Korea og Japan april-maj 2012


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2012

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Korea og Japan april-maj 2012

Tekst og foto: Per Allan Jensen

 

 

Sendt d. 6. april 2012 fra Seoul

Min rejse startede ikke alt for godt. Først måtte jeg lide den tort at indkassere en 'afgift' på 750 kr i metroen til lufthavnen, fordi jeg var kommet til at bruge et tozoners-kort i stedet for et trezoners. Og da jeg kom til Seoul var det regn og blæst og en temperatur på 2-3 grader. Det skal dog henregnes til positivsiden, at jeg i mellemtiden havde haft en af de nemmeste og hurtigste fjernrejser nogensinde (1½ time til Helsinki, 1½ times transittid og 8 timers flyvning til Seoul). Det gik faktisk så hurtigt, at jeg dårligt nåede at formulere tanken om jetlag, men det skal jeg da lige love for er sket efterfølgende, man ændrer ikke ustraffet sin døgnrytme med 7 timer.

Det lykkedes mig ret hurtigt at finde frem til mit hostel, om end ikke hurtigt nok til at undgå at blive gennemblødt. Stor var derfor glæden ved at invadere mit lille billige værelse (175 kr. inkl. morgenmad og Internet samt fri adgang til kaffe og drikkevand), hvor der var den dejligste gulvvarme (noget der er en lang tradition for her til lands). Atter tør og varm begav jeg mig ud i byen, blot for at konstatere, at regnen i mellemtiden var blevet til en væmmelig våd og kold tøsne. Det var godt nok ikke lige det jeg havde forestillet mig i april på en destination, der deler breddegrad med Sicilien! Det vejrmæssige har heldigvis siden ændret sig til det bedre, med tørvejr (mest solskin faktisk) og dagtemperaturer på 5-12 grader, og det kan jo egentlig godt gå an til city-sightseeing, selv om jeg nu ville have sat pris på en halv snes grader mere.

Seoul er en kæmpeby med over 10 millioner indbyggere, beliggende i verdens næststørste sammenhængende byområde (det største vender vi tilbage til om en måneds tid). Det kan godt slide en del på skosålerne, hvis man - som jeg - synes at storbyer skal opleves til fods, og ind i mellem bliver det da også nødvendigt at gå lidt på kompromis. Og så er det jo herligt, at de har et megastort og yderst velfungerende metrosystem, der tilmed er uhørt billigt at bruge (typisk 5-6 kr. pr. tur). Og så har de et såkaldt T-kort, lidt ligesom det trafikkort vi er ved at introducere derhjemme (giver oven i købet 10% rabat), yderst behageligt for en turist, der så ikke behøver at bekymre sig om billetpriser, men bare kan 'tanke op' i en automat en gang i mellem (og få et evt. overskud refunderet til sidst).

Prisniveauet er i øvrigt ret lavt for et veludviklet land. De for mig nødvendige stimulanser øl og kaffe koster godt nok 50-75% af prisen i DK, men andre væsentlige fornødenheder som overnatning, entreer, mad og transport er langt billigere, ofte under halvdelen af de hjemlige priser.

Et af Seouls mange smukke templer

Byen er yderst velfungerende og pinligt ren (f.eks. er der offentlige toiletter i massevis, gratis og yderst propre, det kunne vi lære noget af i DK) med en sjov blanding af skyskrabere og traditionelle huse, den minder mig faktisk på mange måder om Hong Kong. I øvrigt også på den gastronomiske front, hvor vi befinder os i en slags blanding mellem det kinesiske og det japanske køkken (og det er jo i grunden også ret naturligt). Der er dog visse udfordringer, hvis man vil prøve at spise lokalt. En ting er, at de spiser med pinde, det vænner jeg mig hurtigt til (og så har det en gavnlig effekt på min spisehastighed). Det er straks værre, at man på 75% af spisestederne sidder på gulvet (a la Japan), og det kan jeg bare slet ikke finde ud af. Cirka 75% af stederne har de ikke engelske oversættelser på menukortet (dvs. man risikerer at få f.eks. blodsuppe eller kogt grisemave, hvis man spiller 'gastronomisk russisk roulette'), og halvdelen af stederne ryger de som skorstene. For de der har blot et elementært kendskab til sandsynlighedsregning vil det herefter stå klart, at der kun er godt 3% af spisestederne tilbage, hvis man vil undgå de nævnte ulemper, men der er godt nok også mange at tage af, så de findes, og de serverer glimrende mad. Og selv på de enkleste og billigste steder er det æstetiske i højsædet, så jeg simpelthen bare må fotografere alle mine måltider, før jeg kaster mig over dem.

Fisk og skaldyr er en populær spise i Sydkorea

A propos det æstetiske, så er her en forfærdelig masse kønne piger. Nå ja, de kvindelige former er det måske lidt småt med, men kønne ansigter har de i hvert fald. Som i øvrigt det meste af tiden er begravet i små telefoner eller computere, på det punkt står det faktisk endnu værre til end derhjemme.

Og så har jeg naturligvis set nogle af de ting man 'skal se'. Udsigten fra et højt tårn, et fantastisk fiskemarked (seafood rangerer højt her, og hurra for det), nogle gamle templer (som dog slet ikke står mål med hvad jeg har set i f.eks. Kina, Thailand, Laos og Cambodia), en masse skyskrabere - og en hulens masse koreanere, der i øvrigt er særdeles flinke og hjælpsomme, selv om de flestes engelskkundskaber er yderst ringe. Sikkerheden vurderer jeg som særdeles høj (hvis der da ikke udbryder raketkrig med Nordkorea), og jeg bevæger mig frejdigt rundt i selv de smalleste gyder på alle tider af døgnet. Koreanerne er jo heller ikke specielt skræmmende at se på, selv om nogle af dem vel kan taek-wondo og den slags beskidte tricks.

Jeg har også været en tur oppe ved DMZ, den fire kilometer brede demilitariserede zone, der adskiller den 'civiliserede verden' fra verdens mest lukkede land Nordkorea. En noget turistet oplevelse med massevis af store busser (det er åbenbart landets turistseværdighed nummer et), men alligevel gav det da en vis fornemmelse af denne vanvittige reminiscens fra den kolde krigs tid. En noget speciel oplevelse var det at bevæge sig rundt 70 meter nede under jorden i en af de adskillige tunneller, som nordkoreanerne byggede for 30-40 år siden med henblik på en invasion og påfølgende 'befrielse' af den sydlige del af landet fra det kapitalistiske åg. Det kan virke en smule komisk i dag, men den gang var det jo blodig alvor.

Seoul's skyline set fra den sydlige bydel

I formiddags lejede jeg en cykel i tre timer og kørte en tur langs den store Han-river, der deler byen i to (der er dog ikke mange seværdigheder i den sydlige del, som mest består af kontorbygninger og dyre boliger). Det blev en noget barsk omgang, uden læ og med hård vind og temperaturer på 4-5 grader. Jeg skulle vist have medbragt hue, handsker, uldent undertøj og gummistøvler i stedet for badebukser, solhat, sandaler og dykkercertifikat. Jeg krydser fingre for, at dette ikke ender med en forkølelse. Og de blomstrende kirsebærtræer lader naturligt nok vente på sig. Der er dog bedring i vente, for ifølge vejrudsigten skulle det blive op til 10-12 grader i weekenden og helt op til 16 grader hen i næste uge (hvor der dog så også lige skal nå at falde 40-50 millimeter regn tirsdag).

Her til aften har jeg så markeret min snarlige afsked med Seoul med et besøg på, hvad der skulle være en af byens absolut bedste restauranter mht. traditionel koreansk mad. Og frem for de evindelige gætterier, så skulle jeg bare tage stilling til, hvilken af de to menuer jeg ønskede, den med 20 eller den med 25 retter. Godt jeg valgte den 'lille', for jeg kunne nærmest ikke rokke med ørerne bagefter. I øvrigt en lidt ejendommelig oplevelse, hvor man virkelig må sige, at det gastronomiske var i højsædet. Ved min ankomst blev jeg vist ind i et lille - minimalistisk indrettet - værelse, hvor jeg fik lov til at indtage min mad i ensom majestæt. Jeg spekulerede efterfølgende på, om de altid gør sådan, eller om det var på grund af min påklædning (der på ingen måde var ussel, men jo heller ikke ligefrem festtøj (løbesko og trekkingbukser)). Men bortset fra det, så var det noget af det mest sublime jeg længe har oplevet på madfronten. Hver af de mange små retter havde sin egen helt distinkte smag, og intet var stærkt eller overkrydret. Supper, salater, dybstegte rejer, kød i lækre saucer, kunstfærdigt udskårne grøntsager, tang, nudler og jeg ved ikke hvad - og til sidst et flot jordbær og en lille lækker kage. Og så skulle man jo tro, at det kostede en bondegård, men nej, 330 kr. inkl. to øl, det er da rørende.

I morgen tidlig tager jeg så med toget ned sydpå til den 'lille' by Mokpo (1/4 million indbyggere), hvor jeg skal være de næste to dage. I øvrigt de eneste to overnatninger, der ikke er arrangeret på forhånd (der var ingen hoteller med internetadgang).

 

 

 

 

Sendt d. 13. april 2012 fra Busan

Så er der atter nyt fra det fjerne Østen, og da ingen har tilkendegivet, at den sidste mail var for lang (tværtimod), så bliver denne her nok mindst lige så lang. Lad mig lægge ud med tre gode nyheder, nemlig at mit jetlag er overvundet, at jeg ikke blev forkølet trods Seouls polarklima og at jeg fik opfyldt mit ønske om en temperaturforøgelse på en halv snes grader, faktisk har dagtemperaturerne ikke været under 12 grader siden.

Så kom foråret til Mokpo

Jeg tog fra Seoul til Mokpo nede sydpå med det bekvemme og superhurtige KTX-tog, der kortvarigt var oppe og tangere 300 km/t. Mopko er en ganske livlig havneby, hvor der virkelig var gang i den lørdag aften. Midt i byen ligger der en bjergryg på godt et par hundrede meters højde, som man kan bestige via et stort antal kedelige og velfriserede stier. Jeg syntes der var mere sport i at gøre det ad 'bagvejen', hvilket indebar noget klippeklatring samt forcering af en del buske, så fik jeg da lidt motion og spænding den dag. Weekenden i Mokpo var præget af helt fantastisk vejr, og søndag målte jeg 25 grader i skyggen. Det var på det tidspunkt, at jeg gik ind i en 'Family Mart' (lokal konkurrent til 7-11) og købte to kolde øl og fandt et sted på stranden, hvor jeg kunne sidde et par timer og studere indersiden af mine øjenlåg, en disciplin jeg er ved at perfektionere.

Som alternativ til den megen seafood fandt jeg et sted, hvor de serverede det møreste marinerede oksekød, som man selv tilbereder over en lille grill nedsænket i bordet, mums. Jeg har prøvet det flere gange siden og bl.a. fundet ud af, at den medfølgende snes halve hvidløg med fordel kan komme med en tur på grillen frem for at spises rå, som jeg gjorde den første gang, godt jeg havde mit eget hotelværelse og ikke skulle dele sovesal med andre. For øvrigt et stort luksusværelse med havudsigt og eget Internet for 225 kroner, en rekord der dog senere skulle blive overgået.

Fra Mopko gik turen med færge 4-5 timer ned til øen Jeju-do (cirka på størrelse med Bornholm), der promoveres som et subtropisk ferieparadis a la Hawai. Og nu følger så nogle af de knap så gode nyheder. Første morgen jeg vågnede i 'ferieparadiset' stod regnen ned i stænger, og det endte med at der faldt over 50 millimeter det næste døgn. Jeg spurgte hostel-manageren, hvad han ville foreslå at lave på sådan en dag, og jo da, bare tag bussen ud til 'Jungmun Complex', der er masser at lave. Hrmf... Et teddybjørns-museum, en chokoladeudstilling, et 'Ripleys believe it or not', et 'Sound Museum' (med et par hundrede gamle grammofoner) og et antal pizza- og burger-barer, alt placeret i passende afstand fra hinanden langs nogle dødssyge boulevarder, hvor der blæste en halv pelikan og regnen til stadighed fossede ned. Det var den dag jeg fandt ud af endnu et par mangler i min bagage, nemlig dels en paraply (fik jeg dog hurtigt indkøbt) og dels en hårtørrer, så jeg kunne få tørret alt det våde tøj (det lykkedes mig dog heldigvis at låne en).

 Et typiske sydkoreansk måltid

En af øens gastronomiske specialiteter (ud over rå fisk, der er urimeligt dyrt) er 'sorte svin', det mest superlækre svinekød, der også grilles ved bordet. Fik i øvrigt også en fantastisk fiskesuppe, dette er jo ved at udvikle sig til den rene madfestival. Jeg får nok et chok når jeg kommer til Japan, for her til lands er det svært at komme af med mere end 40-60 kr. for et måltid mad (og 15-25 kr. for en øl - og vand er gratis, altid).

Der knytter sig i øvrigt en rekord til mine tre overnatninger på sydsiden af øen. For 100 kr. pr. nat fik jeg et nydeligt lille værelse med den største og mest vidunderlige seng (og dyne), jeg nogensinde mindes at have oplevet (kan man få 'søvnoverskud'?), og så var der tilmed fri adgang til drikkevand, kaffe og Internet (samt den lækreste tagterrasse).

Dagen efter 'syndfloden' fandt jeg, med noget besvær, et sted, hvor man kunne leje en scooter, blot for at konstatere, at de forlangte et internationalt kørekort (hvilket jeg oven i købet har, jeg kunne bare ikke lige finde det, da jeg skulle pakke). Så mine udflugter måtte desværre baseres på de noget mere besværlige busser, men alligevel lykkedes det mig da at få besøgt to af øens tre Unesco-sites, nemlig dels en besynderlig halvø, der i sin tid blev dannet pga. undersøiske vulkanudbrud, og dels et langt underjordisk lavarør, som man kunne gå flere kilometer ind i. Mest erindringsværdig ved sidstnævnte var dog gåturen fra busstoppestedet, langs knaldgule rapsmarker, og så er de første kirsebærtræer minsandten sprunget i blomst nu, sikke dog en farvesymfoni.

'De fiskende bedstemødre' på øen Jeju-do

Og så fik jeg lige en demonstration af, hvor solidt mit kamera er. Under en spurt for at nå bussen hoppede det ud af ituiet og tog en større kolbøttetur hen ad asfalten, uden anden skade end et par skrammer i lakken. Utroligt.

En lille times flyvning, og vupti var jeg tilbage på fastlandet (i øvrigt betydeligt billigere end den 12 timer lange sejltur). Nærmere bestemt i Busan, der med sine 3½ million indbyggere er landets næststørste by. Jeg startede med at besøge akvariet, der skulle være Asiens største, imponerende! Dernæst besøgte jeg intet mindre end verdens største indkøbscenter (en halv million kvadratmeter). Nu er mit shoppinggen jo ikke så stort, så det ville hurtigt være overstået, hvis ikke det var fordi centret (ud over en stor skøjtebane og en halv snes luksusrestauranter) også kunne byde på Asiens største indendørs badeanlæg, hvor det var en sand vederkvægelse at bevæge sig rundt mellem bruse- og spabade, saunaer og dampbade samt alskens eksotiske tilbud om forkælelse af kroppen. Jeg nærmest svævede bagefter, da jeg tog elevatoren et par etager ned til den lokale metrostation (det er jo næsten som i Magasin). En metrobillet koster 6 kr. (7, hvis man skal meget langt), og for en dagsbillet til hele systemet må man af med 20 kr.

For første gang på turen har jeg ikke eget værelse, men bor på en lille firesengsværelse med to køjesenge. Jeg må jo i gang med at vænne mig til det, for i Japan er det lige lovlig dyrt at have sit eget værelse, men det kræver godt nok lige lidt øvelse. En ting er det med 'intimsfæren', men værre er det næsten, at der er så lidt (stort set ingen) plads til at lægge / hænge ting fra sig. Nå skidt, jeg tager det som en logistisk udfordring, og så er der jo også fordele ved det, så som bedre mulighed for at komme i kontakt med andre.

 

 

 

Sendt d. 18. april 2012 fra Nagasaki

Så fik jeg land nr. 111 på mit rejse-CV, men herom senere, først skal vi lige være færdige med Sydkorea, hvor jeg tilbragte den skønneste weekend i Busan, som jeg faktisk - set i bakspejlet - vil foretrække frem for Seoul. Den er knap så gigantisk stor (kun megastor), den er livlig, har masser af seværdigheder og den herligste beliggenhed ved kysten, hvortil kommer et stort antal dejlige parker, de fleste stærkt kuperede (faktisk helt op til over 800 meters højde). Og i betragtning af det overdådige vejr med sol og temperaturer over 20 grader, så valgte jeg at tilbringe en god del af weekendens lyse timer med lange vandreture i parkerne, omgivet af alskens blomstrende planter og buske. Samt et stort antal lokale, der alle lignede en mellemting mellem astronauter, kirurger og wannabe-Everestebestigere. For mig var det skønne forårsvejr en kærkommen lejlighed til at optimere kontakten mellem min hud og de milde vinde og lune solstråler, hvilket betød korte bukser og ærmeløs T-shirt. Men for en koreaner er "a walk in the park" et seriøst foretagende og en kærkommen lejlighed til at fremvise al sit hightech-grej, så de fleste var iført solide tøvler, vandrestave, kropsnære lange bukser, hvide handsker, aerodynamisk rygsæk. goretexjakke, kasket med skygge mod solen, store briller mod vinden samt bind for næse og mund. Og sådan er vi jo så forskellige.

På vandretur i Busan

Jeg vil specielt huske Sydkorea for tre ting. Først og fremmest den herlige mad, serveret med (metal-) pinde og (evt.) en ske, men aldrig en kniv (sådan er det i øvrigt mange steder i Asien). Eventuelt en stor saks, hvis der er behov for at dele noget (som f.eks. et stykke kød). Faktisk første gang jeg har prøvet at klippe en bøf i stykker. Jeg vil også huske landet for det særdeles attraktive forhold mellem pris og kvalitet. "You get what you pay for" er en gylden regel, men her føles det ofte som om man får betydeligt mere end man betaler for. Og endelig vil jeg huske Sydkorea som det af mine 111 lande, hvor jeg har været mest "lost in translation", det er faktisk sværere at begå sig der end i Kina. Jeg var ved at gå i panik mandag morgen på vej til Japan-færgen, da jeg skulle skifte tog på en metrostation og pludselig for vild. Jeg stillede 5-6 mennesker spørgsmålet "line 2?", men der var ikke en eneste, der fattede en brik af denne komplicerede sætning.

Et delikat måltid i Nagasaki

Turen til Japan foregik nemt og hurtigt (tre timer) med en lille fiks hydrofoil-færge (forsynet med rigelige mængder af TV-skærme, så man kunne se comedy-shows i stedet for at kigge ud af panoramaruderne), og efter de hurtigt overståede ankomstformaliteter skulle der snart vise sig en række markante forskelle på de to lande. Den første gik brat op for mig, da jeg skulle over gaden: De har venstrekørsel! Den næste - og nok så væsentlige - forskel er, at i Japan er der masser af mennesker, der kan engelsk, og her taler jeg ikke kun om folk med højere uddannelser, men også f.eks. buschauffører, butikspersonale og hotelansatte. Den tredje forskel opdagede jeg på mit hostel, nemlig at de bruger andre el-stik (faktisk de samme som i Mellemamerika). Og så er der lige det med priserne, der har fået et ordentligt hak opad, men det var jeg jo forberedt på. Det gælder specielt for restaurant-mad, hvilket der dog er råd for, idet de talrige døgnkiosker sælger de lækreste "madpakker" med spændende og varieret mad for 30-40 kroner, og suppleret med en øl eller vand har man en glimrende og billig frokost til indtagelse på en bænk i parken. Dertil kommer, at de har et fantastisk udvalg af råvarer i de delikate butikker, så man kan købe ind og kokkerere lidt "derhjemme". En af fordelene ved hostels frem for hoteller er jo, at der er adgang til køkken og køleskab.

Aftenstemning i Nagasaki

Mit første stop blev Nagasaki, hvilket skulle vise sig at være et godt valg. Byen har en overskuelig størrelse (godt 400.000 indbyggere) og er hyggelig og nem at finde rundt i. Desuden minder den om Busan derved, at den ligger ud til vandet og er omgivet af grønne bjerge, men hermed hører ligheden også op, for i Nagasaki er tempoet roligt og afslappet, og det er en fredfyldt oplevelse at gå rundt i gaderne og se på de mange butikker og gamle templer. Dvs. det er kun i den ene ende af byen, at der er gamle templer, for i den anden ende blev alt jo destrueret d. 9. august 1945, da USA kastede atombombe nummer to i håb om dermed at få en snarlig afslutning på anden verdenskrig. Selvfølgelig tilbragte jeg en halv dag med at besøge diverse parker, museer og mindesmærker for denne grufulde hændelse, og selvfølgelig var det med en konstant klump i halsen og tårer i øjenkrogene, at jeg gik rundt og læste om denne hændelse og dens frygtelige konsekvenser.

Og ellers har jeg set templer, parker, bjergtoppe, havnepromenader og indkøbsarkader - samt siddet på bænke i solen med kølige pilsnere og yderligere raffineret min teknik til studier af øjenlågs indersider.

Det er mig egentlig lidt af en gåde, at disse høflige og ydmyge væsener kan være efterkommere af samurai-krigere, kamikase-piloter og generationer af blodige aggressorer, der gennem århundreder på frygteligste vis har hærget og undertrykt store dele af Asiens befolkninger. Men tiderne skifter - og det gør vejret også, og efter en uges sommervejr ser det desværre ud til, at der lurer et nyt regnvejr i horisonten. Denne gang er der så forhåbentlig mulighed for mere interessante indendørs beskæftigelser end "Jungmun Complex".

 

 

 

Sendt d. 23. april 2012 fra Hiroshima

Fra lille hyggelige Nagasaki gik turen videre til den 3-4 gange så store og yderst hektiske - men for de fleste formentlig ukendte - Fukuoka. Ifølge min guidebog skulle denne især være kendt for tre ting, nemlig dels et populært baseballhold, dels en suppe med nogle specielle nudler og endelig landets smukkeste kvinder. Få ting interesserer mig mindre end baseball, men suppen var yderst delikat, selv om det falder mig lidt svært at smage forskel på alle de nudler man ustandseligt bliver præsenteret for. Og kvinderne... ja for pokker! At gå rundt i Fukuokas gader var lidt som at overvære en catwalk på et modeshow. De ser ikke bare forbandet godt ud, de klæder sig også helt vildt raffineret. Men de er godt nok nogle kolde skiderikker, ikke så meget som det mindste lille smil har jeg kunnet få ud af en eneste af dem. Om det så skyldes 60-års-effekten eller det bare er fordi al deres koncentration går med at holde balancen på de tårnhøje plateausko (samtidig med at de betjener deres små lyserøde telefoner), det er jo svært at sige, men faktum er i hvert fald, at sidstnævnte giver anledning til nogle "gakkede gangarter" i særklasse.

Store dele af byen består af shoppingmalls (mange af dem underjordiske), der får Fields til at minde om Brugsen i Sdr. Omme. For ikke at tale om det specielle shoppingcenter, der specialiserer sig i elektrisk udstyr, og hvor samtlige filialer af El-Giganten mageligt kunne placeres på den øverste af de fem etager.

Cykling er ved at blive populært i Japan

Man kan hurtigt blive lidt træt i fødderne af at vandre rundt i disse store byer, og det kom derfor som sendt fra himlen, da jeg faldt over et sted, hvor man kunne få fodmassage. Det er ikke billigere end derhjemme, men det var godt nok en skøn oplevelse. En anden måde at skåne fødderne på er at cykle, hvilket faktisk er ganske nemt her. Dels kan man låne/ leje cykler på alle hostels, og dels slipper man for at kaste sig ud i trafikken, for her til lands foregår al cykling på fortovene, som er ret brede og som regel forsynet med en gul stribe til adskillelse af cyklister og fodgængere (hvilket i dog tages ret afslappet). Jeg tror slet ikke cyklister optræder i færdselsloven her, men opfattes som en slags specielle fodgængere, så man kan bare sno sig ind og ud alle steder, uden at nogen tager det mindste anstød af det. Men i øvrigt, selv hvis man skulle køre på gaden, så ville jeg ikke en gang være specielt nervøs ved det, for sjældent har jeg oplevet så opmærksomme og hensynsfulde bilister.

Videre til Hiroshima med "Shinkansen", det superhurtige tog, der forbinder de fleste større byer op gennem landet og grundigt overflødiggør enhver tanke om indenrigsflyvning. En time og ti minutter tog turen, der vel var på godt 200 kilometer. Dertil kommer komfortable brede sæder og masser af benplads samt en kørsel, der nærmest føles som om man flyver. Det koster så også derefter, f.eks. 650 kr. for den nævnte strækning, men nu har jeg jo mit "JR-pass" (gældende for 7 dage, pris 2.300 kr.), som giver fri og ubegrænset adgang til alle JR's tog, og det har jeg tænkt mig at udnytte til det yderste.

Hvert område af Japan har tilsyneladende sine egne kulinariske specialiteter, og i Hiroshima er en af dem "okonomiyaki", en slags pandekage-burger, der fremstilles på en stor varm plade, som man sidder langs med og spiser ved. Desuden østers, som det dog aldrig rigtig er lykkedes mig at se det fantastiske ved. Men selvfølgelig, "When in Rome...", så jeg fandt en lille hyggelig østersrestaurant, der bl.a. reklamerede med grillede østers i champagnesauce til 70 kroner for to. Jeg var godt sulten og tænkte, at jeg sagtens kunne spise for to, men ak... Ja, I har jo sikkert allerede gættet, hvad totallet stod for. Det endte så med, at jeg bestilte deres "flagskib" i form af hele fire østers tilberedt på hver sin måde, formedelst 130 kr. (plus 40 kr. for en færdigret hos 7-11, så jeg slap for at gå sulten i seng). Det er med østers som med sake, selvfølgelig skal det prøves, men en gang er nok for mig.

Mindesmærket for bombningen af Hiroshima

Det var også i Hiroshima, at jeg endelig fik verbal kontakt med lokalbefolkningen, endda i form af et par søde unge piger, der slog sig ned på "min" bænk i parken, hvor jeg sad og nød solen. Efter et stykke tid med hyggelig snak viste det sig, at de var repræsentanter for Jehovas Vidner og bare var ude på at frelse min sjæl. Suk.

Nå, men bortset fra østers og missionærer, så er der naturligvis også her i byen en smuk park med diverse monumenter og museer til minde om "deres" A-bombe, der blev bragt til sprængning tre dage tidligere end den i Nagasaki, men disse ting til trods ville det nok knibe med at få tre dage til at gå her, og så er det jo genialt, at jeg bare kan gå ned på stationen og vise mit togkort frem og tage på nogle ture ud i omegnen. F.eks. til Okayama, der har en 400 år gammel fæstning samt en have, der skulle være en af Japans tre smukkeste. Desværre uden blomstrende kirsebærtræer, for det gik med dem som med konen i "Sangen om Larsen", de blomstred' alt for hurtigt af. En anden dejlig dagsudflugt gik ud til den lille ø Miyajima med en smuk udsigt fra - og efterfølgende vandretur ned fra - det 535 meter høje bjerg Mt. Misen. Her står - lidt ude i vandet - en stor rød port, der skulle være et af Japans tre mest fotograferede motiver. Jeg var der endda præcis ved højvande, hvilket skulle sikre den helt optimale fotografiske effekt, men desværre var tingesten under renovering og forsynet med en masse grimme stilladser.

Shinkansen, det hurtige og præcise transportmiddel

Men det er jo bare små uheld og uhensigtsmæssigheder, og der ud over går alt som smurt, og intet kunne være lettere end at rejse rundt i Japan. Alt fungerer perfekt (næsten så perfekt, at det ind i mellem tangerer det kedelige) og alle er hjælpsomme og høflige (undtagen lige hvis man glemmer at tage sin sko af, når man kommer inden for, det er en af de få ting, der kan få dem til at hæve stemmen lidt). Vejret er fantastisk (sol og 18-20 grader den sidste uges tid), togene kører planmæssigt og hurtigt, det går nemt med at finde frem til mine forudbestilte overnatningssteder (der alle er propfyldte, så det var godt at jeg bestilte hjemmefra), der er varme i toiletsæderne (gad vide om de så også er afkølede om sommeren?) og al maden smager herligt - ja selv det med at bo på fællesrum går betydeligt bedre end frygtet, så min eneste lille bekymring er faktisk, at de har en irriterende tendens til at spille jazz alle steder, hvilket dog ikke er værre end at det som regel kan klares med et par ørepropper.

I morgen går turen videre til Kyoto (3 overnatninger) og til sidst bliver det så Tokyo (5 overnatninger), inden turen går tilbage til Danmark.

 

 

 

Sendt d. 27. april 2012 fra Tokyo

Nyt og gammelt mødes i Kyoto

Jeg ankom til Kyoto hen på formiddagen for tre dage siden og kastede mig omgående op på en cykel. Måtte godt nok tage til takke med en damemodel i pygmæstørrelse med cykelkurv og uden gear, men alligevel det perfekte hjælpemiddel til en dags intensiv sightseeing. Kyoto er større end København, og de fleste seværdigheder (dvs. templer) ligger ude i omegnen, hvilket udelukker at besøge dem til fods. Der er så ganske vist et udmærket net af busser og metroer, men de kører jo ikke hele tiden, og stationer / stoppesteder ligger som regel langt fra templerne. Så altså - cykel - genialt! Jeg nåede at køre 20-40 km. og se omkring en tredjedel af byens 17 Unesco-World-Heritage-steder (plus en del andre), før de lukkede for adgang - og jeg var totalt "tempelør".

Jeg benyttede aftenen til at gå ned og spise på en udmærket restaurant i stationsbygningen - samt gå rundt og studere denne helt vildt fascinerende bygning, der er så kæmpestor, at det er svært at beskrive (håber billederne hjælper). Og jeg tror altså ikke længere på, at stationen i Beijing er Asiens største. Og - a propos ekstreme størrelser - så kunne jeg fra toget beundre synet af verdens længste hængebro (var det for øvrigt ikke den, der lige netop overhalede Storebæltsbroen?).

Dagen efter tog jeg toget ud til Nara, Japans gamle hovedstad. Her er der "kun" syv Unesco-sites (er det tre vi har i DK?), som jeg fik set de fleste af, her i blandt verdens største træbygning. Og næste dag gik jeg helt amok, lidt a la en amerikaner, der har besluttet at se hele Skandinavien på en weekend. Først ned til Himeji, der er hjemsted for Japans mest imponerende "castle" (slot, borg, fæstning, jeg synes ikke rigtigt nogle af de danske ord rammer ordentligt). Den var gudhjælpemig også under renovering og derfor pakket grundigt ind, men ud fra den smule man kunne se var den godt nok imponerende.

Spillelidenskaben er stor i Japan

På tilbagevejen stod jeg af i Kobe, fordi jeg havde fået den idé, at jeg lige skulle nå at have Kobe-bøf til frokost, men det gik desværre helt galt med logistikken, da jeg ville prøve at finde en bestemt restaurant, der skulle være til at overkomme rent økonomisk. Disse store byer har typisk 2-3 "hovedbanegårde", og hvilken man ender på afhænger af, hvilken rute man kører på (der kan være op til flere parallelle ruter mellem byerne). Og her er min LP-guide (heller) ikke til meget hjælp, den er faktisk ret ubrugelig efter at de har underkastet den en større "fornyelse", således at kedelige detaljer som ordentlige bykort og finde-vej-vejledninger har måttet vige pladsen for tværgående temaer og farvestrålende billeder. Suk. Da jeg stod med mit lille gnidrede bykort og havde fået en håndfuld lokale til at engagere sig i problemet gik det pludselig op for mig, at jeg slet ikke var der hvor jeg troede. Faktisk lidt som at gå og lede efter Rundetårn efter at være stået af toget i Høje Tåstrup.

I stedet gik jeg så ind et tilfældigt sted og fik den meste fortræffelige sushi, hvortil jeg gav den der sake endnu en chance, og faktisk må jeg indrømme, at den smagte noget bedre end første gang. Man kan vænne sig til meget.

Videre tilbage mod Kyoto stod jeg af i Osaka, hvilket ikke var nogen god ide. Efter en halv time var jeg fuldstændig rundtosset og havde ikke alene mistet fornemmelsen af verdenshjørnerne, men også af, om jeg var over, under eller på gadeplan. I de større japanske byer kan man fare vild i tre dimensioner, det har jeg godt nok aldrig prøvet før.

Tilbage på mit superhyggelige hostel faldt jeg i snak med en japansk pige, fordi hun og jeg var de eneste, der ikke sad og gloede ned i en computer eller mobiltelefon. Og bagefter lavede jeg lækker aftensmad af resterne fra dagen før, hvor jeg gik "shopamok" i et velassorteret mad-supermarked. Dem er der ellers ikke for mange af her, hvor de fleste indkøb foretages i convenience stores som 7-11, Family Mart og Lawson, der godt nok ligger overalt og har døgnåbent, men de har ved gud ikke verdens mest ophidsende vareudbud. Det er "laveste fællesnævner" i deprimerende grad (bortset fra de udmærkede madpakker).

Lækker sushi i Kobe

Her til morgen tog jeg så på min sidste Shinkansen-tur til rejsens slutdestination Tokyo. Jeg var på stationen i god tid og sad og regnede ud, at der - på strækningen mellem Kyoto og Tokyo - kører et tog (med 16 vogne) sådan cirka hvert 7. minut - i hver retning! Vejret i Kyoto var helt fantastisk, men i Tokyo regnede det, og det blev det i øvrigt ved med det meste af dagen. Men det var så også den første regn jeg fik siden den skrækkelige dag på den sydkoreanske ø for godt et par uger siden. Og før det var det begrænset til et par timers slud den første dag i Seoul, så man må da virkelig sige, at jeg har været heldig med vejret (i modsætning til det med renoveringer og stilladser).

De sidste dage her i Tokyo har jeg flottet mig med enkeltværelse, i øvrigt for tredje gang på et hostel tilhørende kæden "K’s House", der varmt kan anbefales.

Byområdet her er verdens største med over 36 millioner mennesker. Afstandene er enorme, og der er et utal af tog- og metrolinier, så der bliver noget at sætte sig ind i, hvis jeg skal have et ordentligt udbytte af de sidste dage. I dag har jeg i hvert fald ikke nået alverden, ud over at få vasket alt mit tøj samt gå lidt rundt i nabolaget med en paraply. Jeg bor faktisk ret tæt på det 634 meter høje "Tokyo Sky Tree", der åbnede så sent som i sidste uge. I dag kunne man kun se de nederste 50 meter, men forhåbentlig klarer det snart op, så jeg kan komme en tur op i udsigtsplatformen i 250 meters højde.

 

 

 

Sendt d. 1. maj 2012 fra Tokyo

Gamle træer og moderne bygninger i Tokyo

Så er jeg lige straks hjemme igen (påbegynder hjemrejsen i morgen tidlig) efter en vellykket og oplevelsesrig rejse, der havde lige præcis den rigtige længde, typen taget i betragtning. Her til sidst var jeg i den grad mættet af indtryk og meget meget træt. Træt i fødder og ben af de utallige kilometers vandring på hårdt underlag og træt i hovedet af konstant at være omgivet af mennesker og konstant at skulle koncentrere mig om at finde vej i "storbyjunglen". Ikke fordi det har været vildt svært, og man får jo efterhånden øvelsen, men alligevel kræver det sin mand at holde styr på, om man nu skal stå af toget i Shunjuku-Nishigushi, Shirokane-Takanawa, Ueno-Okachimachi eller Bukuro-Yokoyana samt finde ud af, hvilken af de 5-15 udgange man nu skal vælge. De kan ligge op til en halv kilometer fra hinanden, og et forkert valg kan meget vel betyde, at man ender på den forkerte side af en jernbane eller en motorvej. Men det kunne da være meget værre. De japanske byer er faktisk ret "brugervenlige" med store bykort for hver 3-400 meter, læskedrikautomater endnu tættere og masser af offentlige toiletter. Det eneste jeg har savnet i gadebilledet er bænke, så man lige kunne sætte sig og hvile en gang i mellem. Det er som om det japanske (ekstremt urbansirede) samfund slet ikke er indrettet på, at man lige sidder og hænger lidt en gang i mellem. De fleste (betalelige) restauranter har umagelige barstole uden ryglæn, og maden kommer nærmest omgående, hvorefter man hugger den i sig og skynder sig ud i mylderet igen. Når jeg rejser (specielt alene) synes jeg måltiderne er en kærkommen lejlighed til at sidde og falde lidt til ro og måske læse/skrive lidt, men det er der altså ikke mange muligheder for i Japan. Og det med at bestille dessert og kaffe bagefter, det indgår slet ikke i systemet her. Så kan man selvfølgelig fortsætte hen i en Starbucks eller lignende, hvor der som regel er magelige stole og hvor man kan sidde lige så længe man gider.

Smukke blomster ved floden - og Tokyo Sky Tree i baggrunden

Og når man så kommer ind i metroen, så ser man konsekvensen af den hektiske livsform, idet den halvdel, der ikke betjener en mobiltelefon, sidder ret op og sover (de har dog tilsyneladende en utrolig evne til at vågne lige før de skal af). Men i øvrigt, for nu at gøre det med restauranterne færdig, så er det jo en herlig ting, at man altid straks bydes velkommen med dybe buk, et glas isvand (eller en kop te) og en våd serviet. Samt at det irriterende begreb "drikkepenge" ikke eksisterer, det er en stor lettelse og kan næsten kompensere for den evindelige jazzplage.

Tokyo er enormt stor, og man kunne nemt bruge flere måneder her, specielt hvis man er til museer (hvad jeg helt klart ikke er). Jeg har på min vej rundt i byen noteret mig forekomsten af museer med så forskellige temaer som trommer, sværd, øl, marketing og bagage (!). Det er også en by, hvor man ustandseligt konfronteres med rekorder. Et fiskemarked, hvor der omsættes for 30 milliarder kroner årligt, et nyopført tårn på 634 meters højde (der desværre viste sig ikke at være åbnet for offentligheden endnu), den mest omsættende Starbucks i verden, verdens største sammenhængende byområde med over 36 millioner indbyggere osv.

Med hele fem dage i Tokyo synes jeg godt der kunne blive tid til et par små udflugter, så i dag indtog jeg min frokost i Yokohama, der har knap 4 millioner indbyggere og er en del af det førnævnte byområde. Og så måtte jeg naturligvis også lige ud og hilse på japanernes hellige bjerg Mt. Fuji, selv om årstiden desværre umuliggør en bestigning af denne knap 4.000 meter høje - og meget smukke - vulkan. Selvfølgelig skulle det lige være overskyet den dag, men i det mindste var bjerget da ikke pakket ind i stilladser. Og på positivsiden tæller yderligere, at der stadig var en del blomstrende kirsebærtræer på et nærliggende 1100 meter højt bjerg, og de udgjorde en glimrende forgrund til de billeder jeg tog af den sneklædte bjergtop.

Og ellers er der vel bare tilbage at følge op på nogle af de stikord, som jeg har noteret undervejs. F.eks. om, at man næsten aldrig ser overvægtige mennesker her (har det mon noget at gøre med de store mængder af fisk og grøntsager de indtager?) samt at japanerne er ekstremt lovlydige. De står gerne og venter flere minutter på et rødt lys ved en lille sidevej en sen aften, selv om der ikke er en bil i miles omkreds. Det er mit liv altså for kort til (og japanerne er heldigvis for høflige til at skælde mig ud over det). Og den der høflighed, den er i det hele taget ganske overvældende. Når man har lagt en tyver til en øl i den lokale 7-11, så modtager man adskillige dybe buk ledsaget af en lang remse, som jeg godt nok ikke forstår et ord af, men som helt sikkert er positivt ment. For ikke at tale om togkonduktørerne, der bukker dybt når de kommer ind i en togvogn og vender sig om og gentager bukkeriet inden de går ud (det kunne de godt tage og lære derhjemme, i stedet for at udskrive bøder).

Moderne kunst i Yokohama

Det virker som om japanerne er lidt spillegale, i hvert fald har selv små byer indtil flere spillehaller, hvor op til hundredvis af mennesker sidder og stirrer ind i nogle flimrende apparater, der udsender en fuldstændig infernalsk larm. Ifølge min guide skulle der være over 400.000 spilleautomater alene i Tokyo! De er i øvrigt også glade for at spille golf, men der er naturligvis ikke plads til ret mange rigtige golfbaner i dette tætbefolkede land, så man ser masser af store grønne trådnet-bure i og omkring byerne.

Endnu en ting der falder i øjnene er, hvor mange mennesker der varetager jobs, som slet ikke findes i Vesteuropa. På stationerne er der f.eks. et utal af ansatte, der holder øje med, at ingen kommer for tæt på ankommende tog. Og hvert eneste sted, hvor en udkørsel krydser et fortov (f.eks. fra en P-kælder eller et stort hotel), står der en eller to mænd med lysstave og sørger for, at der ikke opstår sammenstød mellem biler og fodgængere.

Og så den ting, der måske falder mest i øjnene, nemlig hvor meget UDSEENDET betyder for folk her, specielt for kvinderne. De næste mange uger vil jeg for mit indre se en uendelig catwalk af billedskønne pyntekrukker, balancerende på tårnhøje hæle og på-/udklædt på den mest fantastiske måde. Her kan altså hverken Rom eller Paris følge med.

Til sidst lidt om økonomi, det er der jo trods alt også en del der interesserer sig for. Det har jo ikke ligefrem været billige rejsemål, og selv om Sydkorea var rimeligt, så har Japan - og specielt den sidste uge i Kyoto og Tokyo - trukket fælt i den anden retning. Mit samlede forbrug for de 30 dage har været 33.000 kroner, dvs. 1.100 kr. pr. dag. Heraf er de 6.000 kr. gået til flybilletten herud og yderligere 4.000 kr. til regionale fly, tog og færger. Det kunne naturligvis godt have været gjort en del billigere, f.eks. ville jeg have kunnet spare cirka 150 kr. pr. dag ved at bo på dorms på hele turen, men de penge er nu godt givet ud synes jeg. Og en del af de halvdyre restaurantbesøg kunne naturligvis have været erstattet af "madpakker" fra 7-11 eller billige "stå-op-og-spis-ved-disken-måltider", men så ville jeg jo være gået glip af nogle morsomme oplevelser med japansk "gastronomisk minimalisme", som f.eks. da "deep fried garlic shrimps" viste sig at dække over fem rejer uden nogen form for tilbehør. Eller da jeg bestilte ud fra at flot billede af noget rødt kød og modtog fire stumper kød af max 15 gram pr. stk, også uden tilbehør overhovedet. Det skal dog lige tilføjes, at langt de fleste måltider har været både mættende og yderst lækre.

Og nu truer så atter den danske hverdag, uden alle de fantastiske drømme, som jeg med usvigelig sikkerhed altid udsættes for på mine rejser. Men da heldigvis også med positive ting, som f.eks. groft brød og hjemmelavet müesli. Og det skønne danske forår (det bliver så mit tredje forår i år). For ikke at tale om læsning af alle de bøger, der ligger klar på biblioteket, så snart jeg fjerner min feriemarkering. Rart atter at kunne "give los" efter en måned, hvor jeg har måttet rationere den daglige læsning til under 100 sider pr. dag.

 

 

 

Sendt d. 3. maj 2012 fra Frederiksberg

Jeg synes lige I skulle have følgende lille historie med, der siger lidt om serviceniveauet i Japan contra Danmark.

I forgårs gik jeg ned på den lokale metrostation og fik indløst mit resterende indestående på det smarte trafikkort, de også opererer med der og som gør det uendeligt meget nemmere at være turist i sådan en kæmpeby. Samtidig talte jeg med "stationsforstanderen" (sådan en er der nemlig på hver eneste station i hele byen, hvis man nu skulle have brug for hjælp) om, hvordan jeg skulle komme i lufthavnen næste morgen.

Og næste morgen, dvs. i går, sad jeg så nede på perronen og ventede på mit tog, da førnævnte stationsforstander pludselig dukkede op med 40 kroner, som han var kommet i tanker om, at han havde snydt mig for dagen før. Han skulle slet ikke på arbejde, men han regnede jo med at jeg ville være på stationen på det tidspunkt han angav for mit lufthavnstog. Rørende.

Under min pakning faldt jeg så over det trezonerskort, som jeg desværre ikke brugte, da jeg i sin tid skulle til Kastrup. Det var dog desværre blevet temmelig krøllet, så da jeg kom til Kastrup gik jeg hen og spurgte, om ikke jeg kunne få det byttet til et nyt. Jo da, men det kostede 40 kroner (for max et halvt minuts arbejde plus et lille bitte stykke karton). Og så var det jo jeg ikke kunne lade være med at tænke på de 40 kroner, jeg havde fået tilbage dagen før - og på de forskellige serviceniveauer.

Og så har jeg endelig fået fotograferet kridhvide blomstrende kirsebærtræer mod en gnistrende klar blå himmel - nede i min egen have såmænd. Hold op hvor er der bare smukt i Danmark om foråret.

 

 

 
 
Share this