To på toilet


Rasmus Gregersens billede
2013 mar

To på toilet

Tekst & fotos: Rasmus V. Gregersen

 

Per er en rigtig god ven. En af den slags venner som jeg deler ting med, en rigtig kammerat. Men jeg havde alligevel ikke regnet med, jeg skulle dele et lillebitte lokum med Per i tre timer i træk.

Men nu sidder vi her, på et lillebitte lokum – to mænd sammen. Det er der ikke noget at gøre ved. Der er nogle situationer, hvor du ikke selv bestemmer, og hvor det ikke nytter noget at kæmpe imod. Det er dig, der er den lille, og du må bare følge med i det spil af uforudsigelige løjerligheder, livets dukkefører finder på. Og hvem det end er, der sidder og skriver livets store bog, må vi erkende, at han til tider har humor.

Per og jeg var på vintertur i fjeldet et godt stykke nord for polarcirklen. Vi vandrede rundt på ski ved grænsen mellem Norge og Sverige, hvor vi havde været helt alene i den bidende frost og uden spor af andre mennesker i en lille uges tid. Det er sådan, livet skal leves.

De sidste par dage var det for alvor begyndt at blæse op. Vi havde fået snefygning og lavthængende skyer, som gav os rigtig dårlig sigt, og vi havde svært ved at navigere i de snævre bjergpas med ubehagelige klippeskrænter.

Et hurtigt kig ud af soveposen afslører en rigtig træls situation

Uden telt

Dagen forinden blæste vores telt fra os. Hvordan det kunne ske for os, der alligevel har en del erfaring, har jeg svært ved at svare på. Men jeg kan oplyse, at få sekunders uopmærksomhed var mere end nok ... Det gjorde situationen rimeligt presset for os, da vi var tre lange dagsvandringer fra den nærmeste fjeldstation og de nærmeste mennesker, og vejret så ikke ud til at blive bedre. Signal til mobiltelefonen havde vi heller ikke. Vi var kort sagt helt alene uden noget telt til at give os læ for den hårde blæst og den bidende kulde.

Første del af vores plan for at komme tilbage til civilisationen var et shelter, som vi havde set på vejen ud. Det er ikke beregnet til at overnatte i, men det kunne give os læ for vind og snefygning, og der ville vi have en chance for en god nats søvn. Vi kæmpede os i blinde op over det første bjergpas, og vi fandt shelteret med hjælp fra GPS’en. Shelteret gav os læ, og alt så ud til at gå fint ... lige til vi vågnede den næste morgen.

Per (tv) og Rasmus (th) sidder skulder ved skulder på dasset, mens de venter på opklaring

 

Når man bliver vækket i sin sovepose ved gentagende gange at få sne i hovedet, så ved man, der er noget galt. Soveposen er godt lukket til, så hvis der kan komme sne derned, har man enten en utrolig dårlig turmakker eller en rigtig træls situation uden for soveposen.  I denne situation var det det sidstnævnte, og jeg havde mest af alt lyst til bare at lukke øjnene og håbe på den globale opvarmning kunne fremskynde sommeren med nogle måneder. Men efter jeg havde ventet lidt, indså jeg, at det ikke ville kommer til at ske, og jeg måtte se situationen i øjnene.

Et hurtigt kig ud af soveposen afslører, at vinden har vendt i løbet af natten. Alt er dækket af sne. Det var ikke lige det, vi havde mest lyst til, som vi lå der. Jeg prøvede at snøre min sovepose mere til og glemme verden udenfor. Det gik meget godt for en stund, men som tiden gik, indså både Per og jeg, at der nok ikke var anden udvej, end at vi måtte gøre noget ved situationen.

Diskussionen gik lidt frem og tilbage mellem Per og mig. Vi kunne ikke blive liggende her. Det var tøsne, og vi ville langsomt blive våde og kolde. Vi kunne ikke komme videre, da det var for farligt med så dårlig sigt. Det var muligt, vi kunne grave os ned og vente på bedre vejr, men inden vi kom så langt, dukker en endnu bedre idé op. Vi kunne søge ly på det lille udedas, der står bag shelteret. Det var en god ide!

Efter en hurtig pakning kunne vi krybe i skjul på det lille udedas. Vinden var nu så hård, at vi nærmest ikke kunne stå oprejst uden at blæse omkuld, og sigten var næsten lig nul.

Nu sidder vi så her. To voksne mænd sammen på toilet, uden nogen ide om, hvor længe stormen varer ved …

Efter nogle timer stilner stormen af. Vi vælger at fortsætte ned ad fjeldet på trods af dårlig sigt, og det er bestemt ikke ufarligt. Halvanden dag senere tror vi selv på en god afslutning, da vi næsten kan se vores mål. Men som en sidste hilsen bliver vi ramt af endnu en voldsom snestorm på de sidste syv km hjem.

 

Rasmus V. Gregersen har medlemsnr. 463. Blandt hans store rejsebedrifter er fem måneder gennem Canada og Alaska, med luftballon over Den Anatolske Højslette, og en krydsning tværs over Grønlands indlandsis.

 
 
Share this