Eventyr på Stillehavet


1 år, 1 nyindkøbt sejlbåd, 1 Stillehav og 4 venner. Det er hovedingredienserne i den drømmerejse, som nu skal realiseres. Her er beretningen om vores første møde med Stillehavet - en sejlads på 10,5 døgn fra New Zealands rå natur til Cook Islands sødtduftende palmeparadis.

Fotos: Linn Heide Mamsen, Jesper Kjærgaard, Anders Klit

 

Tunge, grå skyer hænger i horisonten, og vinden er frisk og lidt kold, da vi styrer vores sejlskib, Close Encounters, ud af en lille lystbådehavn i det nordlige New Zealand. Min kæreste Jesper, vores to venner Linn og Torben, og jeg selv har i årevis drømt om og arbejdet hen imod denne tur - et års sejlads blandt Stillehavets smukke palmeøer i vores egen båd. Og denne grå og fugtige mandag morgen tager vi endelig hul på drømmene og lægger kursen mod Rarotonga, hovedøen i Cook Islands.

Distancen er cirka 1700 sømil (omkring 3150 km) - eller som afstanden fra Danmark til midten af Sahara. Kun Jesper har stor sejlerfaring, og bortset fra enkelte småture er dette vores jomfrusejlads med Close Encounters. Måske lidt risikabelt når man tænker på, at denne strækning er den længste på hele det næste års rejse, men vi har ikke tid og tålmodighed til at vente længere nu.

Vi har allerede brugt to måneder på at købe båd og klargøre den til sejlturen, og det er en af de sidste gode dage at begive sig ud på den lange rejse over Stillehavet. Vinteren er på vej på den sydlige halvkugle, og vi sniger os ud i åbent hav mellem et par lavtryk. Egentlig ville vi helst undgå dem, men det er ikke så let på denne årstid, så vi beder til, at vinden vil give os et skub fremad i stedet for øretæver.

Havet ligger blåt og bølgende foran os, og efter få timers sejlads begynder bølgerne at vokse støt i takt med, at barometeret falder. Snart pisker vinden de meterhøje bølger ind over rælingen, mens de sidste øer forsvinder i regnen bag båden. Velkommen til Stillehavet!
 

Søgang med landben

Søsygen kommer farende i omtrent samme tempo som vinden. Jeg rammes temmelig hårdt, og de tre første døgn flyder sammen for mig i køjen. Jeg ænser ikke dag eller nat, jeg spiser og drikker næsten ikke, og når jeg en sjælden gang forsøger at komme på benene, kommer kvalmen væltende og overmander mig fuldstændigt.

I hårdt vejr duer vores autopilot ikke, så der skal konstant styres manuelt, og vagterne bliver meget lange, når ikke alle kan give en hånd med. Ved hvert eneste vagtskifte lytter jeg til de andres korte samtaler, og jeg kan høre, at de bliver mere og mere udmattede. Men jeg kan ikke hjælpe, før søsygen slipper sit tag.

Lydene fra båden er uvante. Vejret får alting i kahytten til at larme og klapre, selvom det er stuvet grundigt. Og hver gang et spil i cockpittet er i brug eller et skøde strammes, lyder det nede i køjen, som om hele båden er ved at blive splittet ad.
 

Torben og Jesper sætter sejl. I baggrunden anes New Zealands rå klippekyst, og forude venter seks meter bølger, en god gang søsyge og en masse spændende oplevelser.

Efter et par dage vokser bølgerne til uhyggelige seks meter i højden, og vi skøjter ned ad dem med op mod 14 knob (knap 26 km/t). På hele turen har vi en frisk til hård vind, og flere dage har vi slet intet forsejl oppe. Alligevel sejler vi i gennemsnit knap syv knob (cirka 13 km/t) og lægger derved omkring 170 sømil bag os hvert døgn, og vi erfarer hurtigt, at Close Encounters er et meget sødygtigt skib.

I køjen melder frygten sig for, om sådan en gang søsyge kan tænkes at vare for evigt? Men inden tanken når at få rigtig fat, kan jeg mærke en lille smule bedring, og efter dag fire og fem begynder jeg at kunne hjælpe til på dækket.

Det letter på trætheden, at vi nu er fire til at dele vagterne ved roret om natten, og vi falder snart ind i rutinen. Første vagt starter kort efter solnedgang, og herefter tager vi tre timer hver frem til morgengry. Dagen igennem skiftes vi, for som regel er alle på dæk det meste af tiden. Her er frisk luft og en horisont at fokusere på.

Mens søsygen har hærget, har dagbogen ligget forladt på en hylde, men efterhånden kommer den så småt i brug igen. Dag seks skriver jeg:

”Vandet bliver mere og mere blåt. Det er, som om det bliver næsten selvlysende - jeg troede ikke, den farve fandtes. Store albatrosser følger os hver dag, selvom vi er langt fra land. Gamle historier siger, at de er druknede sømænds sjæle. Dem vi ser, har et vingefang på næsten tre meter.

Hver nat hører jeg små bump fra flyvefiskene, når de er så uheldige at lande på dækket. Linn fik en kæmpestor én i nakken forleden aften og blev ret forskrækket. Den sigtede muligvis efter hendes gule hætte i mørket, og det må have været lidt af et chok for hende at blive torpederet midt om natten, når modet i forvejen ikke var alt for højt.

I dag har hun til gengæld fanget en dorado eller en guldmakrel, som de også kaldes. En ordentlig krabat, som skiftede farve fra grønlig til klar guld med næsten selvlysende blå prikker, mens den kæmpede for sit liv. Vi hældte sprit i gællerne på den, og den gik straks ud som et lys. Derefter blev den blegt gråblå. Torben brugte to timer på at fillettere den, fordi båden krængede så meget. Det er faktisk først i dag, at vi har orket lugten og smagen af fisk. Men særligt smagen fejlede ikke noget. Mums.”
 

En saltet hverdag

Som vandet bliver mere blåt, og solen får fat, stiger vandtemperaturen også. Så vi vædder om, hvor meget den vil komme op på, når vi når Rarotonga, og fordi de andre hurtigt sætter sig på henholdsvis 24, 25 og 26 grader, nødsages jeg til at holde på de 27 grader. Et tal, som alle med sikkerhed mener, er fuldstændig hen i vejret, og jeg høster en del dumme kommentarer. Jeg holder dog naivt på mit.
 

Linn hiver vores første fangst ombord midt ude i Stillehavet. En guldmakrel, der skifter sin gyldne farve ud med irgrøn og blå prikker, når den bliver slået ihjel.
 

Varmen gør et tiltrængt bad lidt mere fristende. Ude bagerst i båden kan vi kravle ud og vaske os i saltvand og skylle efter med et par sparsomme dråber ferskvand. Det er et kønt syn, når man sidder der i bar mås, seletøj og livline. Og mere end et enkelt bad på turen bliver det heller ikke til for mig. Det at tage et bad eller bage et brød kan være ret søsygefremkaldende og tage næsten en hel dag i denne gyngende, krængende dagligdag.

Vi vænner os også snart til, at der er vådt overalt. Saltvandet fedter tøj og dørk til når det tørrer, og mine læber smager konstant af salt. Fordi båden har et lavt fribord, undgår vi sjældent sprøjtet fra bølgerne, og det kan være vældig vådt at sidde i cockpittet.

Vi har sejltøj på hver eneste dag. Selvom vi har redningsveste med til alle mand, får vi aldrig taget dem i brug. I stedet har vi altid livline på, når vi er alene på dækket, eller vejret er hårdt, så vi helt undgår, at nogen falder i vandet. Vi har allerede hørt flere uhyggelige historier om sejlere, der faldt overbord og aldrig blev fundet. Og tænk, hvis vi mistede én i bølgerne…? Jeg gyser ved tanken, når jeg ser, hvor stort dette hav er.

Stuvet rotte eller kylling i karry Dag syv i dagbogen skriver jeg:

”Nætterne er fyldt med stjerneskud. Har allerede talt fire. Jeg sidder og tænker på alt det, jeg glæder mig til. Palmer, strande, varme og alle de eventyrlige steder, vi er på vej hen nu. Efter tre års forberedelse. I nat holdt jeg svensk tema på min vagt og sang alle de bedste, svenske sange, jeg kunne huske. Så virker tre timer ikke som så lang tid, og jeg kan holde søvnen på afstand. Da jeg vækkede Jesper, lavede han en gang kartoffelmos til mig, inden jeg røg ned i køjen igen.”

Kartoffelmos får i det hele taget en speciel plads i vores hjerter på denne tur. Kartoffelmos, kylling og kiks er underligt nok det, vi har mest lyst til. Og alt det oksekød og de 150 müeslibarer, vi har provianteret før afgang, er der ikke megen rift om, så længe vi sejler. Vi har ikke forudset, at appetitten under og efter søsyge er fuldstændig ligeglad med ernæringsråd om varieret kost.

Senere på turen finder jeg en sjov bog med kaptajn Cooks kones opskrifter for den tids søfarere. Dengang stod den blandt andet på stuvet rotte, grillet albatros eller gryderet med vandmænd.

På Close Encounters får vi meget bedre mad end det. Linn er den af os, der har det bedst med at stå i kabyssen og lave mad, også selvom det gynger. Næsten hver dag bager hun brød, og der bliver hurtig rift om hendes kylling-i-karry-og-kokosmælk-gryde. Og det er hårdt arbejde at stå i mados i et køkken, der hælder 30 grader, mens potter, pander og knive rutsjer hen ad køkkenbordet, og man selv skal hægtes fast i en strop for at kunne stå stille.

Trods de primitive forhold fungerer vores lille kabys dog fint, og skørbugen når heldigvis aldrig at sætte ind på Close Encounters. Hun sejler hurtigt som vinden og bringer os meget hurtigere frem, end vi har regnet med.

Navigationen bliver klaret med min bærbare computer tilsluttet GPS'en suppleret med billige kopier af søkort, som vi har købt i New Zealand. Hver dag kl. 15 sætter Jesper et nyt motiverende kryds på søkortet og sammenligner det nye plot med gårsdagens. Vi nærmer os…
 

Nye, blå venner

Dag otte:

”I dag har vi bestemt, at det igen er søndag den 21. maj. Det var det også i går. Men vi krydser datolinien på denne sejlads, og ingen af os har nogen anelse om hvornår - og det betyder egentlig heller ikke så meget. Dagene ligner hinanden.
 

Jeg nyder Cook Islands smukke natur. Endelig er der fast grund under fødderne - efter 10 ½ døgns sejlads er vi nået frem til et ægte palmeparadis.
 

Hver nat ser jeg helt ufatteligt mange stjerneskud. Men selvom alt bare er hav og uendelig blåt, synes jeg alligevel man kan se, at vi bevæger os. Havets overflade skifter hele tiden form og farve. Jeg er ved at lære bølgerne at kende. De er blevet en slags gamle venner. Store og tordnende, lange og rullende, små, legende og skvulpende. De er ikke så farlige længere.

Jeg havde egentlig troet, at jeg ville føle det klaustrofobisk at være ombord på en båd med vand til alle sider i så mange dage, men fordi jeg kan mærke og se, at vi bevæger os, føler jeg mig ikke fanget. Man bliver som en snegl med sit hus, og så er havet bare en lang oplevelse, der bølger forbi derude. Jeg kommer hurtigt ind i en fantasiverden af dagdrømmeri og tænker meget over min tilværelse og alt det, jeg sætter pris på i livet."

Landgang med søben

Det er den 24. maj, den ellevte dag på søen, og ingen kan sove længe. Det er dagen, hvor vi regner med at se land for første gang, siden vi slap New Zealands grå klippekyst af syne.

Hele sejlerteamet samlet foran S/Y Close Encounters i lagunen ved Aitutaki Atoll på Cook Islands.

 

 

Hele formiddagen spejder vi. Klokken 14 suger min mave sig pludselig sammen, og jeg fyldes af en ukendt fryd - jeg ser land og råber, så højt jeg kan 'land i sigte!' Det føles helt fantastisk at råbe de ord. De andre farer op i cockpittet. Og der ligger øen. En lille, blå og takket skygge i horisonten. Jeg bliver helt forundret og fyldes af taknemmelighed over, at det er lykkedes os at finde sådan et lille stykke land midt i dette uendelige, blå hav. Tættere på kommer duftene os i møde. Søde, krydrede dufte af blomster og bananer.

Det er let at finde ind i den åbne havn, og ved midnatstid indtager vi aftenens andet måltid - denne gang med fast grund under fødderne, bare fordi vi kan. Det føles, som om den flade landjord bevæger sig næsten lige så meget som de bølger, vi efterhånden kender så godt, og vi slingrer rundt på havnen som fulde mænd.

Over vores hoveder knejser bjergtoppene omkranset af de sprøde, grønne palmer og lyserøde hibiscusblomster. I månens lys skinner bølgerne som sølv, når de bruser ind mod de bløde, hvide sandstrande.

Og vandet er lige præcis 27 grader.
 

Land i sigte

Denne artikel vandt www.turengaartil.dk's konkurrence for 'Årets Rejsebeskrivelse 2007'. En rejsebog er blevet til på baggrund af turen - 'Land i sigte - unge danskeres sejlads i Stillehavet'.

"Alle, der har sejlet langtur, siger, at det ville de ønske, at de havde gjort, mens de stadig var unge. Så vi tog dem på ordet og kastede os ud i det!" fortæller Camille Aulkær Andersen og fortsætter: "Da vi fandt på at sejle rundt i Stillehavet i et år, savnede jeg noget litteratur om, hvordan det er at være ombord på en båd under så intense forhold. Det meste sejllitteratur er skrevet af mænd og er ret teknisk, så jeg fik lyst til selv at fortælle om, hvad der kræves rent socialt, når man vælger at bo på en båd - meget tæt sammen og meget langt fra land."

Tre års opsparing og kun en beskeden sejlererfaring var med i bagagen, da turen begyndte med et bådkøb på New Zealand og en sejltur på over 10 døgn for at nå Stillehavets tropeparadis. Bogen er den fulde rejseberetning - med alt, hvad det indebærer af monsterbølger, søsyge, eventyrlige palmeøer og smukke koralrev.

 

 

Faktabox

'Land i sigte - unge danskeres sejlads i Stillehavet' er udkommet på Frydenlund, indbundet med farvefotos, 192 sider, 299 kr.
 
 
 
Share this