”Se, se! Mzunguen kører mototaxi!”


Niels C. Jensens billede
2014 jun

”Se, se! Mzunguen kører mototaxi!”

 

De tusind bakkers land huskes bedst af mange som landet, hvor det største og værste folkemord i nyere tid fandt sted. Op mod en million mennesker blev bogstavligt talt slagtet. Det er heldigvis fortid nu, og da vi i november 2013 bevægede os rundt i Rwandas vestlige egne, var de tydeligste spor fra dengang de mange mindesmærker og museer, som med lilla farve markerer den tragiske historie.

 

Tekst & fotos: Niels C. Jensen & Anne Geisler

Landkort: Bertel Kristensen

 

Vores roadtrip begynder i byen Kibuye, som ligger smukt med udsigt over Kivusøen med udsigt til DR Congo. Vi bor hos Jean, som driver det katolske hostel på en bakketop midt i byen. Jean er en oplevelse i sig selv og underholder gerne med anekdoter om livet i Rwanda, sin kone og jobbet som leder af hostellet.

Det er også Jean, der hjælper os med at arrangere at leje en lokal motorcykeltaxi, som vi i de næste fire-fem dage presser til sit yderste, når vi fortsætter, hvor vejen slutter.

Motorcykeltaxier, også kaldet mototaxier, er det mest udbredte transportmiddel i Rwanda, hvis man ikke medregner gåben. De bringer til og fra markedet, fra landsby til landsby og fra land til by, hvor man bliver placeret bag chaufføren, og så går det ellers derudad. Så da mzunguen (den hvide) overtager styret på mototaxien vækker det overraskelse og smil hos mange, når vi kommer kørende.

Rwanda er et smukt land med et ganske veludbygget vejnet, men de veje, vi bevæger os ud på de første par dage, er ikke motorcyklens livret. En vej er måske endda at overdrive, to og en halv meter bredt mudret og meget stenet underlag er, hvad vi kæmper med. Vi har læst et sted, at vejen vil bringe os frem til en teplantage, hvor man har mulighed for at overnatte i et gæstehus.

Smuk udsigt fra den kristne villa i Kirambo.

Vores lokale hjælper i Gisovu får et lift, og mzunguen kører motorcyklen.

Når de hvide kommer til byen

Teplantagen  er der rigtigt nok, og gæstehuset findes også, men det er udelukkende residens for den indiske boss, når han en sjælden gang kommer forbi.

Hjælpen er dog ikke langt væk. En af medhjælperne på den indisk-ejede teplantage er flink og vil gerne hjælpe os med at finde et sted at overnatte i landsbyen Gisovu, som ligger et par kilometer fra farmen. Vi bliver indlogeret hos en familie, som udlejer værelser til lokale rejsende, og vi er ganske godt tilfredse, selvom de lokale er lidt skeptiske overfor kvaliteten af stedet, når det nu er de hvide på motorcyklen, som skal bo der.

Hurtigt breder rygtet sig om de fremmede, og da vi senere går ned i landsbyen for at købe aftensmad, går hele landsbyen i stå, de fleste standser op og står bare og glor. Nogle få tør råbe et 'Hello', og en enkelt kommer hen og hilser og byder velkommen til Gisovu. Det er tydeligt, at vi har fået fat i landsbyens verdensmand, som også viser os hen til et sted, hvor vi kan få en god omgang bønner med ris og sovs. Imens siler regnen ned, og hjemme igen, sidder vi under bliktaget og lytter til regn og torden, mens børnene jagter natsværmere i kæmpestørrelse.

 

En ny ven i Rwanda

 

Vi ender med at blive gode venner med husets ældste søn, Brian, som drømmer om fodbold og om at komme ud at rejse og derfor er meget interesseret i at forstå, om og hvordan vi kan hjælpe ham med hans drømme. Mobiltelefon har han, og han ringer også et par gange efterfølgende for at høre, hvordan vi har det – og hvor vi nu befinder os.

Næste dag ændrer turen drastisk karakter. Vi kommer tilbage til vejen, og ikke længe efter kører vi på noget, der ligner en motorvej i Danmark. En stor bred asfaltvej med to eller tre spor i begge retninger, og inden længe er vi i Kirambo, hvor vi får lov til at overnatte hos en kristen organisation, som har en kæmpe villa med udsigt over Kivusøen. Vi har huset for os selv og desuden privat kok, som frembringer blandt andet en fantastisk tærte og salat, noget vi har savnet længe, efter at have levet af forskellige udgaver af den klassiske kylling og ris.

Dagen efter fortsætter vi gennem nationalparken Nyungwe, hvor aberne hopper rundt i træerne, mens regnen pisker ned. Vi bliver fuldstændigt gennemblødte og kolde efter at have kørt nogle timer igennem regnskoven, hvor Nilen, ifølge folk i Rwanda, har sit udspring. Godt forkomne ankommer vi til en landsby i udkanten af parken, hvor vi får lov til at overnatte i kollegiet til en teknisk skole, som er ferielukket. Efter lidt tid klarer det op, og vi kan få tørret vores tøj og os selv i solen, og en vicevært får åbnet for det varme vand. Landsbyen ligger smukt med udsigt over temarker og nationalparken i baghaven, men ellers er der meget stille og ingen turister, bortset fra os selv.

Kinesiske ingeniører på arbejde. En ny motorvej skal bygges i Afrika.
 

De kinesiske motorveje for gående

Den sidste dag tilbage mod Kibuye går med fuld fart på de store kinesisk anlagte motorveje igennem de tusind bakkers land. Undervejs holder vi et par pauser, hvor vi møder lokale børn, som opfordrer os til ”Take a picture! Take a picture!”, men straks stikker i løb og endda bryder ud i gråd, når vi tager kameraet frem.

Ud over os på motorcyklen, et par motorcykeltaxaer og nogle lastbiler er motorvejene mest af alt en stor gangsti. Bærende på afgrøder, vand og indkøb gør folk fra landsby til landsby, nogle slæbende med deres høst på bagagebæreren på en gammel cykel, andre bærende det meste på hovedet.

Tilbage i Kibuye får vi en varm velkomst og en kold øl på Home Saint Jean med udsigt over Kivusøen.

 

Ud & hjem igen: Fly København-Kigali fås fra ca. 4.900 kr. t/r.

Niels C. Jensen & Anne Geisler har henholdsvis medlemsnr. 616 og 617. I 2013 rejste de gennem Afrika et halvt år med rygsæk. Rejsen begyndte i Tanzania i øst og sluttede i Sierra Leone i vest. Niels er journalist og man kan læse mere om ham på altomniller.dk.

 
 
Share this