Regnbuenationen Sydafrika


 
2008 juni

                  

Bokaap er Cape Towns farvestrålende og hyggelige kvarter med mere end tre hundrede års historie, hvor de indførte malaysiske slaver bosatte sig. De og deres muslimske kultur dominerer stadig bydelens daglige liv.
 

Regnbuenationen

Det nye Sydafrika bugner af oplevelser og er et studie i, hvordan det umulige er muligt. Nationen er på mange måder kompleks og kontrastfyldt, men er også et vidnesbyrd om, at midt i uretfærdigheden overlever troen og håbet. Og så er Sydafrika et af verdens smukkeste lande velsignet med et guddommeligt klima, god mad og fantastiske mennesker! Tag med til fods, på cykel og i bil i gennem regnbuenationen.

”Welcome to South Africa, we like to have you here”! Jeg er på café til morgenmad i Cape Towns berømmede Waterfront-havnemiljø, og Will er en yngre, sort mand, smuk og veltalende, der byder mig velkommen til Sydafrika på dagen, hvor jeg skal rejse hjem. Will føler selv, forstår jeg, at han er ønsket i det nye Sydafrika. Med engagement fortæller han om at studere jura finansieret af et scholarship, om at arbejde som tjener syv dage ugentligt og om at bo i storfamilie med for lidt plads i en af de mange townships beliggende som et bælte rundt om forførende Cape Town. Byen med de to ansigter. Og to vidt forskellige virkeligheder. Vi er kun få gæster denne tidlige søndag morgen, så Will og jeg spiser morgenmad sammen. Han fodrer mig med oplysninger om det stadig noget kontroversielle Sydafrika. ”Lad din cykel blive her, så passer jeg på den, mens du er på Robben Island” afslutter Will vort tilfældige morgenmøde. Som sagt så gjort. Jeg dapper afsted til fængselsøen - Mandelas ufrivillige hjem i 18 år - med færge over Table Bays rolige vande og nyder i fulde drag besøget uden den mindste frygt for min elskede cykels videre skæbne. Der skal ellers noget til, før jeg sådan uden videre overlader min seksogtredive-årige Saxil-racer i andres varetægt. Den cykel er med årene blevet meget mere end blot en ramme og to hjul. Vi har sammen rejst på fire kontinenter. Nu har jeg bare overladt den i varetægt hos en næsten vildt fremmed mand i en by, hvor man gør sig klogt i hurtigt at lære at kigge sig over skulderen. Hele tiden. Dag og nat. Men tilbage på Waterfront har Will selvfølgelig holdt sit løfte og passet godt på min cykel. Vi trykker hånd og giver ”high five” til afsked. Jeg cykler ud i Cape Towns gader til en slags ”på gensyn” tur. Med den slags blandede følelser, som en stor rejse fremkalder, når den uigenkaldelige afslutning er nær. Nærmest euforisk, men også trist ved at skulle rejse fra et sådant forrygende, dynamisk og livgivende sted, som jeg finder det nye Sydafrika er.
 

Cape Town har fem millioner indbyggere, hvis etniske mix består af ca. 3 ½ million sorte, 1 million hvide og ½ million mulatter. Byens indbyggere skaber en frisindet og åben ånd, og det er nemt at krydse reservationsbarrieren
 

En stor rejsedestination

Sydafrika i marts måned er unikt. Vejret er fantastisk. Solen skinner, himlen er blå, fuglene synger, dagstemperaturen er 30 grader, badevandet er varmt og turisterne er

Xhosa-vægmaleri i Eastern Cape. Overalt i landet sprudler den visuelle kunst i såvel traditionel som abstrakt form.
 

rejst hjem. Marts er nærmest lige udenfor sæsonen. Der er god plads overalt. Også på de mange gode spisesteder jeg besøger på rejsen. Om det gælder ydmyge cafeer eller velanskrevne restauranter, er maden lækker. Altid præget af friskhed i råvarer, superb tilberedning, kreativitet i sammensætning og servering. Specielt grønne salater og alt godt fra havet smager guddommeligt. Ja, alene for maden er Sydafrika en rejse værd. Seks store østers med smag af rigtigt hav for under 40 kr. på en førsteklasses restaurant. Eller 15 kæmpe Mozambique-tigerrejer ”Hos Carla” i hendes beskedne cafe ved False Bay for 30 kr. Det er ren verdensklasse. Overnatningsfaciliteterne er også i top. Og billige med danske kroner. Især Bed and Breakfast samt Guesthouses. Vi boede på flere små rene juveler, den slags steder det er svære at forlade, for under 250 kr. for et dobbeltværelse. Og turen tog sin rigtige begyndelse med valget af ”flying the flag”, for med ombordstigningen på South African Airways splinternye Airbus 340-600 - med det bedste flysæde på økonomiklasse jeg har siddet i - var vi i Sydafrika, førend vi forlod Frankfurt. Og ankomsten til Cape Town var bare kanon. Klart vejr, tidlig morgen i solopgangens skær, ind over by og Taffelbjerget, drejning ude over False Bay og ned over townshippene til sikker landing.
 

Den største turistattraktion

Apartheid. Landets største turistattraktion. Apartheid er officielt afskaffet, men alle turisterne kigger efter det. Hvor finder man så det berygtede system? Der er flere gode museer, hvor historien om apartheid-tiden fortælles. Robben Island - fængselsøen ud for Cape Town - er jo ligesom et must. Og besøget er både interessant og bevægende, vel især fordi det er så få år siden, at fængslet var aktivt under apartheid. Det er nutidig historie, som huskes fra tv og aviser. Mandelas styrke kan kun vække til yderligere beundring, når man kigger ind i hans celle på otte kvardratmeter, hvor han sov på en tynd filtmåtte på cementgulvet i samtlige atten år, han var fange på Robben Island. Hvordan kunne han bevare kraften, håbet og modet i ånd og tanke? Ufatteligt. Et stort og bevægende besøg. De små færger, der tøffer frem og tilbage mellem byen og Robben Island, afgår fra Nelson Mandela Gateway på Waterfront. Her findes også en særdeles informativ udstilling om Sydafrika under apartheid. Udstillingen kan ses på en halv times tid, men hvis man vil vide mere, er der detaljer nok til at holde interessen kørende i dagevis. Videre har Cape Town det såkaldte ”District Six” museum, hvor især historien om de rigide paslove udstilles og beskrives. Ufatteligt at mennesker blev behandlet så nedværdigende for kun få år tilbage. Væk fra museernes verden fandt jeg nulevende apartheid-rester i de små byer spredt ud over Sydafrika. Byer hvis navne slutter med ”kroon”, ”berg”, ”burg”, ”stad”, ”stroom”, ”hoek” eller ”hof” er gode steder at besøge for en snert af det nu historiske system.
 

Morgenmad til 20 kr: frisk melon med yoghurt, müesli og honning.
 

Bananer mod aids

Det nye Sydafrika. Har de mon hørt om sammenhængskraften? Tres mord om dagen. Mere end ti procent af befolkningen med aids. Vold og røverier. Nepotisme i ANC. Ydmygende fattigdom. Ekstrem rigdom. Personlig sikkerhed. Der er nok at skulle forholde sig til, selv som turist i det store og smukke land. Og det er til at forstå problemernes størrelse, når det efter sigende er udbredt opfattelse i en stor del af befolkningen, at aids ikke som sådan er noget problem, for der findes en kur mod sygdommen. Denne kur er vist ikke accepteret endnu af den internationale lægeverden, men mange sydafrikanere lever i overbevisning om, at aids kan kureres, så hvorfor al postyret! Kuren er enkel, billig og simpel at udføre: Hvis man bliver ramt af aids, så forsvinder det igen blot ved at spise tre-fire bananer - med skræl på! Det er heksedoktorernes opskrift på at komme aids til livs. Og blandt mange sorte sydafrikanere i de ligeså mange townships rundt om i hele landet er heksedoktoren autoriteten, hvad angår folks ve og vel. Enten tror de ikke på moderne medicin eller også har de ikke adgang til denne. Men konsekvenserne af uvidenheden er fatale. Folk dør som fluer af sygdommen. Flere fortalte om massebegravelser, hvor kister er linet op i køer og bliver ekspederet gennem kirkehandlingen som et stykke samlebåndsarbejde. Jeg besøgte selv en heksedoktor i Cape Flats, og det var bestemt en utryg og langt fra overbevisende oplevelse. Efterfølgende fyldtes jeg med taknemmelighed over at komme fra Grundtvigs land.

En absurd verden, hvor man godt kan blive lidt småirriteret, men så er der salater, som fjerner problemet!
 

Biko

Varme er ikke nogen mangelvare i bilen på vej gennem det frodige og stærkt kuperede landskab i Eastern Cape. På vej væk fra kysten op mod King Williams Town. Vi har taget den billige løsning og lejet en bil, og den kom uden aircondition. Temperaturen når de fyrre grader, og det er hip som hap, om vinduerne er oppe eller nede. Ulideligheden fra varmens trængsler kræver handling, og den kommer i form af isposer på hovedet. Det er en god og billig løsning på den næsten fire hundrede

kilometer køretur fra Addo Elefant-nationalparken ad overraskende gode veje op til den noget afsides liggende King Williams Town. I det hele taget er landets vejnet af rigtig god beskaffenhed og trafikken minimal udenfor de store byområder. Målet for denne del af rejsen var vigtig. Vi ville aflægge et besøg på det sidste hvilested for den legendariske sorte borgerrettighedsforkæmper, Steve Biko. Han er en af min ungdoms store idealer. Bantu Stephen Biko.

Bantu Stephen Biko ligger begravet ved Buffalo-floden i King Williams Town. Bantu er Xhosa-sprog og en hædersbevisning givet til de få. Det betyder: ”Store sorte broder"

Hans dage på jord sluttede brat i 1977, og det virker stærkt og gjorde indtryk, da jeg ved selvsyn kan aflæse hans berømte ord: ”Its better to die for an idea that will live, than to live for an idea that will die” på gravstenen på hans beskedne sidste hvilested på Ginsberg-kirkegården i udkanten af King Williams Town ved den luddovne Buffalo-flod. Byen som sådan er ikke en tiltrækningsmagnet, men den er interessant at gøre iagttagelser i af den gode grund, at den er, hvad sydafrikanerne kalder for en sort by. Det skal vist forstås således, at her bor de sorte ikke kun i townships, men også i selve bykernen. Bymiljøet slår en anden rytme i King Williams Town, en endnu mere afslappende og tilbagelænet atmosfære præger livet sammenlignet med andre større sydafrikanske byer. Og man kan bevæge sig i gademiljøet uden at frygte for overfald og røverier. I nærliggende Alice er Fort Hare University beliggende. Under apartheidregimet landets eneste universitet for sorte afrikanere. Nu om dage bare et universitet for alle. Men jeg følte historiens vingesus ved vandringen rundt på den smukke campus, for det var jo lige her Mandela, Tambo og alle de andre betydningsfulde ANC-frontkæmpere studerede og skabte deres politiske bevidsthed.
 

De mange townships i Cape Town er beliggende øst for Taffelbjerget i et område kaldet Cape Flats. På trods af landets rigdom - Sydafrikas økonomi udgør 40% af det samlede afrikanske kontinents - lever 80% af landets indbyggere i grotesk fattigdom
 

Rose Lodge

Bokaap. Cape Town. I hjertet af den store by. Med stor historisk betydning. Her bosatte malayerne sig, da de - hundredvis af år tilbage - blev sejlet til Cape Town som billig arbejdskraft af hollandske koloniherrer. Bydelen er nu om dage folkelig og farvestrålende i kraft af, at hele regnbuepaletten af muligheder er anvendt til at male de små huse. Stejle gader og gyder og stadig primært beboet af malayere. Fem moskeer er spredt ud over det lille område. Den ene klods op og ned ad mit hjem i Sydafrika. Rose Lodge på Rose Street 28. Hver morgen kl. 05:20 bliver jeg vækket af kald til morgenbøn. Den første morgen faldt jeg ud af sengen i bar forskrækkelse, senere bliver det et hyggeligt ritual, som jeg glæder mig til, når jeg går i seng. Rose Lodge. Hos Bruce, Coco og Teddy. Bruce er værten, født og opvokset i Canada, levede sit arbejdsliv i Tyskland, men har nu realiseret livsdrømmen som vært på et lille, ultrahyggeligt guesthouse i hjertet af Cape Town. ”Solen førte mig hertil, jeg kunne ikke længere med det tyske vejrlig” fortæller den hjælpsomme vært, mens han serverer verdens bedste frugtsalat til morgenmåltidet på den lille patio med udsigt til byen og Atlanterhavet. Coco og Teddy er hans to søde hunde og stedets sikkerhedsbrigade. Vi er bogstaveligt talt bag lås og slå. Ved indchekningen bliver udleveret et større nøglebundt til brug for porte, metaldøre, mellemdøre og værelsesdøren. Sådan er Cape Town også. Den ene gade beskrives som sikker, alt imens nabogaden er fyldt med kriminalitet og bør undgås for enhver pris. Jeg tror ikke, jeg rigtig forstod denne virkelighed, men personligt rendte vi ikke ind i problemer.
 

Sydafrikanske Patience, som driver frisørsalon i en container i megatownshippen Khayalitsha i Cape Flats, sammen med mit rejsebekendstskab fra Rose Lodge, Arie van den Boogaart fra Amsterdam.
 

Container forretning

I Cape Flats townshippen Khayalitsha med over to millioner indbyggere, hvoraf et par hundrede tusinde er hjemløse, kan man blive klippet og få ordnet hår i en container. Patience er en sort kvinde med mod på livet. En stor kvinde, et livsstykke, hvor hjertet ser ud til at være af guld. Meget talende og let til latter. Hun besidder denne fascinerende ”streetsmartness” og udretter gode gerninger imod alle odds. Hun er ikke uddannet frisør, men hun klipper og sætter hår i sin container-frisørsalon i byens største township. Hvad gør man når huslejen er dyr? Man lejer en container og indretter den smart, og forretningen kører. Hun siger selv, at hun tjener rimeligt og nok til også at sende penge hjem til familien på landet, samt til at betale løn til to ansatte. Den helt store kvindetur for håret koster 100 Rand, en svimlende sum for mennesker, som ikke har ret meget disponibel indkomst. ”Fattige er også forfængelige” ifølge Patience. Også her spiller sikkerheden en væsentlig rolle. Når man ankommer til frisørsalonen mødes man af en fængselslignende gitterport, som er låst indefra. Herefter bliver folk set an, førend porten låses op og kunden kan komme ind. Der kan dog stadig opstå problemer med kunder vel inde i salonen, og til at løse sådanne sager har Patience altid en skarpladt pistol liggende klar i sin skuffe til sakse og andet udstyr.

Pingvinkolonien ved Simonstown på den sydlige del af Kaphalvøen har overlevet den kraftige urbanisering.
 

Moderbyen

Cape Town - Kap det Gode Håb, t/r. På cykel. En oplevelsesmættende dagstur på 140 km. Fra Bookaap trilles ned igennem midtbyen - kaldet Citybowl - og videre langs Atlanterhavskysten. Forbi tillukkede velhaverkvarterer som Sea Point og Camps Bay, hvor imponerende palæer pryder bjergsiden og lige så imponerende og

Kystvejen langs den vestlige del af Kaphalvøen byder på spektakulære udsigter på vej sydover ned til Kap det Gode Håb.
 

indbydende strande tager sig af udsmykningen på vandsiden. Klatreturen - syv kilometer - op til Chapmans Peak, hvorfra udfolder sig en spektakulær udsigt til Atlanten og Kaphalvøens forrevne klippebjerge. Nedturen langs kysten er ikke mindre dramatisk. Det er smukt. Vi lander på den brede, hvide sandstrand - ren bounty stuff - i Kommetjie. Længere fremme skal betales entre ved indkørslen til Kaphalvøens sydspids, der er udlagt som nationalpark. På turen fremover til Kap det Gode Håb ser vi bavianer og antiloper. Turen ud er hård og tærer på kondien grundet ”Kapdoktoren”. Et lokalt vejrfænomen i form af en vind fra syd af stormstyrke tilsat en ekstra dimension: kastevinde. Vi overlever, og vel fremme restituerer vi under den bagende sol på en fredsommelig klippeafsats med frit udsyn stik syd over det endeløse hav. Naturen er stor her: det store blå himmellegeme, havets brusen. Vi ser sæler boltre sig nede i havet og havfuglene udfordrer ”Kapdoktorens” luner. Løsrivelsen er vanskelig. På hjemturen stopper vi for en svømmer i False Bay ved Buffels Beach, og alt imens vi forsøger at efterligne sælerne, bliver vore cykler nysgerrigt inspiceret af en flok bavianer, dog uden at deres pilfingeri forhindrer vore maskiner i at bringe os videre.

Lige før Simonstown må vi af cyklerne igen og kigge på ”Jackass”-pingvinerne. I Kalk Bay ser vi på moderne afrikansk kunst i de mange gallerier, før vi spiser tidlig aftensmad ”Hos Carla” på York Street i Muizenberg ved endnu en indbydende sandstrand. Vi sætter de tidligere omtalte tigerrejer til livs og nyder Carlas inciterende selskab. Senere vender vi tilbage for en omgang muslinger i Carlas hemmelige suppe, topkræs som bestemt er en omvej værd! Så er det tid til at få snotten ned over styret og tonse de sidste 25 km. hjemover gennem de mange anonyme forstæder, rundt om Taffelbjerget og ned til Rose Lodge og Bruces formaninger om, hvor dumdristigt det er, at færdes ude efter mørkets frembrud. Herefter er det skønt at smide benene op ude på patioen, tænde piben, nyde kaffen i den lune aften og glæde sig til nattens søvn i den vidundelige seng og morgendagens oplevelser i det nye Sydafrika.

 

 

 

Faktabox

Fakta om Sydafrika Flypris Jeg betalte 7050,- for en returbillet fra København via Frankfurt til Cape Town med South African Airways, som medbringer cykel uden beregning. Men det kan gøres billigere, bl.a. med Virgin Atlantic via London og billigst med Turkish Airlines via Istanbul. Overnatning I Cape Town er Rose Lodge et ”must”, et lækkert ”guesthouse”, enestående beliggenhed, smukt indrettede værelser med moderne afrikansk kunst på væggene, vidunderlig morgenmad inkluderet i prisen til ca. 300 kr. per nat. Booking nødvendig, da der kun er tre værelser. (www.rosestreet28.com). Ude i landet er der mange ”B&B” af høj kvalitet til ca. 200 kr. per nat inkl. morgenmad. Transport Cykel kan anbefales, og omend der ikke findes særlig mange cykelstier, udviser bilister hensyn. Billeje er billig, fra lige under 200 kr. per dag inkl. forsikring. Mad Uovertruffent. Råvarerne er friske og tilberedningen hensynsfuld. Overalt findes gode spisesteder. Et solidt aftensmåltid kan købes for 40 - 50 kr. Ti kr. mere i Cape Town. Grøntsager, fisk og skaldyr er i verdensklasse. Telefon Lej en telefon i lufthavnen ved ankomst, den er nyttig til at reservere overnatning m.m. Kostede 300 kr. for tre uger inkl. opkald. Sikkerhed Der skal passes på overalt, men mest i byerne (så er det heller ikke værre!). Læs de gode råd om sikkerhed ved at rejse i Sydafrika på udenrigsministeriets hjemmeside inden afgang.
 
 
Share this