Warszawas sorte humor


Ewa Bylinskas billede
Ewa Bylinskas billede
 
2006 sep

For mange, mange århundreder siden boede en havfrue i Wislafloden. Når solen gik ned og der blev tusmørke, bar vandets bølger hendes klangfulde sang.
Ved flodens bred i et lille fiskerleje levede en fisker, som hed Wars med sin kone Sawa. Sådan lyder nogle af legenderne om Warszawas tilblivelse.
 

Monument for ghettoens helte

Faktisk har jeg aldrig opfattet Warszawa som en storby. Jeg ville ikke sige om byen, at den er så køn som Prag, æterisk som Wien, charmerende som Paris, eller majestætisk som London. Men den, som kender byens skæbne og historie, vil kunne finde den unik og beundringsværdig. Ingen af de europæiske byer har været dømt til sådan en tilintetgørelse. Ingen har løftet sig op fra den totale ruin og aske. Denne by ejer en særpræget ukuelighed, livskraft, vilje og styrke. På samme måde som i København er en havfrue Warszawas symbol. Men mens den lille københavnske havfrue er eventyrlig og romantisk, så står Warszawas symbol med skjold og sværd i hånden parat til ligesom den uindtagelige gudinde Nike at værne over byen.
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under den anden verdenskrig, da Europas lande kapitulerede i løbet af en dag efter den tyske hærs indtrængen, kæmpede Warszawas borgere mod besættelsesmagten i hele 30 dage. Byen ville ikke give op. I 1945 lå hele hovedstaden i ruiner. 90 % af beboelsesejendomme og Den gamle Bys historiske bygninger blev jævnet med jorden. Warszawas beboere lagde sten på sten, for igen at skabe helheden. Kunstnere bidrog med forskønnelsen. Historikere vogtede over enhver dokumentarisk detalje. Ud af ruiner og nedbrændte huse skulle opstå den sejrrige nye hovedstad. For mig er Warszawa gennemvævet af minder. Der har jeg tilbragt min barndom, årene i skole og universitet. Selvom min generation blev født mange år efter krigen, udviklede vi vores fantasi, når vi på vej fra skolen passerede ruinerne af Warszawas ghetto. I beskyttelsesrum og i husenes skeletter så vi kun mysteriet. Vi tænkte slet ikke på krigens gru.
 

Stalins 'gave': Kulturpaladset

I 50’erne voksede tunge stalinistiske bygninger ovenpå ruinerne af Hitlers forbrydelser. Kun børn frydede sig og følte stolthed over det belyste himmelstræbende Kulturpalads. De voksne påstod, at den kønneste udsigt over Warszawa får man fra dets øverste etage. Derfra ser man nemlig ikke paladset – symbolet på afmagt og den nye besættelse. I gymnasiet begyndte vi at se, at alt var gråt. Vi drømte om en ægte frihed. For enhver pris prøvede vi at komme nærmere det vestlige Europa, som vi fra tid til anden har beundret og kun kendte fra kulørte postkort. Med grådighed kastede vi os over nye vestlige trend. Det grå kommunistiske tøj farvede vi til skrigende papegøjefarver. På loppemarkeder betalte vi en formue for plader med Janis Joplin, Beatles og Jimi Hendrix. Vi protesterede over kommunismes strenge regler. Vi ville trænge igennem jerntæppet. Vi ville være synlige for hele verden. Min nære ven, som i dag er en berømt kunstner, rendte rundt på skolen som en ægte hippie. Det hjalp ikke med trusler og bøn fra de rigoristiske pædagoger. Til sidst skrev skoleinspektøren en ordre i kontaktbogen til hans far.: ”De skal med det samme klippe og barbere Deres søn!” Faren svarede skriftligt: ”Jeg er ikke frisør, jeg er dommer!” Vores første romantiske stævnemøder fandt sted i Lazienki-parken, som er kendt for den sidste polske konge Stanislaw Poniatowskis sommerslot. Ved Chopin-monumentet afprøvede vi de første kys under koncertens toner. Når vi skulkede fra skolen, gemte vi os i Wilanow bag murene af kong Jan Sobieskis residens, bygget i Versailles slottets stil.

Da jeg under undtagelsestilstanden besøgte Warszawa, var forretningernes hylder tomme for varer. Intetheden var trykkende. Selv køerne fra tidligt morgen til sent aften var overflødige. Alle fødevarer og vodka var rationeret. Som sædvanlig lå redningen i den sorte humor, som altid gav mulighed for at overleve, også de sværeste stunder. ”Hvad er forskellen mellem en slagterbutik før krigen og nu?” – lød vittighed i

Torvet i den gamle bydel

Warszawa. Svaret var: ”Før krigen stod der ”slagter” på butiksskiltet, og inde i butikken var hylderne fulde med pålæg og kød. I dag står der ”Kød og pålæg” på skiltet, og inde i butikken sidder ene og alene en slagter”. Mine veninder har givet mig en værdifuld skat ved ankomsten; nogle ruller toiletpapir. ”Se, hvad vi har skaffet dig! For at få en tilladelse til køb af toiletpapiret skulle man levere 3 kg. gamle aviser. Det ender nok med, at man blive bedt om et bevis på, at man er bloddonor, hvis man ønsker at købe en blodpølse.” I dag kan man ikke se, at Warszawa har været i ruiner. Byen er blevet moderne og international. Alskens varer vælter ned af hylderne i de mange luksuriøse supermarkeder. Slanke skyskrabere vokser op som i bryllupsvalsen omkring Kulturpaladset. Det er som om de vil skjule de tunge kommunistiske bygninger, dække over den stadig nærværende triste fortid. Gaderne Nowy Swiat og Krakowskie Przedmiescie byder på de mest elegante butikker. De dufter af det bedste bagværk fra det berømte Blikle´s konditori.

Den Gamle By, fuld af liv og i nye farver, spejler sig i Wislafloden fra den høje bred. Den genopstod som en tro kopi af et maleri fra det 16. århundrede. Bymurene - Barbakan, der omringer den gamle bydel - forsvarer ikke adgangen til dens indre. Med sine mange kunstgallerier langs murerne inviterer den ind i labyrinten af snævre gader fulde af charmerende caféer og restauranter. Den arkitektoniske samling er blevet gjort til verdensarv af UNESCO. Det genopbyggede kongelige slot minder om en stor historisk begivenhed. Der på slottet vedtog Polen i 1791 som det første land i Europa en demokratisk forfatning. Men intet hus i Warszawa og ingen gade har glemt byens rædsler. Tavlerne på husmurene og talrige monumenter informerer om krigsforbrydelser mod byens befolkning. Ved bymuren Barbakans ydre del ses det mest rørende af dem - et monument af den lille soldat. Hans søde ansigtstræk minder om den franske revolutionære Gavroche. Han har alt for store støvler, en hjelm der skjuler hans øjne og han holder på et gevær, der er større end ham selv. Han er et minde for de polske spejdere og de yngste børn, som gav deres unge liv i kampen for Warszawa.
 

 
 
Share this