4x24 timer i fire af Europas lilleputlande


Jakob Linaa Jensens billede
2015 mar

Selv om man kun tilbringer 24 timer i hvert af de fire lilleputlande Liechtenstein, San Marino, Andorra og Monaco, har man faktisk tid til at fordybe sig i og opleve disse landes charme. Undertiden er det en dyr fornøjelse, men under overfladen venter spændende og anderledes oplevelser.

Tekst & fotos: Jakob Linaa Jensen & Heidi Sørensen

Det er en bagende varm sommerdag i 2005. Turen går nede fra Barcelona, op gennem Pyrenæerne, forbi det dinosaurustakkede bjerg Montserrat, der har fået så mange spanske pigebørn opkaldt efter sig (Montse). Vejen ind til Andorra er smal. Det bliver et ophold på 24½ time, inden bussen ruller den anden vej næste dag. Hovedbyen hedder Andorra-la-Vella, og den ligger ganske smukt, midt i mellem stejle bjergsider. Enkelte berejste vil også kende Andorra for dets to skiområder eller de gode vandreruter, men for de fleste turister er Andorra lig med denne by, et toldfrit paradis, der er helt domineret af butikker med spiritus og elektronik samt smagløse handelsarkader. Men kigger man op, er her smukt

Andorra-la-Vella ligger smukt i en dalsænkning

Andorra er ikke et backpackersted, så indlogeringen bliver på et halvfint hotel, på det tidspunkt det dyreste nogensinde på en rejse. Pizzaen nede ved floden er til gengæld rimelig i pris, og den kolde fadøl fejler heller ingenting. Ud over de mange toldfrie butikker er byen domineret af det monstrøse kurbadskompleks, Caldea, dyrt og dejligt. Efter solide vandreture op og ned ad handelsgaderne er det tid til at se det hele lidt fra oven. Man kan gå på klippehylder højt hævet over byen, væk fra lydene og de andre turister, der stadig er i gang med at købe billig gin og grimme tasker. For en politolog er det uomgængeligt i et nyt land, at man skal se parlamentet. Bortset fra Cook Islands, hvor parlamentet holdt til i et skur, er dette det mindste, jeg har set. Et typisk lille pyrenæisk stenhus rummer lilleputstatens lovgivende forsamling. Og så er der vist også plads til regeringen og en hel del embedsmænd. Mørket falder på og aftenen tilbringes i karbadet. Når man nu har betalt for et dyrt hotel, skal det udnyttes.

Andorra producerer tobak og havde tidligere en stor tobaksindustri. Der findes et tobaksmuseum lige uden for byen Andorra-la-Vella, hvor man kan se udviklingen i tobakkens historie og høre om Andorras smuglerhistorier og tobakseventyr, men ellers bugner landet ikke ligefrem med spændende museer. Næste formiddag bliver brugt på slentretur langs floden, og bussen afgår planmæssigt. Et nyt land og en hyggelig oplevelse. Men det føles alligevel godt, at vi skal tilbage til Barcelona.

 

Mellem grønne sætere og løgkupler

Det er en anden sommer, nærmere bestemt i 2011. Vejen går gennem et koklokke- og alpehyttebeklædt Schweiz, en lille tur over Rhinen, der endnu her er ganske lille, og et skilt forkynder, at man er i Liechtenstein. Her er landligt og fredeligt i dette lille grønne bakkelandskab, der klemmer sig ind mellem en mur af bjerge og så Rhinen. Endnu et af de små lande, der pga. sin geografiske beliggenhed og manglende ressourcer har fået lov at blive liggende uspoleret, når stormagterne har raset frem og tilbage over kontinentet.

På toppen ved Malbun, Liechtenstein

Første stop er Planken (ja, det hedder den!), en klassisk landsby med alpehuse og en lille fin kirke. Herfra kan man lave et vildt trek op over bjergkammen og ind i Schweiz på den anden side. Vi har bilen med, og mageligheden vinder. Men en anden god gang! I stedet går turen op mod Malbun, Liechtensteins eneste skisportssted. Det er en flot tur derop gennem hyggelige småbyer med kirker med løgkupler. Vi tager stoleliften op til toppen i over 2.000 meters højde. Her er som i ”Heidi”-bøgerne: alpeblomster, køer med klokker og endog en ørn, der dykker i flugt hen over himlen. Det lille lands flag vajer i vinden, og man kan drikke landets egen øl. Udsigten i det vigende lys er som på Kasper Friedrichs berømte maleri ”Vandreren”. Her er storslået!

Overnatningen foregår på landets eneste campingplads, ved Mittagspitze. Det er nok en af Europas smukkest beliggende campingpladser. Helt i læ af et massivt bjerg og med udsigt over et stort stykke af Rhindalen. Middagsmaden er pasta med skinke, lavet over primus. Ingen grund til at sidde inde på en restaurant, når man kan nyde maden sådan et sted.

Næste morgen går det ned i den mikroskopiske hovedstad Vaduz, der alle andre steder ville være en lille provinsby. Og det er den også her, bestemt ikke noget særligt. Byen er dog kendt for én ting: sit postkontor. Her er der postbokse for alle de firmaer fra hele verden, der af skattemæssige grunde har dækadresse i Liechtenstein. Og det er mange! Midt i fotoseancen gør en ganske sur dame opmærksom på, at man skam ikke må tage billeder. Diskretion er en æressag, som de siger i Olsenbanden …

Vi ruller sydpå og tager afsked med Liechtenstein gennem et fint lille område med slotte og militærkøretøjer. Det er åbenbart her, landets minimale militær holder til. Vi er blevet en oplevelse rigere og glæder os over, at vi ”skulle” bruge 24 timer i dette land, for det var bestemt besøget værd. Man kunne sagtens have brugt mere tid, men vi skulle videre på turen rundt om Alperne.

På udflugt hos de rige

Snirkle, snirkle, op, op, ned, ned, og lige der ligger Middelhavet med sit azurblå vand, da vi nogle dage senere ankommer til Monaco på samme alpetur. Vi har kørt gennem bjergpas og vinområder, og det første vue over Middelhavet er fantastisk. Vi kører ind i Monaco fra den østlige side, og det er vanskeligt at vurdere, hvornår man krydser grænsen. Vi tager tid fra countryklubben, da vi ved, at den er inden for grænsen. Gaderne i Monaco er små, snørklede og ligger i lag op langs klippesiderne. Dette sammenholdt med, at Monaco er meget lille, betyder, at man hurtigt kommer længere, end man tror og dermed ender med at køre en del i ring for at finde hotel og derefter et p-hus.

Klar til de store indsatser. Casinoet i Monaco.
 

Vi havde på forhånd forventet, at alt var ekslusivt og dyrt, da Monaco er det land i verden, der har flest millionærer (og milliardærer), men allerede da vi kommer ind i landet, lægger vi mærke til, at der kører mange gamle biler rundt, lidt underligt.

Vi har i god tid booket et hotelværelse, da der ikke er nogle muligheder for camping eller billig overnatning. De billigste hoteller ligger længere oppe og bagude, men heldigvis er der elevator visse steder i skråningen. Parkeringshusene er ligeledes placeret inde i klipperne, og dermed er Monacos få kvadratmeter udnyttet fuldt ud. Vi begiver os ned til havnen ved aftenstid, og hele området er indhyllet i loungemusik og uformel stemning. Man skal ikke lade sig snyde af den afslappede stemning på overfladen. Der er gang i et større sociologisk projekt med rangstigeklatring og fremvisning af ens kvaliteter, fysiske eller materielle. Det er sjældent, vi har fået så mange dømmende elevatorblikke på så kort tid, ikke mindst fra nyrige russere, der dominerer havnen denne aften. Tilbage ved hotellet finder vi en rigtig hyggelig cafe med god pizza og lidt mindre rangstigestemning.

Næste dag går vi atter ned til havneområdet for at kigge på yachterne i dagslyset. Som i nattelivet er her også en rangstige; fra små bitte fiskerbåde inderst til kæmpe yachtfærger (næsten) yderst. Vi står lidt og kigger på de små fiskerbåde og undrer os sig over, hvordan deres ejere har råd til at bo i Monaco. Vi erfarer senere, at både de gamle biler og de små fiskerbåde tilhører de ægte monegaskere, der udgør ca. 22 % af befolkningen, og som ikke skal betale for at bo i landet (eller i det mindste ikke stille bankkontosikkerhed). De mange yachts er oftest indregistrerede i Caymanøerne, men det skal da ikke stoppe én fra at have lidt sjov med at afgøre, hvilken man helst selv ville eje.

Resten af dagen går med en god lang frokost med udsigt over havnen og en gåtur langs havnepromenaden op til det berømte casino. Man kan kun komme ind i spillesalonerne mod betaling, men der er toiletfaciliteter i indgangshallen, og så kan man da sige, man har været der. Derudover holder der fem-seks meget fine biler udenfor af mærker som Ferrari, Porsche og Lamborghini, som flere får taget billeder ved.

De 24 timer er efterhånden gået, og vi afslutter opholdet med at hente vores bil i parkeringskælderen for derefter at tage den berømte bane fra Monacos Formel 1-grandprix rundt gennem de smalle gader. Der er naturligvis trafik, men den er optegnet på bykortet. Vi når desværre kun op på 80 km/t gennem tunnellen. En skraldebil blokerer for videre udskejelser. Til gengæld tager vi turen rundt to gange, bare for sjov skyld. Farvel til Monaco og det azurblå vand og videre op gennem vilde franske nationalparker.

Republikken på toppen af verden

Midt i bjergene langs den italienske adriaterhavskyst ligger San Marino, der betragter sig selv som verdens ældste republik, grundlagt i 1263. Vejen nede fra den kysten er kringlet. Som ved de andre små lande er det ikke andet end et blåt skilt, der forkynder, at man nu har entreret et andet land. Det er midt på eftermiddagen en septemberdag i 2013. Det er Jakobs alt for runde fødselsdag, og hvorfor ikke benytte den til at besøge et nyt land, det sidste i Europa, han mangler at besøge (bortset fra præstestaten i Rom).

Booking.com har slået til igen, og vi er i stand til at indlogere os på fashionable Grand Hotel til en yderst rimelig pris. Udsigten til bjergene fejler intet, og vi er lige ved siden af porten til den ældste del af den gamle by, hjertet af San Marino. Den er placeret langs toppen af Monte Titano, så alt går enten op eller ned. Her er små snævre gader med stenhuse, der emmer af historie. Byens centrale plads er Piazza della Liberta med Palazzo Publico, hvor landets lille parlament, Storrådet, holder til. Som alle rigtige lande har San Marino sit eget lille bryggeri, og deres udmærkede øl kan nydes på pladsens fortovscafeer med udsigt over Apenninerne.

San Marinos borganlæg går hele vejen rundt om byen.

Trods de mange turister, ikke mindst endagsturister nede fra strandene i Rimini, er her charmerende, og om aftenen har man næsten byen for sig selv. Fødselsdagsmiddagen indtages på en glimrende restaurant, der hænger helt ud over en af de stejle klippekanter. Stjernehimlen er flot heroppe i bjergenes klare luft.

Monte Titano domineres af borgkomplekset La Guaita, der fra gammel tid har forsvaret republikken mod ydre fjender. Her er selvsagt en fantastisk udsigt fra de i alt tre fæstningstårne, som knejser langs højderyggen. Selve borgen huser et fint lille museum, og alt er nænsomt restaureret. Man er stolt af sin historie her. Efter en glimrende pizza og en ordentlig portion hjemmelavet is ruller vi stille og roligt ned ad bjerget og ind i Italien. San Marino er en skøn lille plet, og man får lyst til at vende tilbage en anden god gang.

 

Faktabox

Ud & hjem igen: Alle fire lande egner sig godt til en kør-selv-ferie i Europa. Ingen af dem har egen lufthavn, men man kan let flyve til lufthavne tæt på og leje en bil. Andorra ligger eksempelvis tæt på Girona ved Barcelona og Carcasssonne i Sydfrankrig. Monaco kan besøges via eksempelvis Nice. San Marino ligger tæt på både Milano, Rom og Treviso ved Venedig. Og Zürich er nærmeste lufthavn til Liechtenstein. Logi: Liechtenstein har både campingplads og B&B og er dermed det billigste land at overnatte i. Monaco, Andorra og San Marino har primært kun hoteller – søg i god tid eksempelvis via www.booking.com for at få en god pris. Vi betalte ca. 500 kr. per nat for et luksuriøst dobbeltværelse. Kost: Maden i San Marino er god og ikke dyrere end i Italien. Andorra minder om Spanien, måske lidt dyrere rent prismæssigt. Monaco har i alle prisklasser, og besøget kan være en anledning til at prøve noget fin gourmetmad. I Liechtenstein lavede vi selv mad på campingpladsen, da Liechtenstein er dyrere end eksempelvis Italien og Østrig. Sprog: Andorra er det eneste land i verden, hvor catalansk er officielt sprog. I Monaco tales fransk, i Liechtenstein tysk, og i San Marino italiensk. Valuta: Selvom Monaco, Andorra og San Marino bruger euro, er landene ikke med i EU. Liechtenstein anvender schweizerfrank.
 
 
Share this