Venlige kæmper i ørkenen - Et møde med Qatars hvalhajer


Theis Søllings billede
Theis Søllings billede
 
2013 sep
Kik godt efter. Under overfladen lurer verdens største fisk.

Pajero-bilens termometer viser 42°C. Kl. er 05.15. Jeg er på vej nordpå mod Al Ruwais ad Al Shamal-hovedvejen. Den er opkaldt efter den varme sommervind, der har gjort det umuligt for os at komme på havet de seneste tre uger, hvor Qatar har været indhyllet i den ene sandstorm efter den anden.  Der er sand, så langt øjet rækker, kun afbrudt af enkelte grønne kunstvandede områder, der gør det ud for qatarernes landsteder. Der er ikke rigtig nogle byer mellem Doha og støvede Al Ruwais, så trafikken glider glat – det er et særsyn i Qatar.  Al Shamal stopper faktisk i Al Ruwais havn, et charmerende lille sted med både, der for det meste ligner den klassiske arabiske dhow. Som taget ud af ”Sinbad Søfareren”. Ali fra Qatars miljøministerium ligger klar i sin speedbåd med to 200 Hk motorer. Vi kan tilbagelægge de ca. 100 km til Qatars skattekammer – Al Shaheen-oliefeltet – på halvanden time.  Det er Mærsk Oil, der producerer olie fra det 400 km² store felt med i alt ni platforme, og det er Mærsk, der står for vores ekspedition til Golfens venlige kæmper – Qatars hvalhajer.

Hvalhaj, Wikipedia

Den første stime møder vi ved C-location-platformen. Der er omkring 50.  Den stille susen af hvalhajfinner igennem vandet går klart igennem på denne dag, hvor der er fuldstændigt havblik.  Motoren stopper, og jeg skynder mig i vandet, bange for at hvalhajerne forsvinder. Mærsks chefforsker, Steffen Bach, tager den med ro – der ikke er grund til stress. Giganterne bliver der, til der er spist op. De pløjer nemlig igennem vandet med åben mund, indtil der ikke er mere tunrogn tilbage. Tunen gyder her midt ude i Den Persiske Golf, og de samler sig omkring boreplatformene, som er kunstige rev her i den våde ørken-offshore – hvalhajerne samler sig også.  Man skal være lidt opmærksom midt i hvalhaj-mylderet, for bedst som man ligger og svømmer ved siden af en haj, er man ved at blive rullet over af en anden, og de er store som busser. Selv om hvalhajerne er bløde at røre ved, skal man nok alligevel ikke støde ind i dem, når de glider igennem vandet med deres følge af rensefisk. Forskerne samler hudprøver, kortlægger fødevaner og radiotacker, mens jeg er som en fisk i golfens 34°C varme vand.  Man ved meget lidt om golfens kæmper. Faktisk var det ukendt, at de overhovedet var der, indtil borebisserne spottede dem for få år siden. En hypotese er,  at de vandrede mellem Mozambique og Golfen, men sonarforskningen på Mærsk Oil Research and Technology Centre (MORTC) har vist, at de faktisk ikke rigtigt rykker sig ud af det beskyttede farvand mellem boreplatformene. Svømningen bliver afbrudt af Steffens satellittelefon, der ringer på dækket. Det er BBC. De vil høre om projektet i en udsendelse til ”Den Blå Planet”.  Vi sejler lidt videre og når hurtigt området omkring en af de andre platforme. Her møder vi endnu en stime, denne gang med et følge af delfiner og stimer af store fisk, der svømmer med hovedet oven vande.  Måske for at være med i festmåltidet af tunfiskeæg. Vi er ved at være færdige med dagens ”arbejde” – en hård dag på jobbet, men nogle skal jo gøre det – og sætter kursen mod Al Ruwais. Lige inden vi når kysten, sejler vi forbi en gruppe af fugle, der hviler på overfladen – tusindvis af sorte vinger letter og giver anledning til sort sol over Qatar. En mere perfekt afslutning på dagen er svær at forestille sig.

Nyudklækkede havskildpadder på Fuwarit på vej ud i Den Persiske Golf.

Der er virkeligt mange dyre-relaterede oplevelser at finde under Qatars ørkenhimmel, og man kan læse mere om hvalhajforskning i Qatar på www.qatarwhalesharkproject.com. Ud over hvalhajerne er der også stor fokus på Qatars havskildpadder som lægger æg på Fuwarit-stranden i Nordqatar.  Det er et lidt mere tilgængeligt projekt (sammenlignet med hvalhajerne) at komme til at se, når æggene klækkes, og det er muligt ved blot at køre til Fuwarit i juni måned – Man skal blot spørge efter Shafiq og komme ved 17-tiden, så er der gode chancer.

Hav og hvalhajer så langt øjet rækker.

 

 

Faktabox

Hvalhajer i Qatar Rhincodon typus, det plettede monster eller havets venlige kæmpe, er nok et af de mest betagende væsener, man kan opleve til havs. Desværre drives der flere steder rovdrift på den. Men nogle af de steder, hvor man tidligere dræbte hvalhajer, er en helt ny industri opstået, nemlig hvalhajturisme. Hvalhajen er målt op til 12-13 meters længde, men der er beretninger om, at den kan blive op til 18 meter lang og kan veje op til 21 ton. Hvalhajen er verdens næststørste havdyr efter blåhvalen, som kan blive 30 meter lang og veje op til 120 ton. UD & HJEM IGEN: København-Doha fås fra ca. 2.500 kr. t/r.
 
 
Share this