Mine fornemmelser for asfalt


Nicolai Bangsgaards billede
2014 jun

Mine fornemmelser for asfalt

Tekst & fotos: Nicolai Bangsgaard

1.413 dage, 62.180 km, og 50 lande på seks kontinenter. Én mand og seks cykeltasker på én cykel. Tag med på et roadtrip på cykel Jorden rundt.

Fra den legendariske hovedvej, La Ruta 40, der strækker sig mere end 5.000 km gennem det vestlige Argentina.

Som Peter Høegs Smilla har jeg også gennem de sidste snart 500 dage udviklet nogle særlige fornemmelser. Det er ikke så poetisk som “Frk. Smillas fornemmelse for sne”, men lige så virkeligt.

Hr. Bangsgaards fornemmelse for asfalt: Jeg har lært at læse asfalten, lært at læse spor i asfalten, asfaltens sprog. Vejens hældning, tykkelse, ruhed, de anvendte materialer og farvenuancerne, sprækkerne, overgangene, lapningerne, ujævnhederne, krumningerne og kurverne, lysets spil med de grove overfladesten, lydene fra dækkenes kontakt – alt sammen taler det til mig. Vejen og vejens spor advarer mig, lokker mig, irriterer mig, holder øjnene beskæftiget, bringer mig fremad, frustrerer og gør mig glad.

Man er nødt til mentalt at pakke sig godt ind i Goretex her ude i provinsen i Indonesien for at modstå det konstante nedfald af tilråb og grænseoverskridende offentlige tilnærmelser. Lycra om balderne er ikke nok – faktisk tror jeg nogle gange, at den øger graden af opmærksomhed!

I dag løber jeg ind i en gigantisk slange af et karnevalsoptog på hovedvejen mod Malang. Der er folk i alle aldre, i flotte dragter, paradekøretøjer og musik i både dur og mol. Det er et vildt, larmende og pragtfuldt skue. Optoget er flere kilometer langt, og trafikken stopper helt. Jeg forsøger at ignorere det faktum, at jeg pludselig bliver centrum for opmærksomheden hos tilskuerne.

Efter indtjekning på det ganske fine Hotel Tosari i Malang (700.000 indbyggere) går jeg ud i byen for at få mig en gang blindemassage. Det har jeg gode erfaringer med fra Cambodja. Men Malang er et spøjst sted. Massagerummene, adskilt af tynde papvægge, ligger inde bag ved en dagligvarekiosk, og larmen fra gaden er gennemtrængende.

“Man or woman?” spørger pigen bag disken. “Woman, please,” svarer jeg, for at være på den sikre side, ihukommende den laotiske ladyboy som gav mig massage i Chiang Rai i Thailand.

Jeg bliver snart gennet ind i det lille massagerum og har allerede lynet gylpen ned, da den blinde piges fingre indikerer, at jeg skal lægge mig op på briksen. Åbenbart med tøjet på. Hun ser ikke mit undskyldende, flove blik. Hendes ansigt har man mere nydelse ved ikke at se på, men for fanden, hvor har hun styr på min udkørte krop efter de sidste fire cykeldage. Hun gør alt rigtigt! Det er langt den bedste massage, jeg har fået på rejsen, og jeg er helt i hendes blinde varetægt. Hænderne er stærke uden at være sadistiske. Det hævdes, at god sex kan redde et ægteskab. Denne massage har nærmest samme egenskaber. Det burde være en del af enhver ægteskabelig kontrakt, at ægtefællen kan give en massage som denne. Jeg har lyst til at give hende et knus, men ved, at det vil tage sig helt forkert ud, så jeg takker og betaler de 12 danske kr. for 45 minutters særbehandling.

Det er min rejsedag nr. 497, og jeg har tilbagelagt 82,3 km fra Blitar til Malang i Indonesien og cyklet i alt 19.693 km, siden jeg tog af sted.

Med 60 km downhill siddende i håret Cykeletapen Cusco-Lima i Peru (1.150 km) tager mig 10 dage og er helt igennem legendarisk. Den starter med en asfalteret lækkerbisken: 50 km genial highspeed nedkørsel fra knap 4.000 moh til 1.700 moh. Fra den golde pampas-slette ændrer landskabet sig hurtigt omkring mig. Klimaet bliver mere menneskeligt igen, og kaktusser, sukkerrør, bananpalmer og papayatræer dukker op og gør cyklingen til en fin, aromatisk oplevelse. Luften er fed af oxygen og summer af cikader og tilfredse papegøjer. Temperaturen flyver opad, mens jeg flyver nedad.

Det eneste skår i nedkørselsglæden er visheden om, at så snart jeg når bunden af dalen, slår virkeligheden hårdt igen. Man slipper desværre ikke ustraffet afsted med sådan en nedkørsel her i Andesregionen, og morgendagen byder på en brutal 55 kilometers stigning op til en bjergkam, der grumt rejser sig i horisonten i over 4.000 meters højde.

Hårnålesvingene virker uendelige, er drøje og nådesløse, men jeg belønnes med spektakulære udsigter over sneklædte Andestinder – og endnu en vanvittig 55 km lang nedkørsel. What goes down must come up-logikken fortsætter på min solofærd tværs over Andesbjergkæden, og over de næste to dage går det uforstyrret opad over en strækning på 200 km (!), tilbage til højsletten og adskillige bjergpas i 4.000 meters højde med masser af plyssede lamaer, haglbyger og tordenskyer til at krydre cyklingen.

Jeg vækker megen (uønsket) opmærksomhed, når jeg triller igennem isolerede, lerklinede indianerlandsbyer. Alle stirrer forundret og stiller de samme trættende, fantasiløse spørgsmål. De færreste har hørt om Danmark, og dem der har, mener at vide, at det ligger en del timers kørsel væk. At forklare, at jeg over 950 dage har cyklet 38.000 km fra Danmark, er omsonst, for det ligger uden for de flestes vilde fantasi.

La grande finale, blomsten i håret, er en sidste guddommelig nedkørsel, jeg sent glemmer. Over 60 km taber vejen mere end 3.000 højdemeter, før den ebber ud i Nazca ikke langt fra Perus stillehavskyst. Andesbjergene er lagt bag mig for nu. Jeg har stadig den sidste downhill siddende i håret, da jeg 500 flade km senere ankommer til hovedstaden Lima. Det var bedre (og billigere) end den vildeste tur i Tivoli, og for fanden hvor cykelglæden lever.

Det er min rejsedag nr. 954, og jeg har cyklet i alt 38.058 km, siden jeg begyndte. nn Nicolai Bangsgaard har medlemsnr. 588 og blev tildelt DBK’s Folkersenpris i 2013 for sit særligt energisk og grænsesøgende rejseliv og for at være nået langt bort fra de gængse turistområder og have fået en grundig indsigt i lokale forhold.

 

Ovenstående er et let bearbejdet uddrag fra hans bog “Solo – 4 år Jorden rundt på cykel”. Læs mere om ham, hans cykel – en Koga Miyata Worldtraveller – og bogen på www.nicolaibangsgaard.dk.

 

 

 
 
Share this