synes nu ikke det opleves som det helt store afsavn. Ingen tvivl om, at kroppen har godt af den enkle kost og den megen motion og frisk luft.

De kære mennesker har placeret mig i en stol henne foran ovnen og hjulpet mig med at hænge mine to t-shirts til tørre. Deres omsorg er rørende, og så jeg man jo bære over med, at der konstant står 2-3 af dem klinet op ad mig og stirrer indgående på de mærkelige tegn jeg frembringer på papiret.

Så, nu blev klokken otte, hvilket man ikke kan undgå at bemærke, idet der oppe på væggen hænger et afskyeligt plastikur (udformet som en tyrolerhytte), der hver time spiller en melodistump efterfulgt af et antal klokkeslag, der angiver timetallet. Jeg tror jeg vil gå i seng nu. Godt nok har de forsikret mig, at jeg gerne må blive siddende til klokken ni, men jeg har nu alligevel en fornemmelse af, at de holder sig oppe for min skyld.

Det blev en af de bedre nætter, med passende temperatur og udmærket madras og hovedpude, så det endte med, at jeg fik hele otte timers søvn, hvilket er ny rekord på denne tur. På vej over til 'sovehytten' i går aftes blev jeg mødt af det mest fortryllende panorama, idet bjerglandskabet omkring os var badet i fuldmånens skær, og enkelte hvide skyer puttede sig omkring bjertoppene. Et aldeles pragtfuldt fotomotiv, med en eksponeringstid på noget i retning af 10-20 sekunder, men pokker tage al den moderne elektronik, for ikke om kamaraet kan lokkes til at gøre sit arbejde! Først udsender det sit latterlige søgelys op mod månen og prøver på at fokusere frem og tilbage adskillige gange, men naturligvis forgæves. Alt hvad jeg ønsker er fokusering på uendelig og lukkertid på 20 sekunder, er det virkelig et urimeligt ønske? Jeg må nok endnu en gang studere manualen, måske er der et eller andet, jeg har overset (senere tilføjelse: Det VAR der!).

Klokken halv fem (efter tissetur nummer halv fem - jeg fik vist lidt for meget te i går aftes) var det definitivt slut med at sove, men under de førnævnte omstændigheder var det egentlig meget rart at ligge og dase/slumre de sidste halvanden time, til armbåndsurets bippen klokken seks markerede, at tiden var inde til at stå op og vække de andre.

Pakning og morgentoilette kan efterhånden udføres på en halv time (det går hurtigere og hurtigere for hver dag), så klokken halv syv er jeg atter tilbage foran kakkeloven med dagbogen. En håndfuld nepalesere sidder - atter - og stirrer uhæmmet på mine skriverier, der afbrydes efter tyve minutters tid af en kop dampende hed lemonthe.

Vejrmæssigt er dagen ikke helt så smuk, som vi efterhånden har vænnet os til. Der er en del skyer, men da også lidt blå himmel, og fordelingen kan jo hurtigt skifte. Så kommer morgenmaden, der for mit vedkommende består af 'double mixed omelette with tibetan bread', most delicious. Andre typiske morgenmenuer er 'porridge' (havregrød) og - de sidste par dage - yak-yogurt med frugt og müssli. Afsted klokken halv otte, hvor skyerne faktisk allerede er forsvundet, pånær et par dekorative totter omkring Langtang Lirung.

Det går nedad i et ganske andet tempo end det vi oplevede på vejen op for få dage siden, og det føles rart at kunne afgive et afslappet 'godmorgen' til en stor flok prustende danskere på vej op. A propos flok, så har vi gentagne gange mødt store grupper af japanere, op til 20-30 stykker med mindst lige så mange bærere, kraftigt belæssede med store fotostativer og andet avanceret fotoudstyr.

Efter halvanden times skarpt trav når vi frem til Lama Hotel (det er altså en landsby, der hedder sådan), hvor vi nyder en forfriskning, mens solens første stråler kommer frem over den stejle bjergkam mod syd. Videre ned ad stejle og snoede stier gennem frodig jungle, med vidunderlige modlysmotiver blandt buske og træer og et storslået vue tilbage over de sneklædte tinder.

Folk nærmest styrter afsted, og allerede klokken elleve er vi fremme ved 'Bamboo', hvor vi også spiste frokost for seks dage siden. Fluks op på tørresnoren med alt det svedige tøj og af med sko og strømper, så de svedige fødder kan dampe af.

En times tid i dejligt solskin bliver det til, plus en 'fried rice vegetable', inden turen atter går videre ned ad stejle og snørklede stier. Rasmus, Peter og jeg sprinter - helt euforiske - afsted i rask tempo en halv times tid, indtil vi når 'Landslide Guesthouse and Restaurant' (hvem turde bo der ?!?), hvor vi bestiller te og Sprite (eller 'E-sprite', som det hedder her til lands).

Lidt efter kommer Dambar farende og fyrer en eller anden remse af, som det er svært at få rede på, hvorfter han atter smutter tilbage den vej han kom fra. Efterfølgende spekulationer over hans udsagn leder os frem til, at det i hvert fald havde noget at gøre med, at gruppen på en eller anden måde er blevet splittet, fordi nogle er gået en forkert vej. Vi er ret sikre på, at vi er gået den rigtige vej, dels fordi Dambar løb alene tilbage (og ikke bad os om at gå med) og dels fordi her står en rygsæk, der minder særdeles meget om hans. Så vi venter tålmodigt, og til sidst sker der det velsignede, at solen titter frem over bjergets ryg (endnu en gang, men i mellemtiden er vi jo også kommet over på den sydlige side af floden).

Endelig dukker de andre op, og hændelsesforløbet bliver klarlagt. Vi er ganske rigtigt gået den korrekte vej, men de andre tvivlede åbenbart på, at dette var tilfældet (i forbindelse med en sti-deling), så de blev stående, mens Dambar styrtede frem og tilbage for at få styr på tropperne, hvilket da heldigvis lykkedes tilsidst. Beklager al den postyr, det var en dum misforståelse.

Videre går det ned gennem dalen. Hvis man tror, at en sti langs en flod nødvendigvis går jævnt nedad, så tager man altså grundigt fejl. Gang på gang går stien hundrede meter op og umiddelbart efter ned igen, men nettoresultatet er, at vi kommer stadig længere ned, og i takt hermed mærker vi, at luften bliver mildere og vegetationen mere og mere jungleagtig. Ved totiden kan vi begynde at se Syabru Bensi i det fjerne, og efter at have krydset hen over to store hængebroer når vi - henad klokken tre - frem til dagens mål.

Syabru Bensi har forbindelse med omverden via en (slags) bilvej, hvilket giver sig udslag i, at vi straks kommer et skridt nærmere den såkaldte civilisation: Menneskemylder, affald, osende busser og lastbiler, grimme bygninger osv.

Vi bliver indlogeret på Hotel Potala, og straks dannes der en kø foran det varme (nå ja, i hvert fald lunke) brusebad på den anden side af gaden. I løbet af en god times tid er alle renvaskede, og vi samler os efterhånden på den lille veranda foran hotellet, hvor vi deler en øl - der bliver til to, tre og fire.

Imens stimler byens unger sammen om os, ikke mindst efter at Mette er begyndt at uddele balloner til dem. Det lykkes mig at få dem til at synes, at det er sjovt at blive fotograferet, så der ryger lige en hurtig serie billeder ind i kassen. Et af standard-tilråbene fra børnene lyder 'Hello - one pen', og faktisk har jeg endnu en håndfuld penne beregnet til uddeling. Jeg giver slip på en enkelt, hvilket naturligvis straks har den frygtede effekt i form af total tumult. Konklusionen er - endnu en gang - at donationer bedst foregår i små landsbymiljøer, hvor den potentielle modtagerkreds er så begrænset, at der er noget til alle.

Dambar forklarer, at vi har et lille problem mht. bussen i overmorgen, idet der pt. ikke er telefonforbindelse ud af byen. Bussen skal åbenbart bestilles fra Dunche (distrikshovedstaden, beliggende en snes kilometer væk, og hvis han ikke får bekræftet bestillingen er det åbenbart langt fra sikkert, at bussen kommer. Vi finder jo nok en løsning. Evt. kan vi vandre til Dunche i morgen, eller tage den lokale bus.

Anyway, vi er nået til vejs ende, trekking-wise i hvert fald, og man må sige, at det er gået over al forventning og uden væsentlige problemer. Bevares, vi har stort set alle været igennem en gang forkølelse af mere eller mindre alvorlig art, men det er jo næsten ikke til at undgå under sådanne klimatiske forhold, når man er ude hele dagen og skiftevis bliver varm og kold. For mit eget vedkommende må jeg sige, at det er mit første Nepal-trek uden diarré-tilfælde, og heller ingen andre af de sædvanlige gener har indfundet sig, såsom tandpine, halsbetændelse eller blodige sår og skrammer. Faktisk har jeg aldrig følt mig i bedre fysisk form, det er helt ærgerligt, at trekket er slut nu. Som altid hen mod slutningen af korte ferier (nå ja, så lad os sige halvkorte) fyldes jeg med gode idéer til, hvad man kunne foretage sig, hvis der var en uge eller to mere til rådighed, f.eks. et smut til Tibet eller en raftingtur nede i lavlandet.

Aftensmaden lader vente på sig, og vi er alle dødsultne. Vi har bestilt suppe og dal bhat, og der lyder voldsomme slubrelyde, da maden endelig bliver serveret. Det gode ved dal bhat er, at man hele tiden bliver tilbudt mere, indtil man ikke orker mere, så det er klart det mest økonomiske man kan bestille, hvis man er godt sulten.

Da klokken er halv syv, begynder de andre at gabe, og kvart over syv sidder jeg alene tilbage og kan nærmest allerede høre snorkelyde ovenfra. Dambar og bærerne får serveret deres dal bhat og jeg bestiller en godnatøl, mens jeg får færdiggjort dagbogen. Aftalen mht. i morgen er blevet, at bærerne tager bagagen med den lokale bus klokken syv, og så vandrer vi andre bagefter, når vi har fået spist vores morgenmad. Dambar beklager meget dette 'problem', men jeg forsikrer ham om, at det overhovedet ikke er spor problematisk. Den mand har været helt fantastisk, og han har en stor del af æren for, at turen er forløbet så glat. Når jeg tænker på nogen af de stroppeture vi var udsat for de første dage, så er jeg sandelig glad for, at det ikke var mig, der dirigerede tropperne, det ville garanteret have ført til endeløse diskussioner.

Efterfølgende får jeg en længere snak med Dambar. Det ligger ham meget på sinde at sikre sig, at vi alle er glade og tilfredse med trekket og at vi husker at nævne dette over for hans arbejdsgiver. Åbenbart er der flere guider end der er arbejde til, og hvis der er den mindste smule brok fra gæsternes side, så risikerer de at blive sat tilbage i køen (guiderne altså). Så vi må endelig huske at rose ham i høje toner, det fortjener han virkelig.

Og sådan blev klokken efterhånden halv ni, og det virker en anelse mere rimeligt at gå i seng. Vi befinder os nu nede i 1.400 meters højde, så jeg burde egentlig sætte mit moskitonet op, men jeg gider ikke. Der er både glas og insektnet for vinduerne, så risikoen for 'angreb' er næppe voldsom.

Temperaturen er yderst behagelig, og for første gang i lang tid vil jeg droppe termoundertøjet. Det bliver den næstsidste nat i min sovepose, idet jeg har besluttet at forære den til Dambar. Den er efterhånden atten år gammel, og jeg har tilbragt et antal nætter i den, der svarer til cirka halvanden år, så den har afgjort udtjent sin værnepligt. Den har heller ikke længere den samme isolationsevne, som den havde engang, og faktisk har jeg ligget og frosset bravt adskillige nætter.

Udmærket nat, hvor jeg sov til halv seks, dvs. otte en halv time, ny rekord. Hvis turen var længere, kunne det være jeg blev lige så god til at sove som de andre.

Katmandus fristelser vinker forude i form af bøffer, massage og komfortable badeværelser, for ikke at tale om alle indkøbene.

 

Tirsdag d. 14. november - Jesper
Fra Syabru Bensi til Dhunche

Skolebørn nær Dunche

Da telefonen i Syabru Bensi ikke virkede, var Dambar nødsaget til at tage til Dhunche og retur for at bekræfte vores bus til Katmandu. Da vi syntes, at det var lidt synd, og da vi alligevel havde lyst til at gå lidt mere, besluttede vi os for at gå til Dhunche, en strækning på ca. 10 km. Da vores bærere ville tage bussen til Dhunche med den bagage, de har båret på de sidste 14 dage, skulle bagagen være klar 6:45. Vi var således "tvunget" til at stå op allerede klokken skes. Det var lidt hårdt, for min søvn var blevet forstyrret af mindst to hundes gøen, hvoraf den ene var temmeligt vedholdende, men da de andres søvn var blevet forstyrret af både hundenes gøen og min snorken, måtte jeg hellere holde lav profil.

Ud over hundenes gøen må det også tilføjes, at Henrik og jeg (og helt sikkert også Per Allan og Rasmus) havde besvær med at ligge udstrakte på vores senge, så det bidrog også til lidt søvnløse stunder. Til gengæld gik vi i seng mellem 19 og 21 aftenen inden, så mon ikke at vi har fået den søvn, vi trængte til.

Da Dambar og bærerne havde haft problemer med at få deres aftensmad aftenen før (det drejer sig i virkeligheden om, at de skulle betale for den, hvilket ikke er normalt) ønskede han ikke, at hotellet skulle tjene penge på vores morgenmad, så derfor "tjekkede vi ud" klokken syv, og gik op ad hovedgaden (=det opkørte hjulspor) i Syabru Bensi til hotel Lhasa, byens største hotel. Inde i den meget store spisesal, hvor der hang billeder af det nepalesiske kongepar samt Taj Mahal og lidt buddhistiske motiver til udsmykning, bestilte vi te, chokolade, tomatomelet, kartoffelomelet og havregrød med müsli. Ved siden af spisesalen lå en lille købmandsbutik, hvor den næstyngste datter (af de fire børn) øvede sig i regning ved at lægge priserne på købmandsvarer sammen. Den ældste datter holdt styr på børneflokken, inden hun skulle i skole klokken ti.

Efter en dejlig morgenmad begav vi os afsted klokken 8:30. På kortet så det ud til, at vi skulle gå ad en grusvej alle 10 km, men Dambar kendte et par genveje, som både var kortere og stejlere end den slagne vej. Det var således en meget smuk tur, vi kom ud på. Blandt andet gik vi ad en meget stejl stensti til Sano Bharku, hvilket betød, at vi skar ca. 1 km af den snoede serpentinervej, og at genvejen gav nogle meget smukke udsyn til Langtang og også til Tibet. Vi var allesammen glade for disse afstikkere, for det gav os lejlighed til at sige pænt farvel til de flotte sneklædte bjerge, der har fulgt os på denne dejlige og til tider hårde vandretur.

På vej mod byen Thulo Bharku mødte vi tre skolebørn, som var meget meget vedholdende med deres "Hello!, one pen!", så Per Allan til sidst måtte overgive sig. Efter at han havde givet dem hver én, åbnede de deres skoletaske og viste stolt indholdet, blandt andet deres beholdning af kuglepenne, som dog var af lokal art og derfor ikke (for dem) så attraktiv en besiddelse.

Kort efter Thulo Bharku fik vi øje på Dhunche. Der var ikke særligt langt, i luftlinie, men da vi ikke kan flyve, og da nepaleserne ikke har set det fornuftige i at bygge en 400 meter høj og 1500 meter lang bro for vores skyld, måtte vi gå en "omvej" på fem kilometer, før vi ankom til Dhunche. De 10 km og 550 højdemeter fra Syabru Bensi til Dhunche blev tilbagelagt på 3 timer (+ lidt mere afhængigt af gangtempo), og hotel Langtang View blev nået klokken 11:30. Hotellet var meget fint med 3-4 etager + en tagterrasse, hvor vi skyndte os op, efter at vi havde stillet vores vandrestøvler og vredet vores sokker.

Her på tagterrassen, mens vi venter på Curry-rice, 'Momo', Tibetan Bread og suppe, er det tid til lidt statistik:

På 14 dage har vi vandret 128 km over kortet, skønsmæssigt reelt ca. 150 km. Vi har vandret i 63,5 timer. Vi startede i 1274 meters højde og sluttede i 2024 meters højde, og har på det højeste punkt (Laurapati Pass) været i 4653 meter. Vi er over de 14 dage gået 9773 meter op og 8544 meter ned.

Alt i alt en meget flot tur med en særdeles humoristisk, glad og superkompetent guide samt 4 gode bærere. Summa summarum: En meget vellykket og begivenhedsrig tur.

Efter en god frokost på tagterrassen besluttede vi os for et varmt bad (ét hver forstås), men den elektriske tilstedeværelse havde været meget svingende i dag (mest fraværende), og da solen også var gemt bag skyer det meste af dagen, blev badet dog mere lunkent end varmt, men lunkent vand er dog bedre end intet vand, så bad blev det alligevel til. Hvilken salig følelse at trække i rent tøj efter et dejligt bad. Da vi nu var renvaskede, mætte og klar til nye oplevelser, besluttede vi os for en strøgtur.

I Dhunche er der én gade - hovedgaden - og den er hurtigt travet igennem, så derfor gik vi først op ad gaden og herefter ned ad igen. Per Allan købte et meget smukt stykke stof med hindu motiver, fire meter à 20 kr. Rørende billigt.

Vi andre var et stykke længere ned i Maslow's behovspyramide, så derfor styrede vi mod byens bager, hvor vi købte brownies, chokolademuffins og nogle doughnut-lignende kager. Doughnut-kagen var klart at foretrække, og for at tage den værste smag af chokolade-kage fandt vi en grønthandler. Der var en smuk paillette af farver: Lilla, grøn, hvid, orange, gul mv. fra så forskellige ting som bananer, gulerødder, tomater, clementiner med mere. Vi fouragerede ivrigt af bananer, tomater og clementiner, men måtte også lige stoppe på vejen tilbage til hotellet for at købe jordnødder. Både jordnødderne, bananerne og clementinerne smagte godt. Især bananerne og clementinerne havde smagen af rigtig modning: Ubeskrivelig smagfuld.

Da vi nu havde spadseret frem og tilbage ad hovedgaden, havde vi ligesom set Dhunche by, så der var egentlig ikke så meget andet at gøre end at gå op på hotellets tagterrasse for at fange de sidste solglimt, der kunne varme vore halvfrosne, gennemblæste kroppe, for selvom vi er nede i 2000 meters højde, er der mere koldt og blæsende end de sidste par dage i større højder. Det kan også være, at det nepalesiske efterår er sat ind. Det forekom mig, at der var flere gule blade på nedturen end på opturen, så det kolde vejr er måske ikke så mærkeligt.

På tagterrassen fik vi serveret fem store (65cl) Tuborg samt en Pineapple Juice til Rasmus og en bananshake til Heidi. Bananshaken smagte af Yakokseost, så måske skulle drinken kaldes "flydende bananost" i stedet (hvilket måske ikke ville øge salgspotentialet betragteligt).

Skønt vi var meget standhaftige, måtte vi til sidst erkende, at vinden var for kold, så vi fortrak til varmere lokaliteter (spisestuen etagen under tagterrassen), hvor Dupont & Dupont, Knold og Tot eller bare "Den Debile Duo" forsøgte at udvise så megen mangel på situationsfornemmelse som muligt: a) forsøge at bytte et billigt plastikarmbåndsur med Henriks dyre ditto, b) berøre Mettes arme og ansigt med sine beskidte hænder, mens hun forsøgte at færdiggøre sine postkort, c) i tide og utide at komme med menukortet, selvom vi havde takket nej.

Elektricitet synes i øvrigt at være en mangelvare, der kommer og går, og det er egentlig meget hyggeligt, bortset fra, hvis man er hollænder. En hollandsk kvinde kom ind i spisestuen og udbrød meget bryskt: "I want (udtales [få:nt]) light in my room now". Hun mente antageligt, at lyset som hun også havde betalt for (hollændere er så nærige, forstås), var blevet fjernet fra hendes værelse alene, blot for at irritere hende. Som nødløsning blev hun tilbudt et stearinlys, hvortil hun udbrød: " I [få:nt] matches. I [hafe] no matches". Hollandske kvinder (og mænd) er ikke særligt belevne, og det tydede nu også på, at nepaleserne på hotellet heller ikke havde så meget til overs for dem.

Mens dagslyset forsvinder, og elektriciteten ditto (igen), bliver der gjort klart til aftensmaden i spisesalen. Det indbefatter, at 3-4 høns, der også har søgt læ for den kolde vind, bliver jaget ud. De har kun en vred kaglen til overs, men kan i øvrigt ikke gøre så meget andet end at føje sig, hvis de da ikke ønsker at indgå i vores festmåltid i aften: Chicken-Curry, hvortil de mindst må kappe hovedet af to høns, for vi er sultne. Det bliver vores første kødret i 14 dage, så det bliver spændende, hvorledes smagen af kød vil være. Lad os håbe, at vore maver kan tåle det.

Mens vi ventede på aftensmaden, havde Dambar hentet en flaske lokal vin, kaldet Raksi. Smagen er i bedste fald som fortyndet Grappa, og måske nærmere som "røget vand med procenter". Per Allan var af den opfattelse, at vi skal skylle smagen ned med lokal rom, som han efterfølgende havde bestilt. Smagen af dette kan nærmest beskrives som Hansen Rum: sød og parfumeret, så selv en Cola dårligt kan fjerne smagen.

Vi havde tilbudt Dambar og bærerne at vælge frit fra menukortet, men Dambar hævdede, at de ville få dårlige maver, hvis de fik andet en Dhal Bat. Imidlertid spiste de sammen med os. En sjov sammensætning, hvor vi spiste Chicken-Curry med kniv og gaffel, mens de spiste Dhal Bat med højre hånd. Sjældent har vi set højre hånd blive brugt så fermt til at blande ris og sovs og skovle det ind i munden. Til gengæld synes de nok, at vores brug af håndforlængere (=kniv og gaffel) er en meget unyttig anvendelse.

Vores Chicken-Curry smagte i øvrigt fabelagtigt, men det bliver ret spændende, om vore maver kan klare det. Fordelen er dog, at vi i morgen sidder på taget af en bus, så hvis det skulle gå helt galt, så må vi jo indtage vores efterhånden vante toiletposition ud over kanten af bussen...

Klokken er nu næsten 20, og vi sidder og fordøjer vores mad, mens vi planlægger vores morgenmad for i morgen tidlig. Vi skal køre fra Dhunche ca. klokken otte med vores egen bus, og rejsen tager ca. ni timer, så vi kan sove længe (helt til klokken syv). Dambar er som sædvanligt i sit gode humør, og er med sin vanvittige humor helt på linie med resten af rejseholdet. Det er utroligt, hvilke kringlede veje hans fantasi kan gå ad, og der synes ingen ende at være på hans finurlige sprogblomster.

Her på trappestenen til trekkingturens afslutning er det på sin plads at sige, at Dambar er en uovertruffen guide, der på intet tidstpunkt har ledt os ad risikable stier eller bragt os på tynd is. Han er en guide vi kan anbefale til enhver, der måtte ønske at trekke i Nepal, både for hans lederskab og kompetence og for hans gode humør.

Tak for 14 spændende dage med trekking i Helambu og Langtang.

 

Onsdag d. 15. november - Rasmus
Fra Dunche til Katmandu

Ved busholdepladsen i Katmandu

Hektisk allerede fra morgenstunden, ganske som det plejer, men denne gang skal vi med bussen, og vores bagage skal pakkes inden morgenmaden.

I dag var det første jeg foretog mig, at pakke mine vandrestøvler ned i en stor sort plasticsæk, og derefter stoppede jeg dem nederst i min rygsæk. Hvilken lettelse at slippe af med dem, og jeg har ikke tænkt mig at skænke dem en tanke eller et blik før vi når til Danmark og skal pakke ud, og fra mine fødder, der også var glade for at slippe af med dem, kunne næsten høres et svagt: "Hurraaaa", da den vante lugt fra mine gummisko nærmede sig dem igen.

En morgenmad - bestående af omelet og lemonthe - dannede en god bund før den sidste dag vi havde her i bjergene. Dyyt båååt. Vores bus var kommet, og det var nu tid til at kaste et blik på det køretøj, der skulle fragte os de sidste 100 km tilbage til Katmandu, en køretur der efter sigende skulle tage ni timer, suk.

Vi kravlede alle ombord i bussen og satte os til rette så godt det nu var muligt i de halvhårde, ubehagelige sæder. Vi havde hele bussen for os selv. Så der var masser af plads til vores fire bærere, Dambar, en chauffør og så en eller anden fornem herre, der vist nok ejede det hotel vi havde boet på dagen i forvejen. Og så kunne turen begynde.

Starten af køreturen, som gik gennem byen Dunche, var en fredelig affære, også selv om vi måtte smide folk ud, der prøvede at komme med. Knap var vi kommet ud af byen, før vi rendte ind i en vejspærring af de store. Der var virkelig tjek på alt der, og det var bevæbnede vagter, der stod vagt ved vejkanten, og som fes rundt på pladsen. Først skulle vores pas og trekkingpermit tjekkes, og dernæst skulle vores bagage rodes igennem.

Det er nu nok at træde i det, men "Bubba" havde som næsten altid smidt et eller andet væk, og denne gang var det hans trekkingtilladelse. De venlige vagtmænd kom dog til den konklusion, at han ikke lignede en farlig nakotikasmugler, og de lukkede ham igennem. Da vores bus så var blevet tjekket, kunne vi alle stige ombord igen og genoptage køreturen.

Bumb, bumb, bumb, bumb. Vejen var ligesom et vaskebræt, og det raslede gennem hele bussen. Hvert øjeblik blev man kastet hovedkuls mod loftet, og i længden blev det en anelse irriterende. Jeg selv, der meget let får køresyge, måtte drikke en masse vand og så ellers holde øjnene på vejen.

Udsigten fra bussen var helt i top, og vi måtte da også lige holde et par pauser, så vi kunne nyde den i stilhed. De pauser var nu nok beregnet til tissepauser, men når man nu ikke havde behov for det....

Vi ankom efter timers kørsel, gennem frodigt landskab og små landsbyer, til en by, som jeg har glemt navnet på, og det var der, vi skulle indtage dagens frokost. Min appetit var endelig begyndt at vende tilbage til det normale, og så skulle det gøre godt med en ordentlig portion dal bhat og en cola.

Da vi havde spist vores frokost, måtte vi lige over på den anden side til et bageri, og der faldt vi for deres donuts. Vi købte lidt med til turen, og snart gik det der ud af igen. Vejene var blevet betydeligt bedre, og der var kommet asfaltbelægning på. Det gjorde, at jeg selv, Mette, Bubba, Per Allan samt vores bærere og Dambar kravlede op på taget af bussen, hvorfra udsigten var betydelig bedre, og det gjorde godt med den friske luft. Det var en helt anden verden at sidde på taget. Man vinkede til de små børn i vejkanten, og de vinkede igen, gispede når bussen kom for tæt på afgrunden, dukkede sig flere gange for at undgå at få grene i krydderen, kunne nyde udsigten og mærke den friske luft samtidig og sidst, men ikke mindst, så fik man så usvigeligt ondt i bagdelen, når bussen kørte over nogle af de mange huller i asfaltbelægningen, og man blev kastet op og landede derefter på de massive jernstænger, som dannede den tagbagagebærer, som vi sad på. Vores bærere så også ud til at nyde det, de sang og piftede efter de flotte kvinder, der kom gående forbi. De var i deres rette element.

Vi ankom nu til en anden by, hvor navnet også er blæst helt væk. Og her blev vi enige om at få en kop the og hvile vores bagdele. Efter vi havde drukket ud, blev jeg sendt hen til den lokale donutforhandler for at købe ind til hele gruppen. Dette gik helt galt. Da jeg kom derhen og skulle ekspederes af en ældre kvinde, fandt jeg ud af, at hun faktisk ikke talte et pløk engelsk, og jeg prøvede så at komunikere med hende ved hjælp af fagter med hænderne og tegnsprog, men hun forstod stadig ikke og måtte hente sin mand.

Manden kom, og han så mærkelig ud, med grå plamager på begge øjnene, og han opførte sig mærkeligt. Konen så ud til at forklare tingene for ham, men inden han nåede at snakke med mig, trak han sig sammen i et krampeudbrud, hvorefter han faldt med hovedet først ned gennem bordet. Jeg tænkte bare: "Hvad fanden foregår der her", og efter at der var kommet flere folk til for at hjælpe manden, der vist havde fået et værre epileptisk anfald, så gik jeg lige så stille tilbage til gruppen. De havde snakket sammen, mens jeg havde været væk, og vi blev enige om, at vi egentlig havde et vældigt behov for at spise donuts lige nu. Så vi kravlede ind i bussen igen, og det var først efter at vi var kommet uden for byen og forbi endnu en politikontrol, at vi kravlede op på taget igen. Der blev vi siddende indtil vi kom til udkanten af Katmandudalen, hvor vi - på grund af den tiltagende trafik - måtte sætte os ind igen.

Vi ankom til den forurenede hovedstad, og jeg var egentlig glad nok for at gense den. Vi stoppede dog et stykke fra Jysk Rejsebureau, hvor vi skulle hente vores flybilleter, som de havde opbevaret for os, og vi blev enige om at tage en taxi derhen.

Vi kom ind og fik skrevet vores "diplomer", og der faldt vi i snak med ham, der kørte stedet, han hed Jakob og var dansker. Vi fik at vide, at der i de næste to dage ville være generalstrejke, fordi befolkningen var vrede på regeringen over, at de bl.a. havde sat benzinafgifterne op med næsten 100%. Dertil kom, at den samme regering var komplet kurrupt, og det førte så åbenbart til demonstrationer, der ville tage sin begyndelse i morgen. Der var blevet snuppet nogle rifler fra politistationerne, og man opfordrede turisterne til at holde sig langt væk fra optøjerne, så det måtte vi jo så gøre.

Vi fik også mere at vide om civilisationen den aften, f.eks. så havde de ikke fået afgjort valget i USA endnu, og så fik vi at vide, at Dronning Ingrid var død den 11. november, samme dag som valget i Staterne.

Efter at være blevet henvist til vores hotel og efter at vi var blevet installeret på værelserne, var det tid til noget ordentlig menneskeføde. Jeg, Bubba, Per Allan og Jesper gik alle ned på KC's og fik en stor lækker Sizling Steak. Vi havde jo faktisk ikke spist en eneste bid kød i de sidste to uger, så det var dejligt at sætte tænderne i sådan en dejlig mør bøf.

Efter "festmåltidet" var vi dog også ved at være trætte, og vi begav os langsomt tilbage mod hotellet. Da jeg kom indenfor på værelset, lagde jeg mig i sengen, og kort efter var jeg faldet i søvn til bjæffen fra hunde og lyden fra bilernes horn.

 

Torsdag d. 16. november - Henrik
Katmandu

Katmandu, den første dag efter vores trek. Da vi ankom i går, fik vi at vide, at der var erklæret generalstrejke, så i al hast var vi ude og købe det mest nødvendige, og hæve penge. Det er ret lækkert at stå ved en ATM og hæve penge direkte på sit DAN(-VISA) kort. Og pludselig har vi alle vores store købekraft igen og skal til at forholde os til de stærkt varierende priser på gaden og i de små butikker.

Jeg håber på en eller anden måde, at vi ser "øvede" ud, men især tiger-balsam sælgerne mener, at det er et ubegrænset marked og at vi alle gerne vil have så mange pakker med hjem som vi overhovedet kan slæbe.

Ligeså smart som ATM er Internettet. Jeg fik sendt en kort hilsen hjem, da vi kom i går, men i dag er der tid til at læse post, skrive lidt mere og begynde at glæde sig til hjemturen. Det er rart at kunne sende email, som straks er fremme hos modtageren, nogle gange når jeg endda at få svar, mens jeg sidder ved skærmen. Internet har ikke erstattet postkortene, det hører stadig med til en ferie at udfylde de små papkort med småbemærkninger om de sidste 14 dage, men email er godt til at verificere, at alt er ok hjemme. I øvrigt opdagede jeg efter et par timer, at Dronning Ingrid - imens vi var hernede - var afgået ved døden og begravet. Lidt ærgerligt ikke at se mindeudsendelserne, men sådan er det vel at isolere sig i bjergene i et stykke tid.

Prisen for Internet er 1 rupee i minuttet, hvilket løber op i den svimlende sum af 7 kr. i timen, ca. det samme som Teledanmark tager derhjemme (vist endda billigere så vidt jeg kan huske).

Nå, tilbage til virkeligheden. Ved morgenmaden diskuterede vi, hvilke muligheder der var for at købe ind, hvor i byen vi ikke skulle komme pga. urolighederne og hvordan vi ellers ville få dagen til at gå. En notits i avisen på hotellet fortalte, at venstrefløjspartierne i den 11'te time havde afblæst strejken, og vi overvejede kort, om det var rigtigt. Det var det!

Så bortset fra lidt mindre trafik i byen fra morgenstunden, så havde vi nu masser af penge, og en fuldt funktionsdygtig by for vore fødder.

Jesper, Rasmus og Peter havde skumle tanker om en ordentlig massage i løbet af dagen, og alle skulle ud og lave power-shopping. Noget vi alle vist synes er sjovt, især med disse priser. Vi er justeret ind på at dividere med 10 og lægge ca. 20% til, men som sædvanlig er det ikke nemt at huske at diskutere prisen, vi får mange undskyldende blikke og en bemærkning om, at det er " below cost price, sorry, give me a better price!". Men vi får jævnligt sammenlignet priserne når vi mødes, og opdager så, om vi har gjort det godt eller burde have været bedre. Som altid er det bedst at beslutte sig for, at den pris man gav er acceptabel, og ikke bekymre sig om, hvorvidt det er den bedste pris man kunne opnå. Det er jo stadig kun et par kroner eller 10 det drejer sig om, og om et skakspil koster 1050 eller 1100 rupees har større betydning for sælgeren end for os.

Og hvad køber vi så? Det umiddelbare er små rejsebackgammon i sandeltræ og kunststoftørklæder. Men de ting kan købes på gaden, og vi har set tørklæderne ude i bjergene, så dem er vi lidt trygge ved. Saronger er også et hit, de store farvede stykker stof er eminente som lagen, at have på sig på vej i bad, at lave skygge, og når vi kommer hjem, at lave huler eller klæde sig ud til fest!

Men når vi så går rundt og kigger, så finder vi også trædukker, håndlavet papir og mange andre spændende ting. Og alt sammen til en pris, der virker overkommelig. Dagens store oplevelse var at kigge på persiske tæpper, ren silke, lavet af en lille gruppe tæppemagere (kunstnere), som bor her i Nepal. For første gang oplevede jeg det spil og den fantastiske fornemmelse af håndværk og kvalitet (sic! Det snakkede vi længe om en eftermiddag ude på trekket!), som et sådant tæppe giver. Og havde vi været lidt længere i butikken, så var det nok endt med, at jeg havde investeret en bunke dollars i det. På et eller andet tidspunkt vil jeg have sådan et tæppe, helst købt hernede eller i Iran, men ellers derhjemme. Det spil der opstår, når lyset falder på de tæpper med 900-1200 knuder pr. inch*2 (som er et af kvalitetsmålene) er så flot, at det næsten tager pusten fra en (og pengene!). I øvrigt var det sjovt at have Mette med som vejleder. Hun har for nylig været i Iran og havde på sædvanlig facon opsnappet nok viden om emnet til både at kunne overbevise os andre om kvaliteterne og at få respekt fra butiksejeren.

Efter fristelsen med tæpperne var det alle andre butikkers tur til at nyde godt af vores tilstedeværelse, og når man så står midt i en "vanskelig" forhandling og går fuldstændig i stå overfor de små beløb der diskuteres om, og er ved at betale hvad der bliver forlangt, fordi nu gider vi altså ikke det pjat mere, så er det tid til frokost. Og her er Thamel benådet med en masse dejlige små restauranter, ofte med have eller tagterasser, således at man kan nyde sin cola og interessante mad i solen, selvfølgelig under et træ eller halvvejs i skygge, så det ikke bliver for varmt. Og maden er glimrende, især måske nu, hvor vores maver er vænnet til maden og det måske ikke altid helt klare vand. Men det er tilsyneladende lidt afhængigt af de enkelte deltagere, nogle på holdet har holdt lav profil og spist eksorbitant meget toast i de sidste par dage. Hvilket er synd, for jeg har nydt chicken enchiladas, Club sandwich og meget andet, der kan sammenlignes med maden på cafeer i København.

Stemningen er i øvrigt lidt løssluppen. Alle er vist tilfredse med vores trek, men nyder at kunne slentre rundt uden mål og med. Det største problem nu er at få plads til alt det vi køber hernede, vores penge omsættes til meget håndgribelige og fyldige emner i mange tilfælde, og jeg har som følge deraf købt en vadsæk, som kan indeholde min store rygsæk samt det, der ikke kan være inden i den. Nu må vi jo så se, hvad vægten stopper på i lufthavnen.

I øvrigt må jeg sige, at det har været afslappende på denne tur at have enkeltværelser før og efter trekket. Vi har været meget tæt sammen på trekket, og der er ingen tvivl om, at vi sagtens kunne deles om værelserne her (Mette og Heidi samt Peter og Rasmus bor faktisk sammen), men det er også rart at have sit eget domæne i en periode, hvor man kan gøre som og hvad man vil, og med priserne hernede er det ikke ubetaleligt, et værelse koster 8$ - til at overskue.

Og nu sidder jeg så på værelset, har pakket det meste, mangler stadig det tøj, der er ved at blive syet til mig, og de tre uger er ved at være til ende. Tre gode uger med mange oplevelser og indtryk af Nepal, som altid vil være med mig, og som du forhåbentlig har set lidt af gennem det vi har skrevet i dagbogen. Ellers må du spørge, men sæt dig godt tilrette først, der er meget mere at fortælle.

 

Fredag d. 17. november - Peter
Katmandu

Durbar Square i Katmandu

Anden hele dag i Katmandu - og den sidste. Dagen starter med Rasmus's kalden fra den anden seng i hotelværelset. Lyden trænger med nød og næppe gennem ørepropperne, som er blevet monteret for at sikre en nogenlunde ubrudt søvn trods Katmandus til tider voldsomme lydniveau. Klokken er 7. Rasmus har ondt i maven - diarré. Vi har ellers været utroligt heldige med at undgå mavegener, men nu har det altså ramt ham.

Jesper og Per Allan er taget afsted allerede, på luftrundtur til Mount Everest og omegn. De har mavemedicinen, som måske bliver nødvendig. Jeg har skaffet en ekstra rulle toiletpapir fra receptionen, som kan blive nyttig senere på dagen. Jeg lægger mig til at sove igen og vågner kl. 9.30. Morgenmad ! - Rasmus har det noget bedre nu. Heidi ringer på telefonen og byder på ost og brød på 5. sals tagterasse. Jeg bestiller sort te og toast til Rasmus. Han udtrykker godt nok preferencer for spejlæg, så det kan vist ikke være helt galt fat med ham. Jeg går op på tagterassen, hvor Henrik og Heidi allerede er i gang med morgenmaden. De tilråder afdampet cola til Rasmus, så det får vi også lige fat i. Drengen, som kommer med cola og toast - han er 17 år - er ved at falde bag over, da han spørger Rasmus om hans alder og får svaret 14 år! Nepaleserne er typisk ikke særlig store - det har nok noget at gøre med deres levevilkår - de arbejder hårdt og længe, og kosten er måske lidt ensformig.

Efter at have sikret, at Rasmus har adgang til de nødvendige mængder "afblomstret" cola, toast og toiletpapir, så tager jeg afsted på bytur. Der er ikke planlagt noget program for dagen, hvilket jeg har det helt fint med. Muligheden for at slentre afsted, uden at være afhængig af andre, er en luksus efter næsten 20 dages "gruppe bevægelse". Der er så mange indtryk og impulser, som man lokkes af i Katmandus kaotiske og pulserende atmosfære, at det er fedt helt at kunne tilfredstille sine egne personlige lyster. Der er dog et par ting, som lige skal klares. Jeg har bestilt en yakokseuldsweater, som lige skulle have strikket en anden krave på, samt 3 kg. garn til Susanne derhjemme - forhåbentlig bliver kvaliteten godkendt (prisen 200 kr. ialt er i hvertfald ok). Jeg bliver budt på en kop "Dutche" (mælkete) af ejeren af butikken. Beløbene tælles sammen, og vi sidder og "small talker" om Danmark, familie mv. Varerne transporteres tilbage til hotellet.

Rasmus er i bedring. Han nyder sikkert også at være alene. Der bliver læst Harry Potter, og den solbeskinnede tagterasse lokker - toilettet er også kun i 1-2 meters afstand derfra. Rasmus overlades til sig selv, og jeg tager ud på Katmandu kig igen.

Jeg har ikke kort med, og trods min langt fra imponerende orienteringsevne, så lykkes det mig at finde frem til Durbar Square. Det er her Katmandu findes! Turen ud af Thamel kvarteret, hvor hotellet er placeret, er spækket til alle sider med turistvenlige boder og butikker samt gadehandlere, som jævnligt tilbyder en tigerbalsam, skakspil udskåret i træ eller det, der er værre. Tiden er ikke så fremskreden, at de vifter med hashklumper eller andet godt. Mit skæg er efterhånden også vokset til en længde, som giver kontakt med ivrige barberer, som åbenbart stødes af den form for usoignerethed. Vandrestøvlerne er heller ikke, hvad de har været, hvorfor jeg oplever flere tilbud om skopudsning af drenge på vel en 10-12 år. 3-4 dages "Katmandu-træning" gør åbenbart mit kropssprog tilstrækkeligt afvisende, for der går kun få sekunder, før de kære sælgere finder ud af, at der ikke er grund til at spilde tiden yderligere. Dag 1 i Katmandu kunne der gå op til flere minutter - men så var man selvfølgelig også blevet et skakspil og et par dåser tigerbalsam rigere.

Durbar Square nærmer sig, og affaldet i gaderne er blevet tættere. Samtidig afløses souvenirbutikkerne af grøntsagshandlere, slagtere, krydderihandler, smede, skræddere, doughnotskogere og meget andet. Her er næsten ingen turister, men "native" nepalesere i massevis. Her er helt fantastisk! - man bombarderes af lyde, dufte, farver og alle mulige andre sanseindtryk. En blanding af fascination, henrykkelse og væmmelse fylder mig. Under alle omstændigheder er kontrasten til mit velordnede danske sovebyliv skærende. Her emmer af liv - og død i et vidunderligt sammensurium. Opsprættede dyrekroppe ligger på beskidte borde, fluer og hvepse sværmer omkring kødet, utroligt smukke kvinder i farverige dragter - larm, os, stank og krydrede dufte.

Pludselig har min skandinaviske hjerne alligevel fået nok. Jeg sætter mig ned på en plasticstol uden for en kiosk for at se tingene lidt på afstand - og hvile bentøjet. Det varer ikke længe, før jeg bliver tiltalt af en ung fyr: "Hello - how are you - sprechen Sie deutch ?" Jeg frembringer nogle sætninger på længe hengemt skoletysk. Det viser sig, at fyren er igang med et tyskkursus og åbenbart benytter lejligheden til at træne sit tysk, når der kommer turister i "plasticstolsfælden". Jeg bydes indenfor i et baglokale for at se hans "Business". Med noget paranoide tanker om snarlig udplyndring eller tilbud om køb af et eller andet ubrugeligt souvenir accepterer jeg tilbuddet. Den unge mand viser mig stolt sine tyskbøger, og vi får en snak om Danmark, min familie mv. Efterhånden samler der sig en 4-5 andre, måske familie, som blander sig i snakken. Jeg bydes på te, men afslår med den begrundelse, at jeg skal tilbage til hotellet til min syge søn. Jeg er for mæt af indtryk til at tage turen tilbage - fødderne kan faktisk også godt mærkes trods 14 dages barsk trekkingtræning.

Efter et stykke tids vandring prajer jeg en scootertaxi. 100 Rps aftaler vi for turen til hotellet, og det går så gennem Katmandus gader med dytten og båtten. At blive transporteret pr. bil eller rickshaw i Katmandu er en helt speciel og nervepirrende oplevelse. For det første er der venstrekørsel, og for det andet køres der utrolig tæt, som om der ikke er andre regler end kaos - der signaleres med lyde (dytten) og fagter. Sidespejlene er lagt ind til siden, så det er nemmere at smyge sig imellem de andre trafikanter.

Et museumsbesøg når det forøvrigt også at blive til, men da det meste tekst står på nepalesisk, er udbyttet begrænset. En anden morsom og tankevækkende oplevelse er, at jeg tidligere har talt med Henrik om bogen "Zen and the Art of Motorcycle Maintenance" af Robert M. Pirsig. Denne forfatter har anmeldt en bog om Budhisme, som jeg anskaffede mig inden vi tog på trek. Samtidig har jeg lånt "The Tao og Physics", Fritjof Capra, hvor der refereres til bogen "The Turning Point" (af samme forfatter), som også lyder interessant. Jeg går ind i en boghandel - kigger lidt rundt - og dér står alle 3 bøger ved siden af hinanden, klar til at nappe for en person med antennerne ude. Et meget morsomt tilfælde, synes jeg, som får mig til at tænke på andre situationer, hvor tingene passer sammen - hvor den ene hændelse naturligt følges af den næste, som om der var en eller anden mening bag - spookey !

Da jeg vender tilbage til hotellet, kommer Rasmus mig smilende og frisk i møde. Han har haft en udmærket dag på egen hånd uden "guvernante". Vi skal være på Highlander kl. 17.30 for at sige endeligt farvel til Dhambar. Vi tager hen et sted og får en drink/øl - Dhambar bestiller Milk Tea. Mette og Heidi har købt en gave til hans nyfødte datter - han ser lidt rørt ud. Jeg får lov til at betale regningen - så er den kvajebajer betalt.

Vi skilles efter at have aftalt aftenens spisested samt tidspunkt. Kl. 20.00 på Killroys, som skulle være en af Katmandus aller bedste spisesteder. Der skal gås til den i aften - den aller sidste aften på turen. Henrik, Heidi og Mette tager til skrædderen for at afhente diverse silkekjoler og jakkesæt, og vi andre napper et par rickshaws, så vi kan ankomme til restauranten med værdighed - samt slippe for selv at finde vej. Vores chauffører har forøvrigt også problemer med at finde vej. Vi har aftalt en fast pris - vist 60 Rps - og vi får virkelig valuta for pengene. Vi fræser det halve af Katmandu rundt i 25-30 minutter og har lidt ondt af dem.

Endelig finder de stedet - Killroys. Det er faktisk rigtigt hyggeligt. Store behagelige sofaer og stole er placeret tæt ved baren. Vi bestiller bord og slænger os i møblementet, hvorefter det vil være mest naturligt at bestille nogle long drinks - hvilket vi så gør. En "Scary Mary" afløser en "Bloody Mary", og så var der vist en mere. Vi har masser af tid. Henrik og Co's skrædderudflugt tager noget længere end forventet, så vi kommer først i gang med middagen ved 9-tiden. Det er der selvfølgelig fuld forståelse for. Det er vigtigt at få den slags i orden.

Da maden endelig kommer, en ret fra Thai køkkenet, så har den været ventetiden værd - en udmærket rødvin supplerer, og efter dessert, kaffe og cognac har vi gjort det pænt. Det varer noget, før vores trekkermaver kan aspirere til optagelse i ædedolkenes klub, men denne aften gjorde vi et pænt forsøg - en passende overgang til det snarligt ventende hjemlige jule-vellevned.

Det var min sidste dagbogstjans. Tusind tak til Per Allan, Mette, Heidi, Henrik, Jesper og Rasmus for den dejlig oplevelse, som vores trekking tur til Nepal har været. Den har helt sikkert åbnet mine øjne for en helt masse nye muligheder ifm. at holde ferie - og vist nok også på helt andre livsområder - det kan anbefales!

 

Lørdag d. 18. november - Mette
Fra Katmandu til Karachi ("Store Pakkedag")

'.. og hvis jeg så lægger den her pose ned der, så kan den anden ligge der, og så kan den lille stoppes ned i hjørnet der og,.

En ting var den daglige udfordring i bjergene med at få pakket rygsækken i en fart, noget helt andet var dagens opgave med at få både alt det jeg havde med til Nepal og alt det jeg - på uransagelig vis, har fået anskaffet mig siden ned i rygsækken. Det krævede mobilisering af alle pakketalenter plus lidt til, men det lykkedes til sidst. Og hvad andet kan man så gøre for at fejre det, end at drage ud i gaderne for at købe noget mere!

Som sagt så gjort, så efter morgenmaden drog Heidi, Henrik og jeg ud i Katmandu's pulserende forretningsgadeliv. Det første stop på vores færd var hos "vores skrædder"! Efter hjemkomsten til Katmandu havde vi været inde og få taget mål til diverse beklædningsgenstande, og så måtte de små symaskiner i gang. Heidi & jeg gik som sædvanlig amok i nederdele, men det gjorde situationen en del nemmere, at vi har de samme mål. Godt nok troede den flinke skrædder ikke på os i starten, så han begyndte troligt at måle Heidi, efter at han havde målt mig. Forbløffelsen bredte sig dog hurtigt i hans ansigt, hvorefter han udbrød "same-same", "same-same" hver gang han tog endnu et mål. Vældig underholdende.

Men lørdag formiddag havde de så fået fabrikeret ikke mindre end to jakkesæt med skjorter til Henrik og adskillige nederdele til Heidi og mig. Til gengæld var arbejdet udført så pænt, at det umiddelbart afførte ekstra ordrer, som Heidi så fik æren af at afhente senere. (Heidi har trukket det lange strå, og derfor har hun tre dage ekstra til at hygge sig og slappe af i Katmandu. Jeg spurgte, om hun ikke ville bytte, men det ville hun mærkværdigvis nok ikke, afgjort misundelsesværdigt .)

Derefter havde vi kun tid til en lille times power-shopping, før vi måtte tilbage til hotellet, vores taxi'er afgik til lufthavnen omkring kl. 13. Til gengæld brugte vi tiden effektivt, så yderligere pakkeudfordringer ventede, da vi kom tilbage. Heldigvis havde Henrik købt hængelåse til os, så den sidste pakning bestod i råt at stoppe alting ned hulter-til-bulter i det nye rygsæk-etui, og så bare sætte en lås på til sidst. Heidi stod og så beundrende på, at alting blev pakket ned, samtidig med at hun gruede for sin egen pakning.

Lidt over kl. 13 var der tre taxi'er linet op foran vores lille hotel, hurtigt blev bilerne pakket og dermed blev vægten af hver bil stort set fordoblet. Heldigvis var der ikke nogen af de små biler, der brød sammen på vej til lufthavnen - det plejer ellers at kunne tilføje en ekstra stressdimension til situationen. Faktisk var der slet ikke noget der gik galt, alle havde penge til lufthavnsskatten, i 2. forsøg fik Rasmus sikkerhedskontrolleret alle sine tasker, og Peter nåede hverken at miste pas, nøgler eller tasker. Det ville ellers have hjulpet lidt på vores overvægt, hvis der var blevet et par tasker væk undervejs, men af en eller anden uransagelig årsag undgik vi at betale overvægt.

De sidste rupées blev brugt på kaffe og spiritus i en virkelig sindsoprivende duty-free shop. Faktisk var den internationale lufthavn så spændende, at tiden fløj af sted, der var hele tre forretninger og en kaffeshop, hvor man kunne få rabat på kaffen, hvis man foregav ikke at have flere rupées. For resten - den daglig temperaturmåling: Der var 20° i lufthavnshallen.

Før vi vidste af det, skulle vi boarde flyveren, men det tog så til gengæld også sin tid! Først blev vi bragt ud til flyveren, hvor al bagagen stod spredt omkring flyet. Alle gik automatisk i gang med at finde deres bagage og flytte lidt rundt på den, om det i virkeligheden havde den store betydning eller effekt var de færreste vist klar over. Jeg tror, at det smarteste i virkeligheden var at forlade sig på de højere magter, Inch Allah ankommer bagagen sammen med os til København.

Men dermed var genvordighederne ikke overstået. Vi skulle endnu en gang have kontrolleret håndbagage og visiteres. Det var ca. 7. gang vi blev visiteret, og det havde visse fatale konsekvenser for Henriks kiks, som jeg tilfældigvis havde stoppet i lommen ( ifgl. Henrik sødt med lidt dumt!). I hvert fald var kiksene efterhånden reduceret til smulder, men de bevirkede hver gang, at de ikke gad visitere mig yderligere, så nogen nytte kan man altså få af kiksekrummer.

Det mest sindsoprivende ved flyveturen var vist Jespers forsyninger af små flasker Calvados, som vi fjernede den grimme smag af flymaden med, samt afslutningen på filmen "Den 6. sans", godt nok oplevede vi ikke slutningen af filmen, idet de valgte at fotælle os lidt om, at nu var vi ved at lande i Karachi, netop som filmen var ved at slutte. Tilgengæld fik vi musikken med til rulleteksterne.

Efter landingen var det næste spændingsmoment, om PIA ville sende os på hotel i ventetiden til vi skulle videre, eller om vi skulle hygge os i Karachi lufthavn. Klokken var ca. 20, og vi skulle først videre til København kl. 3.30 om natten.

Det viste sig, at vi blev sendt på hotel, dog fik vi alligevel lov til at sidde og vente lidt først, og vi skulle være tilbage i lufthavnen kl. ca. 00.30, så det gav os,'.bum-bum-bum,..max 2½ times søvn på et hotel, fantastisk.

Men hvad gør man ikke for et afbræk i rejsen. Hotellet lå heldigvis tæt på lufthavnen, og vi blev let og smertefrit bragt derhen og fik nogle værelser. Og som om det ikke var nok, var der også mad inkluderet, måske var det fordi Henrik alligevel fik sneget sig til at tilføje et lille x på vores hotelvoucher.

Men vi drog hurtigt ned til "The Dining Hall" og gik igang med deres rice-&-curry og chapati's. Der var få andre europæere end os i spisestuen, som var et stort bart rum med små borde med, for at sige det pænt, lettere nussede duge. Resten af de dinerende gæster var pakistanere med løse bukser og skjorter og alskens turbanner og hatte, det er lige før, at omgivelserne der på hotellet var mere eksotiske end omgivelserne i Nepal. Meget opmærksomhed nåede jeg dog ikke at skænke maden, da uret hastigt tikkede og muligheden for lidt søvn hurtigt svandt.

Jeg nåede ikke at tælle mange myg, før jeg sov, men Henrik nåede efter sigende at tælle 12.ooo pakistanere, der ikke fik drikkepenge, før han faldt i søvn!

 

Søndag d. 19 november - Mette
Henriks Fødselsdag

Jeg havde egentlig tænkt mig at synge fødselsdagssang for Henrik, da vi blev vækket kl. oo.30, men der manglede den rette åndsnærværelse til at gennemføre denne plan. I stedet brugte jeg energien på at overbevise mig selv om, at alternativet havde været værre, dvs. at være blevet i lufthavnen hele tiden.

Så gik det elles tilbage til lufthavnen i bus, igennem sikkerhedscheck, check-in etc. etc. etc., før vi sad i flyet til København,..Nnnååååå nej, det var jo ikke lige flyet til København, for vi skulle lige en lille tur over Islamabad!!!! Igen! I virkeligheden indebar turen et reelt flyskifte i Islamabad, men det fortæller PIA bare ikke noget om. Jeg må indrømme, at selvom det er fint at flyve billigt (ca. 3700 retur til Nepal), så kan det godt blive for billigt. De mange flyskift og ventetider giver en enormt lang rejsetid uden mange sammenhængende timer at sove i, og så alle de sikkerhedschecks, der er svært ikke at anse det for latterligt til sidst, når den samme taske er blevet scannet for 9. gang og har fået yderligere 3 bagagetags på med de rette stempler!

Vi nåede trods alle odds både til Islamabad, fik ventet i lufthavnen og kom på et fly til, Tatam!!!, København. Heldigvis var vi omgivet af skrigende børn i flyveren, så vi slap for at tage stilling til, om vi skulle prøve at sove, muligheden var på forhånd udelukket. Man kunne ellers påstå, at der var tid nok, da der jo - udover flyvetiden på 7-8 timer - også lige var de 2 timer, hvor vi sad i flyveren og ventede på, at de skulle finde startknappen.

Nu sidder vi så og håber på, at ferien lakker mod enden. De har lige samlet aviserne sammen, så vi er vist snart fremme, eller også er det lidt ekstra brændstof til den sidste del af turen. Et par dybe og velvalgte ord vil nok være passende nu for at afslutte dagbogen, men min mentale kapacitet er vist ikke til det lige nu efter ca. 30 timer uden meget søvn.

Dog kan selv denne trælse hjemtur ikke spolere mit indtryk af en dejlig tur. Jeg har nydt at vandre i bjergene og blive udfordret fysisk og psykisk, når turene blev hårde. Jeg har også nydt at stå på toppene med en fantastisk udsigt over en overvældende smuk og barsk natur, og ikke mindst har jeg nydt den nepalesiske kultur. Nepaleserne er et dejligt folk med venlighed og humor, så jeg har fundet mig rigtig godt tilpas i landet.

Det er slet ikke usandsynligt, at jeg vender tilbage igen, f.eks. på en lille tent-trekkingtur til Ganesh Himal. I et dejligt land som Nepal er der jo et uendeligt antal af muligheder.

Tak for turen!

Hvad koster sådan en tur?
 

Udgiftspost Vores udgift Minimum Bemærkninger, se nedenfor
Fly 3.900 3.900 1)
Sygeafbestillingsforsikring 125 0 2)
Katmandu-hotel, 2 dg., før trek 260 100 3)
Forbrug i Katmandu, 1½ dag 200 100 4)
Transport til og fra trekking 265 100 5)
Guide + bærere 1.000 0 6)
Forsikring Gns. 600 0 7)
Vaccinationer og medicin Gns. 800 0 8)
Mad og drikke på trek (15 dg.) 2.000 1.000 9)
Katmandu-hotel, 3 dg., efter trek 200 150 3)
Forbrug i Katmandu, 2½ dag 500 200 4)
I alt 10.350 5.550  

 

Bemærkninger:

1) Vi fløj med PIA (Pakistan International Airlines), og billigere kan det simpelt hen ikke gøres. Regn med forsinkelser, masser af flyskift, middelmådig til elendig mad og ingen alkohol, men ellers ok. Aeroflot er kun lidt dyrere, men ellers kommer man hurtigt op i 8-10.000 kr. eller mere med andre selskaber. 2) Frivilligt, men idiotisk at spare.

3) Vi boede på luksushotel (****) de første to dage, hvilket naturligvis var ganske unødvendigt. Efter trekket boede vi på et hotel til 8$ pr. nat for enkeltværelse, hvilket var ganske fortræffeligt. Man kan bo langt billigere, hvis man er ligeglad med forholdene.

4) Her er kun regnet med mad og drikke, som er meget billigt i Nepal. Indkøb af souvenirs er til gengæld en post, der nemt eksploderer!

5) Vi bestilte gennem Jysk Rejsebureau og fik vores egen bus. Det kan naturligvis gøres billigere ved brug af offentlige transportmidler, hvis man har tid og tålmodighed.

6) Igen bestilt gennem Jysk Rejsebureau. Kan fås billigere lokalt, men uden garanti for 'kvalitet' og pålidelighed. Man kan have flere eller færre bærere (vi havde 4 (á 25. kg.) til 7 personer). Man kan naturligvis også bare bære sine ting selv.

7) Frivilligt, men endnu mere idiotisk at udelade. 0'et i minimum kan fremkomme, hvis man har en helårsdækning i forvejen (marginalbetragtning).

8) Afhænger af, hvor 'forsigtig' man er samt hvad man har i forvejen. Vi sparede noget på at have 'egen' læge. Dette er et punkt, der godt kan løbe op!

9) Kan gøres billigt, hvis man drikker lokalt vand (og selv renser det) og spiser dal bhat. Løber hurtigt op, hvis man er storforbruger af mineralvand, sodavand og øl.

Øvrige udgifter:

Vandrestøvler, rygsæk, sovepose og liggeunderlag mm. er ikke helt billigt, hvis man skal ud og anskaffe det hele. Til gengæld holder det mange år. Rygsæk og sovepose kan evt. lejes i Katmandu. En anden mulig udgift er film (samt kamera, hvis man ikke har det i forvejen).

 
 
Share this