Lykkejægernes by ved Amazonfloden


Niels Andersens billede
Niels Andersens billede
 
2013 sep

Iquitos i Peru var engang centrum for gummiproduktion. I dag er skoven og indianerne den største attraktion.

Yaguaindianerne.

Godt 3.000 km oppe ad Amazonfloden, omgivet af regnskov, ligger byen Iquitos i Peru. Med sine 400.000 indbyggere bryster den sig af at være verdens største by uden adgang til byen via et vejnet.

Vil man til Iquitos, er det enten med fly eller ad Amazonas. Ved Iquitos er floden stadig bred og dyb nok til at kunne besejles med fragtbåde af den type, som besejlede de danske kystbyer for et par årtier siden.

Omkring år 1900 var Iquitos et mekka for udskibning af rågummi, og det bragte ufattelige rigdomme til byen. De nyrige viste blandt andet deres velstand ved at beklæde deres huse udvendigt med kakler importeret fra Portugal.

Først gummi, nu olie

Efter 1. Verdenskrig svandt gummieventyret ind. Iquitos har i mange år levet en hensygnende tilværelse indtil et olieventyr i området imellem Peru og Ecuador igen har sat lidt gang i bylivet.

Regeringen i Lima har gjort Iquitos til en såkaldt frihandelsby med lave toldsatser i et forsøg på at få gang i noget industri. Alligevel er succesen ikke særligt åbenbar. Iquitos synes mest at fungere som en udskibningshavn for lykkejægere, der i hjemmeflikkede husbåde drager op ad de utallige små bifloder til Amazonas. De søger ikke mindst guld og andre ædle metaller ved kilderne til de mange fortsat uudforskede bifloder.

Efter sigende er det ikke mange af lykkeridderne de ser igen i Iquitos. Enten har de fundet lykken og er draget sydpå til civilisationen for at nyde livet. Eller – mere sandsynligt – har de ikke fundet hverken guld eller anden rigdom og er draget videre på eventyr eller gået til undervejs i urskoven og sumpene.

Der er mange rygter, og kun lidt vished om, hvad der sker med de mange, der søger lykken med udgangspunkt i flodbyen Iquitos.

Besøg hos indianere

Turismen er ikke ligefrem udbredt i byen. Men vil man udforske en uberørt tropisk regnskovsnatur og opleve indianerstammer, der kun periferisk har kontakt med vores verden, så er Iquitos et godt bud.

Yaguaindianergruppen og undertegnede.

Jeg var på forretningsrejse i Iquitos i 1984, men tog mig tid til en udflugt godt 30 km ned ad Amazonfloden til bifloden Sinchicuy. Her tilbyder den ældste lodge af samme navn i dag økoturisme med ture ind i den uberørte regnskov og besøg hos en yagua-indianerstamme.

Der var afgang fra Iquitos tidligt om morgenen i en mindre langbåd med en støjende Yamaha-motor hæftet fast langs rælingen. Efter godt 30 kilometers hurtig sejlads var vi fremme ved Sinchicuy Lodge, hvor lokalguiden tog os med ad små stier ud i junglen for at møde Yagua indianerne ved bredden af en lille biflod.

 
En betuttet lille yaguaindianer  

Vor guide anmodede stammens ældste om tilladelse til besøg. Vi blev mødt af en gruppe ret nysgerrige indianere, der tilsyneladende glædede sig over besøget af fremmede.

Kvinderne falbød hjemmelavede halskæder, fremstillet af forskellige tørrede frøskaller og med pigge fra hulepindsvinet. De beklagede sig ikke over, at vi kun købte enkelte kæder til en ringe værdi af nogle få soles.

- Perlekæder af frøkapsler, pindsvinepigge og andre naturmaterialer

Børnene var sky og gemte sig bag mødrenes skørter, men alle havde det tilsyneladende herligt. De morede sig lige så meget over vores avancerede påklædning med pressefolder i bukserne, som vi – noget mere diskret – morede os over deres mere tropisk hensigtsmæssige, lettere påklædning.

Mændene havde deres våben med sig: lange pusterør af udhulede trægrene med et mundstykke af naturgummi og med pile, omviklet med vilde bomuldsfibre i den ene ende, og dyppet i curare gift i den spidse ende.

De grinede meget ad vor skræk for at blive ramt af de giftige pile og overbeviste os om, at de også medbragte pile uden den giftige pilespids. De demonstrerede deres træfsikkerhed med pusterørene ved, fra mindst 10 meters afstand, at skyde pile lukt igennem cigaretter sat op som skydeskiver på en trægren. Ramte de – og det gjorde de hver gang – fik de cigaretten som præmie.

Et pusterør som jagtvåben kan synes noget primitivt, men det er i virkeligheden meget avanceret. Det skræmmer ikke andre dyr væk, sådan som en støjende riffel ville have gjort.

Et rigtigt langt pusterør

Helbredende urter

Naturen er yaguaernes lokale supermarked og – ikke mindst – også deres apotek.

Vor guide tog os med på en lille rundtur og udpegede den ene busk og træ efter den anden. Han fortalte, at bladene fra en bestemt busk var perfekt imod hovedpine, at kogte rødder fra en urt var perfekt mod mavepine, at formalede kviste fra et træ virkede mod bylder, og at kvinderne undgik at blive gravide, hvis de spiste bladene fra en bestemt busk. Og sådan kunne han blive ved i den tætte frodige fugtigvarme tropiske jungle.  

Jeg formoder, at de i tidernes morgen har fundet ud af de mange helbredende og dødelige naturalier efter udelukkelsesmetoden. Det lyder lidt uhyggeligt, for vores indianske guide udpegede også en lille busk, hvis blade skulle være absolut dødbringende!

 

Faktabox

UD & HJEM IGEN: Med LAN Airlines Lima-Iquitos ca. 3.500 kr. t/r. BO & SPIS: Et dobbeltværelse på et trestjernet hotel i Iquitos fås fra ca. 350 kr. På Sinchicuy Lodge koster to nætter ca. 2.600 kr. med helpension i dobbeltværelse. Læs mere på www.paseosamazonicos.com.
 
 
Share this