Badeferie på saudisk


Theis Søllings billede
2015 jun

Badeferie på saudisk

”Hvor er I fra? Ukraine?” ”Nej, vi er danskere,” siger vi til tankpasseren, der lystigt fylder bilen med benzin til 60 øre literen på hovedvej 5 mod Yemen.

Tekst & fotos: Theis Sølling

 

”Mumkin Maa’fi!” Vi står med granatchok ved kajen i Jazan, og forsøger at få en færgebillet til Farasanøerne i Rødehavet. Vi ankom natten før efter tre gate changes i Riyadh og en formaning fra personalet, der gik på, om vi nu havde husket de lange bukser? Saudia Airbussen var domineret af en masse røde tørklæder og sorte abayaer. Så lille lyshårede Bertram på fem og farmand stikker ud som en soar thumb. Vi er lettere fortumlede her i den spraglede og fugtige havneby i det allersydligste Saudi-Arabien. Der er 60 km til Yemen, og det ses i gadebilledet, hvor halvøens hvide dish dash, er skiftet ud med lændeklæder og kaos.

Mumkin maa’fi betyder ”måske ingen” – det er desværre plads på færgens bildæk, der refereres til fra det ca. 5x5 cm store hul i væggen på billetkontoret. Kommunikationen er en udfordring, som altid i disse ”langt ude hvor verden ender”-steder, men det lykkedes os at komme frem til, at vi har to ventelistebilletter. Jeg er sikker på, at man efter to måneder i The Kingdom ville blive ret stabil på arabisk. 

Bertram i Jazans Souq

”Vi har et morgenfly tilbage til Riyadh om to dage,” forsøger jeg mig. Jeg tør ikke rigtigt binde an med ventelisteplads, for det er lidt surt at strande midt ude i Det Røde Hav med et saudisk visum, der er tæt på udløb. Det hjalp åbenbart, for billetmanden tryller, og pludselig står vi med en returbillet i hånden. Utrolig hjælpsom saudi.

Det er bemærkelsesværdigt så venlige og åbne befolkning er i Jazan. Overalt hvor vi kommer, mødes vi med åbne arme og middagsinvitationer. Rendyrket arabisk gæstfrihed, og markant anderledes end i de andre saudiske regioner jeg har besøgt. Om denne forskel skyldes, at turen her, i modsætning til de andre, kun har mandlige deltagere, finder jeg nok aldrig ud af – medmindre jeg får lokket min kone i en abaya, og kører et rerun.

Færgen sejler først kl. 15.30, så vi har tid til at køre en tur langs Tihamahsletten, som er det støvede flade areal, der strækker sig fra Rødehavet, og brat stopper for foden af Herazbjergkæden med toppe, der knejser til næsten 3000 moh i Saudi-Arabien. Vi starter Toyotaen, som vi lejede dagen før i Kong Abdullah bin Abdulaziz-lufthavnen i Jazan, og kører mod grænsen til Yemen bare for at have et mål med vores dagtur, men i virkeligheden er vejen bare målet.

Kæk saudier med to koner der gemmer sig

”Mama Mia” kører på fuld hammer på Bertrams iPad, og lydkulissen står i skærende kontrast til støvet, der hvirvler rundt i de tomme gader i de landsbyer, vi passerer.  Det er fredag, og en fredag i Saudi-Arabien får søndag i Køge til at ligne orange scene på Roskildefestivalen. Uanset hvor vi kigger hen, ser det ikke ud til, at der er blevet kanaliseret oliedollars i denne retning. Hele strækningen fra Jazan til den yemenitiske grænse ved Al Tuwal, er præget af små lave bygninger. Vi forsøger at købe en is i en kiosk, men bliver mødt af en lukket dør. ”Salat” siger en forbipasserende bangladesher. 

Indehaveren er taget til bøn – en længere en af slagsen, nemlig fredagsbøn på halvanden time.  Gad vide, om man nogensinde ville vænne sig til disse fem daglige afbrydelser, hvor alting lukker for en kort eller en længere periode? Vi vender bilen rundt, og kører tilbage til Jazan for at nå færgen. På vejen tilbage – nu med lyden fra Bertrams ”Gummi Tarzan”-film i baggrunden – tænker jeg på, hvor meget fokus centralmagten i Riyadh egentligt har på denne del af landet, og hvordan det hele dog skal ende, når kong Abdullah dør, og landet står uden en reel arvtager og en uigennemskuelig fordeling af midlerne.  Saudi-Arabien er et land, der vækker konstant undren, og hele tiden afføder nye spørgsmål.

Alle er da sorte i Danmark!

Strandene på Farasan øerne er helt tomme

Vi triller ned ad Kong Saud Bin Abdulazizgaden og om bord på katamaranen, der ligger klar i havnen og funkler i solen – kridhvid med den saudiske palme malet på siden. Top moderne færge. Bertram har fået en ny ven bag disken i færgens cafeteria. Der er masser af plads, til at han kan få lov til at hjælpe med at betjene færgens passagerer. Bertram og den saudiske purser diskuterer højlydt. Purseren forsøger at overvise os om, at alle er sorte i Danmark, og Bertram insisterer igen og igen på, at det er løgn.  Og det har han jo sådan set ret i. De hygger sig; saudierne er vilde med børn. Der er fuldt skrald på katamaranen og på lokalkoloritten. En kvindeafdeling helt i sort, som lige kan anes bag et forhæng, børn der leger i familieafdelingen og for resten af pengene mænd i lændeklæder eller dish dash og turban. Og så os. Vi er de eneste vesterlændinge og vestligt klædte blandt færgens ca. 300 passager. Pludselig dukker der små grønne knolde op, de bliver gradvist større og afløses af Farasan Kebirs klipper, mangrover og sanddynger. Færgen er i havn.

Vi har ingen anelse om, hvad der venter os, for internettets information har været sparsom, men umiddelbart er der kun en vej, så den napper vi. Efter 10 km deler den sig – vi vælger venstre.  Det viser sig at være et godt valg. Vi triller igennem en lille landsby med talrige moskeer og en palmelund, hvor vejen stopper, men det gør vi ikke, og efter 15 min offroad har vi fundet paradis. En totalt øde kridhvid sandstrand. Vandet er badekarvarmt og fyldt med fisk. Vi bader en halv times tid, inden turen går ind i en knaldrød solnedgang, som man kun ser dem i Mellemøsten. Derefter tilbage til palmelunden, mens vi stadig kan finde den i skumringen. 

Det viser sig, at Farasan har en by med tre hoteller, og vi bliver hilst af et varmt ”salam’aleikum” af den sudanesiske ejer på Shiny Hotel. ”What are you doing here? Are you an engineer?” 

”No, we are tourists,” svarer jeg.

Han kigger undrende. Det kan man godt forstå, da der per definition ikke findes vestlig turisme i Saudi-Arabien. Kongeriget udsteder simpelthen ikke visum til turister.

Vi går en tur ud i Farasans Souq, hyggeligt sted med masser af ældgammel swahili kultur. Vi betragter Farasans kraftigt ornamenterede bygninger og beboere, mens kvinderne betragter Bertram ud igennem sprækken på abayen.  Der er lige tid til en pizza lige nøjagtigt inden metropolen Farasan Town lukker ned til Salat Isha’a, dagens sidste bøn og klart godnat for os. Vi er fuldstændigt knockoutede af dagens indtryk, og tilter med en stille bøn, om at færgen og vores fly til Riyadh er der i morgen, i et land hvor alt kan ske. Bukhara Inshallah er vi tilbage i Doha – our home away from home,og kan berette for resten af familien, at de er gået glip af et ægte highlight – badeferie i verdens underligste kongerige.

26 aktive medlemmer har besøgt Saudi-Arabien. Theis Sølling har medlemsnr. 218 og var på roadtrip og badeferie i Saudi-Arabien i 2014.

Swahili Kultur på Farasan

SAUDI-ARABIEN:

Saudi Arabien er et land med gigantisk turistpotentiale. Det er til dels fordi der ikke er nogen turister, og til dels fordi landet med sin gigantiske størrelse har stor mangfoldighed, og en rig kulturarv.

Visum: Der udstedes kun turistvisum i forbindelse med meget dyre og strengt organiserede ture.  Jeg har været i kontakt med www.saadtravel.com, som tilbød en femdagestur i Riyadh og omegn for ca. 10.000 kr. uden fly.  Den eneste anden mulighed er en invitation fra en saudisk organisation.  Jeg har gennem mit arbejde fået gratis såkaldt governmental visa, mens familien har fået et ledsagervisum til 1.000 kr. per styk.  Der findes et hav af varianter, men faktum er, at det er meget svært at komme ind. Når man først er inde på alt andet end turistvisum, kan man rejse frit rundt.

Billeje: Vi har på den måde rejst rundt i alle Saudi-Arabiens regioner i en lejet bil, som koster ca. 200 kr. per dag med 150 kilometers kørsel om dagen. Færgeturen var i øvrigt gratis og tog en time i fuld fart.

Logi: Hoteller er billige, og de, vi boede på, kostede ca. 150 kr. per nat.

 

 

 
 
Share this