Den yderste grænse


LarsNielsen
LarsNielsens billede
 
1997

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Den yderste grænse

 

Kristiansand - Nordkapp - Varberg

Forhistorien

Jeg havde lovet mig selv, og andre, at cykle fra Kristiansand til nordkapp og ned gennem Sverige til Varberg på 23 dage. 

Jeg havde fravalgt mig telt, men alligevel gav tøj + værktøj + reservedele 20 kg. bagage på cyklen. Turen startede den 24. maj fra Kristiansand - vel tidligt på året, skulle det senere vise sig! Jeg har valgt de syv dage fra Mosjøen til Nordkapp og sydpå til Karasjok, som virkeligt drev mig til den yderste grænse!

Nord for Trondheim

Jeg havde forladt Trondheim - og foråret - for to dage siden og cyklede nu i en sort/hvid verden. Træerne var endnu ikke sprunget ud, og sneen dækkede næsten alt på nær vejen. De sidste 30 - 35 km. til Mosjøen havde jeg fulgtes med en norsk cyklist, hvis kunnen jeg lige skulle have prøvet af.

Mine aggressioner forsvandt dog som dug for solen, da han lige nævnte, at han havde gennemført Styrkeprøven: motionscykelløbet Trondheim - Oslo i et stræk, syv gange!

 

Mosjøen - Røkland: 234 km.                                             

30. maj. Jeg havde lavet en misser af rang, da jeg derhjemme havde studeret ruten på mine kort, ved totalt at overse korgfjellet mellem Mosjøen og Mo i Rana. 

Korgfjellets godt 800 m. højde bragte mig op i en blændende hvid verden. Solen skinnede fra en

næsten skyfri himmel og bragte temperaturen op i en 10-12 grader. Så humøret var højt, da toppen blev nået. Her snakkede jeg med et pensionistægtepar fra Berlin.

Hurtigt kom jeg til Korgen nede i dalen. Der fik jeg noget at spise, og i Sparekassen fik jeg vekslet en Eurocheck. Turen langs med Nordranafjorden til Mo i Rana blev cyklet stille og roligt, da jeg vidste, at Saltfjellet ventede forude (Det havde jeg ikke overset ved planlægningen!). Medens jeg indtog min middagsmad i byen, begyndte det at blæse op fra syd, og der dukkede samtidigt nogle ubehageligt udseende skyer op på himlen sydpå. Så jeg fik travlt! Det resulterede i, at jeg klarede stigningen op på Saltfjellet på stor klinge! Jeg ville over, inden uvejret indhentede mig: Det ville ikke være rart at være oppe på det bare fjeld i 2-3 graders varme i det blæsevejr.

Skiltene begyndte at henvise til Polarcirkelcentret, som skulle være stort og moderne, men jeg kunne intet se af bygninger ude på fjellet. Forklaringen fik jeg, da jeg kom helt tæt på Centret: Sneen var over tre meter tyk på stedet, så parkeringsområdet var kun lige gravet nødtørftigt ud, og der var lavet en smal gangsti rundt om bygningen, hvis tag ikke ragede ret meget op over snedækket!

Jeg gav mig ikke en gang tid til at få noget at spise her. Der blev lige taget de obligatoriske billeder på stedet (For i øvrigt også taget af tyskere!).

De sorte skyer var nu ubehageligt tæt på, så kursen blev sat mod Røkland nede i dalen 55 km. borte. Jeg havde så travlt, at jeg nær havde nedlagt en flok rener, der krydsede vejen - hva' pokker, de havde jo næsten samme farve som sneen! Ved 19.00 tiden nåede jeg Røkland og fandt overnatning der. Jeg kunne spise i det nærliggende indkøbscenter. Da jeg var færdig med at spise og var på vej tilbage til mit overnatningssted, begyndte det at øsregne - en iskold regn, men jeg var ligeglad; jeg skulle bare lige "hjem" og sove i en dejlig varm seng!

Røkland-Ulvsvåg: 191 km.

31 maj. Ligeglad var jeg dog ikke næste morgen, da jeg vågnede op og så, at det dårlige vejr var kommet for at blive. Tågen og disen dækkede fjeldene helt ned i dalen og den kolde regn silede stadig ned - Det var ikke mere end 4-5 grader. Gudskelov ville dagen ikke byde på de helt store stigninger - kun 200-300 m. højde. Måske kunne jeg undgå snevejr. Grundet nul morgenservering på kroen her i Røkland måtte jeg cykle 17 km. til Rognan for at få noget i maven. Det skete på et stort hotel lige ud til Saltdalsfjorden eller det, som vi kunne se af den på grund af vejret. Ved et tag-selv-bord blev der gået til biddet for at få lagt en god bund i maven til dagens anstrengelser.

Vejret ændrede sig ikke undervejs til Fauske, hvor jeg fik sendt brev hjem til Hobro. Herefter kom en strækning med et utal af tunneller - jeg opgav at tælle dem, da jeg nåede til ti - lange var de også, op til 4.000 m. Sidstnævnte måtte jeg ikke cykle igennem, men da jeg ellers måtte en tur op over fjeldet i dette vejr, som på dette tidspunkt var slud nede ved fjorden, skulle jeg ingen steder. Jeg satte min thermohue, som jeg havde på, for munden for at tage den værste forurenede luft og cyklede ind i tunnelen. Herinde var det bedste vejr, som jeg skulle få den dag: Tørvejr!

Slud og regn fortsatte resten af dagen, som synes uden ende. Grundet mit kulsorte humør og i min galskab blev turen Fauske-Ulvsvåg cyklet nonstop = syv timers cykling.

Efter planen skulle jeg have overnattet ved Tysfjordens Turistcenter lige før Bognes, men jeg havde undervejs denne dag erfaret, at det var 300 kr. dyrere end Ulvsvåg Gjestgiveri. Jeg gjorde holdt i Ulvsvåg! 191 km. I slud og regn og med temperaturer lige over frysepunktet var da egentlig godt nok. De 20 km., Som jeg var bagefter planen, skulle jeg nok få hentet en anden dag.

 

Ulvsvåg- Takelv: 246 km.                        

1. juni. Jeg fik hentet de 2o km. - godt og vel endda! Jeg kom med morgenfærgen fra Bognes til Skarberget. Ventetiden brugte jeg til at skifte bremseklodser foran. Så passede det også, at jeg var punkteret lige før færgelejet, det blev ordnet, medens jeg ventede på færgen. Tågen og disen var forsvundet, men skydækket var stadig tæt og hang lavt ned over fjeldene og fik landskabet til at ligne noget, som hørte til en rigtig kold vinterdag derhjemme. Temperaturen ændrede sig ikke i forhold til de foregående dage. Efter en spisepause i Ballangen cyklede jeg til og lynhurtigt gennem Narvik.

Jeg havde travlt nu. Måske for travlt, for i svinget ved Rombaken knækkede, hvad der senere viste sig, at være turens eneste eger. Der blev spist og provianteret på en tankstation ved Bjerkvik. Udsigten herfra var tankevækkende: Vejen herfra gik op over fjeldene. Det er vel unødvendigt at berette, at alt undtagen vejen, var dækket af sne. Inden for de næste 36 km. skulle jeg over tre højder på henholdsvis 330, 428 og 328 m. nævnt som Gratangsfjellet. Selvfølgelig var det netop begyndt at sne, da jeg kom over første top. En iskold sidevind blev det også til. Gudskelov har jeg altid kunnet se en udfordring i at cykle i selv det værste vintervejr derhjemme!

Før Setermoen så jeg et skilt med 1.001 km. til Kirkenes. Da jeg havde tilbagelagt 2000 km. fra Kristiansand giver det nok en fornemmelse af at Norge er et langt land! Her ved Setermoen blev de store gear taget i brug, da det var en nem strækning at cykle. Ved Andelv begyndte jeg at se efter overnatning, men jeg fandt hurtigt ud af, at dette var et dyrt ferieområde, så jeg ville prøve i Moen nok en 11 km. borte. Der var prisen for en hytte 545 kr. Ikke hos mig!

Videre igen endnu 11 km. til campingpladsen ved Takelvdal. Her var heldet med mig! 200 kr. for en hytte. Så fik jeg endda nedslag i prisen fordi, at jeg var alene. Så skulle der spises! Det ordnede værtsparret for mig.: tre pizzaer, plus det løse, røg der ned. Næste dags morgenmad fik jeg gratis med over i hytten, da værterne ikke syntes, at jeg skulle cykle de 45 km. til Nordkjosbotn på tom mave. Jeg fik, så jeg kunne spejle seks æg plus brød og tebreve, så var der da noget at starte på. De kunne forøvrigt oplyse hvilke temperaturer jeg havde cyklet i de seneste dage: 4-5 grader nede i dalene og altså lavere oppe i fjeldene. Godt, at jeg havde vintertøjet med! Jeg var færdig med aftensmaden ved 22- tiden og kunne med god samvittighed gå til ro efter 246 km. i dette råkolde vejr.

Takelv-Storslett: 204 km.

2. juni. Jeg sendte mange venlige tanker til det gæstfrie værtspar på Takelvdal Camping den morgen, medens jeg sad og spiste de seks spejlæg og drak varm te til. Benene var lidt stive efter gårsdagens sidste godt 50 km. i stort gear, men gudskelov hjalp en kraftig medvind mig godt i gang. Ved Heia så jeg eksempler på Samernes sommerboliger; telte. 

Da jeg drejede ind mod Nordkjosbotn blev vinden pludselig til en kolossal sidevind, som nogle gange var så kraftig, at den skubbede til cyklen. Det blev til en ekstra lang pause i byen, for at jeg kunne få pusten igen. Tiden blev brugt på at spise, og få vekslet checks. Et blik på kortet viste mig, at jeg ville få endnu 9 km. med sidevind inden,  jeg drejede nordpå til Storfjorden.

Vel ankommet til fjorden kunne jeg se, at skyerne på himlen forude begyndte at få huller. Det gav fornyet moral, for ved at vende mig kunne jeg bagude se dalen og fjeldene blive dækket af en snegrå masse af skyer - godt, at jeg ikke var derinde nu! Således kunne jeg cykle ind i Skibotn i solskin, og jeg kunne endda sidde på trappen ved det lokale supermarked for at spise yoghurt og frugter - dejligt! Kåfjorden, som er en sidearm til Storfjorden, krævede en god moral. Den var vel ikke bredere end Mariager Fjord, 23 km. lang på sydsiden og ca. det samme for nordsiden. Tre timer tog det mig at cykle det stykke. Vinden havde rejst sig til storm, som på en eller anden måde gav mig sidevind på sydsiden og modvind på nordsiden ud til Storfjorden igen. Det blev til en rimelig lang spisepause i Olderdalen, idet jeg satsede på at få medvind nordpå langs med Storfjorden, som jeg havde haft det siden Kåfjorden. Det fik jeg!

På trods af medvinden brugte jeg ikke de helt store gear - det havde været nogle hårde dage på det seneste, og flere ville nok følge. Lige efter Rotsund var jeg ved at pelse en stor odder, som smuttede ud fra krattet til højre for mig og ud i fjorden på den anden side af vejen. Jeg fik endnu en aften i hytte, idet priserne på hotellerne i Storslett ikke var til at komme i nærheden af. Campingpladsen var endnu ikke åbnet for sæsonen, men jeg fik alligevel lov til at leje en hytte. En ekstra oplevelse var det at skulle vade i sne for at komme fra hytten og over for at blive vasket!

Her efter ti dages cykling var det en stor tilfredsstillelse at kunne konstatere, at jeg var cirka en times cykling forud for skemaet. Det på trods af de ikke særlig gunstige vejrforhold. 2171 km. var det blevet til på  ti dage.

Storslett-Kronstadt: 183 km.

3. juni. Lige fra morgenstunden klædte jeg mig på, så kun øjnene var frie! Det sneede, da jeg satte mig på cyklen, og i tilgift cyklede jeg nu mere østover, så jeg havde en bidende kold sidevind fra syd. Her gjaldt det først og fremmest om ikke at komme til at svede! Det var svært, når den første stigning var op over Kvænangsfjellet (402 m.) Opad sneede det mere og mere, og det var efterhånden en veritabel snestorm,  jeg cyklede i.  Alt var hvidt - selv på vejen begyndte sneen at lægge sig. Der skulle efter sigende være en flot udsigt oppe fra toppen og ud over Kvænangsfjorden.Den udsigt fik jeg ikke megen glæde af! Senere, under nedkørslen, blev det tørvejr, og solen (!) tittede frem gennem skyerne, så jeg kunne cykle langs med fjorden, medens jeg børstede sneen af tøjet for at det ikke skulle blive alt for vådt.

Købmandsbutikken i bygden i bunden af fjorden var åben, og her blev jeg budt på varm kaffe. Det sagde jeg ikke nej til! 

Der var kommet noget mere blå himmel til, da jeg satte mig på cyklen igen efter endt spisepause. Kort tid efter mødte jeg knageme en anden cyklist - en svensker! Det viste sig, at han skulle ud på Lofoten for at studere fuglelivet der. Også han var fornuftigt klædt på i vinterdress. Vi ønskede hinanden held og lykke- det var der brug for på daværende tidspunkt. Så kom snebyerne tilbage. På et tidspunkt troede jeg, at jeg så et fata morgana: Jeg så en mand sidde ved en bænk i vejsiden og spise yoghurt, medens det sneede!

Det måtte undersøges nærmere!

Cyklisten, som viste sig at være fra Eindhoven, var pensionist. Han forsøgte nu at cykle fra Holland til Nordkapp og retur over Finland, Baltikum og Polen. Han havde hidtil cyklet 3.300 km. på 33 dage uden grundtræning, påstod han, men der er også danske cykelryttere, som påstår, at de ikke har trænet, når de har cyklet stærkest! Jeg tog afsked med hollænderen. Hatten af for ham. Han kunne dog ikke følge med i det tempo, som jeg skød for at kunne nå dagens distance. Nu fulgte turen ud langs med Langfjorden, hvor jeg rigtigt kunne betragte det barske landskab - når det ikke sneede, var vejret ganske klart. Helt ude ved mundingen af fjorden kom jeg til Altafjorden, som jeg fulgte helt til Alta. På dette tidspunkt sidst på eftermiddagen var jeg godt og grundigt iskold over det hele, så jeg gjorde holdt ved en stor campingplads i Kronstadt lige øst for Alta. Ganske vist 10 km. før planlagt, men her var alt, hvad hjertet kunne begære af mad, drikke og komfort. En dejlig hytte fik jeg, og der blev skruet helt op for varmen, medens jeg gik over for at blive vasket, fik købt proviant og noget varm mad at spise. Resten af aftenen kunne jeg sidde og lune mig og få noget mere at spise. Af og til sneede det stadig udenfor. Eventuelle bekymringer kunne vente til morgendagen!

Kronstadt-Nordkapp (Skarsvåg): 223 km.

4. juni. Grundet, at jeg simpelt hen skulle nå Nordkapp denne dag, startede jeg allerede kl. 06.30 fra Kronstadt Camping. Det var tørvejr, men uhyggeligt koldt. Det var jeg efterhånden vandt til. Til al held var vinden i ryggen. 

Alligevel tog det mig næsten fem timer at nå over Sennalandet til Skaidi = 81 km. Det ene par uldne sokker, som jeg startede med at have på, blev inden toppen af Sennalandet forøget med endnu et par sokker, og oppe i det helt bare landskab kom nok et par sokker på - udenpå skoene. Af anden påklædning kan jeg nævne, at jeg havde to sæt thermotøj på, vanter, halstørklæde og elefantthermohue. Jeg må jo have lignet en rummand!

Tøjet skulle holde kulden ude i 12-13 timer den dag. Et toilethus ved en parkeringsplads blev brugt til at få lidt læ. Jeg var glad, da jeg så Skaidi og udsigten til at komme inden døre og spise noget varm mad. Fra Hatter, 240 m., gik det nedad mod Porsangerfjorden, som jeg skulle følge de sidste 110 km. nordpå. 

Behøver jeg at nævne, at jeg røg ind i endnu en snebyge! Så jeg var fyldt med negative tanker: skulle jeg virkelig have sådant vejr, når jeg endeligt nåede toppen? En positiv ting var, at jeg kunne holde 30 km. i timen uden at komme til at svede, hvilket var meget vigtigt under disse forhold. Farten gjorde, at jeg kunne gøre holdt ved færgelejet allerede ved 16 tiden. Her lod jeg mig underholde af to busfulde tyske turister, som rystede på hovedet af denne halvgale dansker, som kunne finde på at cykle her under sådanne vejrforhold. Jeg trak bare på skulderen: Jeg vidste jo, hvad jeg havde med at gøre. Det hele gik da ganske udmærket, synes jeg.

Håbet om at se Nordkapp og midnatssolen under skyfri himmel steg, medens vi med færgen var på vej over til Honningsvåg. Skyerne begyndte at skilles, og solen tittede frem: Magerøya, som Nordkapp ligger på, var utrolig kuperet: på de 30 km. kom jeg tre gange over 300 m. og helt ned igen. Det gav nogle flotte udsyn ud over havet og fjordene. Skyerne trak sig mere og mere væk. Jeg var lykkelig. Tænk sig at se midnatssolen (efter sigende skete det kun cirka 15 gange i løbet af sommeren). 

Masser af biler var da også linet op ude ved klippekanten med udsigt over havet, da jeg ankom til "Spidsen" ved 20 tiden om aftenen. Så er nordmændene ellers nogle gangstere! De skulle have 100 kr. af mig for, at jeg kunne cykle de sidste par hundrede meter Hen til Nordkappcentret, for på den anden side var den symbolske globus placeret. Et billede af mig placeret ved den skulle naturligvis i scrapbogen nu, da jeg var her. 

Da det var gjort, cyklede jeg de cirka 10 km. ned til Skarsvåg og fandt overnatning der. Hjemturen var begyndt.

Nordkapp-Karasjok:244 km.

5. juni. Jeg skulle gennem endnu en dag, hvor jeg fik brug for al min stædighed. Jeg var faldet i søvn til en skyfri himmel og vågnede op kl: 06.00 til en hvid verden. Himmel og jord stod i et i en forrygende snestorm. Fy for pokker! Jeg havde planlagt at cykle til Karasjok den dag - 240 km. mod syd! På med vanten og ud i det. De godt 30 km. til Honningsvåg tog over to timer. Sneen lå både på cyklen og på mit tøj, samtidig med at det føg ind over vejen og lagde sig i driver der. Lige inden byen gik sneen over i et iskoldt regnvejr. Jeg benyttede ventetiden ved færgen til at tage ind til byen for at få vekslet en Eurocheck i en bank der. Det var en meget frysende Lars Nielsen, som tog imod tilbudet om en kop varm kaffe dér i banken. Den kolde regn i kombination med blæsten var nu nået gennem tøjet. Tilbage ved færgelejet gik jeg ind i venterummet, lavede nogle englehop og fik hevet tørt tøj frem af taskerne. Mine tyske venner fra gårsdagen var også ankommet. Gad vide, hvad de tænkte, medens de sad der bag ruderne og så ud i dette møgvejr?

Færgen kom og vi gik ombord. Turen over til fastlandet reddede dagen. Igen blev jeg genstand for tilkendegivelser for mit mod/galskab. Men hva', man er vel halvt morsingbo!

Helt forbløffende ændrede vejret sig under den tre kvarter lange sejllads. Skydækket forsvandt som dug for solen og mit humør steg tilsvarende. Eneste minus var, at vinden tiltog til kulingstyrke fra syd! Ret modvind. Det betød en vis sammenbidthed og en konstant fart på 18-20 km. i timen ned langs Porsanger, 70 km. til næste stop ved Russenes Cafeteria. Det betød en samtale med to familier fra Schweiz, som havde passeret mig flere gange de sidste tre dage. De var trods alt i store campingbiler og de ville gerne høre, hvordan jeg kunne klare at cykle så langt dagligt i sådant vejr. Endnu en forklaring måtte til. Lakselv i bunden af Porsanger blev nået efter endnu fire timers cykling. Klokken var nu blevet 18.00, og jeg skulle have noget at spise, inden turen fortsatte det sidste stræk på 74 km. til Karasjok inde på Finnmarka. Dette ville blive nok en lang dag. Her sidst på dagen gik vinden over i en mere vestlig retning og der kom mere fart på cyklen. Buskene heromkring var endnu ikke sprunget ud, så det var et ret trist område at cykle gennem. Det positive ved disse lave temperaturer - Det havde jeg noteret mig  flere gange - var, at myggene ikke rigtigt var på dubberne. Faktisk fik jeg ikke et eneste myggestik oppe nordpå!

Karasjok blev nået ved 22.00 tiden og så var det tid til at finde både mad, købe proviant og finde overnatning. Godt, at folk var sent oppe her i den lyse aften. Det hele blev nået inden midnat. Jeg må indrømme, at jeg var noget flad, da jeg stod op næste morgen kl. 06.00 for at cykle de 216 km. til Enonkeino i Finland.

Hjemturen

Jeg havde regelmæssigt ringet hjem til mine forældre og kunne derved høre, hvilket flot sommervejr, der var derhjemme. Langt om længe kom sommeren også til Lapland. I løbet af et par dage steg temp. 20-25 grader, og jeg kunne finde sommertøjet frem. Der skulle dog noget til for at skubbe kulden langt nordpå, så jeg kom faktisk til at cykle i modvind det meste af turen ned gennem Sverige, hvor jeg benyttede indlandsruten. Jeg var ligeglad: Det værste var overstået. Turen blev optaget i den danske Guinness Rekordbog. For øvrigt tredje gang for mit vedkommende. Første gang var min cykletur fra Anchorage, Alaska, til Miami, Florida på 54 dage i '89, og anden gang er stadig i "Bogen"; nemlig min tur"USA rundt på 80 dage" 16.494 km. på cykel i '91. Så jeg ved hvorledes denne form for turcykling skal håndteres - ellers var jeg nok aldrig kommet gennem "Nordkapp-turen" uden skrammer

 

 
 
Share this