Doha, State of Qatar: Tusind og én nats eventyr


Theis Søllings billede
2015 dec

Doha, State of Qatar: Tusind og én nats eventyr

Tekst og fotos: Theis Sølling

Dohas gamle souq oser af atmosfære og bruges stadig som qatarernes handelsplads

 

“Welcome to Hamad International Airport, gateway to the State of Qatar and the rest of the world.” Det er den hilsen, man får, når landingshjulene rammer asfalten i Doha, grandiost og imødekommende, som det meste andet man møder i ørkenstaten, der nu har været mit og min families hjem i omkring to og et halvt år.

Vi har valgt at bo i Qatar, fordi min kone og jeg altid har haft en trang til at prøve at bo i Mellemøsten. Så da jeg som kemiker fik tilbuddet om at være med til at bygge et forskningslaboratorium op i Doha, sagde vi ja tak. Vi har i mange år været fascinerede af Mellemøstens magi med de duftende souqs, flagrende gevandter og skarpe kontraster, så det er et valg, vi har været glade for.

I Qatar, som immigranter fra mere end 120 lande har gjort til deres hjem, er der mange spændende og varierede ørkenområder rundt omkring i landet med det sanddyneklædte landskab ved Khor Al Adaid som et absolut højdepunkt. Her er også natursmukke steder som de tårnhøje klitter, der falder lige ned i vandet, klippeområdet ved Bir Zekreet og mangroven ved Umm Tais Nationalpark. Den eneste by af reel størrelse er Doha, og der vrimler det med spændende områder, hvor eventyret lurer lige om hjørnet.  

Qatars nationale moské er bygget i halvøens traditionelle stil

Det mest autentisk arabiske sted er Souq Waqif, hvor topmoderne arkitektur møder den arabiske verden i Dohas skyline ved West Bay. Begge steder kan man opnå kulinariske og specielle kulturelle oplevelser i særklasse, der kendetegner en befolkning, der er gået fra at ride på kamel til at køre Camry på mindre end en halv generation. Men araberne bruger stadig souqen ved Dohas corniche som det centrale handelssted.

Man handler parfume, isenkram og i dyreafdelingen fås alt fra tukaner og hundehvalpe til australske pungflyve-egern. Når qatarerne glemmer de lavthængende karavane-tage i souqen a la ”Hundrede og én nat” og tager deres shoppe-gen ud i et af de store butikscentre i Doha, er skræddergaden skiftet ud med Louis Vuitton, og forfalskede Rolex-ure er blevet ægte. Men der er stadig smæk på lokalkoloritten i fx Villaggio Mall, hvor gangene i indkøbscentret er skiftet ud med kanaler som et Venedig i miniaturestørrelse.

Festmåltid i qatarstil: Lam Biryani. Hvem stirrer på hvem?

 

Etniske spisesteder

Dohas gamle handelsområde oser af charme. Souqen ligger ned til Corniche Road ved siden af et af byens vartegn, Fanar-moskéen, med den karakteristiske snoede minaret. Der er også gåafstand til Museum of Islamic Art, en arkitektonisk perle i cremefarvede sandsten, der på nærmest perfekt manér blander traditionsrig arabisk arkitektur med en moderne byggestil

Hvis man bevæger sig igennem de kringlede gader mellem Museum of Islamic Art og moskéen Fanar finder man et basarmiljø, der er en herlig blanding af Pakistan, Indien, Bangladesh og Nepal. Her er et hav af skræddere, som kan sy et jakkesæt for omkring 100 USD og butikker med masser af tingeltangel.

Det er her, de billigste og meget etniske spisesteder findes. Mit klare favoritsted er en bangladeshisk restaurant, som hedder Family Hall. Den ligger lige bag busstationen Karwa i guld-souqen og er altid velbesøgt af et meget lokalt klientel. Stedet har en hel del forskellige bengalske karryretter, som fås helt ned til 13 kr. inkl. ris og brød. Hvis man vil have sodavand til, skal man op med 2,50 kr. ekstra.

Det helt store hit hos Family Hall er deres paratha-brød og tandoori-kylling. Et måltid sluttes som regel af med en kop karak, som er lokal chai-agtig mælkete, og den samlede pris er sjældent over 120 kr. for to voksne og to børn.

 

Søjlegange a la Sydeuropa

Er man til lidt mere renlige og vestlige forhold, er Villaggio Mall i Aspire-området et besøg værd. Området blev opført til Asian Games i 2006 og er udgangspunkt for Qatars forsøg på at blive sportsnation nummer ét i verden.

Det kan måske lyde lidt plat at ville besøge et indkøbscenter på en rejse til Mellemøsten, men faktisk gemmer et besøg på den moderne arabiske markedsplads på interessante og finurlige observationer, som fx når man sidder i biffen efter fredagsbønnen ved tretiden med en sal fyldt med dishdash-klædte arabere, der alle er mere optagede af deres mobil end af filmen. Fredag eftermiddag er det bedste tidspunkt for et besøg.

Den moderne handelsplads står højt på qatarernes favoritliste og Villaggio Mall er smukt indrettet med kanaler og hvælvinger.

I Villaggio Mall med malede hvælvinger og smukke søjlegange kan man nemt føle sig hensat til sydeuropæiske himmelstrøg, men den indendørs rutsjebane og luksusbutikkerne får hurtigt en til at indse, at man bare er i verdens rigeste land.

Dohas vartegn, Fanar centret med snegleminareten, ligger midt i Souq Waqif   

Et sted, der er værd at fremhæve for suveræn balance mellem pris og kvalitet, er bøfrestauranten John Butcher’s Grill. Her serveres steaks i alle afskygninger med en Kobe Sirloin som højdepunkt. Der følger to slags lækkert tilbehør og en lille forret med i prisen til ca. 375 kr. Men det kan næsten alene for det ene besøg betale sig at købe rabathæftet “Qatar Entertainer” (med masser af tilbud af typen ”køb én, få én gratis”) i lavprisvarehuset Carrefour, der også ligger i Villaggio. Den eneste ulempe er, at man ikke kan få et godt glas rødvin til bøffen. Der skal man lige et nøk op til et af West Bays femstjernede hoteller.

 

Middag med udsigt

Dohas skyline ligger i den vestlige ende af den halvmåneformede promenade – her af navnet, West Bay. Det er det finansielle distrikt, og det er her, de fleste af byens eksklusive hoteller ligger. West Bay er virkeligt et ”arkitekternes legeplads”, og her kan man finde spisesteder i den dyre ende.

The Singing Sand Dunes (”de syngende sandklitter”) har fået navn efter baslyden, der tromler igennem ørkenheden, når man løber ned af dem.

Her ligger fx Gordon Ramseys restaurant. Det er faktisk ikke uoverkommeligt selv med et almindeligt rejsebudget at besøge den, for der er både en bistro og en gourmetvariant. I gourmetrestauranten slipper man ikke med under 3.000 kr. for en fireretters eksklusiv menu med en flaske vin for op til fire personer. Men bistroen har faktisk smukkere omgivelser med sin udsigt over Den Persiske Golf, og en forretningsfrokost her koster kun 180 kr. per person eksklusive drikkevarer.

Doha vil uden tvivl være et sted i rivende udvikling i de næste mange år, og verdensmesterskabet i fodbold i 2022 vil blive en katalysator for en yderligere udbygning af Qatars infrastruktur.

Doha og Qatar er en spændende destination, hvor nye skikke mødes med ældgamle beduintraditioner fra dengang, Qatar kun var ørken.

Theis Sølling har medlemsnr. 218. Til dato har han besøgt seks territorier og 85 lande.

 

BOKS: Doha i Qatar

Ud & hjem igen: Fly København-Doha fås fra ca. 2.850 kr. t/r.

Læs mere: om Qatar på www.deberejstesklub.dk/land/asien/qatar. Og læs Theis Søllings kronik i Politiken 16. juli 2015. Den findes online her: politiken.dk/debat/kroniken/ECE2759318/vi-har-skam-selv-valgt-at-vaere-her.

 
 
Share this