Østtimor - lille ny stat præget af historien. Indtryk fra klubturen 2010


Søren Fodgaards billede
 
2011 mar

 

Tukala: langhus

Hanegal og hundeglam. Klokkeklang og kvindehyl. Det var nogle af de lyde, som i et vist omfang prægede den tur, De Berejstes Klub i dagene 14.-23. august 2010 gennemførte til verdens næstyngste stat, Østtimor.

Haner galede stort set over alt, i by og på land, og hele døgnet igennem, hundene noget mindre, kirkeklokkerne tidligt om morgenen til fromesse i det katolske land, og… ja kvindehylene, dem hørte vi kun et par gange, men som udtryk for natlige minidramaer, der skal berettes om senere.

Historien er tæt på

Mange udbrændte huse vidner om et land præget af de sidste årtiers blodige historie. Geografisk udgør det halvdelen af én af de Små Sunda-øer og er omgivet af Indonesien til alle sider. Da Portugals kolonirige brød sammen i 1975, erklærede modstandsbevægelsen Fretilin ensidigt landets selvstændighed. Den indonesiske nabo mente dog, at portugisernes 206 år lange kolonistyre burde afløses af en indlemmelse af det 14.609 kvadratkilometer store territorium.

Det var indledningen til et barsk besættelsesstyre, hvor mange timoresere blev fængslet, torteret, myrdet eller døde af sult. Amnesty International skønner, at indonesernes 25-årige besættelse kostede en tredjedel af befolkningen, dvs. 200.000 personer, livet.

Hele gruppen – bagest Søren Fodgaard, Henrik Døcker, Bodil Johanne Jørgensen, Per Danielsen, forrest vores guide Sanches, Lone Friis Larsen og Lillian Friis Hansen.

Efterhånden voksede protesterne fra udlandet. I 1999 gik indoneserne med til at holde en folkeafstemning, og 79 pct. af befolkningen stemte for selvstændighed. FN gik ind med et overgangsstyre, og landet blev selvstændigt i 2002. 

Et lille frihedsmuseum i Dili beskriver den blodige vej til selvstændighed - ved hjælp af fotostater af guerilla'er, militser, frihedskæmpere i junglen m.v. og nogle af deres våben.

Katolicisme og animisme hånd i hånd

Dili har ikke meget ”hovedstadspræg”, når bortses fra et splinternyt udenrigsministerium, parlamentet og en række ambassader. Vort hotel virkede også nyt og smart, men det slog os, at der ikke var telefon på værelserne. 

Byen er præget af lave basar-lignende bygninger på én-to etager og ret få butikker. Byen ligger ud til vandet, og i den østlige ende er der en udmærket strand med en halv snes fiskerestauranter.

Visse steder finder man bøffelkranier på gravsteder – en integration

af katolicismen og animistiske traditioner

Portugal har kun sat meget beskedne fodaftryk på landet. De opførte kirker, skoler og ret få huse og prøvede at gøre befolkningen katolske, men i 1975 var der stadig 72% der fulgte animistiske traditioner. Under indonesernes besættelse konverterede mange dog, dels fordi de blev tvunget til at vælge en af landets fem officielt anerkendte religioner, hvoraf katolicismen indgår, dels fordi kirken aktivt støttede modstandsbevægelsen.

Mange hænger dog stadig fast ved traditionerne. I Com mod øst besøgte vi en begravelsesplads med fine katolske gravmonumenter, hvor der sad bøffelkranier på toppen af korset. Der hang også en indtørret kylling, som var sprættet op i levende tilstand - man kan nemlig spå ud fra dyrets indvolde og måske helbrede syge. Når den afdøde bisættes, samler familien sig om gravstedet og holder en ceremoni og en god fest. 
 

Mordere blev dømt - og frigivet

På vores ni dages rundtur - fordelt på to off-roaders - var vi slået af de mange ruiner. Da indoneserne skulle rykke ud i 1999, besluttede de at ødelægge mest muligt, ivrigt bistået af lokale militser, som de havde trænet og forsynet med våben. 

De fleste huse blev brændt ned, næsten hele elforsyningen ødelagt, og tusinder myrdet. De fleste huse er genopbygget, men der er stadig mange ruiner uden tag og vinduer. 

 

far Mt Matebian

Det tydeligste udtryk mødte vi vest for Los Palos, i den østlige del af landet. På en tavle ud til landevejen mindedes otte personer, heraf fem fra den katolske kirke, som blev skudt her i de kaotiske dage i 1999. De blev standset af en lokal militsgruppe, der ville hævne sig på kirkens folk, fordi kirken havde været aktiv i modstanden mod indoneserne. Ligene af de otte blev smidt i floden lige ved siden af vejen.

Dette overgreb blev senere efterforsket under ledelse af FN-politiet. Vores guide Sanches bistod med efterforskningen, idet han var vokset op i en landsby uden for Los Palos og kendte flere af militsfolkene. Han deltog desuden i retssagen som tolk, fordi han taler fem sprog flydende. 

Lederen af gruppen blev idømt 20 års fængsel, men blev sat på fri fod i 2006 i forbindelse med en generel amnesti som led i en national forsoning. Et udspil som har fremkaldt både national og international kritik.

At der kun er roligt på overfladen blev klart i 2006. En splid om forfremmelser mellem soldater fra den østlige og den vestlige del af republikken førte til afskedigelse af en tredjedel af hærens 1500 mand. De hjemsendte soldater blev nu kernen i en opstand hvor 150.000 mennesker blev drevet på flugt. Der har været uro flere gange siden, bl.a. attentatforsøg mod præsidenten.

Få uger senere sendte Australien militærstyrker og FN en politistyrke ind i landet. Disse soldater præger stadig bybilledet især i Dili, hvor de kører rundt i store off-roadere eller parkerer foran barer, butikker mv.
 

DBK-medlemsmøde blev afholdt den 18. august i Tutuala – i spisesalen på et primitivt strandhotel med bølgeskvulp i baggrunden.

Officielt er det planen, at FN-politiet på i dag 1500 mand takker af i 2012, men det er der ikke mange som tror på. En fortsat tilstedeværelse vil sikre roen i landet - til gengæld føler mange at FN opfører sig provokerende, og at Australien står bag urolighederne efter landets selvstændighed. Australien har store olieinteresser i farvandet syd for Østtimor, og de råder over havområder, som rettelig tilhører Østtimor. Derfor har de interesse i at landet forbliver svagt og ustabilt.

”De mange spændinger mellem forskellige provinser, mellem politi og militær og mellem tilhængere og modstandere af selvstændigheden har spændt ben for en udvikling af den unge stat”, fortæller danskeren Finn Reske-Nielsen, souschef for FN-missionen (UNMIT), som et par af os mødte i Dili. 

FN i Østtimor er imidlertid andet end politi. FN's Udviklingsprogram (UNDP) betegner selv tilvejebringelse af et retssystem som sin hidtil største succes. Domstolene anvender Portugals love, og jurauddannelsen foregår derfor på portugisisk. 
 

Ro - og kvindeskrig

Stemningen var især uden for Dili præget af ro og fred grænsende til det søvndyssende. Alligevel oplevede vi et par episoder, som skal nævnes, selv om de næppe er typiske for landet. 

I Maubisse boede vi på et fint, men stærkt nedslidt hotel, en såkaldt pousada, bygget af portugiserne. Her hørte vi første gang høje kvindehyl. ”Det lød som om en kvinde blev voldtaget”, var et kvalificeret gæt. Den besynderlige forklaring skulle imidlertid være, at det kom fra en kvindelig hotelgæst (ikke fra vores gruppe), som ejede en motorcykel - der var aflåst med kæder. Den blev forsøgt røvet, fordi der var glemt en tændingsnøgle i den!

Anden gang var ude på østspidsen, hvor vi overnattede på et primitivt hotel i bambushytter. I en af hytterne sov et ungt par trygt, indtil kvinden blev vækket ved at nogen befølte hende på benene. Hun skreg op, kæresten løb ud, personalet blev alarmeret, og to overfaldsmænd tog flugten. Der gik flere timer, før der var faldet ro over stedet. 

De formastelige blev indhentet og viste sig at være drenge på hhv. 12 og 15 år fra lokalområdet. Næste morgen var der stor opstandelse og indkaldelse af et ældreråd, som talte dunder til dem. 

Lokale på markedet i Aileu

Et kvalificeret gæt lød på, at der kunne være tale om et væddemål. I en alder hvor hormonerne bobler, snakker de om, hvem tør hvad og hvor meget. Sådan lidt i stil med folk og røvere i Kardemomme by, hvor de dristige ungersvende ”bortførte” en vis 'frøken tante' Sofie…
 

Pælehuse

I mange landsbyer ser man et eller flere huse på pæle. De hedder Uma Lulik (sacred house) på Tetum og Lee Teinu (house with legs) på Fataluku, sproget der tales på østkysten.

De fleste huse var oprindeligt på pæle af praktiske grunde for at holde dyrene ude, for ventilation og ifølge traditionen. Det højeste hus i en landsby var det første, der blev bygget af en klan og dermed det vigtigste, hvor politisk eller spirituel autoritet boede/bor. 

Stort set alle disse huse blev brændt af indoneserne. De tilbageværende huse bruges dog, og der bygges enkelte nye huse, ofte sponsoreret af velhavere. Folk bor i dag generelt i huse på jorden, bl.a. fordi der er mangel på byggematerialerne. 

Desuden bygger man ikke bare et helligt hus. Det kræver en bekostelig og kompliceret åbningsceremoni med mange ofringer. Husene er også forbundet med særlige venskabs- og ægteskabsrelationer, som skal bestemme position, højde osv. 

Endelig er 150.000 lokale stadig internt fordrevne, fordi indoneserne jog dem væk fra bjergene. De bor nu på andre klaners territorier, og man kan ikke bygge hellige huse, før man igen bor i sit hjemland.

De huse der er vist på billederne var de største vi så. Vi gik hen og kiggede på husene og snakkede med børnene og med de gamle og spurgte til sidst, om vi kunne komme op i dem. Jo, 5 dollars til den gamle dame, der boede deroppe, så var det i orden. (Når vi gav damen dollars, er det ikke udtryk for turister, der spolerer lokalbefolkningen med fremmed valuta - Østtimors valuta er faktisk US dollars, der findes ikke nogen lokal valuta).

Vores guide sagde, det var første gang en gruppe havde fået lov at se et sådant hus. Måske fordi vi tog os tid til at sludre med børnene, måske fordi de fleste mænd var ude i marken.

Saco

Man kommer op i huset via en spinkel stige. Der var ikke meget at se - der var ét rum som er ca. 3 x 3 m, et tæppe på gulvet og et ildsted. 
 

Naturoplevelser

Hvad er der ellers at se og/eller opleve i Østtimor?

* På østspidsen er der en nationalpark. Som et led i et udviklingsprojekt sat i gang af en lokal NGO er der i Tutuala rejst et primitivt strandhotel med bambushytter på pæle. Det ejes og drives nu helt af de lokale beboere. Man falder i søvn til suset i palmerne og bølgeskvulpet - den perfekte tropeidyl. Ulemper? Tja, man kunne kun bade med en øse fra en vanddunk, og vejen derud var ekstremt dårlig hvor vores biler kørte 5 km/t.

* Mange steder på østspidsen er der primitive klippemalerier af mennesker, vildt, skibe og søpindsvin, mindst 2500 år gamle. Vi så en række, der var malet på en stor lodretstående klippe.

* Flere steder i bjergene dyrkes kaffe under kronerne på 30 m høje træer, som giver landskabet et frodigt indtryk. Vi besøgte en af de fabrikker, hvor bønnerne gøres klar til ristning. Østtimor var tidligere kendt for en fin kaffe og eksporterer i dag en del til bl.a. USA, men det man får i landet er 2.-sortering.

* Det meste af landet består af bjerge. Det højeste er 2.963 m og kan være et mål for en krævende vandretur. Tre fra gruppen valgte dog at bestige det næsthøjeste bjerg. Turen startede med en vandring op gennem golde landskaber til en landsby med otte huse. Her overnattede de med høns og ivrigt snakkende lokale i baggrunden. De stod tidligt op næste morgen, og vandrede 8 timer i tåge og finregn - men de nåede ikke toppen, vejret var for dårligt.

* Hoteller er en mangelvare - i mange byer er der reelt kun ét (samt nogle guesthouses). I Baucau brugte vi et klassisk hotel fra kolonitiden med prægtig udsigt, store opholdsrum og et fint udvalg af portugisiske vine i den elegante spisesal. De kun ti værelser var i en nybygget fløj - de gamle værelser i en forfalden bygning bagved havde ingen lyst til at bruge længere. Det var nemlig her, politiet holdt til under den indonesiske besættelse og torturerede deres fanger.

 

Faktabox

Rundrejsen i landet var arrangeret af Lone Larsen. Teknisk arrangør var Mega Tours som arrangerer rundture på øen. Mega Tours sælger også flybillet Bali-Østtimor (den kan ikke købes på nettet, men kun gennem en agent; ruten beflyves dagligt). Lonely Planet har en guidebog for Østtimor, der blev udgivet i december 2008. Hvis man vil sætte sig ind i landets historie kan anbefales engelsk Wikipedia, som rummer flere hundrede sider, med hovedvægten på de sidste fyrre år.
 
 
Share this