Det magiske bjerg


Mikie Breums billede
Mikie Breums billede
 
2016 mar

Dagen før var jeg skiltes fra min guide, da han havde besluttet sig for at afslutte turen og vende om. Han syntes, betalingen var for lav, og jeg havde desuden gjort det klart, at jeg ikke ville i seng med ham. Heldigvis mødte jeg dagen efter en stor flok fra Yalistammen, og ved hjælp af tegnsprog fik jeg lov til at slå følge med dem videre gennem Papuas højland.

Solovandreturen i Papuas højland uden kort, kompas eller guide gav spænding for alle pengene

Yalierne vågner i læskuret klokken 5.30. Det er stadig tusmørkt,  men to minutter efter er alle gået – på nær en far og hans voksne søn som venter på mig.  I dag skal vi vandre mellem 1.000 og 1.500 højdemeter. Det går stejlt opad, og vi krydser hele tiden en flod i zigzag. Hvis der findes et spor, er det nært sagt usynligt. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har nogle stedvante ledsagere, for denne tur havde jeg ikke klaret alene.

Vi går over smattede stammer og glatte sten, og snart opgiver vi at krydse floden, men vader i timevis op gennem den. Det føles umanerligt besværligt pga. de mange væltede træstammer, som ligger tværs over floden. Men junglen er tæt og ufremkommelig, så vi er nødt til at vandre i vandet. Jeg har lyst til at spørge, hvor mange timer vi skal gå op gennem floden, for hvis det varer længe, vil jeg hellere give op med det samme. Men da vi taler hvert vores sprog, har jeg ikke mulighed for at spørge og må bare følge med – så hurtigt jeg kan, for de går sandelig i raskt tempo. Kvinder og børn går længere fremme og går hurtigere end os, så jeg skal nødig pibe.

 

Yalierne har bare tæer, ligesom alle andre, jeg har mødt her i det indre Papua. Jeg beundrer dem for at kunne gå i højt tempo på de mange små, skarpe sten – oven i købet med mange kg på hovedet. Vi indhenter gruppen på toppen af bjerget Siam, hvor de venter på os. Herfra ses træklædte, frodige bjerge, så langt øjet rækker, og jeg kan se ned over den dybe, grønne dal, jeg gik gennem i går. Turen fortsætter op og ned gennem skovfyldte dale og gennem vandfald. Time efter time traver vi gennem mudder, og hele tiden skal vi se os for og zigzagge af sted for at undgå at sidde fast i dyndet. Alligevel synker jeg hvert andet øjeblik i til over anklerne, og hvert tiende minut ryger jeg i til skinnebenene, så jeg må hejses op, og mine sko er konstant sovset ind i mudder, indvendigt som udvendigt.

Vi vandrer forbi Wonggulshelteret, og jeg regner med, at yaligruppen har tænkt sig at gå over bjerget og ned på den anden side samme dag, men jeg har ingen mulighed for at spørge dem. Vi holder kun få pauser og går ellers i al hast, og jeg kan næsten ikke følge med, selvom flere af børnene kun er ni-ti år gamle.

”Jalan! jalan!” råber de bagerste i ét væk, og jeg sporer en anelse af irritation over, at jeg ikke kan gå hurtigere. I flere timer går vi i silende regn over en flad muddersteppe på toppen af bjerget, som er bar, bortset fra spredte grupper af bregnetræer, som er nogle af de smukkeste og sjoveste træer i verden, og til sidst indhylles sletten i tæt tåge. Den bagerste mand råber time efter time uden pause til bjergets magiske ånder, og jeg har lyst til at bede ham tie stille, da hans råb stresser og forstyrrer naturoplevelsen.

Mange af mændene har en machete til at afskære de grene, som rager ind foran os i skoven, og til at hugge træ til brænde. Alle slæber på tunge sække eller på net, som bæres i et bånd hen over panden, fyldt med varer, hvinende grise eller små børn, som på imponerende vis affinder sig med at ligge helt stille uden at kny. Alle har brede platfødder med tæer strittende i alle retninger, som danner kæmpefodspor, og jeg tænker, at det er med god grund, at de ikke ejer et par sko, for de ville aldrig få klemt fødderne ned i dem.

Mudderet er fyldt med fodspor, som går i alle retninger, og her ses ingen stier eller varder, så det ville være kropumuligt at finde vej alene. Til sidst når vi op over trægrænsen, hvorefter den eneste vegetation er græstuer, som stritter op af mudderet. En hjemmelavet stige af to grene med fastsurrede tværliggende grene står op ad en lodret stenvæg. ”Gunung Elit,” siger de til mig – så har vi nået vandreturens højeste punkt på 3.960 moh!

En klatretur i dansesko

Jeg møver mig forsigtigt op ad stigen. Herfra skal vi ned på den anden side af bjerget. Snart går det lodret nedad, det regner kraftigt, og stenene, jeg skal træde på, er spejlglatte – ligesom mine vandresko, der pga. mange års slitage er glatte som dansesko. Jeg er hundeangst og går som den næstsidste, med en mand foran mig og en bag mig. Jeg har lyst til at vende om, da det snarere er en klatretur end en vandretur, men det har jeg ingen mulighed for.  Det er mit livs mest vanvittige vandretur.

Når yalistammen skal handle, vandrer den to-tre dage hver vej med bare tæer og varerne

Jeg har igen lyst til at spørge, hvor lang tid vi skal klatre nedad, men kan ikke tale med dem og må bare følge med. Jeg tænker på, at vi skal gå mindst 1.000 højdemeter ned i dag. Hvis hverken MAF (Mission Aviation Fellowship) eller AMA (Associated Mission Aviation) har flyvninger de næste par uger, skal jeg klatre hele vejen tilbage. Det kan jeg slet ikke overskue og tænker, at der skal være et fly tilbage, for det her gør jeg ikke to gange i mit liv. Jeg forsøger at opmuntre mig med at tænke på, at kvinder og børn går foran med mange kg på hovedet og godt kan klare nedturen. Så skal jeg også kunne klare klatreturen uden at pibe – selvom de i modsætning til mig er vant til mosten.

I timevis går det næsten lodret nedad, og 150 af højdemetrene foregår via lange hjemmelavede stiger, som ofte har 1 til 1,5 meter mellem trinene. Oh, milde kineser.

Det er nu sidst på eftermiddagen, og det gør det bestemt heller ikke lettere, da mit energiniveau er lavt på denne tid af dagen – specielt efter ni-ti timers vandring. Endelig når vi skoven, men sporet fortsætter alligevel stejlt nedad. Stammerne er pakket ind i mos, og skægmos hænger ned fra grenene og giver en fortryllet troldestemning. De sidste timer smyger vi os gennem tæt skov ad en smal, næsten usynlig sti. Vi er virkelig så nær på skoven, som man kan komme, og jeg nyder intensiteten.

Lige før tusmørket sænker sig, når vi en samling honaier – traditionelle hytter. Linse, som jeg sov ved siden af i nat, inviterer mig til at sove hos sig. Hytten er opdelt i et lille soverum med en halvandenmandsseng og et lille køkken uden møbler, hvor vi akkurat kan sidde i en halvmåne på jorden om ildstedet.

Honaien bliver snart proppet med mennesker, og kvinder og børn fodrer mig igen med nødder og søde kartofler, og til gengæld giver jeg smøger. Datteren Nelly og jeg sover i sengen, mens Linse sover på gulvet ved ildstedet og igen taler hele natten.

Socialt fællesskab

Næste formiddag besøger jeg mændenes hus. De sidder på gulvet om bålet og hygger sig uden at sige ret meget, og rummet emmer af en særlig behagelig afslappet stemning. En kvinde dukker op i den lille døråbning og forærer dem søde kartofler. De graves ned i asken ved bålet, og andre graves op og deles rundt. Her er folk sociale og deler alt – også kartofler og cigaretter, selvom de kun har haft råd til at købe én pakke på deres indkøbstur til Wamena.

Yalimændene sover i mændenes hus, undtagen når de vil have sex med én af deres koner.

Mændene spiser langsomt kartoflerne, som var det en dejlig formiddagskage, selvom det næsten er deres eneste føde gennem livet. Efter flere dage på søde kartofler kan jeg næsten ikke klemme flere ned pga. den ensformige smag. Bag en lav halvvæg øffer et par grise, og det er svært at vurdere, om grisene eller mændene smasker højest. De fleste yalier går på visit hos hinanden og sidder og sludrer i honaierne det meste af dagen, og alle har god tid. Deres eneste arbejde består jo også i at pleje og høste deres få grøntsager.

Resten af dagen går jeg rundt og hilser på bosættelsens yalier og ser Linse hyppe kartofler med en lang pind og hjælper med at vaske dem i en bæk. Især de ældre mennesker giver lange håndtryk – min hånd rystes op og ned i mange minutter, mens de ser mig intenst i øjnene og sender mig store tandløse smil, mens de i ét væk siger ”halabo, halabo”.

Hilseseancen med håndtryk har de lært af de kristne missionærer. Håndtryk er jo en mægtig god idé i en region, hvor stammerne plejer at slå hinanden ihjel, da det er sværere at være fjendtlig indstillet, efter man har holdt i hånd og set hinanden i øjnene. En del af de ældre kvinder mangler de fleste af deres to yderste fingerled, da dani- og yali-stammerne har tradition for at skære fingerleddene af på kvinderne, når en af deres nærtstående dør. Andre kvinder – som Linse – fik skåret en flig af deres øre. Men i dag er det forbudt, så alle de unge kvinders ører og fingre er hele.

En ældre mand med penisfutteral graver taros, nogle gigantiske rodfrugter, op, som han forærer mig, for at vi kan spise dem til frokost. Indbyggerne tæller også kvinder i traditionelle naturnederdele, som næsten dækker kønshårene og numsen, og deres overkroppe prydes af et par lange, bare babser og hjemmelavede perlekæder. Man skulle tro, deres nøgne bryster ville virke sexede, men det gør de absolut ikke – måske pga. deres imponerende længder, som slår alle rekorder.

Her er det smart at gå med bælte – selv uden bukser!

Alle yalierne har bare tæer, og deres tøj er laset og hullet og har store flænger ved skuldrene. Jeg tvivler på, om de overhovedet ejer et par sko, som de kan tage på, når de kommer til Wamena. Som i danistammen på den anden side af bjerget ammer yalikvinderne også børnene, til de er fem år. Nogle kvinder har en enkelt babs eller begge deres lange patter hængende ud gennem halsåbningen på T-shirten – klar til at amme, hvis barnet skulle komme forbi. Kvinderne ammer uden den mindste blufærdighed, selvom der er andre til stede. Først når jeg kigger lidt for længe, bliver brysterne halet indenbords.

En traditionelt klædt yalikvinde

Honaien er fyldt med røg, fordi den lave døråbning er den eneste udluftningskanal. Tit må jeg gå udenfor, da røgen svier i øjnene, og gør det svært at trække vejret.

Om eftermiddagen samles de ca. 50 indbyggere på en lille græsskråning i midten af bosættelsen, og deres opmærksomhed rettes mod skolelæreren, der som den eneste kan sige ”My name is ... Herman.”

Længere rækker hans engelske ordforråd ikke. Gudstjenesten begynder. Folk synger smukke salmer, og læreren læser op af Biblen. Til sidst samler Herman ind, og yalierne giver med stolthed 1.000 eller 2.000 rupiah – og enkelte hoster op med 10.000 rupiah (svarende til fem kr.), som de ærbødigt giver med begge hænder.

Da gudstjenesten er ovre, gøres klar til et festligt, fælles måltid. Mændene laver et stort bål og varmer store sten i ilden. Herefter bærer mændene, med knibtænger lavet af kraftige grene, stenene til en hulning i jorden, som beklædes med sten og fores med bregneblade, og skiftevis lægges flere lag sten og bregneblade. Kvinderne lægger søde kartofler og grøntsager ned i ovnen og holder selv styr på, hvor de har lagt deres egne madvarer, hvorefter jordovnen dækkes til med blade og sten.

Et par timer efter er maden klar, stenene fjernes, og hver kvinde henter sine kartofler og grøntsager. Minutnudler er en delikatesse på disse kanter og er kogt i en fælles gryde, iblandet de evindelige blade fra de søde kartofler, og fordeles ligesom risen mellem alle familierne. Folk sidder i små klynger i græsset og på lerpladsen og spiser, og stemningen er i top. I dagens anledning får vi flere forskellige slags grøntsager, og mange kappes om at fodre mig med de bedste, så jeg får dårlig samvittighed over at spise deres gode mad. Heldigvis betaler jeg Linse for at bo og spise hos dem, og det tager brodden af den dårlige samvittighed.

Ingen fly tilbage til civilisationen

Sidst på eftermiddagen vandrer vi til Pronggoli for at søge læge, da Linses lille datter Anse på halvandet år har feber. Vi følger igen et glat og makabert spor, som tit og ofte giver mig hjertebanken af frygt for at falde ned i floden, som løber langs stien, og som vi skiftevis følger til fods og på alle fire.

I Pronggoli lejer jeg et privat værelse ved flyvepladsen, da radiomedarbejderen først kan kalde flyselskaberne over radioen efter mørkets frembrud, og da jeg derfor ikke kan gå tilbage til bosættelsen samme aften. Det er skønt at få en rigtig seng, gå på et rigtigt toilet og få et øsebad, da det ikke har været muligt at bade på vandreturen, fordi jeg konstant har været omgivet af nysgerrige børn. Elektricitet har de dog ikke på flyvepladsen.

Klokken 18 ringer radiomanden til de to flyselskaber, som har ruter i området. Ingen af dem har flyvninger de næste to uger fra landsbyerne Angguruk eller Kosarek til Wamena. Spontant begynder jeg at tude og hulke højlydt med ansigtet begravet i hænderne, da jeg slet ikke kan overskue at skulle kravle tilbage over bjerget. Det vil være som bevidst at kravle i døden. Hans lille kone får en lys idé: ”Helikopter?” – jeg kan flyve med helikopter.

Manden ser på prislisten; det koster det samme som at flyve fra Jakarta til København, hvilket jeg finder lige i overkanten. Jeg bliver derfor nødt til at vandre tilbage igen, men har nu fået mere ro på. ”Det er altid lettere at gøre ting anden gang, og det er altid lettere at kravle op end ned,” siger jeg beroligende til mig selv.

I seng med grisene

Den næste morgen ser jeg datteren Nelly i en lyserød prinsessekjole og cowboybukser, og snart kommer også Linse, så de har også overnattet i landsbyen. De skal sove endnu en nat her, og jeg vil gå tilbage til Pos, bosættelsen vi sov i dagen før, for at finde en ledsager til at føre mig tilbage over bjerget. Linse går i kirke, og Nelly og jeg går en tur gennem landsbyen. 20-30 unger følger mig i en lang hale overalt og fortsætter med at følge efter mig ind på radiostationen og helt ind på mit værelse. Jeg føler mig som Jesus med alle hans disciple og er glad for, at jeg ikke er berømt.

Jeg spørger Nelly på tegnsprog, om jeg må sove i samme hus som dem, og hun nikker glad, så vi går sammen. Linse smiler fornøjet, da jeg kommer hen til honaien, hun sidder i, og da hendes mand, Luhat, senere kommer, skrupgriner han venligt, da han ser, jeg har fulgt efter dem. Senere på dagen går det op for mig, at dette er Linses hjem, og at de blot har overnattet hos venner i den anden bosættelse, da det var for mørkt til at nå frem. Min langsomme gang har nok været skyld i, at yalierne ikke kunne nå frem – uden at en eneste har vist sure miner, selvom de ventede i timevis på mig i styrtende regnvejr. Familien har nok troet, jeg hellere ville bo på et rigtigt værelse med seng, bord og adgang til bad og toilet, men det er jeg jo kun alt for vant til.

Hos Linse bor grisene også bag en halvvæg inde i honaien, og når de er sultne og lugter mad, stikker de næsen og ørerne op over kanten og øffer utilfredse. De får samme mad som familien, og på samme tid, og det er lige før, at familien og grisene smasker i takt. I løbet af natten øffer de sagte, og nogle gange vågner de og øffer højlydt og længe – og virker ret kære. Om morgenen bliver jeg vist, hvor jeg kan gå på toilettet – på et fladt græsstykke lidt væk fra husene. Jeg når dårligt nok at rejse mig, inden et stort svin kommer for at guffe mine ekskrementer, men så holder de da bosættelsen ren for afføring og bakterier.

Her er ingen mobiltelefoner, og det er nok en af de sidste udørkener i verden uden den slags vestlige livsfornødenheder, og det føles ganske rart. Her er heller ingen generatorer og dermed heller ingen el, fjernsyn, radio eller musik – ganske heldigt, da ingen af husene er lydisolerede.

Yali- og danistammerne spiser kun to gange dagligt og samme ret til begge måltider – ris, søde kartofler og kartoffelblade – år ud og år ind. De fleste voksne har dårlige tænder og dårligt tandkød, mange mangler en del tænder, og flere viser mig, at det gør ondt, når de spiser. Ikke en eneste ejer en tandbørste eller tandpasta.

Et af familiemedlemmerne skriver familiens fremmedklingende navne på min lille notesblok, så jeg lettere kan huske dem. Jeg peger på Linse og ned på blokken for at få hende til at skrive noget, men hun ryster på hovedet og peger på den unge nevø Parimi og viser med hænderne, at hun ikke kan skrive. Det illustrerer, at analfabetismen er på hele 82 % i Papuas højland, mens den i resten af Papua er på 30 %.

Jeg skriver 41 og peger på mig selv og prøver at få Parimi til at skrive deres aldre. 60 skriver han ud for Linse, som højst er 48. 40 ud for sin søster, som højst er 22 år, og 30 ud for sig selv, selvom han næppe er mere end 18-20 år. Som min tidligere guide fortalte mig: ”Stammefolkene aner simpelthen ikke, hvor gamle de er, for det er aldrig blevet noteret nogen steder.”

 

 

 

Faktabox

Papua (tidligere kendt som Irian Jaya) på den delte ø Ny Guinea var en nederlandsk koloni frem til 1963. Den indonesiske provins er bjergrig og dækket af tropisk regnskov. Det højeste punkt i Papua er 4.884 moh. Byen Wamena ligger i 1.650 meters højde og er omgivet af høje bjerge. Advarsel: Det danske udenrigsministerium fraråder alle ”ikke-nødvendige” rejser til Papua og skriver bl.a. i sin seneste rejsevejledning: ”Politiske spændinger (…) giver fortsat anledning til voldelige sammenstød mellem lokale myndigheder og grupper, som søger uafhængighed. Der har tidligere været angreb mod udlændinge og større udenlandske virksomheder. Kriminalitetsniveauet er generelt højt i Papua.” Rejsetilladelse: Et surat jalan kræves for at besøge Papua uden for byerne på kysten. ”Rejsebrevet” fås lettest i Jayapura og Biak. Man skal aflevere to pasbilleder. Og det er en god ide at få brevet fotokopieret, da det skal stemples af politiet alle steder, man besøger. Ud & hjem igen: Fly København-Bali fås fra ca. 3.350 kr. t/r. Herfra kan man flyve til Papua. Papuas største lufthavne findes i Jayapura, Biak og Manokwari, men der går også indenrigsfly til Fakfat, Sorong og Timika. Prisen for en indenrigsflyvning fra Bali, Makassar eller Jakarta til Papua er på mindst 2.000 kr. t/r. Har man god tid, kan man også sejle med Pelnis færger. Fra Jayapura går der mindre fly til Wamena, og her kan man så skifte fly og fortsætte videre til det indre Papua. Tjek fx maf-papuanewguinea.org og ama-papua.blogspot.dk.
 
 
Share this