Stafetten: Mine 10 bedste oplevelser med bilen som transportmiddel


Martin Ankers billede
Martin Ankers billede
 
2005 sep

Ja, nu er det måske ikke den mest udbredte rejseform blandt medlemmerne af De Berejstes Klub – eller i hvert fald ikke den mest eksponerede rejseform blandt medlemmerne – men så meget desto større er grundene til at kippe lidt med flaget for denne rejseform. En rejseform som i mange tilfælde giver en stor bunke fordele for den slags rejsende, som ikke nødvendigvis ønsker at holde sig til storbyer og/eller de ruter, som bus/tog/flyforbindelser giver mulighed for at udnytte. Man kan naturligvis tage den på stop stort set samme steder hen, som hvis man kører selv, men der er stadig masser af fordele ved at råde over eget køretøj – om det er lejet eller købt. Tommelfingeren giver så til gengæld også andre gevinster. Men det er en anden sang, som mange i klubben kan synge med på.

Jeg har egentlig ikke været voldsomt belastet med bilferier i udlandet fra min barndom, selvom barndommens store interesse for biler egentlig passede meget godt dertil. Mine forældre skønnede sikkert at vores gamle grønne VW 1300 (stationcarudgaven af en VW Boble) ville have svært ved at magte Kasselbakkerne med intakt motor, eller også var det fordi de vidste, at deres søn ville græmme sig blå og grøn over bilen i selskab med de store biler syd for grænsen. Det er nu heller ikke fordi jeg selv siden hen har excelleret i biler, som ville være sunde at tage på langfart med. Spørg bare Kenneth Hvolbøl (medlem nr. 68) som – i et logistisk mesterværk af en weekendplan – skulle låne min mangefarvede men yderst pålidelige Toyota Corolla på en tur til Fyn. Han nåede netop udenfor København og måtte derefter efterlade den skamskudte Corolla på motorvejen, da den nægtede at køre ham videre. Jeg vil naturligvis til evighed tro på min salige gamle Corolla, som sendte mig signaler om, at han ikke havde kælet tilstrækkeligt for den…

Mine erfaringer fra rejser med eget køretøj kommer således hovedsagligt fra udlejningsbiler under de forskellige rejser jeg har været på. I det følgende vil jeg nævne de 10 ture, hvor bilen som hovedtransportmiddel har givet muligheden for rigtig gode rejseoplevelser – ud af ca. 25 ture af denne karakter. Listen er prioriteret efter, hvor stor anvendeligheden af eget køretøj er.
 

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

1. USA nordøst – sommeren 2003
I bilens eget land er det klart for enhver, at man er ekstremt godt hjulpet af en bil. Sammen med en kammerat fra studietiden tog jeg en tur til New York, og efter en rum tid i denne fantastiske metropol lejede vi en bil for ca. en uge og drog på en odyssé til Washington D.C., Niagara Falls, Boston og New Haven, hvor vi kunne besøge en fælles studiekammerat, som i den periode fordrev sin tid på Yale University. På vej til New Haven blev det endda til nærkontakt med en State Trooper,

Overnatning ved fransk bjergvej

som fangede os med lidt for meget fart på. Vi undgik dog at blive skudt, men da jeg aldrig fik betalt bøden, ved jeg ikke helt, hvordan min retsstatus er i staten New York lige pt.. Måske jeg bliver tilbudt et ophold med kost og logi betalt næste gang jeg kommer til New York??

2. Rundtur i Bulgarien – sommeren 1999
I mine bestræbelser på at komme ned at se den totale solformørkelse i august 1999 gik jeg med overvejelser om at købe en gammel bil og satse på, at den kunne holde helt til Bulgarien – eller til nød kun Ungarn eller Rumænien – for at jeg kunne komme til at opleve de fascinerende minutter i mørket. Jeg havde lokket min daværende kæreste med i planerne, og hun udmærkede sig ved at spare mig for adskillige tusinde kroner, da hun fandt os et par afbudsbilletter til 1995.- for to uger i Bulgarien inkl. hotel. Dernede var der til gengæld kold luft et par døgn, da hun bestemt ikke var begejstret over, at jeg – måske lige lovligt egenrådigt - insisterede på at skippe hotellet og leje bil i sammenlagt 9 dage for at tage på en rundtur i hele Bulgarien. Luften blev dog lunere, da det viste sig, at vi med garanti kun havde nået en lille brøkdel af en virkelig interessant og vellykket rundtur, hvis vi ikke havde haft os en bil.

3. The Garden Route, Sydafrika – efteråret 1994
Under en længere rejse gennem det sydlige Afrika blev det i Johannesburg til et hyggeligt møde med de to englændere Nick (dengang i øvrigt racerkører i Formel Ford serien) og Mark samt skotten Sharon. Vi besluttede os at mødes i Durban senere for at tage turen ad den enormt smukke Garden Route i Marks gamle Ford Sierra. Det blev en fantastisk tur, hvor Sierraen (for en gangs skyld ikke en udlejningsbil) tog os på rundtur i Transkei og diverse andre steder, som var ganske uopnåelige på anden vis.

4. Kroatien/Montenegro – sommeren 2005

Corsa på afveje i det nordøstlige Montenegro
 

Med enormt billige flybilletter fra SkyEurope fløj jeg med en god kammerat til Dubrovnik med et par døgns ophold i Bratislava både på ud- og hjemtur (1475 kr. i alt for alle flyvninger – for to personer). I Dubrovnik fik vi lejet i en spritny Opel Corsa, som vi hurtigt fik givet et ret hårdt liv, da vi tog den på tur på både uanseelige til ikkeeksisterende veje rundt i det montenegrinske bjerglandskab. Senere blev den hårdt prøvede bil kørt tilbage til Kroatien, hvor den også fik sig en sejltur til den smukke ø Hvar under den 9 døgn lange lejeperiode.

5. Sydfrankrig/Norditalien – sommeren 2003
Billige SAS-billetter fik den i pkt. 4 nævnte duo til Milano, hvor vi lejede en Fiat Punto i 10 døgn for først at vende snuden mod de franske alper, som gav os en enkelt top på kontoen. Herefter kom turen til Monaco, Cannes og Nice ved den franske riviera og siden blev det til et bryllup i Verona hos en af mine gamle venner tilbage fra tiden i Bjerringbro. En tætpakket ferie med masser af highlights, som kun kunne presses sammen til 10 dage med en bil som værktøj, blev afsluttet på besøg hos en bekendt i Jesolo.

6. Rundtur i Israel – sommeren 2001
Sammen med en barndomskammerat tog jeg i sommeren 2001 på en rundtur i Israel hvor vi (hjemmefra) fandt et fortrinligt tilbud med en uges billeje samt en uges ophold på Kibbutzhoteller rundt omkring i Israel. Vi skulle blot opgive hvilke hoteller vi ville benytte og hvor længe. Det gav os virkeligt gode muligheder for at komme ud i krogene af landet, og det gav en stor bunke gode oplevelser. Den gode infrastruktur i Israel samt de små afstande giver dog også gode muligheder for at se Israel uden bil, men det var bestemt praktisk og enkelte gange endda så godt som uundværligt.

7. Slovenien – foråret 2003

Vejen ender, i bjergene over Kotorbugten i Montenegro.

Med to gode kammerater - hvor en af dem lagde bil til - gik turen til Slovenien på en uges ferie. Hoveddestinationen var Triglav-bjergene i det nordvestlige Slovenien samt et par dage i Ljubljana. Bjergene skuffede bestemt ikke med deres imponerende ynde. Bilen gjorde det let at effektivisere en tætpakket program som skulle bringe os til flere områder af de ”uopdagede” bjergområder i Slovenien.

8. Mallorca – foråret 2003
På en af de allerførste Snowflakeafgange fik jeg med en god kammerat tiltusket mig et par billetter til Mallorca. Planen gik på at få fat i en bil hurtigst muligt, og derefter finde frem til den bjergrige og enormt smukke nordlige del af øen, som pakketuristerne sjældent tager sig ulejlighed til at opleve. Det gjorde bestemt ikke os noget, da der dermed var rigeligt plads til en lille uge i smukke og ugenerede omgivelser i Mallorcas bjerge. Vi kunne såmænd ligeså godt have cyklet – da afstandene kun er minimale – men bilen gjorde dog vores aktionsradius lidt større.

9. Rundtur på Bali – foråret 1995
Sammen med Emil Krogh Sørensen (medlem nr. 225) blev Bali gjort ganske usikker med os på vejene i en lille firhjulstrukket Suzuki under en længere rejse i Østen i 1995. Bilen havde vi i en uge – dvs. en uge + 1 dag, da vi undervejs mistede overblikket over tiden og kom til at aflevere bilen en dag for sent til den bekymrede udlejer. Bilen gav os en helt fantastisk tur rundt i meget lidet besøgte flækker på den ekstremt smukke indonesiske ø. Havde vi insisteret på at tage bussen rundt, så havde det sikkert også været muligt, men med meget mere besvær. Et tip: lej en bil og kør til Tulamben ad de mindste veje du kan finde gennem det supersmukke nordøstlige hjørne af Bali. Tag et vragdyk direkte fra stranden når du kommer derop hvis du er til dykning – det var i hvert fald ganske fantastisk i 1995.

10. Chartertur i Grækenland – sommeren 1996
En afbudsrejse til Loutraki – ca. 80 km. fra Athen bragte min daværende kæreste og jeg tæt på en overflod af seværdigheder fra den græske oldtid. Rejseselskabet arrangerede naturligvis ture til det hele, men ved at leje en Opel Corsa i 4 dage nåede vi det alt hvad vi ville se i vores aktionsradius – og det endda væsentligt billigere og ikke mindst når tidspunktet passede os bedst.

 

 
 
Share this