Ça va bien syv millioner gange


Henrik Fastergaards billede
2015 jun

Ça va bien syv millioner gange

I januar og februar 2014 gennemførte to cykelglade Henrik’er en 1.800 km lang cykeltur fra Dakar i Senegal til Conakry i Guinea. De nåede det lige, inden ebolaepidemien brød ud.

 

Tekst: Henrik Fastergaard

Fotos: Henrik Schumacher & Henrik Fastergaard

Det sker ikke i Europa eller i resten af den rige verden. Men når man har bevæget sig hen, hvor hvide turister – og især turcyklister – er omtrent lige så sjældne som isbjørne i Sahara – ja, så kan man godt indstille sig på at få travlt.

Men travlt med hvad? vil nogle nok spørge, for når vi tager på cykeltur, er det hverken for at køre stærkt eller tilbagelægge en masse kilometer. Nej, men det er bare sådan, at når man har valgt den langsomme tohjulede i stedet for at sidde ubekvemt og koge i et gammelt firehjulet vrag – ja, så er det altså ikke så ligetil at cykelsnige sig forbi de mange mennesker, som bor og opholder sig langs vejen.

Høflige, gæstfrie og enormt nysgerrige, som folk er på disse kanter, hilser de på os hver og en. Ofte starter det med et brøl af børn, som får øje på os, og dermed er alle andre i nærheden adviseret. Ça va?” ”toubab!” ”foto!” ”fote!” ”branco!” osv.

Og så må vi forsøge at vinke tilbage mod højre og venstre, samtidig med at vi også slynger et par gebrokne svar tilbage. Det er noget af essensen af, hvorfor det er en så stor og fornøjelig oplevelse at cykle i Vestafrika, men ...

Bind dem nu for Guds skyld ordentligt fast! Det holdt heldigvis til otte timer på elendige veje (Schumacher)

En mindeværdig grænsekrydsning

Vi havde begge i forvejen læst og hørt om besværlige grænsekrydsninger og vejkontroller og alle de besværligheder (læs: $ € $ € $), vi ville løbe ind i. Det tog vi dog, efter mange års cykelerfaring, med et gran salt, og heldigvis forløb det ganske, som det plejer. Absolut ingen problemer, men derimod en strøm af hjælpsomhed og hyggesnak.

Vores mest mindeværdige grænsekrydsning opstod, da vi en sen eftermiddag nåede grænsen mellem Guinea Bissau og Guinea Conakry på vejen mellem Gabú og Koundara. Vi var efterhånden nået så langt væk fra hovedstaden Bissau, at både trafik, asfalt og større byer var svundet ind til næsten ingenting. Også den lille støvede flække ved grænsen, hvor det ”fine” beton- og blikhus gjorde det ud for ”Emigration”. Med flag på bordet og præsidenten skelende ned fra væggen.

Det er nu spændende, når der kommer to hvide mænd forbi på flotte cykler og med kameraer. (Schumacher)

Vi havde lidt småtravlt, men vidste jo godt, at vi var i Afrika, hvor utålmodighed ikke hører til de største dyder. Derfor var der ikke andet at gøre end at være høflig og smalltalke med den rare tolder, som øjensynligt havde en ung smuk pige under oplæring. Vand blev vi også trakteret med, hvilket var tiltrængt. Langsomt kom vi igennem proceduren i takt med, at pigen blev lidt klogere. Vi blev med et smil vinket uden om bommen lidt længere henne ad vejen, og så var det bare med at komme af sted – vi havde omtrent otte minutter til at nå grænseposten på den anden side.

600 meter sagde de, at afstanden var, og det burde man jo snildt kunne nå på otte minutter. De glemte bare at fortælle, at hovedvejen nu var reduceret fra en jordvej til et smalt, ujævnt spor. Nåja – og så var der 1,6 km, hvilket i sagens natur forøgede transporttiden betragteligt!

Jeg drog af sted, alt hvad jeg kunne, på min affjedrede mountainbike og ankom til den første kontrol præcis kl. 17.59. Og efter en punktlighed, der må være faldet ned fra himlen netop denne dag, gik flagnedtagningsceremonien i gang præcist i samme sekund. Jeg forstod, at jeg blot skulle vente, og således kunne jeg lidt paf overvære én soldat flot marchere med det sirligt foldede flag tværs over sporet (som nu igen lignede en almindelig jordvej) til huset på den anden side. Mens en overordnet i en anden vældig flot uniform højlydt kommanderede ham hele vejen – maks. 15 meter.

Gederne

Schumacher var for længst nået frem, og nu manglede vi bare at få ordnet vores pas. Uniformerne, som havde travlt med et damlignende spil under et træ, var langt mere optaget af at vinde end at kontrollere pas.

”Fortsæt op til huset på venstre side af vejen” var den fåmælte, men dog venlige besked. Endnu et betonhus, med afskallet maling og et nyt flag. Vi listede ind, men fandt ikke andet end et sparsomt udstyret skrivebord i det lille lokale.

”Hallo, hallo!” kaldte vi. Højere og højere. Øv! Er vi mon kommet for sent? Men så hørte vi endelig skridt nærme sig den åbne dør i bagvæggen, og kort efter var vi fem i lokalet. To x Henrik og tre geder. Stadig øv! Geder er gode til mange ting, men stemple pas kan de ikke! Det kunne den rare toldbetjent, som åbenbarede sig kort efter, mens gederne forsvandt, heldigvis. Hurtig ekspedition, og samtidig fik vi fyldt Schumachers fem liters vanddunk. Af sted i fuld fart ud ad jordvejen, mens vi skimtede efter et egnet sted at slå lejr. Til alt held var det ikke noget problem, og da det var bælgmørkt ca. en time senere, var hængekøjerne for længst hængt op, og vi var i gang med endnu en ikke særlig ophidsende aftensmad.

 

Flade flutes og tomme kalorier

”Jeg er ikke pæn nok”, sagde hun. Men var dog alligevel lidt smigret og gav os vist nok en ekstra stor portion (Schumacher).

Nej, maden var bestemt ikke det, som virkede dragende. O.k., vi fik da glimrende mad ind imellem, hvilket primært vil sige i hovedstæderne og på de turistresorter i Senegal, hvor vi overnattede først på turen. Nej, det vi på det nærmeste led under, var den yderst sparsomme morgenmad, som næsten altid blot bestod af hvidt flute, lidt marmelade eller honning, og når det var bedst måske ”Den Leende Ko”. Dertil varmt vand og et tebrev eller et brev med pulverkaffe til os hver. Ikke just hvad man har brug for før en lang dag på cyklen!

Mange gange var der ingen morgenmad at få og ej heller restauranter, hvor man kunne købe sin frokost. Hvad gør man så? Køber ind på egen hånd naturligvis. Men hvad kan man købe? Hvidt flute, tomater og ”Den Leende Ko”, som ganske belejligt har det til fælles med Big Macs og citronmåner, at det holder evigt. Derfor sørgede vi altid for at have et rigeligt lager med, såsom kiks og måske chokolade.

Den sidste nat før Conakry troede vi for en gangs skyld, at vi skulle have en fin morgenmad. Menukortet lovede en petit dejeuner deluxe – og vi savlede forventningsfuldt. Det skulle ud over det sædvanlige brød også forkæle os med frugt, ost og en omelet. Laaang tid tog det, men vi ventede fortrøstningsfuldt. Og så …? Hvidt flute og en lille smule marmelade!

Vi ventede med at sige noget, til regningen blev præsenteret. Jo, den var god nok. Deluxe! Men det var jo ikke det, der lå på tallerkenen! Hverken frugt, omelet eller ost. ”Nej, det havde vi ikke,” var svaret kort, som om det så var færdigdiskuteret.

”Men vi bestilte jo deluxe!”

”Jamen, det havde vi ikke i køkkenet, så vi kunne ikke lave det,” var svaret igen med et totalt uforstående blik. Ingen intentioner om at snyde os, var vi sikre på. Der synes blot på de kanter af verden at herske en radikal anderledes tilgang til kundeservice, økonomi og ikke mindst forretningssans.

Det kan en gang imellem være irriterende og frustrerende. Eksempelvis da vi på et absolut gabende tomt lille hotel konstaterede, at alle værelser var forsynet med en dobbeltseng, der lige var en tand mindre, end hvad de to Henrik’er normalt deltes om.

”Jamen, hvad skal du så have, hvis vi i stedet tager to værelser, spurgte vi forhåbningsfuldt?

Igen et svar og et blik, der ikke efterlod nogen tvivl om fyrens forbløffelse over, at to rige, hvide mænd ikke kunne klare et så simpelt regnestykke. Så måtte man jo hjælpe på bedste skolelærermaner.

De forbandede flutes! (Fastergaard)

”Et værelse koster 13.000 CFA. Så to værelser koster to gange 13.000 = 26.000 CFA.”

Ikke nogen mulighed for forhandling der! Og sådan oplevede vi adskillige gange en – i vores øjne – grotesk ligegyldighed for at få en ekstra indtægt. Eller måske var det blot mangel på bemyndigelse?

Men for det meste er manglen på forretningssans blot noget, man skal glæde sig over. Det er i den grad befriende at bevæge sig hasslefree rundt på et marked, og det hører absolut til sjældenhederne, at nogen forsøger at malke turisten. Næh, det er snarere det modsatte, der gør sig gældende.

Som da vi i Ndangane i Senegal havde sat gang i en klatvask, som endte med, at alt blev gjort for os af en sød dame, som dog fik en lille slat for sin indsats. Stor var vores overraskelse, da vi senere bevægede os over til skrædderen over for vores lille hotel. Schumacher skulle endnu engang have lappet sine gamle yndlingsbukser, og jeg havde en syning i mine cykelbukser, der var ved at løbe sin vej. Og hvem sad bag symaskinen i det lille lokale med farvestrålende stoffer? Den søde dame! Og efter en masse snak i den hyggelige biks kunne vi bare betale, hvad vi havde lyst til! De mange piger i DBK vil måske tro, det var pga. Henrik Schumarchers charme, men nej! Det er Vestafrika, og det er rart og gæstfrit.

 

Pssssss!

En af grundene til, at man helst skal undgå problemer med cyklen. (Fastergaard)

Nogenlunde samme historie gentog sig, da vi benyttede os af et af de utallige cykelværksteder, der findes overalt langs vejene. Når man rejser på cykel i ulande, sørger man naturligvis altid for at ha tiptoptunet sit udstyr hjemmefra og medbringer selv det mest nødvendige værktøj og reservedele. Cyklerne klarede det heldigvis med bravour, men desværre havde jeg ikke hjemmefra opdaget, at mit bagdæk var ved at være mørt i siden, og nu var begyndt at boble ud på et svagt sted.

”Pssssss!” sagde det den første morgen i Guinea, lige efter at vi havde forladt byens lille hotel. Hvad gør man så? Trækker 50 meter til den nærmeste cykelsmed og beder ham kigge på det. Først bagdækket af med en skruetrækker – uha. Det ser ikke godt ud, så jeg foreslår, at vi bytter om på de to dæk. Så fordækket af på samme måde. Argh! Der er absolut intet moderne værktøj til rådighed, og i stedet for sandpapir benyttes en metalsav til at kradse i dækket med – men det ser ud til at virke fint. Gode cykellapper er der heller ingen af, men hvorfor også det, når man blot kan klippe en ud af en gammel slange?

Første lapning mislykkedes dog, og det endte med, at også fordækket var punkteret! Ligesom det endte med, at jeg pludselig havde lånt et gammelt vrag og var på vej ud med en af sønnerne for at købe et helt nyt cykeldæk. Jeg var godt nok lidt skeptisk, for det ligner ikke ligefrem den slags dæk, jeg er vant til, og det kostede kun ca. 30 kroner. Men på kom det. Og rent faktisk holdt det resten af turen – godt 1.000 km uden en eneste punktering.

 

Ryger for en dag

Dækket holdt på trods af de ofte jammerlige veje. Men sådanne veje er også garant for næsten ingen trafik. Kun ud af Dakar og ind til Conakry var vi plaget af trafikken, som dog ligesom alle andre steder var yderst hensynsfuld. Men føj for en os og en larm. Vi troede ellers, vi kunne snyde os ud af Dakar via den fine, nye og ikke særlig befærdede betalingsmotorvej, og det gik også fint i starten. ”I skal blot stoppe, når I ser en masse politibiler. Og vente i vejkanten indtil præsidenten har passeret,” blev vi formanet af en af de mange uniformer.

Solen brænder, og jeg har lige fået en dejlig flot hat. (Schumacher)

Det nåede vi dog ikke at overvære. Nogle kilometer senere blev vi smidt ned på den gamle, tungt befærdede vej af et par andre betjente. Her stod trafikken næsten stille, og luften var tyk af os, larm og ubehagelige dunster, der gik lige i hjernen. Vi kunne lige så godt have røget 400 cigaretter! Vi flygtede ned mod havet og den friske luft lidt tidligere, end vi egentlig havde planlagt.

Men ellers var livet på landevejen stille og roligt – bortset, naturligvis, fra alle hilsnerne. Vi blev modtaget med 30 °C fra dag 1, men efter et par tilvænningsdage nød vi rigtigt det langsomme tempo på den næsten altid flade landevej. Ikke før Guinea ville bjergene komme, og vi nød de mange fladvinklede udsigter, der passerede forbi os. I begyndelsen var der rigtig mange baobabsavanner, men så snart vi nærmede os Gambia, blev de afløst af masser af frodig, grøn skov foruden en masse cashewplantager. Vi stoppede ofte op og nød synet af kæmpemæssige træer, som i vid udstrækning er bevaret langs vejen og i landsbyerne. For en gangs skyld var det ikke svært at finde skygge, når vi skulle have vores middagspause. Der var næsten ingen trafik, og passerede der endelig en lastbil, en firehjulstrækker eller en bushtaxi, styrede de alligevel udelukkende efter, hvor der var færrest huller i asfalten, eller hvor jordvejen var mindst ujævn!

Er dine bukser nu revnet igen, Schumacher! (Fastergaard)

Uniformer uden khaki

Der var ikke mange motoriserede firehjulede, men ellers var vejene som regel meget befærdede. Der var kinesiske motorcykler pakket med varer, halve familier eller måske begge dele. Det samme med de endnu flere cykler, som var gamle, udtjente europæiske vrag, der ofte manglede en pedal eller var vinde og skæve. Der var dog flest gående. Det gjaldt ikke mindst de mange flotte og ensartede uniformerede skolebørn, som vi næsten hver dag mødte i små flokke nær og fjernt fra byen og skolen. Det imponerede os gang på gang, hvor fint deres tøj ser ud, og hvor flot pigernes hår altid er ordnet. Selv uden vaskemaskiner eller badeværelser fra Kvik eller Ikea.

Vi må nok erkende, at vi på trods af mange kummerlige hoteller som regel havde langt bedre sanitære vilkår end dem. Ikke at varmt vand, eller bare rindende, er en selvfølge, eller en dør til badeværelset. Det er lidt op og ned med standarden, men vi fandt dog som regel ganske o.k. steder at overnatte. Kun en enkelt gang eller to havnede vi på virkelig skodsteder.

Som da vi dødtrætte og langt efter mørkets frembrud endelig fandt et sted i Kindia, Guinea. Et af den slags steder, hvor der lejes værelser ud i forbindelse med et diskotek. Men det var billigt, og så blev der oven i købet tændt for generatoren, så der var strøm til kl. 2 om natten. Den larmede godt nok lidt, men det kunne vi knapt nok høre for musikken. Hård seng i et lille rum med en bruseniche, hvor jeg må tilstå, jeg valgte at tisse efter at have set toilettet i baggården! Med den sædvanlige spand med vand kunne jeg jo bare skylle ud. Hvis ellers skidtet ikke havde været stoppet. Der lå jeg så kun nødtørftigt etagevasket efter dagens 93 kuperede km i larmen fra musik, generator og berusede diskoteksgæster, tilsat lidt urinlugt og forsøgte at falde i søvn. Velvidende at en fed rotte flere gange var kommet ud og ind af et lille hul i loftet. Træt nåede jeg da også at falde i søvn, indtil rotten vækkede mig ved kærligt at pusle i mit hår, før den spænede væk i sit rottehul. Så var man vågen igen indtil kl. 4, da der endelig blev helt ro på etablissementet!

Heldigvis fandt vi næste dag et dejligt sted lige uden for byen, og et par dage efter hoppede vi på vores fly – få dage før vi derhjemme kunne læse om ebolaudbruddet. God utilsigtet timing!

 

Guinea-Bissau har haft besøg af 17 aktive medlemmer, Guinea af 23, Senegal af 71 og Gambia af 92 aktive medlemmer af De Berejstes Klub. Henrik Fastergaard har medlemsnr. 536. Til dato har han besøgt tre territorier og 63 lande på fem kontinenter. Læs mere om ham på www.fastergaard.dk.

Livet på landevejen (Fastergaard)

 

På cykeltur

Vores tur varede syv uger fra januar til februar 2014. Vi cyklede ca. 1.800 km med start i Dakar i Senegal, via Gambia og Guinea Bissau til Conakry i Guinea. Herudover sad vi en hel dag i en bushtaxi mellem Koundara og Labé i Guinea.

Ud & hjem igen: Fly København-Dakar fås fra ca. 3.500 kr. t/r. Skal du til et af de andre lande, koster det typisk lidt mere.

Indrejsekrav: Der kræves visum til alle lande undtagen Gambia. Til Senegal skal man forhåndssøge på nettet og betale 50 euro. Det er let og ligetil. Til Guinea Bissau fik vi visum på ambassaden i Dakar. Det kostede ca. 65 euro og blev lavet, mens vi sludrede. Det skulle også kunne fås meget let på konsulatet i Ziguinchor. Til Guinea Conakry fik vi visum på ambassaden i Bissau. Det kostede ca. 50 euro og kunne afhentes efter nogle timer.

Lokal transport: Uha, uha. Forvent det værste – især i regntiden. Men det er billigt.

Kost & logi: Ud over i hovedstæderne samt ved kysterne i Senegal og Gambia er det absolut sparsomt med både gode hoteller og restauranter. Forvent de fleste steder, at det er absolut basic, hvad man kan finde. Samtidigt er det hundedyrt i hovedstæderne, mens man uden for skal forvente at betale ca. 10-30 euro for et dobbeltværelse.

Sikkerhed: Vi oplevede alle landene som meget sikre og blev aldrig advaret om andet – hverken nat eller dag. Men selvfølgelig er der sikkert steder, man ikke bør bevæge sig hen om natten. P.t. er der ebolaudbrud, hvilket formentlig kan vanskeliggøre både grænsekrydsninger og lokal transport betragteligt.

 
 
Share this