Gennem fem mellemamerikanske lande på 20 dage. Kan man det?


Gennem fem mellemamerikanske lande på 20 dage. Kan man det?

Tekst & fotos: Kirsten Graversen

 

Jeg var på grupperejse mellem Panama og Guatemala, så hvor svært kunne det være? At være på rejse i en arrangeret gruppe er vel det samme som at læne sig tilbage og lade de betalte guider klare resten? Vi besøgte regnskove, vulkaner, smukke gamle byer – og så blev det også lige til en lidt (læs: meget) dramatisk sejltur. Selvfølgelig så vi masser af aber, fugle, varaner og krokodiller, og vi mødte også forskellige indianerstammer med religioner, som enten var rent indianske eller blandet godt op med katolske messer og symboler. Vi besøgte kaffeplantager og anden produktion, og naturligvis nåede jeg også lidt på egen hånd med besøg hos en planteskole og en producent af macadamianødder.

Panamakanalen giver landet store indtægter, og derfor begyndte vores rundrejse med at besøge et rigt land. Der er smukt i den gamle bydel i Panama By med istandsatte huse fra kolonitiden, hvor byen som den første by på stillehavskysten blev anlagt i 1519. Byen blev ødelagt i 1671 af engelske pirater, men fremstår i dag som en moderne by. Kanalmuseet ligger lige op ad kanalen med udsigt over hele systemet med sluser og skibe, som skal igennem. Museet dokumenterer fint, hvor stort et projekt det handlede om, da kanalen blev anlagt, og hvad kanalen betød og stadig betyder for landet.

Efter Panama By gik turen med fly til den vestlige del af landet, hvor tågeregnskoven ved Boquete og dens dyr og planter var nye oplevelser.

Det er altid interessant at besøge produktion af lokale varer, når man rejser, synes jeg, og derfor var besøget på en kaffefarm, hvor vi også prøvede at riste kaffe, en oplevelse. Dét at få vist alle dele af produktionen og selvfølgelig få mulighed for at smage kaffe, som var blevet ristet forskelligt, gav lidt mere viden om at få den rigtige kaffe serveret og på den rigtige måde, når man går på cafe herhjemme. Lidt kritisk kan man jo godt blive, når baristaen i cafeen ikke lever helt op til forventningerne.

Som på hele turen var også grænseovergangen mellem Panama og Costa Rica uproblematisk at forcere. En ny bus holdt klar på den anden side af grænsen, og det er lige den slags, som gør denne form for rejser mulige på så kort tid. Vi var af sted i 20 dage i alt med megen transporttid, hvilket dog var helt fint, da landskaberne skiftede meget både indenfor landene og mellem landene.

Vi sejlede fra Sierpe i Costa Rica ad Sierpefloden med mangroveskoven langs bredderne ud gennem brændingen og langs med kysten til Corcovado-nationalparken. Brændinger er jo altid svære at forcere, og denne var heller ikke nem, men jeg havde fuld tillid til kaptajnen, som jeg vidste havde prøvet det før og kendte sin båd. Vi tog sandalerne af, smøgede bukserne op og vadede igennem vandet fra båden til kysten. Rent vand, vel at mærke!

Røg sendes ud af vulkanen Vulcan De Fuego, Antigua, Guatemala

Så var vi på vulkaner

Man fik et godt indtryk af, at landene er prisgivet vulkanerne, og det undrede mig, at så mange er  aktive. Så sent som i september 2012 var der et større vulkanudbrud i Guatemala. Det er ikke svært at forestille sig, at indianerne – her mayaerne – har været rædselsslagne, når de så disse store kræfter bryde løs. Gode ofringer var bestemt på sin plads, syntes de forståeligt nok.

I Costa Rica var det Arenalvulkanen, vi gik hen til. På lang afstand blev man holdt tilbage af advarselsskilte, da denne hyppigt er  i udbrud. Vi sprang så rundt på kæmpe stykker stivnet lava og store sten, som var slynget mange km ud af vulkanen, som på den dag, vi var der, var meget aktiv – dog uden den sædvanlige røde lava løbende ned fra kraterkanten.

Masaya er en af de andre aktive vulkaner, vi så, da den lå på vores vej fra Granada til León i Nicaragua. Denne vulkan er så aktiv, at der hele tiden kommer svovlholdig røg og damp op af den i en sådan grad, at der er advarselsskilte inden den sidste opstigning til kraterkanten.  Advarslen gjaldt folk med luftvejs- og hjerteproblemer. De skulle undlade at gå helt op til kanten, da man på vej op ikke kunne undgå at indånde svovldampene. De var barske, og min hoste og ru hals fortsatte et par dage efter, at jeg havde stået og kigget ned i selve krateret, hvor man ikke kunne se andet end svovldampene, der lugtede kraftigt.

Nicaragua på vrangen

Managua, hovedstaden i Nicaragua, er et sørgeligt syn. Selvfølgelig er præsidentpaladset blevet genopbygget efter det store jordskælv i 1972, men de store beløb til genopbygning af byens centrum, som kom fra internationale kilder, gik direkte i diktatoren Somozas lommer, idet pengene blev gemt af vejen eller brugt af diktatoren og hans hær.  Når man står på pladsen foran paladset og regeringskontorerne og med den næsten genopbyggede kirke bag sig, ser man ingen moderne højhuse og flotte reklamer som i andre hovedstæder, men kun nogle store plancher med billeder af præsident Daniel Ortega og andre regeringsmedlemmer samt diverse slagord.

Et hoved er dukket op af de overvoksede mayaruiner i Copan, Honduras

Man har forsøgt at bygge noget af centrum op igen, men det er tilfældigt opførte huse, hvor der før var lejre, og disse huse ligner for nogles vedkommende huse opført af forhåndenværende materialer som brædder, plastic og bølgeblik. Selv i det nye område, hvor man har forsøgt at bygge et nyt centrum, står det sløjt til med forretningslivet. En medvirkende årsag er, at byen udover jordskælv har været offer for orkanen Mitch i 1998, så denne hovedstad fra 1855 har haft rigtig meget at kæmpe med. Et af resultaterne er, at der ikke er gadenavne eller husnumre, men man må beskrive sit hus som liggende i en bestemt række og med et bestemt udseende.

En anden oplevelse i Nicaragua havde både positive og negative elementer. Vi holdt med bussen parkeret i en by, hvor vi skulle spise frokost. Vi forlod alle bussen og lod nogle ejendele blive liggende, da vi skulle fortsætte en times tid efter. Vi gik lidt rundt i nærheden af bussen efter frokost og kiggede på de meget små forretninger, som bare var et åbent vindue, og som vi syntes så meget spartansk udstyrede ud.  Vi fik et længere ophold i byen, da vi lige skulle forbi politistationen. På intet tidspunkt fik nogen af os noget stjålet udover denne gang, hvor chaufføren tilsyneladende havde ladet sin dør stå åben, selvom han sagde, at nogen var brudt ind i bussen. Politiet kom hurtigt – meget hurtigt – og da de fandt ud af, at vi var danskere, beklagede de ekstra meget, da det netop var i denne by, at penge fra Danmark var blevet brugt til at bygge en skole, som blev kaldt ”universitetet”. Efter et længere ophold med optagelse af rapport kunne vi endelig køre videre, hvorefter også lokalguiden fandt ud af, at de havde stjålet noget fra ham – nemlig hans computer.

”En lang rejsedag på omkring ni timer, men bestemt en oplevelse”

Sådan stod der i turbeskrivelsen, og ja, det blev en oplevelse – som bureauet slettede af programmet umiddelbart efter. Vi var de første gæster på denne nye omfattende tur.

Når man ser på kortet over Fonsecagolfen, ser det jo ret smart ud, at man kan køre ud på en halvø i Nicaragua og sejle lige forbi Honduras til El Salvador. Selve golfen er 3.200 m², så det er ikke en lille bugt. Vejen ud ad landtangen er lang på en udmattende måde med store, dybe vandhuller og ingen steder at få noget at spise eller drikke. Vi nåede frem til Potosi, en gammel badeby, hvor guiderne ledte efter vores skib ved kajpladserne. Næ, det var da ikke lige der, der var noget skib til os. Endelig fik vi at vide, hvor det lå, og så var der alle formaliteterne med  at komme ud af landet. Der var en told- og paskontrol, som var bemandet med flere personer, som endelig så nogen, hvis navne de kunne skrive ind i en bog eller i nogle bøger, for med møjsommelig håndskrift blev vores data skrevet ind ad flere gange og af flere forskellige personer. Det tog et par timer for os 20 rejsende, men så var det vel også gjort ordentligt, og dagens arbejde var reddet for flere nicaraguanere.

Endelig skulle vi ned til skibet. Det var i mellemtiden begyndt at blæse op, og der var skum på bølgerne, men heldigvis har jeg ikke let til søsyge. Det viste sig, da vi kom ned til vandet, at vores båd var af en type, som næppe skulle ud i Stillehavets bølger og slet ikke i et totalt øde område uden nogen mennesker eller byer langs kysterne. Eftersom båden var åben, snuppede jeg lige min regnfrakke, som så skulle beskytte mod bølgesprøjt. Det gjorde den også, men forinden var jeg blevet våd af havvand helt ind til huden, da båden slog et slag, da jeg skulle hoppe op, og jeg faldt bagover – blødt selvfølgelig, det var jo vand.

Bagagen blev stuvet i forstavnen, og vi satte os til rette på bænkene i båden. Vi lagde fra, og motoren standsede.  Med noget besvær blev den sat i gang igen, og vi lagde igen fra, efter at båden var blevet vendt i den rigtige retning manuelt. De mest sejlkyndige blandt os begyndte nu også at blive bekymrede.

På vej ud så det godt nok lidt betænkeligt ud, da bølgerne slog ind over båden, og den i øvrigt også tog vand ind, når siden kom under vandkanten. Jeg begyndte at tænke på, om vi havde nødraketter om bord, og hvis det var tilfældet, ville der så være nogen, som ville se dem? Der var hverken huse eller skibe at se i bugten.

Undervejs mod en ø fik vi besked om, at vi skulle lægge til for at få frokost. Frokosttiden var dog for længst overskredet med mindst fire timer, og det ville blive mørkt, inden vi kunne lægge fra igen, så efter at have siddet meget stille i den første time med bølgegang meddelte hele selskabet, at vi absolut ikke var sultne, men ville direkte til vores bestemmelsessted i El Salvador.

Vi nåede over, men der var nye trængsler. Båden kunne eller skulle ikke lægge til ved nogen af kajerne, så vi blev bedt om at gå ind til byen fra båden. Vi vadede derefter nogle hundrede meter i vand til knæene, mens slammet kom op imellem tæerne. Hvad det præcist var, vi trådte i mellem kloakudløbene, tænkte vi ikke på, da fornemmelsen af at have overlevet overskyggede alt.

Efter den katolske gudstjeneste i Chichicastenango, Guatemala, går mayaindianerne op til det hellige offersted i skoven, hvor shamanen ofrer til indianernes egne guder.

Et flot syn

Ih, åh og næh, sagde vi i Antigua – både til byen og befolkningen og til det flotte hotel med tagterrasse, hvorfra vi kunne se ud over byen til de store vulkaner: Volcán de Agua, Acatenango og Volcán de Fuego. Vulkanerne ligger ca. 16 km fra Antigua og 50 km fra Guatemala City. Den sidste, ildvulkanen, sendte fra sit krater med jævne mellemrum en ”flot” sort røgsøjle op, som så meget skarp ud mod den blå himmel. Det var fint at se, at der kom noget ud af Jordens indre. Der skulle dog gå knap to år fra min rejse, inden den kom i udbrud i 2012, men så var det også nok til at jage 33.000 mennesker på flugt og lægge 17 landsbyer øde, men flot har det nok set ud!

På vores tur besøgte vi indianerne i Chichicastenango, som er en by med et stort marked, og vi blev præsenteret for deres religioner. Religioner i flertal, for de havde en blanding af katolicisme, som de dyrkede ved at gå til messe i kirken, og traditionel animisme, som de dyrkede ved efter messen at brænde visse offergaver af inde i kirken på en forhøjning, som gik mellem stolerækkerne fra indgangen til alteret. Udenfor kunne man købe religiøse symboler, blomster og lys, som det passer sig for en katolsk kirke.

Sammen med et par medrejsende fik jeg mulighed for at komme på en gåtur op ad bjerget til et sted, hvor de rigtige ofringer finder sted. Disse ofringer er nødvendige i stort og småt og består mest af sukker eller alkohol, som forskellige shamaner brænder af (eller drikker senere?), samtidig med at de beder for nødvendige dagligdags materielle ting eller for afklaring af problemer i familien. Så vidt jeg kunne forstå udelukkende kortsigtede ting.

Ved en anden lejlighed mødte vi nogle indianere, som boede i en landsby ved Atitlánsøen. Her skiftedes familierne til at våge over en figur, som var helt formummet, og som tog imod offergaver. Også her var det sprut, og desuden ofrede de tobak og cigaretter. Det kunne jo altid bruges! Det undrede mig, at der i samme rum var en kristusfigur, men så er man jo også dækket ind.

Hele denne tur gik efter planen, og vi nåede frem til lufthavnen i Guatemala City. Vi blev dog standset på vejen af nogle civilklædte mænd med våben, som lige skulle kigge indenfor i bussen og tale med chaufføren og se på os. Det viste sig at være lokale folk fra de omkringliggende landsbyer, som havde dannet vagtværn. Når man tænker på, at vi bevægede os ad hovedvejen mellem narkotikaproducerende lande i Sydamerika og aftagerlandet USA, er det forståeligt nok, at man må beskytte sin familie på denne måde ved at have natlige vagtværn.

Denne rejse til Mellemamerika var en rejse, som det ville have været svært at klare på egen hånd. Alle problematiske situationer – fx bådturen – som man gennemlever, gør det mindre skræmmende at give sig i kast med nye projekter. Der er jo altid en løsning!

Min grupperejse var arrangeret af Nyhavn Rejser og kostede 25.990 kr. Den foregik i november og december 2010.

 

Kirsten Graversen har medlemsnr. 547. Hun har besøgt 82 lande og ni territorier og er rejseleder og foredragsholder, lektor ved Roskilde Handelsskole og uddannet cand.interpret. Læs mere om hende på www.kirstengraversen.dk.

 
 
Share this