Feriehelvedet på Bajondillo


Henrik Friers billede
2013 dec

Dengang jeg overlevede ...

Feriehelvedet på Bajondillo

 

Tekst & foto: Henrik Frier Hansen

Hotel Bajondillo med 500 værelser

Hotel Bajondillo, Torremolinos, Costa del Sol, Spanien. Det er her, vi har forvildet os hen. Seks dage i ferietransit på vej til Sydamerika. Lidt sol og afslapning inden den lange rejse over Atlanten.

Tænk at man som berejst kan lave sådan en fuser!

For det viser sig, at vi pludseligt befinder os i en sfære, vi ikke kan fungere i. Som en tidslomme vi er blevet låst fast i. Vi er blevet fløjet tilbage til 1970’erne til charterturismens begyndelse. Det kan måske være sjovt nok for en kort stund, sådan antropologisk set, men problemet er, at vi er omgivet af måske tusinde andre turister, der alle lader til at elske stedet og falder perfekt ind i scenen.

Det hele begynder med bankospillet. Numre bliver råbt op på både spansk, engelsk og til tider tysk. Så åbner strandbaren nede ved poolen. Der spilles ”varieret” musik fra store højtalere samtidig med, at der råbes numre ud i luften. Det hele runger hult. For Bajondillo er et trelænget højhushotel forbundet som en hestesko. Som længer på en bondegård blot i 10 cement-etager. Og inde midt på ”gårdspladsen” spiller musikken. Her ligger turisterne, her leger børnene, og her kører bankospillet. Der er måske 500 værelser på Bajondillo, og de lader alle til at vende ud mod samme ”gårdsplads” på det trelængede hotelkompleks. Fra terrassen står alle os fra den ene længe og kigger over på den modsatte fløj. Her står de andre gæster så og glor over på os. Vi er som kvæg, stuvet sammen i ferieparadis! Det runger højt og hult mellem bygningerne, det er som om lyden og støjen forstærkes. Langsomt bliver børnenes sjove leg i poolen til en pestilens af høje skrig, der hviner direkte op til de små lejligheder. Tyskernes kraftfulde svømmetag i poolen begynder at lyde som Østerbro Svømmehal i myldretiden, og ”Oh La Paloma Blanca”-melodien fra højtalerne i baren lyder efterhånden som torden og lynild, når man har hørt den lidt for mange gange.

Præcis kl. 18 er der børne-disco. Selvfølgelig ude på gårdspladsen. Det afløses så uden nogen nævneværdig pause af aftenens orkester, der spiller ”live” musik indtil kl. 1. Orkesteret her på Bajondillo består af en orgelspiller (Orgel-Ove eller Hammond-Hans ville han vel hedde på jysk), der med et teknologisk arsenal af rytmebokse spiller op til dans med hits fra 1970’erne. Tilsat denne misere er så aftenens sangerinde, en aldrende spansk sangerinde der godt kan lidt engelsk, der fører os alle gennem aftenens ulidelige potpourri af Burt Bacharach, Frank Sinatra og Barry Manilow-sange.

 

Nu skal vi ha’ det sjovt!

Det sjove er (og det der frembringer min pludselige ensomhed), at alle tilsyneladende synes, at aftenen er vidunderlig. Et bredt udsnit turister fra forskellige nationaliteter farer ud på dansegulvet og spjætter med arme og ben. Det er ældre, velklædte, engelske par med håret sat og den tyske modsætning med sved på ølmaven. Det er danseskoletrin, der pudses af i forskellige stilarter og også mangel på samme. Og så beslutningen om at nu er det ferie, og nu skal vi ha’ det sjovt! (Også selv om det faktisk ikke er spor sjovt). Dem, der ikke spræller rundt på dansegulvet, sidder ved små palisanderborde, skyller sangria ned og klapper trofast i hænderne, så det ekkoer helt op på værelse 6051.

Årh, hjælp, hvor jeg trænger til stilhed. Lad mig få en ensom strand ved Stillehavet, hvor det kun er baskende pelikaner og havets brusen, der bryder stilheden. Giv mig en grøn bakketop med en ko der græsser og en lokal bonde, der smiler tandløst og letter på hatten, når man går forbi.

Men støjhelvedet får heldigvis ende, og transitopholdet på costaen slutter. Vi har overlevet Bajondillo og befinder os nu om bord på fly IB6833 på vej til Sydamerika. I morgen lander vi et sted, hvor der garanteret ikke synges ”Oh La Paloma Blanca”, og hvor vi heller ikke tvinges til ufrivilligt bankospil. Snart vil vi krydse Andesbjergene og lande i det Chile, som det hele egentlig handler om. Ferien er slut, og rejsen kan begynde.

 

Henrik Frier Hansen har medlemsnr. 285 og bor skiftevis i Danmark og Chile. Han har til dato besøgt 48 lande og 11 territorier på seks kontinenter.

 

 
 
Share this