Nordkorea - Rapport fra en rundrejse i det lukkede land.


Susse Lillesøe
Susse Lillesøes billede
 
2016

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

NORDKOREA

RAPPORT FRA EN RUNDREJSE I DET LUKKEDE LAND.

JEG SLAP UD IGEN, - DOG UDEN MIN KUFFERT!

Netop hjemkommet fra Nordkorea må jeg hellere hurtigt få sat ord på alle oplevelserne, mens de stadig står i helt frisk erindring. Jeg har været mange underlige steder gennem årene, men dette rejsemål fik mange i min omgangskreds til undrende at spørge: ”Hvad vil du dog der?” eller ”hvor tør du?” Men det er jo netop det, der er sagen! Mie, som atter var min rejseledsager, og jeg er besatte af at besøge slyngelstater og se dele af verden, der ikke er overrendt af turister, men som samtidig har noget helt ekstraordinært at byde på, selv om det også kan være negativt, og derudover er der lidt eventyrere i os begge, så det må gerne være lidt halvfarligt og udfordrende. Endelig skulle jeg gerne have udvidet antallet af besøgte lande i De berejstes Klub.
Således tog vi af sted med en stor portion nysgerrighed og mange slags forventninger til det mystiske, lukkede land. Inden rejsen havde vi været på informationsmøde i Horisont Rejser, der var arrangør af turen, og der mødte vi bl.a. vores rejseleder, Flemming Ytzen, journalist med mange års erfaringer i Sydøstasien. Der var naturligvis mange spørgsmål, - også af rent praktisk art. Blandt andet vidste vi, det ikke var tilladt at medbringe kritisk litteratur, hvorfor Mie og jeg måtte lade vore gamle Koreaguidebøger blive hjemme, idet de omhandlede både Syd- og Nordkorea, og dermed også en god portion kritik af det Nordkoreanske styre. Derimod blev vi opfordret til at anskaffe den ret nye Bradt guidebog, som KUN omhandler Nordkorea, og på gentagne forespørgsler, om det gik an at medbringe den på turen, fik vi det svar af Horisonts direktør, Peter Frederiksen, der også deltog i mødet, at det nok skulle gå an. Det vender vi tilbage til!

Vi fik invitation fra den Sydkoreanske ambassade til et kaffemøde med ambassadøren og en medarbejder, der fortalte lidt generelt om Korea, advarede os om farerne og faldgruberne ved den kommende rejse men også var en smule misundelige, da de ikke selv havde været der. Derudover fik vi adgang til at se en kommende udstilling om det danske hospitalsskib, Jutlandia, der ydede en stor hjælp under Koreakrigen. Det hele var vældig interessant. Da vi efterhånden også var sluppet frelste igennem visumjunglen (til både Nordkorea OG Kina), var vi rejseklare til at møde gruppen på elleve + rejseleder i Kastrup Lufthavn søndag d. 11. april om aftenen.

Vi fløj til Beijing, hvor vi ankom mandag og skulle tilbringe et lille døgns tid, da flyet til Nordkorea først gik den følgende dag, tirsdag. Vi havde en fin dag i Beijing med besøg i Sommerpaladset, hvor vi gik langs den store sø gennem de lange gange med pavilloner ud til marmorbåden. Derefter blev vi kørt ind til Den himmelske freds plads, hvor vi overværede lidt af vagtskiftet foran Maos portræt på Paladset. På hotellet i Beijing fik vi udleveret visum til Nordkorea på et stykke lyseblåt papir, - det var det! Den følgende dag drog vi til lufthavnen og fløj med Air Koryo (det nordkoreanske luftfartsselskab, der siges at være blacklistet af det gode selskab af andre flyselskaber, men tilsyneladende den eneste indrejsemulighed.) Foruden os var der også en gruppe fra en canadisk venskabsforening, der åbenbart havde besøgt landet flere gange (!)
Vi ankom sidst på eftermiddagen til Pyongyang, og SÅ begyndte gedemarkedet! Efter at have afleveret tre udfyldte indrejseformularer med bl.a. deklaration af indført valuta og andre værdier, skulle vi selv og vores bagage ses nøje efter. Alt blev rodet igennem og undersøgt. Jeg måtte åbne min kuffert, da de påstod og påviste på scanningen, at der lå en ledning. Den fandt vi dog ikke lige frem til, - til gengæld fik den ivrige nordkoreanske toldbetjent lukket min kuffert skævt, så den faktisk slet ikke kunne lukkes rigtigt, idet den havde sat sig fast i den ene side og stod åben i den anden. Jeg gik lidt amok og opdagede derfor ikke, at de i mellemtiden havde konfiskeret både mit kamera og min guidebog. Da jeg fik slæbt min nu skadede kuffert ud i det fri område og fik lånt en lommekniv af en fra gruppen, så jeg kunne få brækket kufferten op og lukket den rigtigt igen, opdagede jeg, at både pas, kamera og guidebog var væk. Nu viste det sig, at også Mie samt Ole fra vores gruppe var blevet frataget både pas, guidebøger og kamera eller de telefoner, de skulle fotografere med. Mie var rasende og stod og parlamenterede med både tolderen og den ene af vore nordkoreanske guider, som vi dårligt havde fået hilst på endnu. Hun havde fået lov til at komme ind på den anden side og hjælpe os med forhandlingerne om vore ting, og hun bad os alle mindeligt om at lade være at hidse os op og acceptere, at bøgerne var konfiskeret. Det var vi nu ikke helt med på. Samtidig sad Flemming Ytzen i forhør derinde, da de havde fundet en masse belastende litteratur om Nordkorea i hans kuffert, - alle hans noter til det, han ville underholde os med på rejsen. Alt det blev også konfiskeret, - heller ikke uden protest. Hele situationen blev mere og mere tilspidset, det var en rigtig dårlig start på turen, og uheldigt for tilliden mellem vore nordkoreanske guider og os. Vi ventede i hvert fald mindst en time i Pyongyang lufthavn (- og jeg havde mine bange anelser om, at vi ville blive sat på det første returfly til Beijing), men så kom de alle ud til sidst. Vi fik vore pas (kameraet havde jeg fået lov at tage med mig noget tidligere), men guidebøgerne var ikke til forhandling, og ej heller Flemming Ytzens noter. Det var alt sammen samfundsfjendtligt materiale og kunne, hvis vi fik det med ind, falde i ”forkerte” hænder. Vi fik dog lovning på, at hele denne affære ikke ville influere på resten af turen eller få konsekvenser for os, hvilket vi måtte vælge at tro på. Pyh ha…

Så begyndte rejsen, og vi kiggede med nysgerrighed ud på det nordkoreanske landskab på køreturen fra lufthavnen ind til hovedstaden Pyongyang. Den ældste af vore to nordkoreanske guider, Lee, bød os velkommen og undskyldte bøvlet men bad os være forstående. Han talte et meget gebrokkent engelsk, der var svært at forstå, hvilket var ret ærgerligt, da det oftest var ham, der guidede i bussen, så megen information gik tabt, når man kæmpede for at forstå, hvad der blev sagt, og til sidst slog man ørerne fra. Det var meget nemmere med hans assistent, Tong (eller Tung?), en ung, 24 årig kvinde, der talte et udmærket forståeligt engelsk. Vi forsøgte at spørge, om hun ikke kunne afløse en gang imellem, men det lod sig ikke gøre, og han skulle jo heller ikke tabe ansigt, så vi var nødt til at lade det emne falde. Jeg husker fra min turné i Sydkorea for år tilbage, hvordan kritik af planlægningen af vores rejseprogram næsten var ved at få turarrangøren til at begå harakiri af skam. Det er meget vigtigt for koreanerne ikke at tabe ansigt.

Den første aften i Nordkorea endte dog godt og fredeligt. På vejen til hotellet gjorde vi holdt ved floden, der løber gennem byen, og fik lov at gå en tur langs med den. Det var vores første kontakt med befolkningen, der passerede os gående eller på cykel. Mange kiggede, nogle ignorerede os og kiggede væk, men vi fik også smil og vink. Et sted så vi en større folkemængde forsamlet på gaden. Der blev øvet formationer til den kommende fejring af Kim Il Sungs fødselsdag d. 15. april. Den store leders fødselsdag bli’r fejret hvert år med pynt og parader, musik og dans, og vi var heldige at være i landet på dagen, der gav mere liv i gaderne. Aftenens middag var en af de lækreste på turen. På en lille restaurant blev vi bænket ved små borde med en barbecuegrill i midten, hvorpå der blev stegt små stykker andekød, fisk og blækspruttestykker. Der var forskellig dyppelse til, samt kål (kimchi) og ris. Det hele var meget delikat og alt blev spist med pinde. Vi drak udmærket øl til. Efter indtjek på hotellet mødtes vi alle i baren til en øl og til Flemmings informationer. Han var træt af at have mistet alle sine dokumenter, men også af, at hele turen tilsyneladende var omlagt i en anden orden end den planlagte. Vi ville få hele programmet, men i en anden rækkefølge, og det betød, at vi ikke skulle være nogle nætter i Pyangyang fra starten, men allerede næste morgen rejse videre ud i landet. Lidt træls, men ok… vi havde absolut ingen indflydelse på noget som helst! Inden vi gik i seng, så Mie og jeg os lidt om på det store hotel, der lå på en ø midt i floden. Det var et højhus med over 40 etager (vi boede på 21. etage), og rygterne sagde, at 5. sal manglede blandt elevatorknapperne, fordi de på denne etage gemte alt lytteudstyret, så den var mørklagt, ubeboet og umulig at finde frem til. I kælderen på hotellet gemte der sig i øvrigt et kasino, hvor utroligt, det end lyder! Det var dog ganske tomt, - maskine efter maskine stod side om side, og inde i det store lokale stod et stort spillebord i midten. Ude i gangen sad en vagt og halvsov, og jeg sneg mig til at tage et par billeder uden blitz.

Det med billeder er en historie for sig. Allerede i bussen ind fra lufthavnen understregede vores guide, Lee, at det ikke var velset at tage billeder ud af bussens vinduer, af beboelser, arbejdende folk eller personer i det hele taget uden tilladelse. Det var jo svært, for ikke at sige umuligt at efterleve, for det er jo netop der, man får et billede af livet i landet. Det er den slags fotos, der fortæller en historie, - ikke de ligegyldige billeder af beton- og glasbygninger, der skal vises frem som bevis for Nordkoreas storhed. I starten af turen var jeg lidt forsigtig, men så tog pokker ved mig, og jeg fotograferede ud af bussens vinduer i det omfang, vejene tillod det. Allerede dagen efter ankomsten kørte vi mod Nampo, - en by, der ligger ude ved vestkysten, og vi fik hurtigt vejnettets elendighed at føle.

De store, brede veje, - nogle gange betegnet motorveje, men der er stort set ingen biler, - var hullede, så man følte sig hensat til Cuba, hvor det står lige så slemt til. Vi bumpede og skrumlede af sted, så det var faktisk ikke helt nemt at fotografere. Der var dog meget at se på undervejs: Store markområder lå hen med afsvedne stubbe af afgrøder, som ikke kunne identificeres, man passerede klynger af små, koreanske huse, der lå trykket sammen i landskabet eller dystre huskarreer i beton, der havde kendt bedre dage. Folket gik eller cyklede langs med vejene, ofte med deres arbejdsredskaber på skulderen, kvinder med børn i en sæk på ryggen eller med spaden over nakken. Jeg så også kvinder, der bar på spande hægtet på åg, som man så det i gamle dage, og på markerne blev der ofte pløjet på gammeldags maner med okser, men der var også meget gamle traktorer, der gav mig mindelser om Albanien. Vi så flere steder togskinner, der løb på tværs eller langs med vejnettet, og folk gik langs skinnerne, men først lidt sent på turen så vi meget langsomt kørende godstog. Der er ingen offentlig transport i landet, d.v.s. ingen bus- eller togforbindelser mellem byerne, da folket ikke må rejse rundt uden tilladelse. En sjælden gang passerede vi mindre lastbiler til transport af varer (f.eks. så jeg et helt lad fyldt med svampe), og af og til havde nogle folk fået et lift på ladet. I Pyongyang så vi skinnebusser og sporvogne, der transporterede byens borgere til og fra arbejde, men Pyongyang er jo elitens by, og hvor alle har en højere levestandard. Det var tydeligt, da vi kom ud på landet, at her var folket overladt til at gå og cykle over lange afstande.

Vi passerede ofte klynger af cykler parkerede i udkanten af en mark, for senere at se en større flok mennesker i gang med at grave og hakke i jorden, tilsyneladende overvåget af en arbejdsleder. Jeg tror ikke, det var en slags fangelejrarbejde, vi var vidner til, for fangelejrene ligger helt oppe nord på, hvor vi slet ikke kom, men man fik associationer til de rædsomme beretninger derfra, når man så dette arbejde foregå. Ofte så man også bare enkeltpersoner stå og hakke planløst i jorden i en kæmpe mark. Det var virkelig ret forstemmende at se på!
Inden vi forlod Pyangyang om eftermiddagen for at køre mod Nampo, havde vi dog endnu et par programpunkter i byen. Vi kørte en sightseeingtur for at få et indtryk af byens flotteste bygningsværker og monumenter. Triumfbuen var et af vartegnene, Statsbiblioteket et andet, som vi besøgte, Moran Hill med flot udsigt over byen og ikke mindst monumentet omkring de to store bronzestatuer af Den store leder, Kim il Sung og hans søn og efterfølger, den kære leder, Kim Jong Il. Og her begyndte ”teateret”, idet vi forventedes at vise de kære ledere respekt ved at bukke for dem og lægge blomster. Uha, - tungen lige i munden, blomster blev købt, - de var til salg alle vegne, - og derefter instruktion i, hvordan vi skulle gå op til statuerne i procession, bukke samlet på et tegn fra guiderne, og derefter skulle Flemming gå op og lægge buketten ved fødderne af statuerne. Først derefter måtte der tages billeder, og igen skulle man passe på, for man måtte ikke ”kappe et stykke” af statuerne på sine fotos. De skulle fremstå i hel figur. Ellers var det blasfemi og kunne straffes. Det samme gjaldt i øvrigt aviser eller billeder med ledernes portrætter på. Man måtte ENDELIG ikke folde et sådant billede eller en avis sammen, så de blev bukket. Ja, - man tror, det er løgn? Men det var blodig alvor fra nordkoreanernes side. Der var ingen humor, - ihverfald ikke, når det gjaldt deres ”kære” ledere. Ofte var vi ude for lokalguider ved sightseeingsteder rundt om i landet, der nærmest fik gråd i stemmen, når de omtalte deres afdøde ikoner. Og de blev virkelig omtalt som guder: Her havde den og den sovet, boet, været for sidste gang, udtalt sig, overværet et møde el. lign. Ofte var der en mindemur opstillet, hvor der havde været et sidste besøg, og også der skulle lægges blomster. Vi lagde blomster og bukkede næsten dagligt.

Det sidste, vi skulle nå, inden vi kørte ud af Pyongyang, var et besøg på den svenske ambassade. Flemming havde fået udvirket en invitation, hvilket vore guider ikke var meget for, men med argumentet, at det ville være en fornærmelse at takke nej, kom vi igennem med ønsket. Det blev et interessant besøg. Den svenske ambassadeattaché, August Borg, fortalte over en kop kaffe med småkager om de udfordringer, han arbejdede med. Ambassaden lå sammen med flere andre ambassader, som f.eks. den tyske, så de havde et samarbejde på tværs. Vi kom derfor ind på den stakkels amerikaner, der sidder fængslet med en dom på 15 år i fangelejr for at have stjålet en propagandaplakat (i øvrigt fra vores hotel). Dertil svarede han, at han var involveret i sagen, ikke kunne komme nærmere ind på den, men at den ville blive en svær opgave at løse. Uha, - det lød jo ikke lovende! Men der var også andre opgaver. Sverige havde hjulpet Nordkorea med forskellige donationer, og bl.a. havde man solgt dem en række Volvobiler og landbrugsmaskiner, som aldrig var blevet betalt, så man ville opretholde ambassaden i hvert fald indtil pengene var betalt, hvilket nok aldrig skete. Det ville være svenskerne, der skulle hjælpe os, hvis vi kom i uføre, - det skete dog heldigvis ikke!
Sidste punkt før afrejsen mod Nampo den første dag var videnskabscentret Sci-Tech. Én stor kulisse, som skulle vise os al den teknologiske udvikling, de tilsyneladende havde gang i, energi, rumfart, digitalisering, videnskab af mange slags og vi gik igennem endeløse områder med tomme computere og endte ved noget, der mindede om Experimentarium, hvor børn kunne prøve kræfter med forskellige opfindelser.

På vejen mod Nampo besøgte vi et landbrugskooperativ og en børnehave, hvor børnene og deres pædagoger sang og dansede for os og inddrog os i sanglegen. Det var vel egentlig den eneste gang, vi havde direkte fysisk kontakt med det nordkoreanske folk?

I Nampo skulle vi bo i bungalovs i et rekreativt område, men det var næsten mørkt, da vi ankom, og der var ikke meget lys, så vi famlede over til middag i hovedbygningen om aftenen med de forhåndenværende lommelygter. Til gengæld var der i hver lejlighed et stort spa-badekar, som vi blev instrueret i at benytte. Vandet her var rigt på helsebringende mineraler, og Mie og jeg nød da også en tur i det varme bad med en drink på kanten, inden vi gik til køjs. Det var skønt og afslappende oven på dagens strabadser. Til gengæld var sengen stenhård, og det var sengene gennemgående. Den ene var mere hård end den anden, - også hovedpuderne var nærmest som foret med træ, - og natten efter skulle vi overnatte i et traditionelt koreansk hus i Kaesong. Her sov vi på gulvet, der dog var opvarmet, så det var ikke så slemt, som det lyder.
Inden vi nåede til Kaesong, vågnede vi op til en tåget morgen i Nampo, så vi kunne ikke se vandet eller udsigten fra vores første stop ved en dæmning og et fyrtårn. Vi blev bænket til en film om bygningen af den store dæmning, men undervejs gik strømmen, så vi måtte starte forfra efter noget ventetid. Nær Kaesong besøgte vi gamle kongegrave fra 900-1300tallet med statuer af soldater og dyrefigurer.
Efter natten i det traditionelle hus i Kaesong fik vi lov at gå en tur i samlet flok op ad hovedgaden til et torv, hvor vores bus ventede. Det var nu blevet d. 15. april, - Kim il Sungs fødselsdag, - og der var pyntet op overalt med flag, blomster og bannere. Der var mange mennesker på gaden, og der blev kigget fra begge sider. Børnene var oftest de mest tillidsfulde, - de smilede og vinkede tilbage, når man selv lagde ud med et smil. Ældre mennesker var mest skeptiske. Før vi forlod Kaesong, besøgte vi et tempel, og så gik turen ellers sydpå til Panmunjom og den demilitariserede zone.

En 4 km. bred strækning på hver side af grænsen danner en bufferzone mellem Syd- og Nordkorea, og vi fik streng besked på, at her var det ekstra vigtigt at passe på med ikke at tage billeder. Der var nu heller ikke så meget andet end marker og pigtråd at se, før vi kom til selve grænseområdet, hvor soldater stod vagt, og vi i et visitors center fik vist en plan over området. Inde på selve grænseområdet fik vi lov at se og fotografere i de bygninger, hvor grænse- og fredsforhandlingerne i sin tid havde fundet sted, og hvor vigtige dokumenter var blevet underskrevet. Der er jo kun tale om våbenhvile, - der er ikke sluttet fred! Vi fik også lov at komme op på taget af bygningen, hvor man kunne se langt ud over områdets bygninger og helt til det sydkoreanske flag. Nedenfor foregik et vagtskifte med marcherende soldater, og sørme, om vi ikke også fik lov at fotografere det, foruden nærbilleder af den soldat, der stod vagt deroppe. Der var en forbløffende afslappet stemning i forhold til, hvad vi var blevet advaret om på forhånd.

Efter denne interessante oplevelse gik turen tilbage mod Pyongyang, hvor vi håbede at opleve stemningen i byen på Kim il Sungs fødselsdag. På vejen ind til byen stoppede vi ved det store genforeningsmonument, der består af to store kvindefigurer, der rækker op mod en globus med et forenet Korea. Det står som en stor port henover indfaldsvejen til byen, - en stor, tom kørebane!
Talen faldt naturligt undervejs på mulighederne for genforening af de to Korea’er. Det ser dog nok ikke ud til at være muligt i vores levetid? Dertil er de to stater alt for langt fra hinanden, og med den manglende infrastruktur og informationer om omverdenen i Nordkorea, er et oprør i befolkningen ikke lige om hjørnet.

Inde i centrum var der på en af de store pladser gang i et mægtigt danseshow, hvor hundredevis af nordkoreanere dansede formationsdanse til larmende højttalermusik. Kvinderne var farverigt klædt i nationaldragter, - store, vide kjoler, der udgår fra en høj talje, ofte flerfarvede og mønstrede i kunststof. Vi stod længe og kiggede på fra trapperne op til en bygning, og jeg fik filmet nogle sekvenser med mit nyerhvervede digitalkamera. Man bemærkede andre turister, der også stod opstillet og så på,(bl.a. den canadiske venskabsgruppe), så vi var ikke de eneste turister i Pyongyang, men der var ikke mange af os. Nogle blev inviteret ned for at danse med, bl.a. Mie.
Derfra gik turen til Juchetårnet (et højt tårn, formet som en flamme på toppen), hvor vi skulle op og nyde udsigten over byen. Der var heldigvis elevator til toppen og en strålende udsigt over byen.

Herfra kunne man også se de formationer, der var ved at danne sig af mennesker til fødselsdagsparaderne. Fænomenet ”Juche” er en form for nordkoreansk filosofi, der går ud på at klare sig alene ved egen hjælp. ”Ene, men stærk”, ville jeg selv oversætte det til.

Dagen var ved at blive til aften, og vi sluttede med at opleve et flot fyrværkeri, der langt overgik Tivolis. Hvad mon det har kostet?
Den følgende dag i Pyangyang gik med besøg på Krigsmuseet, som de var vældig stolte over, fordi det indeholdt alle de kampvogne, fly og krigsmaskiner, som nordkoreanerne havde taget som ”trofæer” fra amerikanerne. Højdepunktet var et helt krigsskib, som vi også var inde i. Derefter besøgte vi et kunstcenter, hvor vi så, hvordan der blev arbejdet med maleri, og vi så de færdige arbejder udstillet. En sjov oplevelse var derefter en tur med metroen, hvor vi igen kom tæt på det nordkoreanske folk, der mest sad som forstenede i de overfyldte metrovogne. En tur ud i en park til Kim il Sungs fødehjem, - et ydmygt, stråtækt lille hus, - forgik nu i regnvejr, og derefter var det tid til cirkus. Desværre kunne det ikke lade sig gøre, og i stedet blev det et akrobatshow. Det varede en rum tid, inden det gik i gang, og da vi var blevet anbragt i de magelige teaterstole, gik der ikke lang tid, før de fleste af os tog en lur. Det var sjovt at se hele rækken af sovende turister med forskellige hovedstillinger! Men vi havde jo også haft et langt dagsprogram. Showet var ganske flot, og inden turen gik tilbage til hotellet, var vi forbi et varehus, hvor vi atter blev instrueret i ikke at tage billeder. Hans fra vores gruppe skulle købe en skjorte, for den følgende dag skulle vi besøge Kim’ernes mausoleum, og der var en streng dresscode, som vi ikke alle umiddelbart kunne opfylde.

Den følgende dag, søndag, skulle vi som sagt besøge mausoleet, hvor de to afdøde præsidenter, Kim Il Sung og sønnen, Kim Jong Il lå balsamerede til åben beskuelse. Det blev kaldt ”Solskinspaladset” og havde været Kim Il Sungs palads, til han døde. Dette besøg var noget af en farce. Allerede dagen før havde vores guide, Lee, forberedt os på dresscoden: Alle skulle bære deres stiveste puds. Alle mænd skulle have mørke bukser (ingen jeans), skjorte, slips og jakke på. Kvinderne deres bedste tøj og ingen sandaler. Det SKULLE være lukkede sko. Jeg havde ellers et par pæne, sorte sandaler, der sammen med sorte strømper og bukser ville se pæne ud, men nej, - dén gik ikke! Jeg SKULLE iføres lukkede sko, - uanset at det så blev et par grimme, grå sportssko. Hans fra gruppen måtte som sagt i et varehus og købe en hvid skjorte, og alle mændene i vores gruppe fik udleveret nordkoreanske slips, som SKULLE bæres. Alt dette var vi ikke blevet informeret om hjemmefra. Det havde været rart at vide på forhånd, så jeg kunne have medbragt nogle passende sko. Så startede farcen, og vores koreanske guide, Lee, var synligt nervøs for, at noget skulle gå galt. Ved ankomsten til paladset blev vi visiteret og måtte ikke tage billeder udefra, før seancen var overstået. Vi blev ført ad endeløse gange og transportbånd hen imod selve paladset. Undervejs trippede Lee omkring os, rettede på en krave her og et slips der og sagde ”smart yourself” i én uendelighed. Ved indgangen til selve paladset gik vi over nogle store, roterende skobørster. Så kom vi gennem et kølerum og til sidst en sluse, hvor en stor ”hårtørrer” pustede alt støv og skidt af os. Endelig var vi inde i mausoleet og fik besked på at gå i gåsegang langs gulvet hen til kisterne og langs med dem, hvor der skulle bukkes tre gange ud for dem, - men endelig ikke ved hovedgærdet. Det var der et par stykker af os, der kom til, og det blev påtalt bagefter som en stor ulykke (”der var begået er frygtelig fejltagelse!”) De to lå i hvert sit rum og så meget voksagtige ud, og vi diskuterede bagefter, om det var de rigtige, der lå der eller blot voksdukker?
Efter et besøg på kirkegården, hvor Kim Il Sungs Hustru lå begravet, kørte vi nordpå til Myohyang, et smukt, bjergrigt område, hvor vi skulle besøge et mere end 1000 år gammelt tempel samt de store paladser, hvor alle gaverne, doneret gennem årene fra alverdens nationer til de to Kim’er, er anbragt.
Vi sov på et hotel i Myohyang, og om morgenen, før vi skulle af sted, var der stor opstandelse. Et par ”blegansigter” var set i byen tidligt om morgenen, og det var blevet rapporteret af et åbenbart hemmeligt politi. Lee stod, igen synligt nervøs, og talte i telefon med en overordnet, - han kunne komme i svære problemer, hvis han ikke kunne holde styr på os, - og han spurgte derefter, hvem der havde været ude af hotellet og var gået på egen hånd i byen? Det var der så to fra gruppen, der bekendte. Uha, - hvad havde de set, hvor langt havde de gået og hvad havde de fotograferet? Billeder skulle vises og slettes… tilsyneladende intetsigende huse og en propagandaplakat! En bil med ”stikkerne” holdt uden for vores hotel. Den havde vores udfarende venner set køre forbi dem tidligere på morgenen. Jo, der blev sandelig passet på os, - i hvert fald på, at vi ikke fik set noget, vi ikke måtte, eller forsøgte at kontakte lokalbefolkningen! Flere gange undervejs på turen, når man stod på en gade, fik man at vide, at man kun måtte fotografere den ene vej.
Nå, men turen til gavepaladset var en ny farce. Her var det ikke tilladt at tage fotos overhovedet, og kameraer og telefoner blev inddraget, før vi gik ind. Flemming havde ellers forsøgt at overtale den koreanske lokalguide til en tilladelse til kun at fotografere de gaver, der var kommet fra Danmark, men nej! Vi marcherede gennem adskillige sale med den ene rædsel efter den anden af gaver fra alverdens stater, foreninger og privatpersoner. Der var opsatser, skåle, sabler, kukure og andre mærkværdigheder, og der var forbløffende mange ting fra Danmark: Bing og Grøndahl figurer og vaser fra bl. a. ”Fælles Kurs”, Venstresocialisterne, DKP og Venskabsforeningen, men sandelig også fra Det danske Folketing!

På tilbagevejen fra Myoyuang besøgte vi det mere end 1000 år gamle Pohyontempel, der lå som en smuk og fredfyldt oase i bjergene, og en ensom munk passede butikken. Det var rart med dette besøg som modvægt mod alle Nordkoreas øvrige seværdigheder.
Atter tilbage i Pyongyang var der lige tid til at besøge en frimærkehandel med flotte frimærker og postkort før afskedsmiddagen som afslutning på turen. Jeg havde købt nogle frimærker med de tre ”koryfæer” på samt postkort med spøjse motiver af, hvordan Nordkorea knuser USA, men det var ikke blevet til så mange skrevne postkort, som jeg plejer. Dels var det svært at finde postkort, dels havde jeg den første dag købt frimærker til dem, som viste sig ikke at have nok værdi, så ved hjælp af vores unge guide, Tung, fik jeg de rigtige frimærker indkøbt, og ved hjælp af hendes limstift fik vi dem også til at hænge fast. Hun var i det hele taget rigtig sød og hjælpsom, så det lå i luften, da vi skulle til at give drikkepenge, at hun fik lidt ekstra stukket i hånden af mig ved afskeden.
Begge vore guider fulgte med os til lufthavnen næste morgen, tirsdag, og helt ind i afgangshallen, hvor gedemarkedet startede igen ved udrejsen. Da den nærmede sig, begyndte også mine spekulationer og dårlige samvittighed angående de mange forbudte fotos, jeg havde taget. Hvad skulle jeg gøre med dem? Slette dem eller forsøge at gemme dem og smugle dem ud? Mie brugte det meste af natten til at rydde op i sine billeder og slettede vistnok alle de værste? Jeg sov dårligt men besluttede at tage chancen og beholde alle fotos. Et par dage før havde jeg lagt planen. Jeg tog det fyldte hukommelseskort ud og satte et helt nyt i til de sidste to dage, og der forsøgte jeg at holde lidt igen med de slemme billeder. Hvis de gennemsøgte mit kamera, ville de ikke finde så kompromitterende fotos, men dog tilstrækkeligt med billeder fra både Pyongyang og omegnen, til at det virkede plausibelt. Det fyldte, brugte hukommelseskort gemte jeg i pakningen fra det nye kort, som jeg havde åbnet meget forsigtigt. Der var to pakker inden i hinanden, og begge limede jeg forsigtigt til, så det så ud som et helt uåbnet, nyt kort! Det hele lagde jeg i min pung sammen med nogle rejsepapirer og håbede det bedste. Et øjeblik var jeg fristet til at lægge de famøse ting i kufferten, men gud være lovet gjorde jeg ikke det, for den mistede jeg jo!
I lufthavnen tog vi afsked med vore guider, der fik deres drikkepenge, og de så til, mens vi tjekkede bagagen ind. Da jeg åbenbart ikke skulle have min kuffert tjekket denne gang, fik jeg i hast låset den og så den forsvinde på bagagebåndet. Så langt, så godt. Så kom turen til håndbagagen, og den skulle gennemlyses. Uha, - måske skulle jeg alligevel have lagt tingene i kufferten? De fleste kom igennem uden at blive bedt om ransagning, men JEG blev bedt om at åbne min rejsetaske. Mie sagde bagefter, at hun havde været ved at dø af skræk, da hun så jeg blev kaldt tilbage, men jeg var på en eller anden måde helt rolig, da min taske blev gennemsøgt, for det eneste, tolderen var interesseret i, var min toilettaske, hvor der lå en lille flaske Underberg, som jeg prøvede at forklare, var ”medicin”. Han kiggede ikke en engang i min håndtaske eller på mit kamera, så glad og lettet var jeg, da jeg kom ud til de andre på den anden side. Det blev fejret i baren med en kop stærk morgenkaffe, inden vi gik ud til flyet og begyndte den lange hjemrejse over Beijing, hvor vi skiftede til SAS fly mod Kbh. Bagagen var tjekket ind hele vejen til København. En lang, sej rejse var til ende, da vi omsider landede i det kolde Kastrup. Kufferterne begyndte at ankomme og vi tog alle afsked med hinanden. Alle fik deres bagage, - undtagen mig! Efter at have ventet en rum tid, måtte jeg erkende, at kufferten ikke var med flyet, - ØV! Jeg måtte anmelde den og fik at vide, at den nok var strandet i Beijing og ville ankomme om nogle dage, men jeg har mine tvivl. Jeg tænker, den er blevet i Pyongyang, hvor de simpelthen har taget den af bagagebåndet på den anden side af indtjekningsslusen, så den ser jeg nok aldrig igen? Nu er der gået mere end 4 dage, og der er stadig intet nyt. Jeg er ærgerlig over alt mit gode tøj og de få souvenirs, jeg købte, som jeg var dum nok til at lægge i kufferten. Til gengæld kan jeg glæde mig over de mere end 1000 fotos, jeg fik taget og fik med mig ud af landet. Rigtig mange af dem er aldeles ulovligt taget, - en risiko, jeg tog, og som jeg er glad for nu!
Det har i sandhed været en nervepirrende, dramatisk, skræmmende, kvalmende, til tider komisk men ikke mindst særdeles interessant, informativ og uforglemmelig tur rundt i Nordkorea.
Efterskrift: 5 dage efter hjemkomsten blev jeg kontaktet, at min kuffert omsider var ankommet fra Beijing, og den blev bragt ud til mig sent samme aften. Det havde jeg ikke turdet håbe på, da min teori var, at den var blevet hevet af transportbåndet på den anden side af indtjekket i Pyongyang, fordi de måske havde haft mig i kikkerten allerede fra indrejsen? Således endte det hele godt!

 

 
 
Share this