2012 Klubtur til Nordkorea


Ole Pedersen
Ole Pedersens billede
 
2012

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Et rejsebrev fra klubtur til Nordkorea 2012 

 "Det ved jeg sku' ikke. Jeg skal lige have lidt mere tid til at tænke over det og få oplevelserne til at falde på plads" Det svar ville Claus Søndergård give, når han blev spurgt om, hvordan Nordkorea var. Jeg vil give Claus, som er en af de ti fra De Berejstes Klub, jeg rejste med til Nordkorea i ti dage, ret i, at selv her et par dage efter, er det svært at sige, hvad man bør mene om Nordkorea. Vi blev både bekræftet i, at Nordkorea er et meget lukket land med et diktatorisk lederstil, der ikke findes andre steder i verden. Men vi fik også afkræftet mange af vores fordomme og frygt ved at rejse i det stærkt kommunistiske land. Vi havde forventet, at vi kom til et land med mennesketomme gader, og ville komme til at køre på veje og ruter der kun var godkendt til turister. Gaderne i Pyongyang er fyldte som alle andre millionbyer. Kvinder i traditionelle farverige koreanske kjoler. Mænd i jakkesæt eller uniformer. Alle havde røde, hvide eller lyserøde plastisk blomster i hånden. Meget smilende og glade folk, der ivrig responderede vores vink fra bussen. Vi vinkede og vinkede gladeligt, da det var vores eneste måde at skabe kontakt til koreanerne. Vi kunne/måtte ikke tale eller kontakte dem. Og det var ikke kun pga. sprogproblemer. Når vi gik i gaderne oplevede vi ofte at de lokale gik over på den anden side, eller en stor bur udenom. Dog var de meget meget nysgerrige og vinkede og smilede gerne fra afstand. I ti dage har vi fra bussen vinket til hele Nordkorea for at få smilene frem på læberne. Både hos dem og os selv. Vi havde stor behov for at have en minimal form for kontakt til de lokale, hvilket vi havde fået at vide ikke ville være muligt. Et vink var som at "snyde" os til at kommunikere med nordkoreanerne. Selvom guiderne ikke direkte forbød os at kontakte befolkningen, sørgede de alligevel for, at der var en distance mellem os. Dog skal det siges, at vi ikke blev holdt i så kort snor som vi havde frygtet. Vi er alle meget berejst og normalt rejser på egen hånd, dermed blev det noget af en prøvelse for os ikke at kunne være frie til at gøre som vi selv ville. Hotellerne måske vi kun forlade med bussen. Så aftenerne blev tilbragt der. Lidt efter lidt forsøgte vi at bryde vores begrænsninger. Som små børn gik vi lidt længere og længere for at prøve grænserne af. Mens guiderne stadig spiste frokost prøvede vi at gå lidt rundt i byen. De første blev stoppet efter bare 50 meter. Men vi var gået i hver vores retning, så vi var nogle der var kommet er par hundrede meter væk før en ældre herre beordret os tilbage til gruppen. Jeg forsøgt at fortsætte langs byens flod, hvor folk vaskede tøj og badede. Til sidste blev der fysisk taget fat i mig, og jeg var klar over jeg ikke måtte gå længere. Hvem den ældre herre var og hvor han kom fra, fandt vi aldrig ud af, men blev opmærksom på, at der blev holdt øje med os. Netop derfor var overraskelsen endnu større, og oplevelsen meget særlig, da vi sidste aften, som "gave", fik lov til at slentre rundt på den store Kim Il-Sung Pladsen og opleve Pyongyang by By-Night. Det var langt fra sort. Masser af farvede lys der fik dele af byen til at minde om LasVegas. Vi havde på forhånd havde fået anbefalet at have lommelygter og stearinlys (og toiletpapir, som kom i brug) med til Nordkorea, da der ofte skulle være strømafbrydelser. Dette skulle være fortid efter der er blevet bygget et kraftværk kun til Pyongyang by. Byens lys blev dog holdt slukket på den store leder Kim Il Sungs 100års fødselsdag. Lige efter solnedgang begyndte det største, vildeste og mest imponerende fest fyrværkeri vi til dato har set. I ikke mindre end 31 minutter blev der sendt raketter i alle farver og størrelser op i himlen over floden. De fik bevist, at de kan noget med raketter, selvom de få dage før kiksede med en af de helt store raketter, der kun holdte sig et minut i luften inden den styrtede i havet. En raket der var blevet snakket op til, at evt. kunne starte en ny Koreakrig. Sydkorea, med støtte fra USA, samt Japan, var sikker på at raketten ville være en test mht. langdistanceraketter, der kunne bære atombombe. Nordkorea selv, sagde, at de ville sende en satellit op i kredsløb om jorden. Japan og USA ville skyde den ned, hvis den kom over deres eller Sydkoreas territorium. Nordkorea ville svare igen hvis deres raket blev skudt ned. Heldigvis styrtede den selv i havet i Nordkorea. Så alt var fred mens vi var der. Der gik dog et par dage før vi fik fremsnuset hvad der var hent med raketten. Det var ikke noget man kunne se i nyhederne eller læse i næste dags avis. Heller ikke da vi spurgte til fodboldresultater fra første semifinale kampe i Champions League kunne vores guide hjælpe os. Han ringede en del rundt, men måtte fortælle os at der ofte kunne gå en uge før de fik de vigtigste fodboldresultater fra Europa... Hvis de da overhovedet får dem. Det lykkes os at få resultaterne pga. vi var kommet på et hotel med en russisk nyhedskanal. Faktisk savnede vi ikke nyhederne, eller at have vores mobiltelefoner, eller kunne komme på internettet. Overraskende, men faktisk var det en befrielse ikke at skulle/kunne forholde sig til hvad der forgik andre steder end hvor lige vi var. Heldigvis viste vi, at det kun var for ti dage. Jeg ville ikke kunne leve i et land uden kontakt til omverden. Og vi var så samtidig i et land, hvor vi heller ikke kun have kontakt til denne verden vi var i. Meget mærkeligt. Derfor var det ekstra godt, at vi var en lille hyggelig gruppe, der svingede rigtigt godt sammen alle sammen.  Fyrværkeriet var som sagt noget der gav os et kæmpe indtryk, der bestemt blev hjulpet af, at vi havde fået lov til at opleve det sammen med flere hundrede tusinde nordkoreaner langt floden. En fantastisk stemning, hvor der blev jublet og huet når det kom nye og endnu smukkere og større raketter. Vi var alle beordret til at sidde så alle kunne se. Hvilket også gav en afslappet og hyggelig stemning trods så mange mennesker samlet. Igen oplevede vi, at der var hemmelig politi der holdte øje med folk. Denne gang ikke kun os. Et par lokale blev hevet op fra mængden, fordi de sad og tog billeder med deres mobiltelefoner. Om det var for at tjekke om de havde tilladelse til at have mobiltelefonen, eller fordi man ikke bør flashe sin luksus, fik vi aldrig afklaret. Dog blev et par fra vores gruppe anbefalet at gemme deres store kamera væk da vi forlod floden. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det var faktisk en kæmpe kæmpe oplevelse at sidde ved flodbredden som de 11 eneste ikke-koreaner, og være lige så imponeret over fyrværkeriet som alle de andre. Så det blev alligevel en god afslutning på en dag, - en fødselsdag, der ikke blev til det som vi ellers havde set frem til da vi netop valgt denne dato for turen til Nordkorea. Nordkoreas store leder Kim Il Sung (er stadig præsident trods han dødede for mere end 18 år siden), ville være blevet 100år den 15. april. Derfor gik vi ud fra, at det ville blive fejret ekstra særligt og større og anderledes end tidligere år. Det kunne vi kun gætte os til, da man ikke kunne eller kan får noget at vide fra det meget informationsfattigt land. Et land er i øvrigt stadig er i sorg over Den store Leders søn Den Kære Leder Kim Jung Il's død i december. Det var begrundelse vi fik, da melding om, at et af de ting vi havde set meget frem til, var blevet aflyst. Mass Dance, som er danse på et kæmpe stadion, hvor hele stadion bliver taget i brug til at lave muzaik/billeder af papskilte a la den grædende bjørn ved OL i Moskva. Men man mente måske det var lidt for festligt så tæt på en diktators død. Derfor var der militærparaden vi så rigtig meget frem til. Men men men. Måske havde vi været lidt for naive, eller bare misforstået et eller andet da vi bookede tur hos det svenske rejsebureau Korea Konsult. For paraden er bestemt ikke for turister, blev vi fortalt. Frustrationen var stor forbi vi var helt sikre på, at det kunne ikke passe. Vi ville ikke tro på vores guide. Insisterede på at komme til at tale med nogle af de andre gruppe turister. Da det ikke lykke ville vi snakke med Korea Konsult i Stockholm. Den eneste mulighed var at tage på et af de internationale hoteller, der har telefonforbindelse ud af Nordkorea. Vi var i bjergene næsten 100km fra nærmeste hotel med sådanne en telefon. Alligevel valgte vi at stå fast på, at vi samlet ville køres til Pyongyang for at få klarhed over sagen. Desværre havde vores guide ret. Rejsebureauet havde aldrig lovet os at kunne overvære paraden (selvom det er afbilledet på deres hjemmeside). Skuffelsen var enorm, for det var jo det vi alle havde set frem til, da det stort set var det eneste vi hvad set fra Nordkorea, når diverse vestlige nyhedsudsender årligt viser billeder fra den groteske og voldsomme militærparade med mange 100.000 soldater og kæmpe arsenaler af militærkøretøjer og raketter. Måske netop derfor er det måske meget logisk, at der ikke skal være tilfældige turister, der kan tage billeder af det. For rygter vil vide, at nogle at de største våben og raketter skulle være attrapper og falske. Så mens paraden var i fuld gang, blev alle os turister samlet til traditionelle selskabslege i en park i udkanten af byen, mens hele centrum stod på den anden ende med parade og optog. ”Local games” kaldte de det for. Vi jokkede med, at det det gik ud på at finde en lokal koreaner, for vi var stort set kun udlændinge, som var samlet der.  

En lille lille smag af paraden fik vi da, fordi guiden og chaufføren fik insisteret, at vi skulle via den vej, der var spærret. Vores bus blev tiljublet af de mange mange mennesker, der stod i vejkanten og ventede på at få et lille syn af de soldater, der havde været i paraden. Vi jublede og vinkede tilbage. Glade for bare at få et lille bitte bid af det vi ikke måtte se. Vi kom også til at kører langs de mange lastbiler der var fyldt med soldaterne, der skulle køres tilbage til de byer i hele Nordkorea de var kommet fra. Igen med masser af vink og storsmilende soldater, der viste, at de også bare er mennesker, eller retter, bare er drenge. Det var svært at forstille sig, at man bør være bange for dem og den nordkoreanske hær. Om det er planlagt pr-stunt kunne vi godt komme til at tro efter vi havde været ved grænsen til Sydkorea. Der var stemningen også meget afslappet og positivt. Mere end det jeg oplevede i juni sidste år, da jeg stod i Sydkorea og kiggede over på Nordkorea. Den gang fik vi tegnet et forfærdeligt skrammebillede af dem i Nord, som ville kunne finde på at skyde efter os hvis vi tog billeder med blitz. Her på den nordkoreanske side mødte vi den flinkeste oberster, som gladeligt ville fotograferes med hver og en. Noget vi flere gange ellers havde fået forbud i mod. At tage billeder af soldater. Det gjorde at rundvisningen ved den demilitariseret Zone blev den måske mest positivt oplevelse vi havde i dagene i Nordkorea. Igen fordi at det blev en nærværende og personlig kontakt til en nordkoreaner der tog os med charme og smil. På de otte hele dage i Nordkorea kom vi rundt og så rigtigt rigtigt meget. Det meste var super interesant, hvor vi ofte havde lidt for lidt tid, og for travlt med at komme videre. Hurry hurry hurry. Miss Hurry kom vores kvindelig guide til at hedde. Det var stort set det eneste ord hun kunne på engelsk. Der var også nogle rundvisninger, hvor vi havde oceaner af tid, men var så kedeligt at vi bare ville videre. Somregl hang det samme med, at det var de steder, hvor den lokale rundviser bruge mest tid på at ramse op hvor mange gange de forskellige Kim'er havde besøgt stedet. Helt gralt var det på det vi vil kalde et landbrughøjskole. Vi kunne ikke få svar på de spørgsmål der blev stille omkring undervisning eller forskningen i landbruget. Hvilket er relevant i et land med hungersnød. Det var vigtigere. at vi blev vist hvilke træer Den Kære Leder havde kigget på, og et, han havde fredet, fordi der var savet et par store grene af, for at bilerne kunne køre helt op til drivhuset. Med ordre fra Kim Jong Il skal der nu gåes op til drivhuset, da det var synd at save grenene af. Derfor er der nu røde afmærkninger de steder på træet der er savet grene af. Andre vigtige afmærkninger var, hvor fra der Kim Jung Il selv havde tage billeder under sine besøg. Et sted oven i købet hvor han havde planer om at tage billedet, men var blevet anvist af sin søn til at træde væk fra træerne store skygge. Det var de stolte af, at den kommende leder, nuværende leder, havde mod til at rådgive sin far. Ja, gab... Det var nu meget specielt at blive vist rundt i det Nordkorea vi måtte se. Et meget lukket land, der er 50-60 år bagud, eller er som Kina var for kortere tid siden. Derfor må man håbe at Nordkorea meget snart bliver som Kina er nu... Trods alt. Svært at forstille sig, at Korea kan blive et land igen. For så længe, at der er et fucked up diktatur, som er mere A la en sekt end kommunistisk, da lederen går i arv i den samme familie, kan jeg ikke se at hverken Nordkorea eller Sydkorea/USA kan bliver enig om hvem der skulle lede et samlet Korea. Så om jeg vil anbefale at rejse til landet, og dermed indirekte give penge til regimet, vil jeg sige ja. Ja, for nordkoreanernes skyld. Tror det kan rykke lidt, at et par få turister kan fortælle om omverdens syn, og vise, at der kan være andre måder at tænke på. Det har hjulpet i andre lande, så som Myanmar. For at kunne komme med min helt klare holdning om Nordkorea, har jeg brug for en del mere tid til at tænke over det :-) Men alt i alt var det meget mere positivt end negativt. 

 
 
Share this