TRISTAN DA CUNHA: Verdens mest isolerede beboede ø


Bodil Svendsens billede
2015 jun

TRISTAN DA CUNHA: Verdens mest isolerede beboede ø

 

I Globen nr. 48 beskrev vi vores rejse med RMS St. Helena fra England til Ascension Island og Sankt Helena. En dag i foråret 2013 faldt vi over skibets hjemmeside og så, at dets rejse nr. 200 skulle gå fra Cape Town i november til Tristan da Cunha og Sankt Helena. Vi kontaktede straks skibets befragter i London – blot for at konstatere at alt var udsolgt til netop denne rejse, men vi kunne blive skrevet på venteliste til en eventuelt ledig plads. I september kom der besked om, at der var en ledig kahyt til to personer. Vi slog straks til, og den 16. november 2013 gik vi om bord på RMS St. Helena i Cape Town og satte kursen mod vest.

Tekst & fotos: Bodil & Per Svendsen

Langt væk hjemmefra

Kort efter afsejlingen bekendtgjorde kaptajnen, at skibet ville fejre sin rejse nr. 200 med at sejle en udvidet rute og besøge de øvrige øer omkring Tristan da Cunha. En yderligere grund til dette var formodentlig, at guvernøren fra Sankt Helena var med om bord og således kunne inspicere hele sit område. Efter tre døgns sejlads fik vi landkending. Forude i regnvejret rejste stejle klipper sig over horisonten. Vi var nået til Gough Island. Om bord havde vi en engelsk naturforsker, Michael Swales, der i 1955/56 havde deltaget i en ekspedition til Gough Island med det formål at kortlægge øen og beskrive den naturvidenskabeligt. Han holdt to meget interessante forelæsninger om projektet ledsaget af spændende billeder. Han havde været tilbage flere gange for at følge op på undersøgelserne.

Det var ikke muligt, og heller ikke tilladt, at gå i land på Gough Island, men vi sejlede tæt ved kysten syd om øen, kom tæt forbi den sydafrikanske vejrstation og signalerede med tågehornet til de ensomme mænd på stationen. Selv om vi ikke kunne sætte fødderne på øen, var det en stor oplevelse at være så tæt på et af de fjerneste og mest utilgængelige steder på Jorden.

Udsigt over byen fra toppen af den vulkan, der i 1961 tvang beboerne til at flygte

Fjernt fra alt

Efter vi havde rundet Gough Island, blev kursen sat mod Tristan da Cunha. Da vi kom på dækket tidligt næste morgen, var vi allerede tæt på øen, og der mødte os et syn, som det kun er få forundt at opleve. Vejret var det bedst tænkelige med klar himmel og uden skyer på vulkanens top, der rejste sig over 2.000 meter fra havoverfladen. Ved 9-tiden gik ankeret til bunds, og den besværlige opgave med at få 130 passagerer i land kunne begynde. Det foregik i grupper på ti og i alfabetisk orden. Ved leideren vurderede kaptajnen og skibslægen hver enkelt passager, om det var forsvarligt at lade dem tage turen ned ad leideren og over i en lille gummibåd. De få, der blev kasseret, var tydeligvis skuffede og forbitrede, men det var imponerende, hvordan kaptajnen kunne bevare overblikket og respekten og sikre passagererne i en kritisk situation. Da det blev vores tur til at tage springet, havde vi haft lejlighed til at studere teknikken. Ved enden af leideren stod den største af matroserne, og når gummibåden var på højde med leideren, blev der sagt: ”go!” Et øjeblik balancerede man på kanten af gummibåden, inden en erfaren øbo greb en i armen og trak en ned i sikkerhed. Bølgerne var vel en meter høje.

På havnebroen blev vi mødt af vores værtinde Evelyn Hagan, en venlig ældre dame, der førte os op til sit hus, hvor vi skulle bo under vores ophold på Tristan da Cunha. Det første, der mødte os på vejen, var et stort skilt, der ønskede os ”Welcome to the Remotest Island”. Vi befandt os på en vulkan, der rejser sig i alt 6.000 meter fra havbunden. Toppen ligger i 2.060 moh. Øen er næsten cirkelrund med en diameter på ca. 11 km og et areal på 98 km2. På øens nordside ligger The Settlement, også kaldet “Edinburgh of the Seven Seas”. Herfra strækker der sig en ca. otte km lang og en km bred græsdækket slette mod vest. Her findes ”The Potato Patches”, hvor beboerne dyrker deres grøntsager, og her græsser beboernes kvæg og får.

Øens indre er meget vanskeligt tilgængeligt med tæt skov og dybe kløfter, der fyldes med vand efter kraftigt nedbør. Det er muligt at bestige vulkanen, men kun i selskab med en lokal guide, og kun når vejret tillader det. Afstanden til Sydafrika er 2.400 km, til Brasilien 3.360 km og til Sankt Helena, der er nærmeste beboede område, er der 2.000 km. Den eneste regelmæssige forbindelse til omverdenen er seks til otte gange om året, hvor et sydafrikansk skib anløber øen og henter de frosne hummere, der er øboernes vigtigste indtægtskilde.

Evelyn og hendes mand Piers overlod os deres soveværelse og tog selv et mindre gæsteværelse. Efter en velsmagende frokost begav vi os ud på øen. Det første mål var resterne af det vulkanudbrud, der i 1961 tvang beboerne til at flygte, først til naboøen Nightingale og derfra til Cape Town og England. Udbruddet skete få hundrede meter fra landsbyen, men helt utroligt blev kun ét hus beskadiget. Værre gik det med øens konservesfabrik og lille havn, der blev totalt dækket af lava.

Tæt ved lavamarken opførte en gruppe pensionister i 2012 et traditionelt tristanhus, som det så ud indtil 1961. Et beskedent hus bygget af tilhuggede lavablokke og med tag af tussacgræs. Huset havde blot to rum. Det største var kombineret køkken og opholdsstue, hvor også børnene sov. Det mindre værelse var forældrenes soveværelse. Huset var et museum, der skulle vise de barske og primitive forhold, tristanitterne levede under indtil sidste halvdel af det 20. århundrede. Den unge kvindelige guide i huset fortalte os, at hun som den første havde giftet sig uden for øen. Hendes mand var fra England, og lidt triumferende forklarede hun – med en hånd på sin gravide mave – at de snart ville få et nyt familienavn på Tristan ud over de syv, der havde eksisteret i de seneste 200 år.

 

Danske spor

På vores vej videre besøgte vi kirkegården, hvor vi fandt grundlæggeren William Glass´ gravsten, inden vi på den vestlige side af byen fandt en mark, der dels tjente som golfbane, formodentlig så eventuelle turister kunne hævde at have spillet på verdens fjerneste golfbane, dels som græsmark for beboernes malkekøer, og endelig som placering af et antal videnskabelige stationer, heriblandt en målestation for jordmagnetisme tilhørende Københavns Universitet og DTU. Med forundring kunne vi konstatere en nær forbindelse mellem Danmark og denne fjerne ø. Det skulle vise sig ikke at være den eneste.

Ved 19-tiden var vi tilbage hos vores værtsfolk. Evelyn havde lavet en flot middag med hummerhaler, lammesteg og mange forskellige hjemmedyrkede grøntsager. Vi tilbragte aftenen i deres selskab og lærte meget om livet på Tristan da Cunha, både nu og i gamle dage. Begge havde de oplevet vulkanudbruddet i 1961 og flugten til England. De fortalte om, hvor mærkeligt det havde været at møde den moderne verden. Det var på en gang spændende og skræmmende at opleve de mange ting, der fandtes, og som de aldrig havde kendt på deres lille ø. De var blevet gift, medens de var i England, og var aldrig i tvivl om, at det rigtige var at vende hjem til Tristan da Cunha, når forholdene blev til det.

De pensionerede æsler

Da talen faldt på skibsforliser, fortalte de, at det var opfattelsen på øen, at skoleskibet København var forlist vest for Tristan. En beboer, der var på fiskeri mellem Tristan og Nightingale Island 21. januar 1929, observerede et femmastet skib i farvandet med en knækket mast. På grund af tiltagende storm måtte han imidlertid søge tilbage, og da beboerne næste dag sejlede ud for at lede efter det store skib, var der ingen spor efter det. Det var den anden forbindelse mellem Danmark og Tristan da Cunha.

Evelyn og Piers var begge glade og tilfredse med tilværelsen. De var pensionister og fik tilsammen 35 GBP om ugen i pension. Det blev suppleret med indtægt fra lønnet arbejde på fiskefabrikken, hvor Evelyn pakkede hummere. Endvidere havde de deres potato patch, hvor de dyrkede grøntsager og kartofter til eget forbrug. Hvert år op til jul slagtede de et lam, der forsynede dem med kød til fryseren. Deres ko gav rigelig mælk til husholdningen.

 

Fint besøg

I anledning af RMS St. Helenas besøg, og ikke mindst fordi guvernøren fra Sankt Helena var på besøg, havde St. Mary’s School sat alle sejl til den næste dag. Eleverne opførte et varieret program af danse og sange på scenen i skolens festsal. Publikum var begejstret. Efter underholdningen og passende taler kunne guvernøren uddele afgangsbeviser til to elever. Efter endt skolegang på øen som 16-årige kan de unge fortsætte deres uddannelse i England betalt af midler stillet til rådighed af øsamfundet. Efter endt uddannelse vender de unge mennesker i de fleste tilfælde tilbage til Tristan da Cunha.

Det videre program fortsatte med et besøg på det før omtalte museumshus, hvor guvernøren afslørede en plade til minde om beboernes hjemkomst til øen 50 år før. Endnu en mindeplade blev afsløret ved Prince Albert Hall til ære for de tristanitter, der stod klar til at forsvare deres ø under 2. Verdenskrig.

Tristan da Cunha har en ca. fem km lang vej, der forbinder byen med køkkenhaverne. En noget bedaget bus kører turen formiddag og eftermiddag. Den hjælper de ældre beboere med at komme til deres haver. Vi tog bussen og vandrede videre ud til The Buff, hvor klipperne går stejlt ned i havet, og hvorfra det ikke er muligt at fortsætte til fods. Vil man videre rundt på øen, må man enten sejle eller kravle op på plateauet omkring vulkanens kegle. På den frodige slette græssede kvæg og får. På en mark nær køkkenhaverne gik en flok æsler. Før vulkanudbruddet i 1961 skete al transport med æsler eller oksekærrer. Efter hjemkomsten fra England fik øen små traktorer, og æslerne blev overflødige. I stedet for blot at slagte dem, blev de kastreret og får lov at leve til deres dages ende på deres fredelige ø.

 

En sang fra Bornholm

Samme aften var der fest i Prince Albert Hall i anledning af 50-året for beboernes hjemkomst fra deres eksil i England. Her uddelte guvernøren fortjenstmedaljer til øboere, der havde gjort en særlig indsats på øen, bl.a. en kvinde der i over 40 år havde virket som jordemor. Ordnerne var OBE – the Order of the British Empire (den smule, der er tilbage). Der blev også uddelt præmier for forskellige sportspræstationer, bl.a. en skydekonkurrence. Da alt dette var overstået, blev der spillet op til dans og den frie bar åbnet. Den største overraskelse for os var en stor plakat på den ene langvæg med en dansk tekst og en dansk lejlighedssang. Det var en hilsen fra den skibsbesætning, der i 1963 sejlede tristanitterne hjem efter opholdet i England. Skibet var MF Bornholm, der var chartret af den britiske regering til opgaven. På Bornholm findes en forening af den besætning, der gennemførte transporten, og der har gennem alle årene været tæt kontakt mellem beboerne på Tristan da Cunha og søfolkene på Bornholm.

Lejlighedssange er et meget dansk fænomen, som man ikke var kendt med på Tristan da Cunha, og  da ingen kunne forstå dansk, måtte vi forklare sammenhængen. Bodil oversatte versene, så måske synges den nu ved festerne i Prince Albert Hall? Det var den tredje forbindelse mellem Tristan da Cunha og Danmark.

Et smukt farvel til et meget særligt sted

Af sted mod Sankt Helena

Næste dag var vejret perfekt og alle kom uden vanskelighed om bord på RMS St. Helena, og vi forlod Tristan da Cunha i strålende solskin med en smal skybræmme omkring vulkanens top. Vi sejlede mod Nightingale Island, der ligger ca. 15 km mod vest. Vi skulle ikke i land, blot sejle rundt om øen og de to små øer Middle Island og Stoltenhoff Island. Nightingale Island besøges regelmæssigt af tristanitterne, der samler pingvinæg på øen. En halv time senere nåede vi Inaccessible Island, som rejser sig næsten lodret op fra havoverfladen. Øen er totalt fredet og rummer store kolonier af albatrosser og rockhopperpingviner.

Vejret blev bedre og bedre, som kursen blev sat nordpå mod Sankt Helena, og efter endnu tre døgn på havet nåede vi et af de smukkeste steder i verden. Alt var, som da vi sidst besøgte øen i 2011 – og dog. Efter 500 år i relativ isolation er der dog ved at ske noget afgørende: en lufthavn er under opførelse. Et ufatteligt stort beløb – 2,34 milliarder kr. – er bevilget fra Storbritannien. Lufthavnen skal stå færdig i 2016, og ingen kan forudse, hvad det kommer til at betyde for dette meget isolerede samfund.

 

Tristan da Cunha har kun haft besøg af tre aktive medlemmer af De Berejstes Klub. Per & Bodil Svendsen har henholdsvis medlemsnr. 528 og 529. Forrige sommer tilbragte de på roadtrip i Eksjugoslavien.

 

Tristan da Cunha

I  Sydatlanten mellem Sydafrika og Brasilien ligger en lille øgruppe af vulkansk oprindelse. På hovedøen Tristan da Cunha bor 268 mennesker, de øvrige øer – Gough, Nightingale, Middle, Stoltenhoff  og Inaccessible – er uden fast bosættelse. På Gough Island findes en sydafrikansk vejrstation med en besætning på seks personer, der lever isoleret her et år ad gangen. Nightingale Island, der ligger ca. 15 km fra Tristan da Cunha, kan besøges når vejret tillader landgang, medens de øvrige øer er beskyttede naturområder uden adgang. Øgruppen administreres fra Sankt Helena og er sammen med Ascension Island et oversøisk britisk territorium.

Et traditionelt Tristanhus, som de så ud indtil midt i det 20. århundrede.

Øerne blev set første gang i 1505 af en spansk kaptajn ved navn Tristão da Cunha, men forblev ubeboede og ubeskyttede indtil 1810, hvor en amerikaner ved navn Jonathan Lambert gik i land på øen, udråbte sig selv til enehersker og ændrede øgruppens navn til Islands of Refreshment. Han druknede imidlertid to år senere og øerne fik deres gamle navne igen. Da Napoleon i 1816 blev sendt i eksil på Sankt Helena, annekterede Storbritannien Tristan da Cunha og udsendte en garnison, der skulle forhindre franskmændene i at anvende øen som udgangspunkt for en befrielse af Napoleon. Da Napoleon døde i 1821, blev garnisonen nedlagt. En enkelt af soldaterne, korporal William Glass, var dog blevet så glad for opholdet, at han ansøgte det engelske krigsministerium om tilladelse til at blive på øen. Efter sigende fik han aldrig svar og anså det for at være en tilladelse. Han fik sin kone og børn til øen, og i de følgende år sluttede seks skibbrudne sømænd sig til kolonien. Man inviterede kvinder fra Sankt Helena til at komme til øen, og i løbet af det 19. og 20. århundrede steg befolkningstallet jævnt. Alle beboere på Tristan da Cunha nedstammer fra disse oprindelige beboere, og i dag er der kun syv efternavne på øen: Glass, Green, Hagan, Lavarello, Repeto, Rogers og Swain. Der tillades ikke indvandring til Tristan da Cunha, så der sker en vis indgiftning blandt beboerne, hvilket har givet anledning til en forhøjet frekvens af astma og grøn stær.

I 1961 skete en alvorlig naturkatastrofe på Tristan da Cunha: en ny vulkan opstod ganske tæt på bebyggelsen. Beboerne flyttede ud til deres kolonihaver uden for landsbyen, men det blev hurtigt klart, at situationen var usikker, og hele befolkningen sejlede derfor over til Nightingale Island i øens fiskerbåde. Et hollandsk skib, der tilfældigvis var i nærheden, evakuerede alle beboerne til Cape Town, hvorfra de blev sendt videre til England. Den engelske regering var mest stemt for at nedlægge kolonien på Tristan da Cunha, men beboerne insisterede på at vende tilbage, og efter en afstemning besluttede over 90 % sig for genoptage deres tilværelse på den afsides beliggende ø. I 1963 blev Tristan da Cunha igen befolket.

 

Ud & hjem igen: At rejse til Tristan da Cunha er vanskeligt. Der er to muligheder:

Hvert år i september sejler det sydafrikanske ishavsskib MS Agulhas fra Cape Town til Tristan da Cunha og videre til Gough Island, hvorfra det returnerer til Tristan da Cunha ca. en måned senere, og derfra tilbage til Cape Town. Skibet er nyt med plads til 100 passagerer. Det er en stor fordel, at skibet medbringer en helikopter, hvilket øger muligheden for landgang betydeligt. Det er normalt ikke tilladt turister at gå i land på Gough Island. Billetprisen fra Cape Town til Tristan da Cunha t/r er 8.950 ZAR (ca. 4.700 kr.).

Den anden mulighed for at besøge Tristan da Cunha er med fragtskibet Baltic Trader eller fiskeskibet Edinbugh, der til sammen anløber øen seks til otte gange om året. Skibene har kun plads til 12 passagerer, og pladserne er forbeholdt tristanitterne og personer med særligt ærinde på øen. Kun hvis der er ledige pladser, kan turister komme med, og de risikerer at blive afvist i sidste øjeblik, hvis der opstår akut behov for plads. Billetprisen er 1.000 USD t/r. Fartplanen findes på www.tristandc.com.

Indrejsetilladelse: Inden man rejser til Tristan da Cunha, skal man kontakte øens administration via tristandc.com og ansøge om tilladelse til at overnatte på øen. Der vil blive organiseret privat indkvartering, da der ikke er hoteller på øen. I 2013 betalte vi 50 GBP per person per nat for kost og logi.

 

 

 

 
 
 
Share this