Sommer i Norge


Thor Bakke
Thor Bakkes billede
 
2012

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Hytteliv i Gleabugta

af Thor Bakke

Norge kalder – lidt endnu. Vi er på færgen der skal tage os fra Sandefjord til Strømstad og så går det ellers hjemad igen, og ikke kan man forstå hvor de 8 dejlige dage blev af.

Jo vi har virkelig nydt hyttelivet ved et norsk hav/ fjord igen. Hytten havde vi lånt af Mari og Per Roar, niece og nevø, der lige har arvet den efter deres mormor. Den charmerende bjælkehytte, sort med hvide vinduer og lyserøde roser rundt, er bygget af deres oldefar i 1950-erne, og ligger på en skråning ned mod Tønsberg fjorden ud mod Gleabugta, og vi havde den skønneste udsigt til Vinge Sørensens gule rapsmark på Langøya.

Vejret var ret godt med køligt vejr de første dage, 4 dage med dejlig sol, 1 dag med plask regn, hvor vi heldigvis havde aftalt at besøge venner i Vettre ved Oslo, hvor vi fik set mere af Norges flotte natur, og de sidste to dage med helt fantastisk sol.

Hver dag startede med dukkert i havet, uanset temperatur, direkte fra den varme dyne og ned i vandet, faktisk ret skønt, tilbage på terrassen ventede så en Fernet Branca når man havde tørret sig. Så gik turen til køkkenet, hvor der blev lavet tallerken med bær plukket rundt omkring i skoven og haven samt kefir og mysli, indtaget på terrassen med den skønne udsigt til hav, fjeld og den gule rapsmark. Mange timer brugte vi der i solen med udsigten, de første dage med gamle aviser, vanen hjemmefra, de sidste dage kunne man bare slappe af og nyde det smukke udsyn med de mange dykænder og skarve ude i bugten, men det tager altså nogen dage at vænne sig til ikke at gøre noget.

Jeg er ret tilfreds med 4 gange skaldyr, rejer og jomfruhummer, serveret af mine brødre og de rejer vi selv købte, der er jo bare et kvarters køretur til Sandefjord. Det har også givet god mulighed for hyggelige besøg af familien. Mari kom og tog sig et bad hver dag efter arbejdstid og vi andre fulgte med, koldt, men herligt bagefter.

Nogen rigtig dejlige gåture blev det også til, hvor vejen byder på kæmpe stigninger, lidt udfordringer er jo godt, og så blev der spist vilde Hindbær –Bringebær, som de hedder på norsk,  og beundret natur, den er helt fantastisk i det område. Så lyser Norge af velstand, velholdte gårde og huse er der alle steder imellem de frodige landbrugsområder, som vi har kørt igennem.

Vi har da også lige fulgt med i OL, Norge har jo verdens bedste kvindehåndbold hold, men lad os nu se, hvilke kvinder der vinder

Dagen i dag skulle lige give os lidt regn til at begynde med, men da vi sad med morgentallerkenen fik vi det mest fantastiske skue ud over fjorden med blankt sortblåt hav, mørk himmel med vilde skyformationer og midt i det hele strålende sol, lidt af en afskedshilsen.

Så blev der ellers ryddet op og pakket bil og nu er vi på vej hjem med masser af gode oplevelser og vi efterlader de mange tusinde iberiske snegle som stortrives på de fugtige græsplæner og i skoven.

Det er fantastisk som de iberiske indvandrerne har spredt sig også i Norge, og om morgenen hvor græsset var fugtigt var plænen hjemsted for hundredvis af disse fede brune eller sorte snegler som spiser svampe (og hverandre) og hvor man må bevæge sig med forsigtighed for ikke at træde på en. De ligger spredt med mindre end 30 cm afstand og når solen kommer ruller de sig sammen og graver sig ned i græsbunden.

Vi kom vel hjem efter en kedelig færgeoverfart og en 5 timers biltur i max hastighed de 525 km fra Strømstad til Lyngby. Det var igen dejligt at være hjemme igen, se de mange blomster som havde overlevet, og vindruerne på terrassen som strutter af saft og vokser sig større og større. Men det er underlig at haven virker trang efter de mange dage med den vide udsigt over søen i Norge

 
 
Share this