Æslernes Ø


Claus Qvist Jessens billede
2016 jun

Æslernes Ø

Tekst & fotos: Claus Qvist Jessen

Vandet ved Grand Turk er lige så indbydende krystalklart som andre steder i regionen, og kommer man væk fra masserne, har man det hele for sig selv

Caribien er et herligt sted. Kun få timers flyvning fra Danmark er den klamme, danske vinter erstattet af høj sol, hvide strande og funklende koralrev. Uanset om man er langtidsrejsende backpacker eller hurtig speedrejser, er Caribien indbegrebet af rejselivets ulidelige lethed, og det kræver en ualmindeligt stærk rygrad ikke at forelske sig i regionens lækre natur eller den charmerende befolkning.

Skruer vi tiden 400 år tilbage til Captain Jack Sparrow og Blackbeard, var Caribiens småøer godt fordelt mellem relativt få kolonimagter. Især Storbritannien, Frankrig og Spanien havde taget for sig af retterne og derved fordelt et af de syv verdenshave mellem sig. Som altid var ”værdierne” et brændende ønske om rigdom, og i mangel på de ventede floder af guld og sølv blev Caribien i stedet endestationen for tusinder af skibsladninger af ulykkelige slaver. Sukkerrør blev det nye sort.

I vore dage ser verden helt anderledes ud, og det 20. århundredes globale trang til uafhængighed har medført, at hele Caribien nu er et herligt mylder af eksotiske ministater med flag, der ofte tenderer dekorative kunstværker. Ganske vist er mange af dem så små, at deres olympiske landshold sjældent fylder ret meget mere end en mellemøstlig børneflok, og meget symptomatisk har de enkelte lande heller ikke noget landshold i den regionale topsport cricket. I stedet har mange af øerne fra Trinidad og nordpå slået sig sammen under den ikkeeksisterende nationsbetegnelse ”Vestindien”. Ret sjovt med et landshold fra et land, der ikke eksisterer, men de har faktisk vundet VM i både 1975 og 1979.

For en landefræser er Caribiens korte distancer det rene guf. Landene ligger tæt, men ind imellem ramler man ind i et af regionen mange ”oversøiske territorier”. Det er små stater, der ligesom Grønland og Færøerne stadig er tilknyttet en europæisk ”kolonimagt”, men som grundet distancen er markant forskellige fra moderlandet. Og en af disse små øriger er det britiske territorium Turks & Caicos.

Få kilometer nord for fluepapiret ser verden pludselig helt anderledes og meget mere ”lokal” ud. Der er langt fra de ramponerede både til den multinationale, skattefri verden

Skattely for viderekommende

De otte hovedøer og de mere end 300 mindre øer har et samlet areal på godt 600 km2 og ligger flot parkeret lidt sydøst for Bahamas med Caribiens varme, blå vand mod vest og det ofte køligere Atlanterhav mod øst. De lave øer med det tropiske klima huser 49.000 indbyggere, hvoraf hovedparten er sorte efterkommere af datidens afrikanske slaver. Af disse bor en bagatel af 4.800 på den kun 17 km2 ”store” hovedø Grand Turk med hovedbyen Cockburn Town. Ikke ligefrem en metropol af Paris- eller Londonklassen, men en mindre, flad landsby, hvor de nedslidte træhuse og de mere velpolerede regeringshuse er diskret adskilte af sandede stier og vajende palmer.

Hvad man lever af på de kanter, er ikke helt åbenlyst, for de fleste af klodens mikrostater eller territorier har en meget vakkelvorn økonomi, som ikke ville fungere uden den årlige saltvandsindsprøjtning fra moderlandet. Men lidt speciel må man da have lov til at være, så flere af de britiske territorier har fundet deres helt egen raison d'être som globale skattely: Kanaløerne, Bermuda, Caymanøerne samt Turks & Caicos. Alle har med succes forsøgt at gøre sig til magneter for alverdens multinationale selskaber med ondt i skatten. Det skader vel heller ikke, at virksomhedens hovedkvarter bliver lagt et varmt sted, hvor det regner mindre end i London.

Himmerige for de fleste og helvede for os: Grand Turks fluepapir. Plussiden er, at resten af øen er renset for turister.

Turist i Turks & Caicos

Turks & Caicos er ikke ligefrem et sted, man ”bare kommer forbi”. Bevares, man kan flyve dertil, men som flere andre berejste før os tog vi den letteste og billigste rute: Et krydstogtsskib. Et krydstogt fra Miami er et studie i overvægt og forvoksede BMI’er, og ikke overraskende nåede langt hovedparten af de 2.000+ passagerer ikke længe end til Carnivalrederiets mole og den nærliggende sandstrand og – hvis bølgerne gik højt – den moderne taxfree landsby af mærkevareforretninger, der meget strategisk var blevet placeret få meter fra landgangen. Carnival ejer ganske enkelt hele havneanlægget og den nærmeste kvadratkilometers toldfri zone.

Er man ikke til forvoksede badedyr og taxfree powershopping, kan man heldigvis hoppe ind i en lokal minibus og flygte en halv snes kilometer nordpå til Grand Turks downtown, Cockburn Town. Æh, måske ikke sådan rigtig downtown, men vi så dog en masse huse, der indikerede ”by”. Et skævt klokketårn ved en stor lagune signalerede en slags bymidte, og en hurtig hvirvel i den store lagune fortalte mig, at det var en fejl at lade fluestangen blive på skibet. Der skulle efter sigende være bonefish (Albula vulpes) i lagunen, men det måtte blive en anden gang.

 

Æseløen

Min hustru, Annette, har en særlig affektion for æsler, og kærligheden syntes gensidig.

Kort vej fra lagunen ramlede vi ind i de første æsler. Æsler er ikke så usædvanlige, når man rejser rundt i troperne, og lige fra Colca Canyon til Timbuktu oplever man tungt læssede æsler, der sørgmodigt trisser fra A til B med deres ufrivillige last. Bare ikke på Grand Turk. Måske pga. Grand Turks globale skattely er øens æsler blevet overhalet af nutiden, men i stedet for at slå dem ihjel er de bare blevet sat fri. T & C’s lodne æsler er derfor vilde dyr, som nyder deres velfortjente otium og lever af det græs, de kan finde. De bliver hverken fodret eller vandet, lidt som Rådhuspladsens duer hjemme i København. Og søreme om de ikke er til at komme i nærheden af, uden at man får et klassisk æselspark. Det hjælper altid på æslers samarbejdsvilje, hvis man klør dem lidt i panden. Sådan har vi det vist alle sammen en gang imellem.

Ud over de vilde æsler har Grand Turk også en god bestand af lige så vilde heste. Ganske som æslerne er der tale om undslupne tamdyr, som tiden har erstattet med biler og lastvogne, og også hestene klarer sig fint med at græsse lidt og drikke af øens naturlige vandpytter. Ligesom den mere menneskelige befolkning synes de ikke at lide voldsomt af stress. Dette gjaldt også den trivelige og storsmilende, sorte gut, der per minibus trillede os tilbage til molen og Carnivals kalorieholdige buffet. Han fortalte, at han havde arbejdet hele 36 år som politimand, heraf 12 på Barbados og de resterende 24 på Grand Turk.

 

”Did you ever encounter anything dramatic?” spurgte jeg forventningsfuldt.

Han slog en skraldende latter op. ”Dramatic? On Grand Turk? No way.”

Der er på alle planer langt fra Grand Turk til Gaza.

 

Claus Qvist Jessen tilbragte en dag på Grand Turk i februar 2015 og har medlemsnr. 19. Han blev i år 2000 tildelt Folkersenprisen for sit grænsesøgende rejseliv. Læs mere om hans rejseoplevelser på www.cqj.dk. Dette er i øvrigt den første rejsebeskrivelse af Turks & Caicos i Globens 16-årige historie. Kun otte territorier er endnu ikke beskrevet i bladet (status 2016).

 

BOKS: Turks & Caicos

Ud & hjem igen: Der er ingen direkte fly fra Europa (men British Airways mellemlander på Antigua). En måske billigere og hurtigere vej fra København kunne være at flyve med til New York, Florida eller Puerto Rico. Og derfra kan man for omkring 1.000 kr. komme til Turks & Caicos med deres nationale flyselskab, InterCaribbean. Man kan også flyve til Turks & Caicos fra Haiti fra 140 USD for en enkeltbillet.

 

Læs mere: om Turks & Caicos på www.deberejstesklub.dk/territorie/turks-caicos-br.

 
 
 
Share this