På brævandring i Jotunheimen


Tina Vinther Dahls billede
2012 sep

På brævandring i Jotunheimen

Tekst & fotos: Tina Vinther Dahl

Hans-Petter (i rød trøje til højre) holder hof for flokken af norske – og danske – fjeldturister

Som forberedelse til en tur på Elbrus i Kaukasus fandt jeg sammen med en bekendt på at tage på et brækursus i Jotunheimen. Det blev fem fantastiske dage med masser af dejlige naturoplevelser, fysiske udfordringer og møde med flinke norske fjeldfolk – samt ikke mindst drillerier fra den skråtyggende bjergged af en norsk instruktør, som simpelthen ikke fattede, hvad to lavlandsdanskere lavede på et kursus i højderne …

Lidt bjergkendskab inden turen til Elbrus kunne ikke skade, var jeg blevet enig med mig selv om. Ikke fordi det var et krav, men fordi jeg havde lyst til at ankomme lidt mere erfaren, end jeg jo egentlig var. Og jeg havde researchet og fundet ud af, at de norske kurser skulle være af god standard – og så var det samtidig en mulighed for at se noget af Norge, som jeg ellers kun havde besøgt kort to gange tidligere. Så jeg konkluderede, at det var tid til et besøg hos vores nordlige naboer.

Kurset holdtes i Jotunheimen. Vi skulle selv sørge for transport til stedet, og havde så hjemmefra betalt for selve kurset samt mad og logi i en nærliggende fjeldstation. Alt arrangeret nemt og hurtigt på Den Norske Turistforenings hjemmeside. 

Ud over os to danskere var de andre deltagere alle nordmænd. De kom til Jotunheimen fra hele landet og var aldersmæssigt fra 20 til 55 år. Kurset var et niveau 1-kursus, hvilket betød, at der ikke var krav om bræerfaring. Det blev dog snart klart, at alle nordmændene var langt mere øvede, end vi var – man skulle nærmest tro, at alle nordmænd fødes med vandrestøvler på fødderne! De yngste nordmænd var f.eks. lige blevet færdige med gymnasiet på en særlig friluftslinje. Holdets forholdsvis store erfaring betød, at vi blev presset lige til grænsen i alle aktiviteter. Og heldigvis kunne vi alle følge med og fik dermed et stort udbytte af kurset.

På vej mod Smørstab-bræen iført fuldt udstyr

 

Kurset var på fem dage. Dagene foregik således, at holdet på i alt otte mødtes til morgenmad, smurte madpakke, riggede udstyr til, forlod fjeldstationen og gik mod Smørstab-bræen kl. 9 og tilbragte hele dagen ude indtil kl. ca. 17, hvor vi var tilbage i tide til en solid og tung middag. Om aftenen var der teori eller gennemgang af udstyr. Dvs. en god blanding af praktik og teori – heldigvis med størst vægt på førstnævnte.

 

Den norske bjergged

Vores kursuslærer, Hans-Petter, var en skråtyggende mand med en særpræget og noget sort form for humor. Et af hans favoritsamtaleemner var evigt og altid at udsætte kursets to stakkels danskere for hån og latter – hvad skulle sådan et par amatører på et norsk brækursus? Det var ham til evig undren. Han boede i en campingvogn ikke meget større end en enkeltseng, gik kun sjældent i bad og havde munden fyldt med sort skråspyt, men syntes ikke desto mindre, at han var guds gave til kvinder – og så levede og åndede han for fjeldene.

Der var ingen tvivl om, at Hans-Petters kompetencer var i top. Han klatrede i Spanien om vinteren og holdt kurser i Norge hele sommeren. Samtidig var han frivillig i den norske redningstjeneste i fjeldene, således at han blev tilkaldt, hvis vandrere, klatrere, skiløbere, danskere eller andre nødstedte i fjeldene havde brug for det. Han nærmest løb op ad fjeldene – oftest om kap med holdets tre unge og meget veltrænede 20-årige. Og netop fordi han hele tiden var efter ”de to danskene”, så sørgede vi for at løbe lige efter ham – nå, ja som nummer fire og fem efter tre unge nordmænd. Han skulle ikke få os ned med nakken!

På vandring i sukkertoppe og blå is. Hans-Petter instruerer en øvelse med redning af person fra en bræsprække.

Sukkertoppe og blå himmel

Vejret var med os med sol og tørvejr næsten hele tiden. Heldigvis var der skyfrit den dag, hvor vi var på isvandring på blå is. Det var et helt fantastisk syn, samtidig med at det var en udfordrende aktivitet. Isen havde en dyb blå farve, himlen i baggrunden en anden flot blå, og vi vandrede i noget, der lignede sukkertoppe – jeg gik og fik associationer til Thorbjørn Egners tegninger i ”Karius og Baktus”! Samtidig med at det var smukt, var det som nævnt også udfordrende, eftersom vi klatrede langs med smalle sprækker, over toppene, op ad stejle vægge og rundt om skarpe kurver. Vi gik i hold af fire, hvor vi skiftedes til at lede, vælge ruten og sætte sikringerne.

Det var ikke højden, der gav adrenalin, men det var balanceringen på smalle kanter, og det at skulle vælge den bedste og mest sikre rute ud fra en række teoretisk opsatte kriterier. Aktiviteten var god til at øve os i at stole på udstyret. Tro på, at de sikringer med skruer, som førstemanden satte i isen, ville holde, og tro på, at den valgte rute var den bedste og mest sikre.

En anden dag tog vi i højderne og besteg Storebjørn med fin udsigt til Galdhøpiggen. Målet var naturligvis ikke kun den gode udsigt, men at tage de 2.222 højdemeter som en klatringsøvelse – dvs. at bestige Storebjørn ad den stejleste og mest udfordrende side. Og det betød, at der var rigt brug af udstyret og de nyligt lærte klatrefærdigheder. Tilfredsstillelsen var desto større, da vi kom på toppen.

Lige så vigtigt som at stole på udstyret var aktiviteterne en effektiv lære om, at vi skulle stole på hinanden. Sikringerne skulle sættes ordentligt og det var vigtigt at holde den rette afstand til hinanden. Vi var jo hele tiden bundet forsvarligt sammen. Vi skulle således kunne hjælpe hinanden, hvis behovet var der, men samtidig betød det jo, at hvis én faldt, så var der risiko for, at alle ville falde. Så tilliden var tosidet. Vi fik indprentet, at der på bræen ikke er noget der hedder jeg og mig, men kun vi og os.

På vej op på toppen af Storebjørn ad den stejleste og mest udfordrende rute. Isklatring med to økser ad lodret isvæg

Hvad lærte vi?

På kurset lavede vi følgende aktiviteter:

● Vi gennemgik og afprøvede isøkse, stikjern, isskruer og sneanker til at vandre på bræer (på dansk også kaldet gletsjere).

● Vi lærte at bevæge os på isen, vi lærte metoder til at sikre os selv og holdet over bræsprækker og vi lærte at se udfordringerne.

● Vi skiftedes til at lede et hold.

● Vi øvede redning af personer fra bræsprækker, både på sne og is, og prøvede selv at blive reddet efter et (kontrolleret) fald i en bræsprække.

● Vi fik en god indføring i isklatringens udfordringer og prøvede at klatre ad lodrette vægge (nedfiring/rapelling).

Udgangspunktet for undervisningen var at gennemgå de aktiviteter, som øger sikkerheden på bræen. Selvfølgelig gik kurset også ud på at gøre os fortrolige med stikjern, isøkse og andre dele af det mere almindelige udstyr, men altid var målet, at vi med isskruer, sikringer osv. skulle øge vores sikkerhed. Og det var egentlig betryggende, eftersom vi jo også gennemgik de mere teoretiske forhold omkring de mange risici med sprækker, usikker is, dårligt vejr osv. Vi brugte f.eks. en hel del tid på at gennemgå og træne redningsøvelser.

Det var værdifuldt at lære, at vi kunne stole på udstyret, og at vi med forholdsvis simple øvelser kunne trække en tung og slap person op fra en dyb sprække eller ved egen kraft kunne klatre op ad en lodret isvæg ved hjælp af kun to økser.

Alt i alt var kurset både en stor udfordring og en fantastisk naturoplevelse. Det var en anderledes måde at opleve de norske fjelde på, men en måde som klart kan anbefales.

Jeg føler i hvert fald, at jeg er klar til niveau 2. Men jeg tror såmænd også, at ”de to danskene” fik vist nogle nordmænd, at selv om vi ikke er født med vandrestøvler på fødderne, så kan vi faktisk godt kæmpe os frem til et anstændigt niveau for brævandring. Vi gjorde da vores bedste for at banen vejen for næste generation af danske bjerggeder!

Tina Vinther Dahl har medlemsnr. 262 og har foruden Kaukasus og Jotunheimen også været i Himalayabjergene. I sommer gik rejsen til Stok Kangri i Indien og til næste år hedder målet Aconcagua i Argentina.

Jotunheimen

Areal: Jotunheimens nationalpark er på 1.155 km² og har de højeste fjelde i Nordeuropa, Galdhøpiggen (2.469 moh) og Glittertind (2.464 moh). Området har mere end 80 fjeldtoppe på over 2.000 meter. Det er et populært vandreområde med et godt udbygget net af hytter og mange afmærkede stier. Den mest populære rute er turen over Besseggen, som går mellem Gjende og Bessvatn. Navnet Jotunheimen stammer fra den nordiske mytologi, hvor Jotunheim, også kaldet Udgård, er kæmpernes hjem.

Bræ eller gletsjer? Begge ord dækker over det samme: En årligt akkumuleret og omsat masse af is og sne, som er begyndt at bevæge sig pga. sin egen vægt.

Arrangør: Vores brækursus blev arrangeret af Den Norske Turistforening (DNT) Fjellspor Oslo i sommeren 2010. Medlemskab af DNT er en forudsætning og koster 550 kr. for et år. Prisen var 3.900 NOK for instruktion og 3.150 NOK for fuld pension og logi i fem døgn på Krossbu Turiststasjon (i sovesal). Fuld udstyrspakke kan lejes på kurset for 400 NOK. Læs mere på www.turistforeningen.no.

Rejsen dertil: Vi tog bilen og sejlede med DFDS fra København til Oslo på vej op og kørte tilbage via Sverige med én overnatning på vejen. Det er også muligt at rejse til Jotunheimen med bus og tog.

 

 
 
Share this