Souleymanes første rejse


 
2013 sep

Engang for længe siden – i december 1978 – traf jeg den 14-årige Awa Diallo i Velingara, Senegal.

Da jeg ankom med pickup-taxabussen fra Tambacounda, vidste jeg godt, at der her ikke var nogen form for overnatningsmuligheder. Ved markedet traf jeg Amadou, der var yderst hjælpsom og i flere timer forsøgte at skaffe mig husly. Solen var gået ned, og byens eneste belysning var de mange små køkkenbål, da vi endelig gav op, og jeg blev installeret i hans lille hytte, da han som inspektør på en bomuldsfabrik ikke brugte den om natten. Naboens datter Awa var meget interesseret i Amadous hvide gæst. Næste dag inviterede hun mig ind til familien og satte derved gang i en årelang række begivenheder, hvor jeg endte med at blive et fast medlem af familien med ret til at hjælpe og støtte om nødvendigt – og til at blande mig i børnenes uddannelser og i eventuelle tvangsægteskaber.

Souleymane er en lystig vandhund, men mødet med havet skræmte ham.

Awas lillebror Souleymane var lige fyldt syv år i begyndelsen af december. Fra første dag gjorde han sig bemærket ved sin stærke udstråling og personlighed. Han hang efter mig i de to dage, jeg var i byen, for ham var jeg hans livs kærlighed; jeg var lige fyldt 40 og tog ham ikke helt alvorligt. I de følgende år besøgte jeg ofte Amadous familie i Kolda og Awas forældre med de mange børn i Velingara. I 1982 forærede familien mig Souleymane. Vi elskede hinanden på hver sin måde, men som fraskilt enekvinde kunne jeg ikke adoptere ham; jeg måtte nøjes med at betale hans uddannelse m.m. i Senegal. Den sommer tog jeg ham med på ferie – ud til havet ved Kafountine. Souleymane havde aldrig været uden for Velingara, og dog mente han, at han som ”mand” burde bestemme over vores rejse. Jeg grinte af hans ideer og håbede på det bedste.

Det gik smertefrit hos Amadous familie i Kolda, for her var der mange jævnaldrende børn, han kunne lege med. Opholdet hos bedstemor i Ziguinchor gik også rigtig fint, og der blev spillet meget fodbold med naboernes drenge. Næsten dagligt skar byhusenes metaltage hul i bolden, så jeg måtte købe en ny. Da jeg fjerde gang protesterede, svarede Souleymane mig belærende: ”Karen, du betaler mine bolde nu, men når jeg bliver voksen, betaler jeg alt for dig!” På vejen til Kafountine overnattede vi hos mine venner Mamdou og Kine i Bignona. Souleymane fik det meget dårligt. Han var så jaloux, at han ikke kunne spise. Han prøvede at forbyde mig at tale med andre; han var ”mand” nok for mig. Vi tog den overfyldte pickup-bus de 25 km til Kafountine ad våde, sumpede veje og måtte vente flere timer på en kæmpe lastbil, der var kørt fast.

Souleymane kunne ikke lide mine Diola-venner i Kafountine, og især ikke, at han skulle overnatte sammen med familiens sønner, mens jeg sov hos den ældste datter inde i huset. Hvad kunne der ikke ske mig om natten, når han ikke var i nærheden til at holde øje med situationen!? Vi drog på en lille ekspedition ud til Atlanterhavet sammen med fire brødre. Undervejs mødte jeg i bushen en kæmpe varan, som det lykkedes mig at jage væk, inden ungerne så den, for ellers ville varanen være blevet ædt. Ved stranden vrimlede det med store krabber. Vi tændte et bål og fangede en 10-20 stykker, som vi smed på bålet. De brød sig ikke om det og kravlede ud igen, men vi var mange til at holde øje med dem, så de undgik ikke deres skæbne. De smagte dejligt, og Souleymane slappede for en gangs skyld af. Senere plyndrede vi buskene op til stranden for cashewnødder og proppede dem i en gammel konservesdåse og stegte dem på bålet – nødvendigt da cashewnødder er giftige rå. Atlanterhavets mægtige bølger bragede ind ganske tæt ved os, og Souleymane var bange. Han turde end ikke nærme sig vandkanten. Han var hjemme i Velingara, var en lystig vandhund, der på trods af sin fars forbud boltrede sig i enhver større vandpyt. Men mødet med havet og dets enorme kræfter skræmte ham. Han sad under træerne på en gammel piroque og så ulykkeligt ud på de andre drenge, der pjaskede rundt i vandkanten. Om aftenen havde han genvundet sin energi og var involveret i en voldsom brydekamp med en af familiens sønner. De var som gale hunde og måtte skilles af vrede voksne mænd.

Souleymane var tilfreds, da vi næste dag rejste tilbage til Ziguinchor. Nu havde han atter kontrol over situationen. Awa var også i Ziguinchor, og hun krævede, at Souleymane som en yngre bror skulle adlyde og lystre hende, men det passede ham ikke, så jeg overværede, hvordan hun rasende knækkede mindre træer for at kunne bruge dem til at tæve denne ekstremt ulydige unge. Souleymane spænede omkring grinende, mens hun mere og mere rasende forsøgte at fange ham. Jeg prøvede at stoppe hende, mens bedstemor blev bekymret, for også hun elskede jo drengen.

Et par dage efter rejste jeg alene nordpå til Dakar – mange oplevelser rigere, mens Souleymane holdt en flere uger lang, afslappende ferie  i Ziguinchor – og drømte om vores næste møde.

 
 
Share this