Sommerferie på Svalbard juni 2002


2002 dec

Sommerferie på Svalbard juni 2002

af Anette Sode & Paul-Erik Jensen

 Hele skibets passagerer, ca. 70 personer, sitrer af spænding og begejstring, da vi er ved at sejle ind til Esmark bræen, som er dækket af drivis et pænt stykke ud i fjorden. Vi befinder os på skibet MS "Langøysund", ca.78° N, og dermed på Svalbard - og der ser ud til at være et eller andet inde på drivisen.

Vi sejler langsomt nærmere og glemmer alt om at kikke på det smukke landskab, da øjnene nu har stillet skarp på en enlig isbjørn, som netop har fanget en sæl og nu er i gang med at flå denne, så isen og isbjørnen er dækket at rødt blod. Vores 2 små piger synes det er synd for sælen, men da vi forklarer, at isbjørnen kun fanger 1 ud af 10 sæler, den prøver på at fange er det OK.

 Det blodige drama blev et stort minde for eftertiden. Isbjørnen lod sig forskrække lidt over vores ankomst med skibet ca.150 meter fra den og gik langsomt lidt væk, men da der ikke så ud til større fare, udover at vores båd var ved at få slagside pga. alle skulle have en god udkikspost, luntede den retur til sælen for at trække den med sig ind imod land, og vi bakkede ud fra iskanten af og satte kurs imod Longyearbyen.

Stemningen var høj, og kaptajnen fik derefter solgt ikke ubetydelige mængder af øl, vin og spiritus i skibets lille bar! Mindre end 10 min. senere ser vi en flok hvidhvaler i vandoverfladen - de første, besætningen har set i år heroppe på Svalbard.

Dagens udflugt med skib har først gået til Barentsburg, med et 2 timers stop i denne triste by, som er en stor kontrast til den, i forhold, luksuriøse by Longyearbyen. Barentsburg består af mange og dårligt isolerede træhuse med et lags vinduesglas og nogle store betonhuse, inkl. et nyt stort hotel! Folk i Barentsburg har svære levevilkår, de dyrker selv grøntsager og opdrætter dyr til eget forbrug i nogle meget store drivhuse; men de er flinke og imødekommende.

Vores piger fik postkort som gave af en ældre dame, da børneturister er et usædvanligt syn på disse kanter, så de tiltrak sig megen opmærksomhed bag vinduernes gardiner og på gaden. Blot 30 børn i alderen 018 år bor i byen med et samlet indbyggertal på ca. 850 personer.

Vores guide fortalte, at dette er en almindelig russisk by, som de normalt ser ud. Det er en kulmineby, og mange af indbyggerne her kommer fra Ukraine, som har lange kultraditioner, og man får normalt en 2 års kontrakt med fuld kost og logi - lønnen bliver først udbetalt efter de 2 år ved afrejsen herfra.

 Nye tider er dog også så småt nået her til Barentsburg - enkelte små souvenirboder med lokale og russiske "kunstværker" dukkede op fra ingensteds mens vi var her, for at skaffe en lille ekstra indtægt fra turisterne. De står strategisk langs den imponerende bro - som er den eneste vej tilbage til skibet igen - for at indfange lidt turistpenge, når vi igen forlader byen.

Byens langhårede katte vakte glæde hos børnene, da kattene gerne ville kæles med. Vi andre kunne så beundre de mange måger som byggede reder overalt på bygningerne med dertil hørende vægsvineri. På dagens sejltur var der rig mulighed for at se på andefugle, enkelte hvalrosser og sæler, flotte stejle fuglebjerge, hvor der også gik rener rundt og virkelig flot sne/is landskab.

Vi fik undervejs på sejlturen serveret den lokale specialitet, varme vafler, og senere en portion dejlig varm gng chili con carne med ris til. Børnene blev forkælet med chokolade af besætningen på 4½ mand, da en dværg kun kunne tælle som en ½ mand, ifølge børnelogik.

Solen skinner flottest om natten, hvor vi dog sov sødet, når det da ikke lige var "flydage". Her er midnatssolen en oplevelse. I almindelig dagstid oplevede vi, at vejret var diset, og vi landede da også midt i en snestorm, hvilket her i juni måned er ret usædvanligt fortalte nogle indfødte os dagen efter, men det gav os nogle flotte snedækkede bjergsider ved Longyearbyen.

Vi lejede bil ét døgn og kørte de ca. 4o km veje tynde, (kun ca. 15 km af dem er asfalterede), imens vi nød landskabets skønhed og kikkede på ynglende edderfugle, rener og blomster. Slædehundene blev rørt ved at trække en ombygget folkevogns boble ud af vejen, ikke helt så romantisk som at se dem ud over isen. Derudover findes der mange tur tilbud med guide i området inkl. minevandring og skattejagt efter fossiler. På mange af turene er mindste alder 12 år.

Snescootere står tildækkede overalt her i Longyearbyen, hvor de specielle scooterveje er noget sne fattige her om sommeren - det siges at der er flere snescootere heroppe end indbyggere.

 Selve byen har en skole, svømmehal, biograf / kulturhus, museum, kunstgalleri, sygehus og nogle service butikker, inkl. Svalbard butikken, hvor næsten alt kan købes. Der udgives egen avis og alle kender alle. Selve byen er, set i forhold til stedet, luksuriøs og behagelig at bo i og velorganiseret. Men her er dyrt, det syntes de lokale beboere også - til trods for at Svalbard er et told og afgiftsfri område!

Vi boede på Funken Hotel og havde fået stedets store handicapværelse til vores familie, så omgivelserne, og pladsen, var rigtig gode. Hotellet, som ligger lidt op over byen, har fra restauranten af en fantastisk flot udsigt ud over byen, fjorden og fjeldene. Om eftermiddagen bagte vi vafler til børnenes store fornøjelse og nød en kop varm kaffe dertil. Vi havde selv 5 nætter på hotellet som tidsmæssigt var OK med børn.

Byen har, om sommeren, et vandrehjem, 2 private værelses udlejere, som i praksis også er vandrehjem, foruden 2 luksus hoteller, som ofte er booket til kongresser.

Til oplysning forefindes der en lille vindblæst knold ved lufthavnen til camping, uden nogen som helst former for faciliteter.

Vores flyrute gik fra København til Oslo med flyskift og videre direkte til Longyearbyen. (sommerrute) og kostede 12.000 SAS point for en voksen og 6000 point pr. barn. Vi kan anbefale turen for naturelskere med god økonomi eller med optjente point som skal bruges til noget ekstra ordinært.

 

 
 
 
Share this