Rejsehilsner fra Nicaragua februar-marts 2010


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2010

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Rejsehilsner fra Nicaragua februar-marts 2010

af Per Allan Jensen

 

Hilsen nr. 1, sendt fra Granada d. 22. februar 2010

Så er der endelig nyt fra min og Anitas vinterferie i Nicaragua, efter en halv snes dage med næsten konstant solskin og temperaturer i den høje ende. Vi lagde ud med en noget hård rejse, idet vores fly fra Miami til Managua var fire timer forsinket, hvilket bragte den samlede rejsetid - fra Frederiksberg til vi atter lå i en seng - op på 28 timer. Efter fem timers søvn stod vi op og fandt en bus nordpå gennem Leon og Chinendega og endelig ud til "Monty's Surf Camp" ved en stor og smuk Stillehavsstrand, hvor vi tilbragte tre dejlige dage med sol, vind og saltvand (i form af megahøje bølger). Solen var hård ved vores vinterblege hud de første dage, så vi fik lidt småskoldninger, og Anita fik som sædvanlig en del moskitostik. Afslapning i hængekøjer, læsning, kortspil, leg med husdyrene (tre hunde, en gris og en skilpadde), løbe- og vandreture langs stranden, godt med kolde drinks - og på den måde blev ferien skudt godt i gang - og den syv timer lange tidsforskel overvundet.

Monty's Surf Camp ved Jiquilillo i det nordvestlige Nicaragua

Dernæst ind til Leon, den gamle hovedstad, hvor vi indlogerede os på et hotel i et af de smukke gamle kolonitidspalæer. Heldigvis både med AC og ventilator på værelset, for temperaturen nåede helt op på 38 grader her i det, der da også omtales som landets varmeste hjørne, pyha. Heldigvis er vi begge rigtig gode til at vænne os til høje temperaturer. Den ene formiddag tilbragte vi med en udflugt til vulkanen Cerro Negro, der er landets yngste (fra 1850). Først knoklede vi op på toppen (726 m), og så iførte vi os kedeldragter og beskyttelsesbriller og drønede ned igen på en primitiv slæde. Ganske sjovt, selv om det selvfølgelig lykkedes mig at vælte et par gange og få lavasten og -støv ind overalt på kroppen.

Udsigt fra vulkanen Cerro Negro 
 En lille udflugt ind i Somotokløften

 
- Dernæst lejede vi en bil i fire dage for at køre op i højlandsområdet mod nord, tæt på grænsen til Honduras. Jeg er ikke udelt begejstret for at leje - og køre - bil i 3. verdens lande, men til alt held er vejene her (de få der er asfalterede) særdeles gode, trafikken sparsom og kørestilen absolut civiliseret. Heroppe - i højder mellem 500 og 1500 meter - er temperaturen mere moderat, og der dyrkes masser af kaffe og tobak. Vi har boet på luksushoteller i smukke gamle bygninger, hvilket - her i den vestlige halvkugles næstfattigste land (efter Haiti) - kan gøres for 2-400 kr. pr. dobbeltværelse inkl. morgenmad.

Lidt motion er det da heldigvis også blevet til (ud over Cerro Negro). Et par timers vandring / klatring i den smukke Somoto-kløft, bestigning af et lille bjerg oven for byen Jinotega samt lidt vandring i den dejligste regnskov i bjergene nord for Matagalpa. Samt - godt nok mere sjov end egentlig motion - en canopytur (glidende ophængt i lange stålwirer mellem høje fyrretrær).

Katedralen i Leon
På vej over Nicaraguasøen til Ometeppe med de to store vulkaner

 

Sammenfattende må konkluderes, at Nicaragua er et farverigt og afvekslende land fyldt med venlige og hjælpsomme mennesker. For et par vintertrætte danskere er klimaet jo fantastisk, selv om de høje temperaturer (og svigtende nedbør i sidste regntid) har gjort, at naturen sine steder fremstår noget tør og afsvedet, lidt som i Grækenland sidst på sommeren. Prisniveauet er lavt, f.eks. er vi begge ganske begejstrede over, at man kan få en stor og lækker isvaffel for en femmer. En øl koster 6-7 kroner og et måltid mad - på en god restaurant - 30-40 kroner.

Nu har vi afleveret vores lille trofaste Yaris-bil (heldigvis uden en eneste ekstra skramme) nede i Granada, der er landets ubetinget smukkeste by. Også den mest turistede, hvilket nu ikke siger så meget, for der er generelt meget få turister i Nicaragua, og vi har flere gange oplevet at være de eneste gæster på hoteller / restauranter. I morgen tager vi ud på øen Ometeppe, der ligger i den store Nicaragua-sø. Her regner vi med at være 4-6 dage, hvorefter vi vender tilbage og tilbringer de sidste dage i og omkring Granada.

Hilsen nr. 2, sendt fra Granada d. 1. marts 2010

Og det bliver så den sidste i denne omgang, for i morgen formiddag påbegynder vi den lange hjemrejse til det fjerne hjemland med de - kan jeg forstå - stadig langt lavere temperaturer end hvad vi efterhånden har vænnet os til her. Anita - den frossenpind, der må være et reinkarneret firben - udbryder "Ih hvor er det koldt", når temperaturen en sjælden gang kryber et par grader under 30.

Et halvt hundrede kilometer syd for hovedstaden Managua ligger Latinamerikas største sø, Nicaraguasøen, der er lidt større end Sjælland, og ude i den ligger øen Ometeppe, der cirka er på størrelse med Langeland. Øen har en karakteristisk ottetalsfacon, og i hver af de to cirkler ligger en stor vulkan. Mod nord er det Conception (1646 m), som er yderst aktiv og har været i udbrud flere gange inden for den sidste snes år. Den er samtidig en af de smukkeste og mest perfekt formede vulkaner man kan tænke sig. Mod syd ligger Maderas, der er knap så høj (1345 m), ikke nær så aktiv (seneste udbrud for 3.000 år siden) og heller ikke så velformet, men til gengæld er den beklædt med den smukkeste grønne regnskov, og så er det en overkommelig - omend ikke helt ligetil - opgave at bestige den, men herom senere.

Fra regnskoven ved Matagalpa
Afslapning foran hytten i Playa Santo Domingo

På denne ø, ved en dejlig strand lige midt mellem de to vulkaner, har vi tilbragt seks dage med en perfekt kombination af strabadserende oplevelser og total afslapning med bøger og kortspil - eller med bare at sidde/ligge i en gyngestol/hængekøje med en kold øl og glo op i de vajende palmer. Eller sidde på restaurantens udsigtsterrasse og nyde de lækreste madretter (ikke mindst fisk og skaldyr samt - vores favorit - lasagne).

Hvad angår de omtalte strabadserende oplevelser, så lagde vi ud med at leje en offroad-motorcykel og skrumple rundt om øens sydlige del, suppleret med en lille afstikker mod nord. Vejene er mildt sagt dårlige, så det var en temmelig hård tur, både for motorcyklen (der dog nok er vant til det) og for Anita, hvis ikke særligt velpolstrede fittness-bagdel måtte stå model til en del luftture med efterfølgende ublide landinger på stålbagagebæreren. Af andre skavanker kan nævnes, at jeg - igen igen - glemte, hvor hårdt solen brænder, når man i længere tid sidder med lårene i vandret position.

Bestigning af Maderas - med udsigt til Conception

Dagen efter var mindst lige så fysisk udfordrende, idet vi havde sat os for at bestige den knap 1400 meter høje vulkan Maderas. Det meste af den syv timer lange tur foregik heldigvis i regnskovens behagelige skygge, men hårdt var det nu alligevel, ikke mindst fordi den øverste halvdel var ret så stejl og mudret. Fra toppen var der 100 meter ned til en smuk kratersø, som jeg havde glædet mig til at tage et forfriskende bad i. Det viste sig imidlertid, at bredderne bestod af noget kviksandsagtigt mudder, som Anita intetanende gik ud i, hvorefter en af de lokale måtte ile til og få halet hende op igen, ellers havde hun nok stået der endnu. Sidst på nedturen, hvor fødder og ben var godt slidte, fik vi en belønning i form af en flok aber i et træ samt en gudbenådet flot udsigt til den anden vulkan (Conception).

Temperaturen har været helt perfekt på Ometeppe, lidt over 30 grader om dagen og med - for det meste - en frisk pålandsvind. I øvrigt et helt fantastisk sted at bade. Blød og svagt skrånende sandbund, og et stykke ude kan man lægge sig på ryggen og nyde synet af to vulkaner. Stranden indbød også til gå- og løbeture (men hvor er det dog hårdt at løbe barfodet i sand).

På stranden foran resorte

Og så var der lige det der med gyngestole og hængekøjer, hvor Anita - det pligtopfyldende menneske - har kæmpet sig gennem alle sine lektier (samt et par romaner) og jeg - med vanligt hektisk læsetempo - har kværnet fire murstenstykke romaner plus en spøjs lille sag af Svend Åge Madsen ("Kvinden uden krop"): De to sidste i Jo Nesbøs glimrende serie om Harry Hole, "Din næstes hus" af Jette A. Kårsbøl (ok, men ikke så god som debutromanen "Den lukkede dør") samt den spanske middelalderroman "Havets katedral, der minder en del om John Follets "Jordens søjler" og ”Uendelige verden”, men lige mangler de sidste 10% i spændingsniveau.

Og så er vi ellers tilbage i dejlige Granada, der - med sine smukke og velholdte huse og kirker - er en af de flotteste mellemamerikanske byer jeg har oplevet (selv om Antigua i Guatemala stadig indtager en suveræn førsteplads). Og her, som i resten af landet, er folk bare helt overstrømmende venlige. Et andet karakteristisk træk er, at kvinderne er temmelig overvægtige, det er virkelig sjældent man ser en velproportioneret voksen kvinde. Underligt når man tænker på, at Nicaragua skulle være det næstfattigste land på den vestlige halvkugle, men måske er der status i fedme, ligesom på visse øer ude i Stillehavet.

I formiddag har vi været en tur i den nærliggende by Masaya med et farverigt lokalt marked og en fantastisk beliggenhed ved en stor vulkansk kratersø. Det går helt fint at komme rundt med lokale busser, der kører med stor hyppighed og til ekstremt lave priser.

Katedralen i Granada

 

Og nu sidder vi på en mexicansk restaurant og glæder os til en sen frokost. Temperaturen er 34 grader, hvilket faktisk passer os begge udmærket, hvis der bare er lidt cirkulation i luften, hvad der som regel er (enten naturligt eller med elektriske ventilatorer, som de heldigvis bruger flittigt). Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på temperaturer, der er 35-40 grader lavere. Eneste trøst er, at jeg tager af sted igen allerede om tre uger (til Cuba), mens Anita først lige skal have rettet lidt op på sin fraværsprocent og have klaret sin studentereksamen, før belønningen venter i form af en Indonesien-rejse i juli.

Hilsen nr. 3, sendt fra Frederiksberg d. 6. marts 2010

Jeg synes lige I skal have en sidste lille rejsehilsen, selv om den så kommer fra en knap så eksotisk destination (Frederiksberg).

På hjemturen slap vi for forsinkelser denne gang, selv om det nu alligevel blev lidt dramatisk. Da vi sad i flyet i Managua og ventede på at komme af sted, var der en mandlig passager lige bag mig, der førte en højrøstet samtale med en stewardesse, eller - for at sige det rent ud - han overfusede hende, åbenbart fordi hun ikke var i stand til at give ham et klart svar på, hvordan han skulle forholde sig vedr. sin bagage i Miami. Da de endelig var holdt op med at skændes, henvendte han sig til mig, idet det viste sig, at han var dansker! Hans ophidselse viste sig at bunde i frustrationer over, at hans bagage på nedturen var strandet i diverse transitlufthavne, så han først fik den med fem dages forsinkelse - og efter meget besvær. Men derfor kunne han jo godt tage og hidse sig ned og tale pænt til personalet, og det tror jeg da også han fortrød, at han ikke havde gjort. For lidt efter kom flyets kaptajn stormende i synligt ophidset tilstand og kommanderede ham til at få sin 'fucking ass' op af sædet og skrubbe ud af hans fly, hvorefter han slæbte af med den chokerede - men nu meget fåmælte - mand, der - iflg. Anitas observation - havde en tåre i øjenkrogen. Vi andre måtte så vente yderligere en halv time på, at de fik fundet hans bagage frem fra lastrummet. Vi sad ualmindelig pænt og stille på resten af turen, af skræk for at en uoverlagt bemærkning skulle resultere i en udkastning med faldskærm over det caribiske hav!

Selvfølgelig skal man opføre sig pænt og lade være at overfuse flypersonalet, men DEN straf var nu godt nok lige voldsom nok, synes jeg. Så skriv jer bag øret, at man skal holde lav profil, hvis man flyver med American Airlines. Eller vælge et andet flyselskab, for pladsen på deres fly er kneben og maden uinteressant - og så skal man betale ekstra, hvis man vil have en øl eller et glas vin til maden. Med kreditkort, de modtager ikke en gang kontanter.

I Danmark var det - som ventet - temmelig koldt, men når det er sagt, så har jeg altså sjældent oplevet noget så fantastisk som vejret her de sidste par dage med høj blå himmel og et par enkelte frostgrader. Fantastisk til en løbetur, og - tænk en gang - her i eftermiddags har jeg siddet en time ude på altanen med bar overkrop!

Noget af det skønne ved at rejse er at komme hjem igen og opleve, hvor godt man har det i lille Danmark. Opdage, at dagene er blevet længere og lysere og at der er kommet påskebryg i butikkerne. Nyde sin hjemmelavede müesli til morgenmad (man kan godt blive træt af morgenmaden ude i den store verden, det er æg, toast og bønner mod vest og æg, toast og ris mod øst) og et stykke groft rugbrød med karrysild til frokost. Og smække sit luksuslegeme ned i lænestolen foran TV'et og se Wallander, X-faktor, Livvagterne, Krøniken og Anders Lund Madsens talkshow. Ordne sine knap 1.000 billeder og filmklip. Og så småt begynde at læse lidt om de næste rejsemål.

 
 
Share this