En fjeldfreaks bekendelser


 
2013 sep

Kære fjeldven. Jeg sidder i en selvbetjent turisthytte i Norge i et område, som jeg er sikker på, du ikke har hørt om før. Jeg føler mig som Palle alene i verden her i disse glemte Etnefjelde, men jeg kan li’ det sådan. Jeg opsøger gerne ensomheden til fjelds, så jeg beklager mig ikke. Fjeldet giver mig en stærk og ren oplevelse, som jeg ikke ville være foruden. Her er der udfordringer og inspiration at hente, og tid til eftertanke.

Bjøråskaret i Trollheimen i Norge

At vandre i fjeldet er som at vandre gennem årstiderne. Da jeg var på fjeldtoppen i går, var sneen lige smeltet, og sne-ranunklerne lyste op. Længere nede blomstrede forårets engblommer, og på de frodigste steder gik man blandt sommerens riddersporer. Da jeg satte mig for at holde et hvil, opdagede jeg, at hele fjeldet var i bevægelse. Overalt så jeg løbende og springende rener. Man kunne ikke undgå at høre de gnækkende haselyde. Jeg forholdt mig naturligvis i ro og kunne ikke andet end beundre renernes adrætte slowmotion-bevægelser med højt løftet hoved. Kalvene fulgte tæt på deres mor.

De fleste af mine vandreture står på sololøb og egoflip. Her har jeg dog selskab.

Føddernes automatik

Når man går og er godt i gang med fjeldvandringen, er det for mig en slags føddernes automatik. Fødderne kan selv, finder selv vej, som om de har øjne. Jeg ser kun ned i et kort splitsekund – eller slet ikke – for benene og fødderne finder let det rigtige sted at gå. Jeg går på en måde i blinde, i en slags trance, når jeg er varmet godt op. Den første time kan være hård og anstrengende, fordi jeg er stiv i musklerne, men når først alle muskler og led er smurt, går det det bare derudad. Man kan reflektere, drømme, recitere, synge, fløjte og føre indre samtaler – eller måske gør man slet intet af dette. Man er bare tom og åben for lyde og synsindtryk, for sanserne bliver uophørligt bombarderet. Fjeldet taler til ens jeg. Du kan tage imod eller lade være. Du er frit stillet. Du føler en egentlig frihed ved at gå og bevæge dig. Der er ikke noget, du skal eller ikke skal. Tilfældet og den pludselige indskydelse tæller. Pyt være med myg og regn eller rygsækken, der tynger. Man føler, at kroppen reagerer på vejret og de ydre tryk. Fysikken presses, og intensiteten stiger, ligesom selve glæden ved turen.

Ingen regler uden undtagelser

”Gå aldrig alene i fjeldet” hedder det i fjeldvandrerens ABC, men ingen regler uden undtagelser. Nogle vover endog anarkistisk at tilføje, at regler er til for at brydes! For de fleste er det naturligt at gå i følge i fjeldet, akkurat som man er sammen på campingture og udflugter, men vi er nogle, der foretrækker at gå alene – også i fjeldet. Vi vil ikke uden videre godtage, at det skulle være farligt. At gå alene er ofte en vane, som man tillægger sig som ung, og som man forbliver trofast mod. Det kan faktisk være en god vane, hvis ensomheden bidrager til en rigere naturoplevelse og en stærkere frihedsfølelse. Og dog. Hvorfor ikke fortælle om, hvor galt det kan gå? Jeg er selv én gang faldet i en bræspalte, hvor jeg sad fast med fod og støvle. Først måtte jeg prøve at løsne den fastklemte fod. Bagefter gravede jeg panisk efter min støvle, der sad fast længere nede. Jeg brugte de bare hænder til at grave med, hvilket er besværligt uden isøkse og iskoldt. Nej, det er ikke nogen spøg at sidde fast i sne og is i shorts og bar overkrop. Fire dage efter var fingrene stadig følelsesløse. Ellers en pragtfuld dag, men adrenalinkrævende og med noget til eftertanke.

Fåremøg forneden og fugleklatter foroven

Mere uskyldige oplevelse hænder heldigvis oftere. I skoven ved Osa blev jeg angrebet af et drosselpar, der i styrtdyk overkalkede mig med ekskrementer. Hvor blev jeg dog svinet til. Nu havde jeg fåremøg forneden og fugleklatter foroven. Hotel Strands fine amerikanske gæster i Ulvik gloede, da jeg entrede hallen og spisesalen. Med mine gummistøvler kunne jeg udkonkurrere både vildmanden i det danske rigsvåben og den afskyelige snemand, yetien, i Himalaya.

Indre Troms i Nordnorge

En anden gang var det køerne, der skulle drives til sæters på Dalamot på Hardangervidda. Familien Ringøy med venner, bekendte og turister blev alle beskæftiget med højlydt at jage de 11 køer og kvier op ad den stejle sti. Den første dag skulle kreaturerne kun halvejen. Resten af strækningen ville dyrene tilbagelægge i løbet af en lille uges tid i deres eget tempo. På Dalamot skulle dyrene græsse indtil midt i september. Sceneriet var fascinerende. Jeg blev fortalt, at en af køerne sidste år i protest mod at blive staldet op i Ringøy og ladt alene tilbage, da de andre drog til fjelds, stak af. Hvorhen vidste man ikke, men nogle uger efter kunne en turist fortælle nyt om udbryderkoen: For den gik nok så gemytligt på Dalamot blandt frænder. Majrose havde slået sig til de andre Daggrøer og Fjeldliser. Tja, til fjelds skal man, selv om man er gammel og dårligt gående, koste hvad det vil.

Indbegrebet af Fjeldnorge

Jotunheimen er også i Danmark kendt som indbegrebet af Fjeldnorge. Her er stejle tinder, og jo mere vestpå man kommer, des mere vildt bliver det. I Vestjotunheimen kom jeg til Vettisfossen, der er Norges højeste vandfald. Her gik det stejlt op ad Brendesteigen, som er skrap, en næsten lodret sti. Godt jeg skulle op og ikke ned her. Solen bagte, og sveden drev i stride strømme. De 700 meter bød på blåbær og skovjordbær at læske ganen med. Vand var det småt med. Stien var yderst smal, og flere steder tilgroet og svært ufremkommelig, men fremme ved Stølsmaradalsseter måtte jeg erkende, at det var umagen værd, for skønnere beliggende hytte findes ikke i det ganske fjellheimen. Hytterne er omgivet af frodige blomsterenge, vilde tinder, dybe udale og utallige bræer. Her kan man tilbringe nogle gyldne dage, hvis man er heldig at have vejret med sig. Mange nordmænd siger, at Hurrungerne i Jotunheimen løber med prisen som Norges flotteste. Jeg forstår denne betagelse. Solen har flammet ned over mig, og de store snefaner strækker sig op til “Hytta på Bandet”. I bjergvæggen klatrede fire udlændinge, hvis råb gjaldede hult i stilheden. På vej nedover mod Turtagrø mødte jeg en ung mand med slalomski og støvler i rygsækken. Der var en knalden og rungen i Hurrungerne udløst af sne- og stenskred, forårsaget af solvarmen midt på dagen. Kunne man svæve som kongeørnen, jeg så i Midtmaradalen, ja, så var der ingen fare.

Nogle af Turistforeningens hytter i Jotunheimen.

Sololøb og egoflip

I Tafjordfjeldene mødte jeg ikke et menneske. Også her er der vild vestlandsnatur med sol over et snedækket, opsplittet klippelandskab. Lyset og den stærke blå himmel gjorde mig mere end mør og ør af en slags euforisk lykke. Flere gange fik jeg problemer, fordi jeg ikke fulgte ruten slavisk efter kortet, men i min tilstand var jeg nærmest ligeglad af overtræthed. Jeg følte mig vægtløs, usårlig og nærmest urørlig. Det kan være farligt at være så overstadig, men jeg nåede da frem til Reindalsseter lidt før midnat efter marathondistancen fra Skridulaupbu. Da jeg kom frem til Vakkerstølen, var den på det nærmeste besat af en flok unge københavnere. De havde masser af tid, sov længe, gik småture, fiskede, solede sig og hyggede sig rigtigt. Der herskede en udpræget afslappet stemning. På en måde var jeg ganske misundelig på de unge og deres måde at opleve fjeldene på. Men på den anden side ville jeg ikke bytte mit sololøb og egoflip gennem Fjeldnorge med et daseliv og socialt samvær. Fjeldoplevelsen sidder under huden, den prikker og presser og fylder mig med en stærk glæde, der ikke kan brydes eller glemmes. Fysiske og psykiske udfordringer følges gerne ad. Fysisk træthed kan være tændsats for euforiske følelser.

Hinnøya i Nordnorge.

Nord- kontra Sydeuropa

Når jeg for år tilbage blev spurgt om, hvorfor jeg ikke tog på vandretur sydpå i fx Alperne, blev jeg dem ofte svar skyldig. Der var ikke noget, jeg hellere ville. Måske var jeg bange for at blive bjergtaget på samme måde som jeg er fjeldbidt. Alpernes flora kan let konkurrere med fjeldenes ­– ved jeg i dag af selvsyn ­– og udfordringerne er ikke mindre. Men sydpå er der ingen lyse nætter, uendelige ødemarker eller Palle alene i verden-fornemmelse. Man render ikke rundt med telt og slår det op, hvor det nu falder en ind. Allemandsretten kendes ikke i Alperne. Jeg ikke bare tror, nej, jeg ved, at min frihedsfølelse ville være stækket i den fremherskende kommercielle alpeturisme.

Vestnorge

Uden for alfarvej i Danmark

Store naturoplevelser venter den, der telter uden for alfarvej. Under teltdugen bliver alle naturlyde nærværende, fantasien får vinger, og søvnen bliver tryg. Intet haster. Man skal ikke nå noget, når man telter. Man kan tillade sig at improvisere – og er det ikke ferie?

Man kan sagtens gå i Danmark. Også her venter måske eventyret.

Påskevandringen langs Vestkysten gik fra Harboøre og skulle slutte ved Blåvandshuk. Jeg teltede flere gange lidt uregelmæssigt, hvor man normalt ikke må slå sit telt op. Således også en nat nær det militære skydeterræn Kallesmærsk Hede ved Oksbøl. Jeg vågnede kl. 5 og hørte en besynderlig lyd. Hurtigt kom jeg frem til, at jeg lyttede til urfuglekokkenes skogren under deres parringsspil. Det er mindst 30 år siden nu, men for mig gemmer denne lyd stærke minder om en stor og sjælden oplevelse, mere troldsk og urskovsagtig end ord kan udtrykke.

Når man er af sted på vandring, sanser man med både krop og sind. Det er drama og poesi, alvor og leg, drømme og forventning. I favntaget på øde fjelde og store bjergmassiver eller høje tinder stemmes sindet til ydmyghed og besindelse, til fordybelse og kontemplation. Det, der bliver tilbage, efter mere end hundrede ture for mit vedkommende – er stemningen, glæden, taknemligheden og ikke mindst roen og stilheden. Den nøjsomme fjeldvandrer er tilfreds. Stilheden har sin egen værdi, for den giver grobund for inspiration. Kreative kræfter kommer ud af intetheden og tomheden. Det lyder sikkert skræmmende, at gevinsten ligger i det enkle og slidsomme – og ikke at forglemme i højderne. Som Henrik Ibsen udtrykte det: “Jeg følger det bud, der byder i højden at vandre! Mit lavlandsliv har jeg levet ud, heroppe på vidden er frihed og Gud.”

 

Faktabox

Der er mange måder at nyde naturen på. Man kan fx vandre, cykle, sejle eller stå på ski. Og man behøver ikke at rejse langt væk for at gå på opdagelse i naturen.
 
 
Share this