Soldaten fra Sahara


Arne Runges billede
2009 sep

Jeg er gift, sagde hun, min mand er soldat og udstationeret i Sahara. Han kommer hjem på weekend, her i eftermiddag. Hun kikkede på uret, klokken var halv elleve. Jeg var ved at få kaffen galt i halsen. Soldat i Sahara, han kommer og her sidder jeg i bar røv og har lige bollet hans kone.

På en charterrejse til Las Palmas på Gran Canaria mødte jeg engang en sød lokal pige. Problemet var bare det, at hun var gift. Manden var soldat og udstationeret nogle få hundrede kilometer væk, inde på fastlandet i Spansk Sahara i Marokko. Vi var sammen de ti af mine fjorten nætter på øen, men det var med livet som indsats, når vi hver aften elskede i dobbeltsengen.

Allerede første aften efter jeg var ankommet til Las Palmas skulle nattelivet og den taxfree sprut tjekkes. Jeg gik rundt fra sted til sted, tjekkede priser og smagen af de mange forskellige mærker af brandy og cognac. Ved midnatstid gik jeg ind på La Gruta, en danskejet natrestaurant med levende musik. Jeg så mig omkring og fik øje på to kønne mørke piger, der sad alene ved et bord. Den kønneste smilede udfordrende til mig. Nå, de mangler nok en tyr til at betale regningen, tænkte jeg og satte mig op på en barstol. Jeg bestilte en cognac og lod igen blikket svømme rundt i det halvmørke rum. Jeg kunne ikke lade være at kikke hen på de to enlige piger og igen fik jeg et ”big smile”. Jeg smilte tilbage og gik hen og spurgte, om hun ville danse. Vi dansede flere gange, og da stedet lukkede, fulgte jeg hende hjem. På vejen sagde vi godnat til veninden og fik begge et knus og et indforstået smil. Så smeltede vi sammen til en metafor.

Spanske kvinder er meget varmblodige, og vikinger har berøringsangst. Men der var ingen vikinger tilstede den nat. Hvis der var noget jeg ikke vidste om kærlighed før, så var jeg ekspert nu. For helvede, hvilken lyshåret knægt har ikke drømt om at ”nedlægge” en spansk jomfru. Og der lå hun. Helt stille. Nedlagt. Jeg tørrede mundvigene af med tommel og pegefinger, lige som Humphrey Bogart, og segnede.

Om morgenen, ved morgenbordet, kom historien. Hun var gift. Hun sad overfor mig i en pyjamas, der var alt for stor. Hun var næsten smukkere end aftenen før. Men hun smilede ikke mere. Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Faktisk tænkte jeg mere på, at han var soldat. Jeg så for mig en ”Rambo” komme brasende ind igennem køkkenvinduet med en kalashnikov i hænderne. Hun kom mig gu'ske lov i forkøbet. Skal vi ikke tage ud i Pueblo Espanõla. Det kan vi da godt, svarede jeg. Hvad var det nu du hed?

Hun hed Annabel og var bagerjomfru, men havde fri i dag. Vi prøvede i flere timer at lade som om vi ikke tænkte på det samme. Soldaten. Vi spiste papas med moja og drak sangria, mens vi knugede hinandens hænder. Vi vidste begge, at tiden løb. Ses vi igen, spurgte jeg. No señor, svarede hun. Jeg greb mig selv i at være lige ved at sige 'hils din mand'. Jeg stod af bussen ved Catalina Parken. Hun fortsatte.

'Træd af', skreg sergenten. De svedige spanske menige, udstationeret i Spansk Sahara, jokkede langsomt hen mod badeværelserne. De var dødtrætte ovenpå en måneds stroppeture. Men de satte aldrig spørgsmålstegn ved militærets og statens hensigt med opholdet. At lære at forsvare sit land. Viva España. Nu havde de friweekend. De blev for de næste tre dage spredt over det meste af det spanske fastland og øerne. Antonio skulle hjem til sin kone, Annabel, som boede i Las Palmas, hovedstaden på Gran Canaria. Jeg så det hele for mig.

Hver aften endte jeg ”helt tilfældigt” i La Gruta. Jeg dansede med mange piger, snakkede med mange mennesker og drak spandevis af cognac. Men hele tiden lå der en kaktus og kradsede i baghovedet på mig. Annabel. Gu´ ved om soldaten havde opdaget noget og dræbt hende. Den tredje aften trådte hun pludselig ind af døren. Mit hjerte gik i stå. Hun fik øje på mig og styrede målrettet op mod baren. Buenas noches, sagde hun og gav mig et stort smil

Vi dansede, vi drak og vi gik hjem til hende og elskede. Hun kom til La Gruta hver aften siden. Når de lukkede gik vi hjem til hende, og jeg forlod dobbeltsengen hver morgen ved daggry. Jeg skrev aldrig hendes adresse ned og vi aftalte aldrig at mødes igen. Og jeg mødte gu' ske lov aldrig Soldaten fra Sahara.

 

 
 
 
Share this