Been there, done it, never again! - På cykel gennem Chaco i Paraguay


Henrik Schumachers billede
Henrik Schumachers billede
 
2013 sep

Da jeg planlage min fire måneders cykeltur gennem Sydamerika, vidste jeg ikke meget om Chaco, området mellem Asuncion, hovedstaden i Paraguay, og den bolivianske grænse. Der var en asfalteret vej, og terrænet var fladt. Jeg havde selv et telt og mad, og vand kan man få alle vegne. Først da jeg nærmede mig Chaco, begyndte jeg at søge information om området på internettet og fandt hurtigt ud af, at det er Sydamerikas varmeste område, og at der kun bor under tre procent af Paraguays befolkning, mest mennonitter og indianere, på et område på størrelse med Storbritannien eller 62 % af Paraguays areal.

Man kan cykle i timevis gennem Chaco uden at møde et eneste menneske.

Efter nogle dejlige dage i Asuncion, Sydamerikas varmeste hovedstad, cyklede jeg til Cerrito, den sidste lille landsby inden Chaco. Næste dag stod jeg tidligt op, fyldte min vandsæk og mine flasker med i alt elleve liter vand, købte mad og var klar til en af turens store udfordringer. Efter bare 20 km løsnede den skrue sig, som holder kranken på plads, og den var godt på vej ud. Jeg cyklede tilbage, fandt en slags cykelsmed, som fiksede det med en rørtang og så af sted igen. Efter 15 km samme problem, tilbage til cykelsmeden og så ud i ødemarken igen. Da skruen igen løsnede sig, besluttede jeg mig for at cykle tilbage til Asuncion, hvor jeg kendte et super cykelværksted, der desværre var lukket lørdag og først åbnede mandag formiddag.  

I weekenden overvejede jeg at tage bussen til Bolivia og droppe Chaco-eventyret, men nu havde jeg forberedt mig og glædet mig til de oplevelser og udfordringer, der ventede mig derude, så jeg ville give den en chance mere.

Hos cykelhandleren reparerede de både kranken, rensede kæden, kransen og tjekkede cyklen en ekstra gang. Jeg fik ikke lov at betale, i stedet gav jeg et interview og blev fotograferet til deres lokale cykelblad. 

Den første nat sov jeg på en landbrugsskole, fik både kaffe og kage, aftensmad og morgenmad serveret. Det regnede og tordnede hele natten igennem, så jeg var nu meget glad for at sove indendørs. Næste morgen startede Chaco-eventyret med et sjældent oplevet myggeoverfald. Inden jeg nåede de 500 m frem til hovedvejen, havde jeg fået over 50 stik, selv gennem mine cykelbukser. Velkommen til Chaco! Jeg købte en flaske myggeolie og satte farten op. For en gang skyld var jeg glad for modvinden, som hjalp mig med at holde myggene på afstand, troede jeg. Ved første fotostop stod myggene klar til angreb - hvert foto kostede tre til syv stik. Trods 30-40 graders varme tog jeg en T-shirt og halvlange bukser på og åbnede min gule sikkerhedsvest, så den blafrede i vinden. Jeg undrede mig over, at de altid var klar til angreb, så snart jeg satte farten ned eller stoppede, lige indtil jeg opdagede, at de sad i læ – på standby på mine bagerste cykeltasker. “If you cannot join them, beat them.” Med mit håndklæde blev mine medpassagerer maltrateret til stor fornøjelse for de forbipasserende bilister. Det gav ca. tre minutter fred ved hvert stop.

Efter 60 km dukkede den første vejkro op. Maden var gratis for cyklister, som er et sjældent syn på de kanter. Godt udmattet efter 110 km midt i ingenting, trillede jeg ind på en slags kristen kostskole, grundlagt af en belgisk missionær i 1965. De lod mig overnatte gratis, efter de havde tjekket mit indrejsestempel. Fantastisk gæstfrihed. Både nattens regn og torden, masser af væggelus, myggestikkene, der kløede, og især varmen, holdt mig vågen det meste af natten. 

De næste dage lignede hinanden. Sol og myg om dagen, regn og torden om natten. De første 350 km er landskabet præget af fugtig savanne med masser af palmer, tornebuske, træer og enkelte Estancias (store gårde), som ligger tilbagetrukket for enden af grusveje. Det var regntid, så alt var oversvømmet på begge sider af vejen og dermed var der ikke en tør plet til mit lille telt. Det lykkedes mig at finde et sted at sove indendørs i bl.a. en lille hytte uden vindue eller strøm, bag en tankstation og i hjørnet af en restaurant.

De indfødte forstår ikke, at det overhoved er muligt at krydse Chaco om sommeren på en jernhest med alle de farlige dyr, som puma, slanger og jaguarer, der lurer i buskene.  Og jeg forstår ikke, at man kan leve hele sit liv i en bageovn uden aircon.

“Den ersten der Tod, den zweiten die Not, den dritten das Brot”

Efter 470 km nåede jeg frem til Filadelfia, en af de tre byer midt i Chaco som blev grundlagt i 1920’erne og 1930’erne af mennonitter fra henholdsvis Canada og senere fra Rusland og Ukraine, hvorfra de flygtede fra Stalins diktatur. 70 % af mennonitterne, der ankom til området var kvinder, og mange døde inden for de første par år. “Den første generation mødte døden, den anden nøden, og den tredje brødet,” som de siger.

Først i 1960’erne blev der bygget en vej fra Asuncion gennem området og videre til den bolivianske grænse, og mennonitterne kunne da fragte landbrugsvarer fra deres selvvalgte isolation til resten af landet.

Mennonitter er et protestantisk kirkesamfund, som står for personlig tro, voksendåb, selvstændige menigheder, forkastelse af både ed og militærtjeneste, og krav på ytrings- og religionsfrihed. Den enkelte skal af fri vilje vælge at tro. Det helt centrale element i mennonitternes tro er bjergprædikenen. De blev gennem århundreder forfulgt, bl.a. fordi de nægtede at gøre militærtjeneste. I dag findes der 1.600.000 mennonitter i verden, bl.a. på Østerbro i København indtil 1980’erne.

Samfundet blev grundlagt i det 16. århundrede af Menno Simons, en nederlandsk-frisisk præst. Alle mennonitter taler tysk med hinanden, selvom de fleste aldrig har besøgt et tysksproget land, og derudover guarani med indianerne og spansk med paraguayerne.

Hygiejnen fik ikke topkarakter på denne kro, hvor grisen fik tømt både tarm og blære på disken.

Samme sprog men forskellige kulturer

I Filadelfia indlogerer jeg mig på byens bedste – af i alt to – hoteller med aircon og pool. Endelig kan jeg skrubbe den klamme blanding af solcreme, myggeolie og sved af mig og nyde at fryse i den kolde aircon-luft. Poolen og et par iskolde øl fortrænger hurtigt alle strabadserne fra første del af Chaco-eventyret.

Om aftenen bliver jeg inviteret til middag af nogle hotelgæster, der havde set mig på landevejen. Det bliver en lang aften/nat med masser af fremragende og velsmagende mad og diverse flasker rødvin. I løbet af aftenen får vi selskab af flere mennonitter. og vi får et gensidigt indblik i vores meget forskellige måder at leve på og de kulturelle forskelle mellem det lille tysktalende samfund midt i ødemarken og dagens Tyskland.

Mennonitterne har formået at skabe et velfungerende samfund midt i indianerland uden nævneværdige konflikter med de lokale indianere. Der findes nok ikke mange steder i verden, hvor det kan lykkes. Modsætningerne og den forskellige opfattelse af arbejdsmoral kunne ikke være større. De fleste indianere lever i faldefærdige hytter og telte lige udenfor byerne, omgivet af deres eget skrald, under usle sanitære forhold og meget sparsom strømforsyning. Antallet af indianere er vokset fra 600 i 1930 til 25.000 i 2013, altså dobbelt så mange som mennonitterne. De har levet som jægere, fiskere og samlere inden mennonitterne ankom for godt 80 år siden, og længere nordpå i Chaco-området lever der stadigvæk ca. 50 - 150 stammefolk, der aldrig nogensinde har haft kontakt til civilisationen. I øvrigt det eneste sted i Sydamerika uden for Amazonas.

Mennonitterne har doneret mange penge til den indianske befolkningsgruppe i form af skoler, lægehjælp og bedre hygiejne- og levevilkår, men jeg synes det er lidt svært at få øje på.

Hvis man spørger paraguayerne om de 13.000 mennonitter, så er det den generelle opfattelse, at det er et meget lukket samfund med eget sprog og kultur. De bidrager med deres landbrug, levnedsmiddelproduktion (bl.a. 75 % af Paraguays mælkeprodukter) og 15 % af landets kvæg til en betydelig del af Paraguays BNP. Efter mødet med mennonitterne har jeg tænkt meget over, om man kan kalde dem for integreret i det paraguayanske samfund eller for en isoleret velfærdstat i staten.

Jeg snupper en ekstra dag i denne luksusoase, cykler en tur gennem byen med de store murstensvillaer “German style” og de velplejede haver. Senere på dagen besøger jeg det lille “Heimatmuseum” og køber så ind til den anden og mere krævende del af Chaco-turen. I deres kæmpe kooperativ (supermarked) findes alt fra rugbrød, mysli, pålæg og yoghurt til Haribo-vingummi – det rene slaraffenland.

Søvnløs i Chaco

Det er med meget blandede følelser og trods masser af advarsler, at jeg forlader denne interessante oase i ”det grønne helvede”, som de lokale kalder Chaco. Foran mig ligger 400 km med usikker vandforsyning gennem den tørreste og varmeste del af Chaco, dårlige vejforhold og kun én by efter ca. 85 km.

Back on the road falder jeg hurtig i en cykelrytme. Terrænet er fladt, jeg suser med over 20km/t ud ad landevejen, meget OBS på lyde fra buskene langs vejkanten, ignorerer den stegende sol og håber at se en puma eller en jaguar krydse vejen – i god afstand, tak. Men desværre må jeg nøjes med masser af fugle, store insekter, ræve, en del slanger og i snit fem til ti biler per dag.

På andendagen finder jeg lige før solnedgang en Estancia tæt på vejen, drevet af en total klondyke-klan. De er ikke meget for, at jeg vil stille mit telt op bag huset, hvilket er meget underligt på disse ellers gæstfri kanter, men jeg insisterer. Næste dag erfarer jeg af politiet, at de havde drukket nogle lastbilchauffører under bordet og så taget deres penge, mens jeg lå i mit telt med over 2.500 USD under hovedpuden!

Over halvdelen af natten lå jeg vågen pga. den ulidelige varme og de underlige dyrelyde tæt på min teltlejr. På en måde fascinerende. Bare tanken om endnu en dag med 10 timers cykling på dårlige veje i over 40°C og uvisheden om, hvor man sover næste nat, om der er et “vandhul” undervejs osv., suger meget energi ud af min i forvejen udmattede krop.  

Godt smadret og “energiløs” svinger jeg mig i sadlen og prøver at “meditere mig gennem dagens etape.” Det plejer at lykkes, når jeg f.eks. skal cykle hele dagen i første gear op af Andesbjergene. Så falder jeg i en meditativ tilstand uden nogensinde at have lært at meditere, men intuitivt meget obs på omgivelserne og trafikken. Det vil bare ikke lykkes i dag. Vejen er delvis omdannet til en sandkasse, hvor cykling er umulig, solen brænder ubarmhjerteligt fra en skyfri himmel, insekterne driver mig til vanvid, og jeg får diverse hjertestop for hver gang et dyr kommer krybende eller flyvende ud af buskene langs vejkanten. Ikke lige min dag. Meget af maden har ikke overlevet varmen, så jeg nøjes med dåsetun og solvarmt brøndvand, der smager ad helvede til – føj for den!

Med godt mod og masser af vand indledes den anden og mere krævende del af Chaco æventyret mod den Bolivianske grænse

Den lille diktator by midt i ingenting

Om aftenen ankommer jeg til La Patria, en samling faldefærdige huse og en politistation. Alfredo Stroesser, Paraguays tidligere diktator gennem 35 år, havde en stor Estancia i nærheden, hvor han iflg. de lokale beboere torturerede politiske modstandere. La Patria, på dansk “fædrelandet”, skulle være et forsøg på at lokke folk ud på landet og skabe en succeshistorie som de tre mennonitsamfund 275 km længere østpå. Det lykkedes aldrig, og tilbage står bl.a. en stor sportshal, et fængsel, ensartede huse, en plads med et monument og hvad man nu ellers har brug for i en by, udtænkt af en diktator.

Det er nogen specielle typer, der har valgt at bosætte sig i denne spøgelsesby, hvor termometeret snildt kommer op på 50°C om sommeren. De er noget skeptiske over for mig, men efter en stor omgang øl på min regning, tør de mere og mere op. Alkohol fremmer forståelsen. Jeg får lov, mod et mindre beløb, at overnatte i deres spisekammer, og ikke mindre end tre halvanden liters flasker vand skal der til for at slukke tørsten i løbet af natten. Jeg sover med to håndklæder, et er vredet i vand for at køle kroppen ned, og et er til at slå efter myggene. Endnu en lortenat!

Mit første solstik

Absolut solkrise. Sidste dag endte med solstik!

Den sidste dag i Chaco bliver den varmeste og længste dag. Jeg starter dagen med et væddemål. Kioskejeren tror ikke, at jeg kan bunde en halvanden liters vand, men det kan jeg. De resterende 12 liter skal jeg dog betale for. Jeg er meget træt og udmattet, men jeg får mobiliseret mine tilbageværende kræfter og “flyver” over asfalten de første timer, inden middagstemperaturen på langt over 40°C sætter en dæmper på konditionen. Ved frokosttid finder jeg et træ, der giver nok skygge, ruller liggeunderlaget ud og prøver at slappe af. Det er de 20-30 fluer, der kredser omkring mit ansigt, ikke helt enig i, jeg skal. Da jeg så oven i købet får øje på en slange, pakker jeg mine ting og siger tak for selskabet.

Død slange på vejen

På et tidspunkt går jeg lidt i panik. Jeg regner ud at jeg cykler 8-10 km på en liter vand. Dagsetapen er ca. 125 km, men jeg har ingen cykelcomputer og har dermed kun en løs fornemmelse af, hvor langt jeg er nået. Jeg må nøjes med de sporadiske kilometersten, der dukker op i ny og næ. Landkortet fra turistinformationen er ingen hjælp. Ikke særlig smart, Henrik! Ingen huse, ingen biler, kun sol og varme. Hvad nu hvis cyklen går i stykker? Et dæk eksploderer, jeg løber tør for vand eller falder kraftløs af cyklen? Tankerne kører rundt i hovedet, og jeg er ved at blive sindssyg af den varme. Efter næsten 12 timer og utallige pauser i skyggen, dukker der en militærpost op. Jeg har præcis tre – psykologisk meget vigtige – slurk vand tilbage i flasken. “Aqua, por favor” er de første ord, der kommer over mine tørre læber. Med hver tår vand forsvinder tankerne, der har kredset omkring vand og drev mig til vanvid – eller “vandvid”. Vi sludrer lidt om min tur. De sædvanlige spørgsmål, som jeg utallige gange har svaret på. De sidste syv km til grænsen begynder det at banke voldsomt i hovedet. Det skyldes nok dehydrering, tænker jeg, men det bliver værre for hver meter, jeg nærmer mig grænsen. Jeg når lige at hilse på tolderne, inden jeg vælter med cyklen. Det viser sig, at jeg har fået et voldsomt solstik. Jeg brækker mig hele aftenen og kan ikke holde noget indenbords. Tolderne lader mig tage et brusebad, laver mate-te til mig og tilbyder, at jeg kan sove i hængekøjen under et stort træ. Solstik er nok noget af det mest ubehagelige, man kan opleve, hvis man ikke har udsigt til køligere omgivelser eller aircon. Konstant uro i kroppen, svimmelhed, opkastning og en bankende hovedpine er symptomerne og et hotelværelse med aircon den eneste terapi. Jeg donerer mine sidste guarani til en omgang øl til tolderne, og det bliver modtaget med et kæmpe smil.  

I regntiden kan det være svært at finde et tørt sted at slå telt op

Efter en lækker morgenmad med mælk og æggekage stopper tolderne en overlandbus og sørger for en vinduesplads til Villamontes, den første større by på den bolivianske side med gode chancer for et hotel med aircon.

 

Faktabox

Turen gennem Chaco var en del af min fire måneders cykeltur med start i Sao Paulo. Ruten førte mig til Iguazu vandfaldene, videre til Asuncion og 870 km gennem Chaco til Bolivia. Derefter cyklede jeg langs Andesbjergene til Salta i det nordvestlige Argentina, hvor jeg krydsede en bjergkæde i 3500 moh. Så gennem nationalparken Los Cardones, hvor jeg fulgte ruta 40 til Chilecito. Jeg lagde vejen forbi Talambaya-nationalparken og Cordoba, besøgte en ven længere sydpå i Pampas-regionen, kørte derfra nordpå til Rosario, så gennem Uruguay og endte efter 5800 km på cykel i Buenos Aires. UD & HJEM IGEN: Flybilletten med British Airways kostede 5.400 kr. t/r inkl. cykel.
 
 
Share this