Barcelona: Meget mere end Messi


Søren Duran Duuss billede
2015 dec

Barcelona: Meget mere end Messi

Tekst & fotos: Søren Duran Duus

FC Barcelona og det catalanske flag ses overalt i Barcelona

”Barça, Barça, Baaarça!” Sådan råber hundredtusinder af folk, da en bus majestætisk promenerer gennem Barcelonas gader, mens rød, blå og gul konfetti vælter ned fra himlen og oversvømmer euforiske fodboldspillere, tilhængere og nysgerrige medløbere.

Byens – eller rettere sagt Cataloniens – stolthed har netop vundet El triplete. Det er sket anført af verdensstjernerne Neymar og Suárez samt naturligvis stjernen over dem alle – den argentinske troldmand Messi!

FC Barcelonas og det stribede catalanske flag vajer begge lystigt fra mange altaner, barer og bygninger, mens der råbes og synges på catalansk. Et sprog, der ellers var bandlyst under Francos diktatur frem til 1977.

Godt nok er Barcelona og Catalonien som bekendt en del af kongeriget Spanien, men det spanske kongehus og centralstyret i Madrid fylder ikke meget i de omkring 7,5 millioner catalanske hjerter.

 

Nær Plaça de la Virreina i Gràcia

Overflod af fristelser

Egentligt var det fuldstændigt tilfældigt, at min kæreste og jeg valgte at bosætte os i Barcelona i foråret 2014. Men et lokkende jobopslag med en kontraktperiode på ét år og udsigt til nye, varmere himmelstrøg var uimodståeligt. At opholdet blev til knap halvandet år er logisk, når man først har vænnet sig til la dolce vita.

For Barcelona er i sandhed en by for livsnydere med trang til lækre strande, oceaner af charme og shoppingsmuligheder i labyrintstræder. Nyd den afslappede stemning på indeklemte plazaer, hvor der hver aften er fyldt med børn, forældre og bedsteforældre på bænke, cafeer, værtshuse og hyggelige restauranter.

Læg dertil imponerende, historiske bygninger og verdenskendt arkitektur, hvor den catalanske arkitekt Antoni Gaudí (1852-1926) i den grad har sat sit udødelige aftryk på Barcelona. Kirken La Sagrada Familia, som efter den seneste tidsplan skal stå endeligt færdig i det velvalgte år 2026, er med rette byens største turistmagnet. Storheden, originaliteten, højden, linjerne, materialerne, stilheden og den guddommelige stemning i Gaudís arkitektoniske mesterværk gør kirken til et must at besøge. Spring elegant den lange kø foran kirkens hovedindgang over ved at købe billet på Sagrada Familias officielle hjemmeside.

Den næsten lige så kendte Park Güell, som Gaudí også står bag, den store Ciutadella-park, bjergene Tibidabo og Montjuïc, Plaça d'Espanya samt de to nærliggende museer Poble Espanyol og Museu Nacional d'Art de Catalunya bør også besøges. Sidstnævnte museum har til huse i det gamle kongeslot, og herfra er udsigten over Barcelonas skyline og byens bjerge storslået. En håndbajer på øverste trappe foran Museu Nacional d'Art de Catalunya en sommeraften ved solnedgang kan varmt anbefales. Her kan dagens sanseindtryk fordøjes, inden aftensmaden indtages på en af byens utallige restauranter engang efter klokken 21.

 

I ly for masseturismen

Vi boede i bydelen Gràcia, som efter manges og vores vurdering er et af de bedste områder i Barcelona. Gràcia ligger blot to metrostop fra Barcelonas centrale Plaça de Catalunya, hvor blandt andet byens største og kendteste gågade – ramblaen – starter eller slutter, om man vil.

Stemning i bydelen Gràcia.

 

Gràcia, som tidligere var en landsby uden for Barcelona, er kunstnernes, 1968-generationens, bz'ernes og hipsternes område blandet med småbørnsfamilier og obligatoriske pakistanske kiosker, der ligger jævnt fordelt rundt om i de ensrettede, smalle gader, hvor trafikken er stærkt begrænset. 

Mange ønsker at bo her, fordi bydelen ligger både centralt og tilpas på afstand fra masseturismen, som primært er på og omkring ramblaen i de meget tæt befolkede bydele Gòtic, La Ribera, Born, Raval og Barceloneta ved stranden.

Den generelle tryghed er også medvirkende til, at Gràcia er et populært sted at være. Især er det hyggeligt at nyde livet på Plaça de la Vila de Gràcia med det smukke klokketårn fra 1862 og med udsigt til den lyseblå bygning, der husede Gràcias rådhus før landsbyens sammenlægning med Barcelona. Også de omkringliggende plazaer som Plaça del Sol og Plaça de la Virreina er et besøg værd.

I Gràcia er stemningen anderledes autentisk med mange lokale på plazaerne til sent ud på aftenen i modsætning til turistfælderne i centrum og i Barceloneta, hvor dansk er et af de mange sprog, som høres næsten dagligt så godt som året rundt.

Nye tider med ny borgmester

Netop den enorme turistmængde i Barcelona gøres der nu en aktiv indsats for at begrænse. Da den 41-årige og tidligere aktivist Ada Colau i juni 2015 blev valgt som borgmester, besluttede Colau straks at sætte en stopper for byens voksende turisme, da hun ønsker at skåne Barcelonas 1,7 millioner indbyggere. Med 7,5 millioner besøgende i 2014 blev den catalanske hovedstad kun overgået af London og Paris som de mest populære rejsemål i Europa.

Konkret har borgmester Colau – som i øvrigt er Barcelonas første kvindelige borgmester og ingen traditionel politiker – foreløbigt besluttet ikke at udstede flere overnatningslicenser i 2015. Der er ifølge den britiske avis The Guardian 68.000 hotelværelser fordelt på 377 hoteller i byen. Desuden er der 9.600 ferielejligheder, ligesom mange private – selvsagt uden overnatningslicens – er hoppet med på Airbnb-bølgen, hvilket især til mange lokales frustration er gået hårdt ud over bydelen Barceloneta helt ud til vandet.

 

Den fabelagtige restaurant La Pepita.

Tre forskellige madoplevelser

Uanset den nye borgmesters bekymringer er Barcelona især om sommeren og efteråret en fantastisk by at bo i og besøge. Fra juni til september ligger dagtemperaturen stabilt omkring 30° C. Foråret kan omvendt være ustabilt og en overraskende våd og kold omgang.

Lækkerier på La Pepita.

På det kulinariske område giver det Barcelona en kæmpe fordel, at byen ligger ud til Middelhavet. Alt godt fra havet, cava, sangria, vermouth og naturligvis vin i verdensklasse er heldigvis ikke til at komme udenom – oven i købet til meget fornuftige priser. Der er et utal af fabelagtige restauranter i alle priskategorier.

Spis billigt på La Vietnamita i Gràcia. Som navnet antyder, står der her vietnamesisk mad på menuen. Stedet har plads til omkring 30 personer og minder om et gadekøkken med frisk og hurtig betjening. Tip: Da maden kan være halvvarm ved serveringen, er det en god idé at spørge, om du kan få den ekstra varm, når du bestiller. Prisklassen er 50-100 kr. per person uden drikkevarer.

La Pepita – også på grænsen til Gràcia – er vores absolut foretrukne sted og ligger prismæssigt i et mellemprisleje. Klassisk og hyggelig tapasbar med ekstremt god mad og egne specialiteter såsom havaborre serveret med jordbær og and serveret med appelsin. Betjeningen er altid i top. Eneste ulempe: man kan ikke reservere bord. I stedet bruges en venteliste i døren. Et måltid koster 150-200 kr. per person uden drikkevarer.

Parco Restaurant på grænsen til Gràcia serverer sushi i verdensklasse og ligger prismæssigt i den dyre ende. Her kommer folk, der gerne vil ses, og som er villige til at betale mere end 300 kr. per person for at spise den japanske specialitet. Stilen er en blanding af spansk minimalisme og berliner-retro, og så ligger restauranten på en af de dyreste boulevarder i Barcelona.

Søren Duran Duus er journalist og har medlemsnr. 377. Han har bl.a. også boet i Nuuk i Grønland.

 

BOKS: Barcelona i Spanien

Ud & hjem igen: Fly Billund-Barcelona fås fra ca. 400 kr. t/r.

Læs mere: om Spanien på www.deberejstesklub.dk/land/europa/spanien.

 
 
Share this