Nordspanien


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2016

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

’Nedenstående er kopieret fra Facebookoptegnelser, der blev lavet undervejs’.

7/9-2016:

Så er jeg atter på rejseeventyr med Marianne, og denne gang drejer det sig (igen) om Spanien. Her de første dage udforsker vi Madrid (i op til 39 graders varme!), mens vi nyder godt af Ole P's gæstfrihed - og prøver at komme os over den måske mest hektiske rejseforberedelsesperiode jeg nogen sinde har oplevet. Og her tænker jeg ikke så meget på, at vores fly var 4-5 timer forsinket (hvilket vi forventer en klækkelig kompensation for), men mere det faktum, at vi - få timer før planlagt flyafgang - befandt os på Rigshospitalet til en lægelig samtale, der skulle afklare, om jeg var 'købt eller solgt' rent helbredsmæssigt og om vi overhovedet kom afsted.

Nogle af jer kender allerede historien, men ellers kommer den her:

For et par uger siden fandt man - i forbindelse med en rutinekontrol - ud af, at jeg havde nogle kritiske celleforandringer i nogle små polypper i tyktarmen. Jeg blev herefter ekspresindkaldt til ekstra undersøgelser på RH, og selv den hurtigste ekspedition indebar, at vi først kunne komme til den afgørende samtale få timer før vi - måske - skulle afsted til Spanien, så vi måtte gennemføre alle rejseforberedelser som om vi kom afsted, selv om dette til det sidste var uvist.

Konklusionen lød på, at man - i de indledende undersøgelser - havde konstateret en ret sjælden art af lymfekræft. Man har imidlertid intet kunne se efterfølgende, hverken på knoglemarvsbiopsi eller scanning, så muligvis har de simpelthen fjernet det der var. Mere sandsynligt er det dog, at der stadig sidder en smule, men i givet fald er det meget lidt, og det udvikler sig meget langsomt. Der var derfor intet til hinder for, at vi tog afsted, og der skulle intet gøres nu og her, ud over at jeg skal være opmærksom på evt. symptomer og at de gerne vil se mig til en ny undersøgelse i december. Pyha, sikke en lettelse.

Så nu nyder vi livet her i Bella España, hvor vi - på torsdag - forlader Madrids ekstreme varme og drager nordpå til Atlanterhavskysten, hvor vi skal tilbringe de næste par uger, forhåbentlig i lidt mere moderate temperaturer.

9/9-2016:

Efter Madrids ekstreme hedebølge kørte vi 4-5 timer mod nord, op til Biscayen, hvor vi blev mødt af regnvejr og temperaturer ned til 17 grader. Vi bor på det skønneste gamle strandhotel i byen San Sebastian, der hedder Donostia på det lokale sprog (baskisk, også kaldet Euskera). Forresten et højst besynderligt sprog, hvor der optræder et utal af x'er og z'er de mest mærkelige steder, f.eks. hedder de små lækre forretter, der på spansk hedder tapas, her pintxos. Trods vejret nåede vi både at nyde den smukkeste bjergudsigt, svømme en tur i Atlanterhavet, gå en lang tur langs den flotte strandpromenade og spise pintxos i den gamle bydel.

Vejrudsigten lover smukt vejr de næste par dage, og i morgen kører vi et par hundrede kilometer mod vest til det hus, hvor vi skal bo den næste uge.

13/9-2016:

Så er der atter nyt fra trækkerdrengen og slæbesilden, som nu befinder sig i det nordspanske fyrstendømme Asturien i et charmerende lille hus i Debodes, en landsby ude i forbjergene til de imponerende høje bjerge i nationalparken Picos de Europa. Her har vi - de sidste tre dage - nydt livet i temperaturer på 22-28 grader, i smukke grønne omgivelser med så forskellige vækster som grantræer, eucalyptus og bananpalmer samt græsmarker med køer, hvis evigt bimlende klokker udgør en konstant lydkulisse. Det er faktisk ofte den eneste lyd vi hører, lige bortset fra en sjælden skryden fra de fire søde æsler, der bor et par hundrede meter væk og som vi dagligt besøger (og fodrer med gulerødder).

Vi har været en tur ude ved den dejligste badestrand med store bølger, omgivet af de mest fantastiske klippeformationer, hvor vi - inden et forfriskende dyp i Biscayen - nød et par glas af den lokale cider på en café ved stranden. Og så har vi været på vandring i de flotte bjerglandskaber, hvilket er gået over al forventning, trods Mariannes dårlige knæ og min slidgigt. Ind i mellem, når vi bliver alt for svedige, finder vi en lille pool i en iskold bjergbæk, hvor vi kan afkøle os, inden turen går videre.

Hjemme i huset har vi frembragt kulinariske orgier baseret på dejlige lokale råvarer, her i blandt sortfodsskinke og blåskimmelost, som vi har nydt sammen med rødvine fra Rioja og Duero.

Desværre er mit kamera igen gået i stykker, med samme opførsel som før jeg - for kort tid siden - indleverede det til reparation, øv. Så nu tager jeg billeder med min mobiltelefon, hvilket føles meget mærkeligt og næppe heller giver den helt store kvalitet.

Efter nogle dage med fantastisk vejr ser det ud til, at der kommer et gedigent lavtryk ind over området om få timer, hvilket skulle give lave temperaturer og store regnmængder de næste 3-4 dage, så får vi måske tid til at læse nogle af de medbragte bøger. Marianne fryder sig lidt, så kan hun sove længe om morgenen og endelig få tid til at arrangere sit tøj og dullegrej.

16/9-2016:

Vejrudsigten holdt desværre stik, så de sidste fire dage har temperaturen ligget omkring 14-16 grader, og der har kun været korte ophold i regnvejret, så nu kender vi efterhånden landsbyen (med æslerne) og vores lille hus, hvor vi har tilbragt mange timer med at sidde i sofaen og læse bøger og løse krydsord - og ligge i badekaret. Dog, onsdag var det mest tørvejr, så der tog vi en tur ud og så nogle imponerende huler (med 30-40.000 år gamle tegninger) og til Bilbao, hvor vi brugte et par timer på at slentre rundt i den hyggelige og smukke by ('Bilbo', som de selv kalder den). Vi så naturligvis også det berømte kunstmuseum, selv om kunstnørder nok vil forarges når jeg siger, at vi kun så det ude fra. I morgen går turen så videre vestpå til provinsen Galicien, hvor vi skal tilbringe de næste seks dage, og heldigvis lover vejrudsigten solskin og 20-25 grader for hele perioden.

22/9-2016:

Vores Spanienseventyr nærmer sig sin afslutning, og her følger den næstsidste beretning.

Fra Asturien kørte vi mod vest ud til regionen Galicien, samtidig med at vejret - som lovet - skiftede fra gråt og regnfuldt til det skønneste sensommervejr. Undervejs gjorde vi holdt ved den maleriske fiskerby Cudillero og den fantastisk flotte strand 'Playa de Cathedrales', inden vi ankom til vores nye domicil i landsbyen A Lama i 'udkants-Spanien' (1.200 km fra Barcelona og 1.000 km fra Gibraltar).

Vores hus - Cas do Mestre - viste sig at være noget helt specielt. Et 250 år gammelt kampestenshus (tidligere landsbyskole) med den mest smagfulde indretning, så man føler sig som i et fantastisk museum (til gengæld lidt mørkt og køligt og ikke videre praktisk indrettet). Dertil en stor og ugenert have med dejlig swimmingpool, hvor man kan sidde og nyde livet i noget så sjældent som fuldstændig stilhed. Huset rummer to boliger, men den anden er ikke udlejet i denne uge, så vi har haft det hele for os selv.

Området indbyder i høj grad til naturoplevelser, både i det helt nære og det lidt fjernere, og så er det jo godt, at vi har vore lille trofaste Fiat Panda, der allerede nu har fragtet os 2.800 km rundt. Vi har vandret i svale skove (domineret af egetræer og duftende eucalyptus med et bunddække af gule gyvellignende blomster og efterårsfarvede bregner), og vi har kørt langs de smukke fjorde og kyster langs Atlanterhavet, hvor vi har gjort ophold ved paradisiske strande i det skønneste solskinsvejr, hvor vi oplevede en flok delfiner svømme forbi, men uha hvor er vandet dog koldt, næppe mere end 15 grader. Vi har nydt de lækreste madretter (hjertemuslinger og hvidløgsrejer ude ved havet og kæmpestore kalvekoteletter på den lokale kro), og vi har besøgt Santiago de Compostella, hvor de mange pilgrims-vandreruter ender. Dvs. faktisk ender de jo først helt ude ved Cabo Fisterra, hvorfra man kan skue ud over 'Costa de la Muerte', hvor mange søfolk har endt deres liv i kamp med storme og lumske undersøiske rev.

Og så har jeg oplevet at bevæge mig det sidste ydmygende trin ned ad fotostigen. For 45 år siden startede jeg med spejlrefleks, analoge film og eget mørkekammer, og de sidste par uger har jeg måttet nøjes med min mobiltelefon. Men som Marianne trøstende siger, 'hellere dårlige billeder end slet ingen', og det har hun jo ret i - som i så meget andet. Men nu har I i hvert fald en forklaring på den noget svingende billedkvalitet.

25/9-2016:

Alt får en ende, og således også vores pragtfulde sensommerferie i Nordspanien. Vi kom hjem i går aftes, og dagen i dag er gået med udpakning, oprydning, tøjvask, indkøb og isætning af et par nye nåle i mit verdenskort - samt en dejlig 50 km cykeltur i det smukke sensommervejr. Her følger et kort referat af de sidste feriedage.

Den sidste aften i det skønne hus Cas do Mestre kunne vi næsten ikke tage os sammen til at gå i seng. Til langt ud på aftenen sad vi i haven med et stort tæppe over os og nød (ud over hinandens nærvær - og en flaske rødvin) synet af den rosa himmel, der langsomt tonede bort og blev mørk, mens stjernerne begyndte at dukke op. De fleste fuglestemmer forsvandt, og kun et par enkelte ihærdige sangfugle holdt ud, hvilket så også var det eneste element i lydbilledet. Oh fryd!

Næste morgen tog vi så hul på den næstsidste længere køretur. Først østpå og dernæst sydpå, i begge tilfælde tæt på den portugisiske grænse. Selv i 'Udkantsspanien' har de fortræffelige motorveje, hvis udnyttelse er nogenlunde som de hjemlige nord for Limfjorden, og vi kørte hurtigt gennem smukke halvhøje bjergområder, inden vi forlod Galicien og kørte ind i regionen 'Castilla og Leon', hvor de frodige grønne bjege blev afløst af uendelige flade markstrækninger med gulbrune kornstubbe.

Midt på eftermiddagen nåede vi frem til turens sidste overnatningssted, nemlig byen Salamanca. Vi havde jo læst lidt på lektien i forvejen, men blev alligevel taget med storm af denne fantastiske by, der har en ældgammel historie med et velrenommeret universitet (grundlagt i 1218), et utal af flotte kirker og andre bygninger samt den helt overdådige Plaza Mayor, der giver klart baghjul til Madrids plads af samme navn. Dertil kommer et meget stort antal unge mennesker (pga. universitetet), og da vi var der en fredag er det klart, at der var gang i den. Fedt nok et stykke tid, men ikke så fedt, da vi prøvede at passe vores sædvanlige sengetid ved 22-23 tiden, sikke en larm.

Sidste dag var stort set bare transport, et par hundrede km til Madrids lufthavn, hvorfra turen hjem gik nemt, hurtigt og billigt (med Ryanair).

Sikke et eventyr, og endnu en gang må vi konstatere, at kombinationen fly, lejet bil og lejede huse er det helt rigtige for os.

 

 
 
Share this