Rundtur på Sri Lanka


Lisbeth Vivaldini
Lisbeth Vivaldinis billede
 
2017

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

SIGIRIYA, ANURADHAPURA, POLLONNARUWA, DAMBULLA, CENTRAL HIGHLANDS, NUWARA ELIYA, SAFARI I YALA NATIONAL PARK, KANDY, COLOMBO.

Vi har bestemt os for en tur rundt på Sri Lanka hvor vi besøger 7 ud af de 8 steder som figurerer på Unescos Verdensarvsliste.

Med 6 uger i Stillehavet bag os har vi ikke lagt badeferie ind i programmet, under andre omstændigheder ville det være oplagt at kombinere de to ting. På Sri Lanka vil vi gerne se de mange vidnesbyrd fra den buddhistiske kulturs vugge. Vi starter hårdt ud med Sigiriya eller Løveklippen. Den store klippe rejser sig majestætisk lodret i lavlandet. Har man mod på at tage de 1200 trin til toppen får man rig belønning i form af panorama udsigten over landskabet og ruinerne som vidner om dette fantastiske fæstnings byggeri på toppen.

Efter Sigiriya besøger vi Aukana templet som huser en af verdens største (12 m høj) stående Buddha figurer. Figuren stammer fra det 12 århundrede, samme periode som Pollonuwara.

Anuradhapura var en af det antikke Sri Lankas civilisations og buddhismens hovedstæder og er i øvrigt en af de byer i verden som længst har været kontinuerligt beboet. Byen, som dateres tilbage til det 4 århundrede før Kristus, var gennem århundreder, et af Theravada budismens hovedkvarterer, hvilket velbevarede ruiner af de mange klostre og stupaer vidner om. I dag regnes Anuradhapura, af verdens budister, som et helligt sted og pilgrimme besøger stadig templerne

Pollonnaruwa var, efter Anuradhapura, det næstældste rige. Byen havde ikke samme religiøse betydning som Anuradhapura, men byder alligevel på væsentlige religiøse attraktioner med levn fra klostre, smukke skulpturer og kæmpe stupaer som Rankot Vihara, der er 54 m høj. I Pollonnaruwa er jeg især fascineret af det smukke runde Vatadage tempel som minder mig om Borobodur på Java selvom de to templerne er meget forskellige.

Dambulla Cave Tempel er nok blandt de smukkeste unikke templer jeg har set. Det dateres tilbage til 7-3 århundrede før Kristus. Templerne er bjerg grotter og  udover de smukke statuer er de dekorerede med de smukkeste farverige freskoer. Totalt er der i området 80 grotter, men umiddelbart tror jeg kun man kan besøge de 5 vigtigste.

Kandy er en kaotisk farverig og meget trafikeret by. Den mest charmerende del af byen er omkring den menneske skabte sø hvor også The Temple of the Tooth Relic ligger. Det er også her man ser de gamle bygninger fra koloni tiden. Vores hotel ligger smukt over floden som går gennem Kandy

Hovedattraktionen er intet mindre TheTemple of the Tooth Relic Relic (Sri Dalada Maligawa) med Buddhas tand. Buddhister fra hele verden valfarter til dette sted som er en af buddhismens vigtigste helligdomme. Byen har en utrolig smuk botanisk have med flere hundrede år gamle træer og et utal af blomsterarter. Man kan endda gå over floden ad en hængebro, men jeg blev søsyg da jeg nåede halvvejs!

Nuwara Eliya ligger i 1896 m højde og man når dertil af en snoet landevej med smukke sirlige te plantager på skråningerne. Her er rig mulighed for trekking i den smukke natur med mange imponerende vandfald. Man undrer sig over at der kan være så stor en variation i landskabet og klima på en ø som ikke er meget større end Danmark. Jeg tror, jeg vil anbefale at fortsætte til Ella i stedet for at stoppe i Nuwara Eliya.

Yala National Park ligger ved øens sydligste kyst, som blev hårdt ramt af tsunamien for 12 år siden. Vi står tidligt op for at være ved indgangen til national parken klokken 5.45. Mit store håb er at se en leopard, sidste år i Afrika fik jeg desværre ikke dette smukke kattedyr at se. Ved indgangen holder der allerede måske 20 jeeps med larmende motorer og chauffører og passagerer som snakker højlydt. Da porten åbnes er det alle mod alle, som larmende motorer og megen snak, kører ind i parken og mit håb om at se en leopard daler drastisk. Men, men, men pludselig opdager vores chauffør en leopard i et træ og lykken er gjort. Vi ser nogle elefanter, mange bøfler, krokodiller m.m. Pludselig stopper chaufføren op, foran os er to leoparder på vej op i et træ, fantastisk! Vi venter længe på at de skal komme ned, men i løbet af 2 minutter er der måske 15 jeeps ved stedet, da de underretter hinanden telefonisk. Med denne larm og halløj bliver leoparderne selvfølgelig i træet. Har man oplevet safari i Afrika er dette meget amatøragtigt og ærbødigheden for dyrene mangler. Er det første gang er det en god oplevelse.

På vejen til Yala besøger vi elefant børnehjemmet hvor moderløse elefanter tages ind og hvor man kan se dem blive madet. Det er en god oplevelse at se disse elefanter i alle størrelser komme ind i folden, gå hen og åbne munden hvor de gennem en slange og en kæmpe tragt får mælk. Man kan ikke komme i nærheden af dem, da dyrene ikke skal vænnes til menneske kontakt, men trænes til at kunne overleve i junglen.

Galle er, inden for fortet, noget af det mest charmerende man kan forestille sig. Det er også her at vi for første gang på turen ser rigtig mange turister. Hollænderne var her ikke særlig mange år, men her i Galle har de efterladt en god kulturarv. Vi overnattede ikke i Galle, men skulle jeg gøre turen om ville jeg tage en nat i Galle. Den nye del af byen er efter min mening, udover fiske og frugtmarkedet, ikke noget at skrive hjem om.

Sidste stop er Colombo, desværre må jeg sige at det eneste se værdige er hvad der er tilbage fra kolonitiden. Det skal dog siges, at vi havde for kort tid til rigtigt at udforske byen, måske er der steder vi ikke opdagede.

 

 

 

 

 

Faktabox

Sri Lanka har en fantastisk natur, interessante kultur sites, er uspoleret med kun meget få turister (kun i Kandy mødte vi mange turister) og sjældent har jeg mødt så søde mennesker.

Vi bestilte vores tur direkte gennem en Sri Lankansk tour operator: Yathra Travels info@yathra.lk og alt fungerede perfekt. Vi havde egen bil med en engelsktalende chauffør og guider som mødte os ved seværdighederne. Man kan spare mange penge ved at bestille direkte, for rejsebureauerne sender alligevel det hele til en korrespondent på Sri Lanka.

Bemærk at man ikke skal regne med at kunne tilbagelægge mere end 35-40 km i timen. Et godt råd hvis man vil besøge templerne er at klæde sig i hvidt Sri Lankanerne gør når de går i templet. Mange af ”ruinerne” har stadig tempel status og kan kun besøges uden sko, hat og tildækkede knæ.

 
Share this