Skammestein (Norge) juli 1966


Niels J L Iversen
Niels J L Iversens billede
 
1966

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Skammestein (Norge)  juli 1966

af Niels JL Iversen

 

Ærede berejste!

Hvis man ser bort fra lejlighedsvise ture til grænsebasarerne ved Flensborg, var jeg kun én gang i udlandet som barn. Det kom sig af at jeg havde sendt et bidrag ind til en konkurrence udskrevet af DFDS, og gudhjælpemig om jeg ikke vandt en af de mindre præmier. Det er i parentes bemærkes den eneste gang jeg har deltaget i sådan en konkurrence, så min gevinstprocent er stadig smuk - 100%. Gevinsten bestod i et frikort, som blev omsat i en sejltur mellem Frederikshavn og Oslo og tilbage igen. Der var i de dage endnu mulighed for frirejser med DSB for skolebørn, og da min mor gav hotelopholdet på hotel Fjellheimen i flækken Skammestein, havde vi pludselig en rejse til Norge for min mor, min lillesøster og undertegnede. Jeg var da 12 år gammel.

Vi havde fået anbefalet hotellet i Skammestein af damen på DSB rejsebureau, og for at komme dertil skulle vi med tog fra Kolding til Frederikshavn, med natfærge til Oslo, herfra med tog til Fagernes og sluttelig med rutebil det sidste stykke vej. Det gik efter omstændighederne rimeligt gnidningsløst. Fagernes-banen er forøvrigt siden blevet nedlagt, hvilket er synd og skam.
 

Fos med forfatteren & hans søster foroven

Skammestein var en lillebitte flække midt i en hel masse særdeles norsk natur, - vi var jo bare tre danske fladlændinge, og heroppe var der bjerge og fosser og folk der snakkede norsk, og det var altsammen meget imponerende. Hotellet var ikke ret stort, men der var en hyggelig fællesstue, og værten havde en Storm P-bog, som han kunne læse ord for ord, uden at han fattede et kuk af den. Om morgenen var der et opulent tag-selv-bord. Blandt de mindeværdige ingredienser på dette var en grønsort gedegammelost, som ingen af os turde røre, men også en ualmindelig tyk fed lækker kærnemælk, som jeg drak spandevis af. En dag manglede den, men så protesterede jeg vildt og inderligt ude i køkkenet, og dagen efter var den på bordet igen.

Skammestein kirke

Under opholdet foretog vi diverse ekspeditioner, de fleste til fods, men en enkelt længere tur blev det dog også til. Den gik til søen Tyin, hvor vi sejlede med en gammel færge, - muligvis endda den sagnomspundne skude Bitihorn, der har besejlet disse vande siden 1905. Vi stak også næsen indenfor i hotel Eidsbugaren, som vi prompte døbte 'snobbehotellet', da vi havde set en gæst i leopardbukser derinde.

På hjemturen gjorde vi ophold i Oslo for at se museerne på Bygdøy. Efter besigtigelsen af Kontiki-museet, Søfartsmuseet og Vikingeskibshallerne var vi kommet lidt i tidnød og spænede derfor gennem museumsdelen af Norsk Folkemuseum. Min mor sagde at det var rent pjat, for vi ville ikke kunne huske noget, når vi skyndte os sådan. År efter underholdt jeg hende med den eksakte placering af hver eneste dragkiste og manglebræt i det rum, hvor hun udtalte denne dom.

Og så kom den mindeværdige hjemrejse med DFDS' formentlig usleste plimsoller, kaldet Skipper Klement. Af økonomiske grunde havde vi kahytter i bunden af skuden. I nattens løb blev først min lillesøster søsyg, og så min mor. Dækslet til luftindtaget faldt ned, gangen udenfor flød med bræk, og vi kunne høre rallen og gurglende lyde fra nabokahytterne, hvor folk lå og kvabbede. Og jeg? Jeg lå i overkøjen og skraldgrinede. Det må have været ret irriterende.

 
 
Share this