I en kuffert på hjul langs Adriaterhavets kyst


Rasmus Gregersens billede
2011 sep

Roadtrip: Det siges ofte, at det bedste sted at møde de lokale er, når man rejser med bus og tog. Men kører man bil i lande, hvor man ikke kan læse alfabetet, eller hvor vejkortet ikke just passer med virkeligheden, er der et godt grundlag for en hyggelig sludder med folk langs landevejen.

En lille bid af den lange kyst. Her har vi fundet en lille fiskerby ned til havet med en lille primitiv privat campingplads, hvor tingene bestemt ikke sker på turisternes præmisser – skønt!

”Zurück! Zurück!" råber den serbiske grænsebetjent, mens han rusker i vores pas, knaldrød i hovedet. Efter at han havde været væk med passene i over 20 minutter, kommer han nu tilbage i den overbevisning, at vi må være kommet ulovligt ind i Kosova, og derfor ikke må komme videre ind i Serbien her på grænseovergangen fra Kosova. Manden blæser sig op til dobbelt størrelse og råber med spyt og savl til alle sider.

Et kort øjeblik er jeg overbevist om, at de overnatninger, vi kommer til at få i Serbien – og som samtidig skulle kvalificere os til et nyt land i De Berejstes Klub – kommer til at blive i et serbisk fængsel.

Men der kan åbenbart godt være huller i selv de sorteste skyer, hvor solen kan skinne lidt ned, for pludselig smider grænsebetjenten vores pas ind gennem sideruden i bilen og ned i skødet på mig, vinker os videre og vender sig og går.

Jeg har tidligere haft fordomme om folk, der tog på bilferie og tænkt, at så kunne man sidde der og se det hele fra sit sæde uden overhovedet at komme ud af bilen og mærke verden, hvor dovent og kedeligt er det!?

Men nu har jeg prøvet bilferie nogle gange på kortere og længere ture, og jeg begynder at se mange fordele. Fx er det muligt at komme lige derhen, hvor vi vil, når vi vil. Vi kan komme til alle de steder, hvor der ikke går offentlig transport – uden den store ekstra planlægning – og muligheden for lige at svinge ned ad den lille sidevej, som bussen bare kører forbi, har givet os mange uforudsete eventyr. Som en ekstra bonus møder vi en utrolig venlighed og interesse. Der er nemlig mange, der synes, at det er spændende at høre om, hvorfor nogle vil køre en lille bil helt oppe fra nord ned til deres land, til deres by og besøge dem?

Men man kan altså også møde en hidsig grænsebetjent, som ham på grænsen mellem Serbien og Kosova, en grænse som det officielle Serbien ikke vil anerkende, da Kosova (på serbisk Kosovo) stadig anses som serbisk territorium af regeringen i Beograd.

I september 2009 kørte vi 4 uger ned gennem de lande, der ligger langs Adriaterhavets østkyst. Vi kørte i en Kia Picanto med en 1.0 liter motor, men tag ikke fejl, den springer op ad de stejleste bjerge som en ged efter frisk græs. Den begrænsede plads giver os dog en del udfordringer med pakningen. Vi vil gerne have det hele i det lille bagagerum, som ikke meget større end en cykelkurv, for så kan vi bedre gå fra bilen uden bekymringer om, hvorvidt bilen nu er en åbenlys invitation til indbrudstyve. Samtidig – og mere vigtigt –giver det også muligheden for at samle blaffere op, og det har vi haft megen fornøjelse og gavn af.

Vejkort som en by i ... Kosova

Et af de steder, vi mødte venlighed, var i Kosova. Vi var totalt fortabte i Peja, en by med ca. 70.000 indbyggere. Store dele af byens vejnet var under renovering, så vores Krak europakort, som vi havde med hjemmefra, kunne vi ikke bruge til noget. Efter at vi have kørt længe i de gader, der stadig var farbare, indså vi, at nu havde vi været de samme steder flere gange, så vi stoppede og spurgte et par kvinder, der stod ved vejkanten og snakkede. Vi havde på ingen måde noget fælles sprog, men vi fik dem alligevel til at forstå, hvor vi gerne ville hen. Derpå satte de sig bare ind på bagsædet uden at spørge og begyndte at pege, mens de sagde en masse, vi ikke forstod. De skulle åbenbart samme vej og fandt det meget naturligt, at de skulle med os, og det var faktisk super hyggeligt. Uden at vi overhovedet kunne forstå hinanden, kom vi ned til byen Prizren 75 km længere mod syd, og vi fik sat de to kvinder af i en lille landsby ca. halvvejs.

Vi har også haft en del østeuropæiske backpackere med på kortere eller længere stræk. Det har givet os nogle ekstra oplevelser, da de ofte ved noget om området, som vi ikke kan finde i guidebøgerne. De kender de små naturperler, de hyggeligste bjerglandsbyer og de små strande, hvor det er bedst at bade. Og så ved de også, hvordan man får en masse god mad for ingen penge. Kort sagt, streetwise.

Kuffert med hjul

I mange af byerne langs Adriaterhavet skiltes der langs vejene med udlejning af værelser eller lejligheder på dagsbasis, og sådan har vi ofte overnattet. Det har været godt for os, da det både er billigt og en fin indgangsvinkel til at komme tæt på lokallivet. Det har været spændende at se, hvordan folk bor, og mange har været meget behjælpelige med at fortælle os om byen og de ting, vi kan se. Som en bonus kan man ofte få et tip om den restaurant, som serverer den bedste mad til den bedste pris. Vi har typisk kunnet få et dobbeltværelse for 100 til 200 kr. alt efter beliggenhed.

Men homestays var ikke de eneste "hjem", vi havde på turen. Bilen blev også et slags hjem. Man indretter sig, man nærmest flytter ind og gør det hele lidt hyggeligt. De lokale ting vi køber undervejs som vævede puder og tæpper m.m., får også en plads i bilen, så vi kan kigge på dem og tænke lidt tilbage på det, vi allerede har oplevet. Når man har så lille en bil som os, kan man måske nærmest tale om at bo i en kuffert – bare en kuffert med hjul.

 

Levende kulturskatte

Noget af det, der virkelig har fascineret os på rejsen ned langs Adriaterhavets østkyst, var de gamle havnebyer, som har dannet centrum for handel, penge og magt. De står tilbage i dag som levende museer, hvor man kan få en smag på, hvordan livet var for over tusind år siden.

De gamle byer Kotor og Dubrovnik har nogle imponerende store handelsgader med flotte bygninger, som rummer butikker, caféer og restauranter. Men omme bag disse store bygninger snor sig ofte små og mørke, men hyggelige gader, hvor der ikke er meget plads, og det er her, de hyggelige caféer og barer og små lokale restauranter ligger.

Byerne er spændende i dagtimerne, men har man tiden til et par overnatninger, kan man få en hel unik oplevelse, når mørket falder på, og lysene bliver tændt i de gamle gader. Her er også lidt mere fred og ro om aftenen, og hvis man gerne vil have en lidt billigere overnatning, kan man prøve de homestays, der er uden for bymurene.

 

Dybe ar, ruiner og nybyggeri

Der er sket mange frygtelige ting gennem tiden, og byen Mostar i Hercegovina har mange dybe ar. Mange huse står stadig tilbage som ruiner, afspærret med skilte som advarer om sprængfarlig ammunition og nedstyrtningsfare. Men meget nyt er på vej op, og den gamle bymidte er næsten, som den var, før det gik galt.

En tur gennem Mostar er som en tur nogle hundrede år tilbage i tiden. Det gamle centrum er genopbygget med stenhuse og brolagte gader og masser af stemning. De små butikker i det gamle tyrkiske kvarter sælger godt nok mest souvenirs, og cafeer og restauranter har fået Coca-Cola-parasoller, men man kan stadig fornemme, hvordan her var i gamle dage. Som prikken over i'et har de en super god tyrkisk kaffe, noget man måske skulle overveje at få på menukortet i Café Globen?

Det kan anbefales at tage et par overnatninger i Mostar. Her er mange homestays til rimelige priser, og man får muligheden for at nyde byen om morgenen og "by night", hvor der ikke er turistbusser i byen, for dem slipper man desværre ikke for i Mostar. Vi boede på Lejla's Homestay, som klart kan anbefales, ikke mindst for det historiske vingesus man føler, når man ser murene omkring hendes hus, lappet efter flere granatnedslag.

 

Øde strande og uberørt natur

Endnu en bonus ved at have bilen med på rejsen er, at vi nemt har kunnet komme ud til de øde strande, som ligger mellem kystbyerne. Vi har fundet små hyggelige campingpladser i landsbyer, der ligger lige ned til havet. Det har været rart at kunne stoppe op og opleve de mere uberørte egne og på den måde komme tilbage til det originale liv langs kysten.

Sørg for at komme lidt væk fra de større byer. Om man så kører bil, bus, cykel eller går, vil man opleve en natur, som imponerer. Bjergene som flyder sammen med det azurblå hav, små fiskerlejer med små fiskerbåde som ligger og venter på at komme på havet og en bevoksning af frugttræer og blomster langs vejen, som står og venter på, at man kommer forbi og nyder synet og duften og hele denne følelse af at være her og bare leve i nuet.

 

En gæst i natten

I Montenegro kørte vi op i bjergene til nationalparken Durmitor, som byder på rigtig meget flot natur, både over og under trægrænsen. Grå og nøgne bjergtoppe på 2.500 meter stikker op gennem den kuperede granskov med skovsøer og dybe kløfter.  Og her havde vi fundet os en lille, hyggelig og meget beskeden campingplads, som skulle blive vores udgangspunkt for et par dages bjergvandring.

Aftenen før vi skulle vandre op i bjergene, sad vi og nød solnedgangen mellem bjergtinderne, og da solens orangerøde lys blev afløst af fuldmånens hvide skær, gik vi i teltet for at få en god nats søvn, før vi skulle op til en lang vandring næste morgen. Men det skulle blive en hvileløs nat ...

Der var blevet stille på campingpladsen, og vi havde måske sovet en lille times tid, da vi blev vækket af en lyd udenfor. Det var helt klart noget stort, som luskede rundt mellem teltene, og det gik og fnyste, som om det snusede efter et og andet, som det måske kunne spise. Det kunne kun være en bjørn! Vi blev enige om at forholde os stille og afvente situationen. Uden en lyd fik vi samlet potter og pander sammen fra det lille gaskøkken, så vi kunne overraske bjørnen med en masse larm, hvis den skulle vælge vores telt. Det var totalt overlevelsesinstinkt. Vi lå længe og lyttede og kunne høre dyret luske frem og tilbage på campingpladsen, og på et tidspunkt kunne vi også høre, at det var ovre og skubbe til vores bil. Den ene søvnløse time afløste den anden, og vi havde flere gange forsøgt at kigge ud under teltdugen, men det var for mørkt, til vi kunne se noget.

Hen på morgenen krøb vi klatøjede ud af teltet og blev mødt af manden, som ejede campingpladsen. Han kom grinende ned til os og pegede over mod de tyskere, der lå længere nede på pladsen og på deres væltede scooter. "Moped, moped!" råbte han, mens han grinede og satte hænderne op til panden og lavede horn med fingrene. Ahaaa ... så bjørnen havde altså været en ko, og ud over tyskernes scooter havde koen også været lidt lun på vores bil, som havde store mudrede gnubbemærker og et sidespejl, der hang og dinglede ved højre fordør.

 

Sorte skyer over Serbien

Jeg vil helst undgå en diskussion om alt det, der er sket i området gennem tiden. Men når man rejser ned langs Adriaterhavets kyst til Albanien, slår et sving til venstre og nyder nogle dage i Makedonien og Kosova, kan man godt blive lidt trykket ved tanken om at skulle ind i Serbien. På daværende tidspunkt havde vi hørt meget om, hvad der var sket igennem de sidste mange år og til at trække endnu et par sorte skyer ned over vores humør, mødte vi så den ekstremt sure grænsebetjent på grænseovergangen fra Kosova. Det var bestemt ikke en grænsebetjent, der var åben for diskussion.

Vi havde taget hovedvej 25 øst ud af Kosova for at komme til en af de lidt større grænseovergange. På vej ind i Kosova havde vi valgt en lille grænsepost i bjergene mod syd, men nu var det ved at blive sent, og vi ville ikke risikere, at grænsen var lukket for natten. Selv om Serbien ikke anerkender Kosova som selvstændigt, er der en decideret grænsepost mellem de to lande. Grænseposten er meget primitiv, og man kunne godt få det indtryk, at Serbien ikke har tænkt sig, at den skulle stå der for altid. Kosova er selv i gang med at bygge nye moderne grænseposter, så det er tydeligt, at de er af en anden holdning. I hvert tilfælde de fleste af dem.

Efter et dejligt besøg i Kosova er vi lidt stolte af de stempler, vi har i passet derfra. Derimod fik vi ingen stempler fra den sure grænsebetjent på den serbiske side af grænsen ...

I forhold til den jublende velkomst, vi fik på vej ind i Kosova, gav dette en knude i maven, for hvad er det for et land, vi var kommet til? Vi havde hørt så meget, og nu med denne velkomst var vi ret spændte på, hvad der ville møde os i Serbien.

Måske var det kontrasten til denne oplevelse, der senere samme dag gav os den fuldstændig omvendte opfattelse af de mennesker, vi mødte i Serbien. Selvfølgelig havde de den samme venlighed og glæde ved at møde folk, som kommer på besøg i deres land, som har været kendetegnende ved hele dette område.

Det meste af vores tid i Serbien brugte vi i Beograd. Byen har et hav af store flotte bygninger, pladser med gadecaféer, parker med skygge for solen, historie og smukke gamle kirker. Det er en storby med masser af liv. I Beograd fandt vi også en rejsecafé: The Federal Association of World Travellers Bar. Den drives dog ikke efter helt samme princip som vores hjemme i Turesensgade, men ejeren var meget berejst, og han finansierede sine rejser via denne café, som derfor var fyldt med masser af rejseminder. Caféen er hyggelig og klart et besøg værd, hvis man er i Beograd.

En usædvanligt hjælpsom p-vagt

I storbyer som Beograd kan det være svært at have bilen med. Men den lokale venlighed fandt os igen, denne gang forklædt som parkeringsbetjent. Han forklarede os om reglerne, som stort set gjorde det umuligt at parkere i byen i mere end 15 minutter, uden at det ville koste en formue. Han havde dog også en løsning parat, for han fortalte os samtidig, at hvis vi bare parkerede bilen uden at betale, ville han komme om lidt og give os en beskeden bøde, og hvis vi så undlod at flytte bilen i de dage, vi var i Beograd, ville vi ikke få mere end den ene bøde, som var langt billigere end at betale for p-billetter. Yderligere fortalte han os, at vi ikke behøvede at bekymre os om p-bøden, for de opkræver ikke pengene, når først vi er ude af landet.  Jeg tvivler på, at denne flinke p-vagt har en bror, som er grænsevagt!

Efter nogle dage i Beograd nød vi igen friheden ved at rejse rundt i en kuffert på hjul. Vi kunne komme ud og se de store og imponerende klostre nord for byen, men vi kunne også komme ud til de små og idylliske kirker, som lå spredt i det bakkede landskab.

Vi nød den frihed, det giver at køre bil, men det er selvfølgelig ikke den eneste måde at komme lidt væk fra alle de andre turister, der er langs kysten om sommeren. Kommer man lidt væk fra alfarvej, kan man opleve en vidunderlig natur, som byder på stort set alt, og det er et vidunderligt sted at slappe af efter nogle dage i de større byer.

Rejser du til denne del af Middelhavskysten, så sørg for at komme lidt ud på landet og væk fra de steder, hvor der er alt for mange andre turister, for det er her, man finder det originale og uspolerede.

 

 

Faktabox

Danskere behøver ikke visum til nogle af landene langs Adriaterhavets kyst, og det er nemt at rejse rundt. Med bil skal man huske de internationale forsikringspapirer, som man kan få fra sit forsikringsselskab samt bilens registreringsattest. Dog var vi på daværende tidspunkt nødt til at købe en ekstra forsikring for at komme ind i Kosova, men det var, fordi Kosova ikke havde status som selvstændigt land endnu, og derfor kunne vores bilforsikring ikke bruges. Nogle af landene kræver desuden internationalt kørekort. Internationalt kørekort koster 25 kroner og et pasbillede, så er man sikker på, at der ikke opstår problemer. Jeg har også hørt, at det ikke er muligt at have en lejet eller lånt bil med ind i nogle af landene. Jeg er ikke helt klart over, hvilke lande det er, men har du egen bil, er der ingen problemer. Vi har brugt et Krak europakort i målestok 1:900.000 – det har stort set dækket vores behov, men har også spillet os et pus af og til. Benzin koster stort set det samme som i Danmark. Man skal dog tanke med omtanke i Kosova, da kvaliteten af benzinen ikke er den bedste. Vores bil, der ellers normalt vil æde det meste, havde lidt problemer med forbrændingen i motoren. Dog var problemet ikke større, end at den lokale tankpasser mente, vi godt kunne køre videre, og bilen lever stadig i bedste velgående. Prisniveauet for Slovenien og Kroatien ligger lidt under resten af Europa. Og Serbien er lidt billigere endnu.
 
 
Share this