I BIL TIL FRONTEN: REVOLUTION OG KURDERNES KAMP MOD ISLAMISK STAT


Hjalte Tins billede
2015 jun

I BIL TIL FRONTEN:

REVOLUTION OG KURDERNES KAMP MOD ISLAMISK STAT

 

Tekst: Hjalte Tin

Fotos: Hjalte Tin & Nina Rasmussen

Tin og Rasmussen i udkanten af qamishlo

I november besøgte Nina og jeg det kurdiske hjørne af Syrien – Rojeva. Vi var på en to måneders rejse rundt i Kurdistan for at samle materiale til et nyt foredrag og en ny bog om kurderne og deres kamp mod terrorbevægelsen Islamisk Stat. De tyrkiske og irakiske dele af Kurdistan er stort set sikre at rejse i. Derimod havde alle advaret os mod at tage ind i Syrien. Vi overvejede det nøje. Islamisk Stat havde omringet de kurdiske områder. Kunne vi risikere at blive bortført? Ville selvmordsbomber være en realistisk fare? Hvem kunne vi stole på? Enden blev, at vi med hjælp fra gode kontakter vovede springet. 19. november 2014 parkerede vi vores bil hos politiet i Peshhabur, en kurdisk-irakisk grænsepost ved Tigris, og blev færget over floden til Syrien. Efter alle de grusomme historier fra Syrien var det en meget positiv oplevelse, som jeg her gerne vil dele med Globens læsere.

Fred i Syrien – er det muligt? Ja, i det nordøstlige Syrien gemmer Rojevas ukendte revolution sig – en revolution, der på tre år har bidt sig fast og i dag udgør det mest progressive og visionære samfundseksperiment i Mellemøsten. To millioner kurdere, arabere, kristne og yazidier har her sammen skabt et område, hvor de lever i fred med hinanden. Rojeva kalder de deres land, kurdisk for “vesten”. Rojeva er på størrelse med Sjælland og består af tre adskilte kantoner. I midten Kobane, hvor kurderne efter fire måneders voldsomme kampe har fået drevet Islamisk Stat ud af byen. Det er kurdernes første klare sejr. I vest ligger Afrin og i øst Jazira med hovedbyen Qamishlo.

Der går ingen fly til Rojeva. Den eneste forbindelse er en åben jernbåd, der kan sejle besøgende over Tigris fra irakisk Kurdistan. Paskontrollen foregår på et lille bord stillet op på flodbredden. Den unge kvinde, som bladrer mit og Ninas pas igennem, har en Kalashnikov slynget over skulderen. Uniformer bruger man ikke, men hendes tørklæde er gult, grønt og rødt; Rojevas farver.

Qamishlo er en mørk og fattig by. Her er hverken nye biler eller brede veje, og da slet intet, som minder om det voldsomme Dubai-agtige byggeri vi forbløffedes af ovre i irakisk Kurdistan. Midt i Qamishlo er et kvarter spærret af sandsække og beton malet i Assadregimets farver: sort-hvid-rød. Den travle kurdiske hverdag iler forbi diktatorens portræt. En delikat aftale gør det muligt for Assads sikkerhedsfolk at blive her og beholde kontrollen over Qamishlos lufthavn, hvorfra de kan flyve hen over det område, Islamisk Stat har erobret, på vejen til Damaskus.

Balancegangen går videre: Styret i Damaskus betaler stadig hver måned løn til de offentligt ansatte i Rojeva – fx lærere og postfunktionærer. Ganske ligesom Bagdad stadig betaler løn til skolelærerne i de områder af Irak, som Islamisk Stat har erobret. Ingen, af dem vi taler med i Rojeva, har den mindste tillid til Assads regime. Hvis styrkeforholdene skulle vende om, tvivler de ikke på, at Assad vil forsøge at knuse revolutionen i Rojeva. Men i Rojeva er de pragmatiske og risikerer ikke en krig på to fronter for at drive regimet ud af Qamishlo. Det samme er Assads regime. Assad åbner ikke en front i den østlige del af Syrien – men hans folk er tydeligvis tilstede.

 

Frie medier

Nina og jeg har fået et telefonnummer til Rojevas Forening for Frie Medier, og Masoud Mohemmad gør hurtigt alle vores nervøse forestillinger om bortførsler, bomber og andre syriske farer til skamme. Masoud er en ung, køn computeringeniør, som er blevet revolutionens internationale kontakt. Da oprøret mod Assads regime brød ud i Syrien for tre år siden, sagde han nej tak til et tilbud om at studere videre ved et teknisk universitet i Tyskland. Han blev i Qamishlo for at etablere den første hemmelige internetkontakt med omverdenen. Nu er Qamishlo en fri by, og Masouds begejstring ved at være med til skabe et frit land gør stort indtryk.

Ved fronten: Islamisk Stat er en km fra YPG-stillingen

 

 

Friheden er dog skrøbelig og under voldsomt angreb. Rojevas første og største succes er ganske enkelt, at krigen ikke har ødelagt Qamishlo. YPG, Folkets Selvforsvarsstyrke, er Rojevas militshær, som blev kendt forrige sommer for at redde yazidierne på Sinjarbjerget og nu for at forsvare Kobane. YPG-militsen tæller ca. 20.000 kvinder og 30.000 mænd. Ved siden af YPG er man ved at opbygge et hjemmeværn på 20.000 personer, som skal forsvare landet bag fronten. Ingen får løn, men soldater med familier får støtte. Asayish, politiet, kontrollerer omhyggeligt al trafik ind og ud af byerne og driver efterretningsarbejde. For få dage siden afslørede de i Qamishlo en gruppe fra Islamisk Stat, som forberedte et selvmordsattentat.

YPG’s talsmand er Redur Khalil, en stor myndig mand, som var journalist inden han sluttede sig til revolutionen. Vi møder ham i hans kontor i Forsvarsministeriet, en beskeden betonbygning, hvor kun kælderen er i brug, mens de næste etager er under opbygning.

 

Op imod 200.000 kæmper for Islamisk Stat

Han opgør Islamisk Stats styrke til et sted mellem 100.000 og 200.000 mand, og dertil kommer, at mange af de arabiske stammer i Irak støtter bevægelsen. Khalil anslår, at mellem 20.000 og 30.000 af de kæmpende for Islamisk Stat er jihadister fra udlandet. Også regulære tyrkiske soldater har kæmpet imod Islamisk Stat. Han viser os tyrkiske soldatertegn, der er samlet ind fra dræbte i Hassake, 100 km fra den tyrkiske grænse.

“De internationale flyangreb er ikke tilstrækkelige,” siger Xalil. “ Det vigtigste er at koordinere landindsatsen i Syrien og Irak. Vores største problem er manglen på våben, især våben, der kan matche de amerikanske våben, som Islamisk Stat erobrede fra den irakiske hær.”

“Hvordan vil en sejr se ud? 200.000 grave for dem, som kæmper for Islamisk Stat, eller kan en sejr bestå i forsoning?” spørger vi.

“Islamisk Stat består af terrorister,” siger han. “Der er ingen mulighed for fred eller forhandling med dem. De er et mareridt for hele verden.” Han smiler til spørgsmålet, om Syriens grænser vil bestå efter krigen. “Det er et politisk spørgsmål, ikke et militært. Vi har kun en mulighed – at kæmpe. Men vi kan ikke vinde krigen kun i Rojeva.“

 

Smuglervarer

Rojeva har store olieforekomster, men omverdenens embargo gør det umuligt at eksportere. Her er meget lille raffineringskapacitet og praktisk taget ingen industri. Benzin og diesel raffineres i vejkanten på stinkende og farlige kedler, og hver eneste vare til salg i Qamishlos forretninger er smuglet ind fra dele af Syrien, der kontrolleres af Assad eller Islamisk Stat.

En eftermiddag drager vi ud til den store mudrede lastvognscentral uden for byen. Her ankommer de gamle hærgede lastbiler, som forsyner Qamishlo. En kraftig chauffør ankommer netop fra Afrin, den vestlige af Rojevas tre kantoner. Turen, der normalt kan klares på en dag, har taget ham fem dage. Vejen er ødelagt, og han skal passere områder, der kontrolleres af både Assad og Islamisk Stat. Han siger, at Assadregimets kontrolposter er de værste at passere, for her skal han betale mest, og han viser os sit forfalskede ID-kort, der klassificerer ham som araber. Med et grin forsikrer han os, at de kæmpende i Islamisk Stat vil halshugge ham, hvis de opdager, at han er kurder. Selvfølgelig er han bange, men det er svært at finde et andet job.

En ældre chauffør i arabisk kjortel fortæller os, at han et par gange om ugen krydser den sydlige front og Islamisk Stats kontrolposter mellem Qamishlo og Al Rakka, hvor hans kone og børn bor. Og jo, de sorte faner vajer over byen, og på torvet har han ofte set afhuggede hoveder.

Islamisk Stat har ødelagt en moske i Tel Marouf

De intellektuelles kamp

På den lokale TV-station Ronahi træffer vi forfatteren Taha Khalil. Regnen øser ned, og det er koldt indenfor. Her er ikke strøm til opvarmning. Man beholder overtøjet på, og vi har alle mudrede, våde sko. Taha er iklædt en velsiddende jakke og et grønt tørklæde. Han tilbragte ni år i Schweiz, hvor han arbejdede for Røde Kors ved siden af sit engagement som forfatter og debattør.

“Jeg har altid hellere villet skrive noget andet, men i stedet for kærlighed har jeg måttet skrive om revolution,” siger han med et muntert suk.  “Mange alawitiske intellektuelle, fx Adonis, valgte at støtte Assadregimet. Selv mine gode venner, som havde siddet i regimets fængsler og var blevet tortureret. Assads regering fremprovokerede polariseringen i Syrien: det eneste alternativ til Assad skulle være islamisterne. Regeringen skabte kynisk islamisterne. Løslod dem fra fængsler og bevæbnede dem. Imens sad de syriske intellektuelle i udlandet og diskuterede sofisterier. Men ikke her i Rojeva. Hvis vi havde gjort det, havde araberne udslettet os, sådan som den tyrkiske præsident Erdogan håbede. Erdogan havde aftalt med Islamisk Stat, at de skulle indtage Kobane, når teaterspillet om de tyrkiske gidsler var afsluttet. Men sådan gik det ikke, og nu er vi godt organiserede.”

Den syriske opposition har anklaget kurderne for at samarbejde med regimet. Taha afviser anklagen: “I Rojeva har vi fra starten sagt, at vi er hverken for Assadregimet eller islamisterne. Vi vælger selv. Vi forsvarer os selv.”

 

Kurdere, arabere og kristne

Taha Khalil er en af de mest reflekterede fortalere for revolution, vi træffer. I irakisk Kurdistan er der en udbredt og voldsom anti-arabisk stemning, men Taha insisterer på, at kurderne må leve sammen med araberne og de kristne.

“Den syriske revolution var en drøm for mig. Den var uorganiseret, og så kom magterne udefra og blandede sig. Det blev den smukkeste og den hæsligste revolution.” Han fortsætter: “Assads Baathregime lærte os at hade. Vi er blevet opfostret til at tro, at jøderne er slemme. Vi har ikke lært at tale åbent i Mellemøsten. Det bliver svært at opbygge et sted, hvor folk kan tale sammen. Vores projekt er nogle gange en fantasi. At leve sammen er ikke så let. Kurderne har også deres ide om en nationalitet. Alle vil have deres eget ’stan’! Derfor kalder vi ikke vores land noget med Kurdistan, men Rojeva. Kurdisk, arabisk og syrisk er vores tre officielle sprog.”

Vi har talt i en time, da han fortæller, at Islamisk Stat dræbte hans datter her i Qamishlo ved et attentat. Han skjuler ikke, hvor meget det berører ham. “På trods af det må jeg leve med araberne. Ellers bliver vi udslettet!”

 

Demokrati som styreform

Qamishlo. De har stemt

I Rojeva forsøger de at virkeliggøre PKK-lederen Abdullah Öcelans teorier om demokratisk selvorganisering. At Öcelan er det store forbillede i Rojeva, lægger ingen skjul på. Han navn og billede er overalt. I de nyindrettede ministerkontorer er Öcelans bøger de eneste på de tomme hylder.

“Han er vores gud, uden ham kan vi ikke leve!” erklærer en YPG-talsmand ude ved vestfronten. Og ved sydfronten synger de kvindelige soldater til hans ære.

Revolutionens faner vajer på en lille plads. Her i kvarteret skal de vælge en gadekomite, og frivillige har sat plasticstole frem. Qamishlo er på størrelse med Aarhus og er opdelt i syv distrikter hver med sit Mala Gel, et folkets hus, som igen har et antal gadekomiteer under sig.

450 mænd og kvinder er mødt frem, og deres identitet bliver krydset af i et hæfte, hvorefter de hver får en lille stemmeseddel. Alle kan stille op til valg, og det ender med syv navne på kvindelisten og 13 på mændenes. En af revolutionens grundideer er, at mænd og kvinder skal være lige, og alle vigtige poster skal deles af en mand og en kvinde. Komiteen har 25 pladser, men kun 20 har stillet op. Så selvom stemningen er positiv og entusiastisk, er det en skuffelse, at der ikke bliver kampvalg, og resultatet opfylder ikke målet om lige mange mænd og kvinder.

 

Ved fronten

Rojeva revolutionen

Ude ved den yderste frontlinje, kun en km fra Islamisk Stats stillinger, finder vi en lille gruppe fra Den Frie Syriske Hær (FSA). FSA har tidligere kæmpet imod kurderne, men nu har bevægelsen sluttet sig til YPG imod Islamisk Stat. Nødtørftigt beskyttet af jordvolde forsvarer 10 mænd et lille bakkedrag. Det regner koldt, og mudderet gør det svært at gå. De har gravet huler ind i bakken, og under nogle blikplader ligger deres tæpper. En mand renser sit gevær, og to andre prøver at få ild i et lille bål under en kedel. De poserer gerne for vores fotoapparater og holder deres våben frem. For to dage siden angreb Islamisk Stat, men blev slået tilbage. Jorden er overstrøet med patronhylstre fra deres doska, en pick-up med et kraftigt maskingevær.

Deres leder er en mand i 40’erne ved navn Jamal. Han var mekaniker, inden han meldte sig. Hans hold er arabere og kommer alle fra Al Rakka, som nu er Islamisk Stats såkaldte hovedstad. De er i alt 170 mand, og ifølge Jamal den første modstandsgruppe fra Al Rakka. Han har været ved fronten i halvandet år og i al den tid ikke haft forbindelse med sin kone og familie, som stadig bor i Al Rakka.

I gruppen lægger vi mærke til en meget ung fyr. Det er Jamals nevø, Abdullah på 16 år. Som 14-årig sluttede han sig til Islamisk Stat. Efter et år stak han af og sluttede sig til onklens gruppe, fordi det gik op for ham, at Islamisk Stat var “den forkerte vej”. Han så, hvordan de piskede folk for ingenting og halshuggede mange. Nu leder Islamisk Stat efter ham. De frysende krigere får ild under deres kedel og anråber Allah om sejr, noget vi aldrig hører YPG gøre.

 

Fred og forsoning

En dag vil et udmattet, forblødt Syrien skulle forhandle om en ny fred. Rojevas store fortjeneste er, at man her har begyndt denne forhandling, inden krigen ødelagde området. Befolkningen har her været i stand til at udnytte Assadregimets svaghed til at gennemføre deres revolution indadtil. Og udadtil bruge deres kræfter til at forsvare revolutionen mod islamisterne med våben. De har holdt krigen væk ved at inkludere alle grupper i deres projekt.

I Rojeva forestiller de sig, at deres forsoningspolitik og selvstyreideer kan blive en løsning for hele Syrien – og med tiden for hele Mellemøsten. For 10 år siden havde kurderne end ikke statsborgerskab i Syrien. Forandringen fra dengang til nu er overvældende.

Hjalte Tin har medlemsnr. P595 og er i øvrigt også medlem af Eventyrernes Klub. Han bor i Mørke sammen med Nina Rasmussen. Læs og se mere om hans og Ninas rejseliv på www.ninaoghjalte.dk.

 

Rojeva i Syrien

Nina og jeg kørte til Kurdistan i vores egen bil. 5.000 km fra Aarhus til den tyrkisk-irakiske grænse. Vi havde købt en ældre VW Transporter, som vi indrettede, så vi kunne sove i den. Vi brugte syv dage på vejen derned og var fire dage om at komme hjem. Der er stort set motorvej hele vejen, ikke mindst i Tyrkiet, hvor vejnettet er blevet tiptopmoderne med firesporsveje helt til den østlige ende af det store land. Jeg har sværget, at livet er for kort til motorveje, hvor man intet oplever. Men på denne rejse ville vi bruge vores tid i Kurdistan. Om aftenen kørte vi ind på tankstationer og spurgte, om vi kunne parkere for natten, og vi fik aldrig et nej. Det fungerede rigtig fint: Det var sikkert, der var adgang til toilet og kiosk – og det var ganske gratis.

Indrejsetilladelser: Habur er den eneste grænseovergang mellem irakisk Kurdistan og Tyrkiet. Her var lange køer. Visum til Kurdistan får man ved indrejsen. Det gik hurtigt og gjaldt for 14 dage. Visum til Irak er derimod vanskeligt at få, og det skal ordnes hjemmefra. Man kan ikke rejse til Bagdad eller ind i det egentlige Irak på et kurdisk visum, der kun er gyldigt til irakisk Kurdistan. Vi fik vores visum forlænget med en måned i Erbil; det tog tre dage og var besværligt.

Indførsel af eget køretøj er lidt indviklet. Det er absolut nødvendigt at medbringe den originale registreringsattest og grønt forsikringsbevis. Det tog os tre timer på grænsen, og de beholdt registreringsattesten som pant. Vi fik den tilbage, da vi rejste hjem. Men alle grænseovergange mellem Tyrkiet og Syrien er lukkede. Man kan ikke medbringe eget køretøj ind i Syrien eller til Rojeva.

Klima: Irakisk Kurdistan rejser sig fra den flade slette omkring Tigris op til de smukke Zagros- og Qandilbjerge på grænsen til Iran. Sommeren er meget varm med temperaturer over 40 °C. Vinteren er kold med dyb sne i bjergene. Der er åbnet to skisportssteder. Vi oplevede mange checkpoints, hvor alle biler blev undersøgt for bomber. Som vesterlændinge blev vi som regel vinket igennem, og vi kunne frit køre rundt i landet.

Praktiske forhold: Benzin og diesel fås overalt, bankautomaterne fungerer, USD kan også bruges. Mobilnettet er fint, og vi købte lokalt simkort og taletidskort til vores telefon. De almindelige vejkort, jeg har kunnet finde i Europa, er meget upræcise, og GPS til biler findes ikke. Alle vigtige vejskilte står heldigvis både med latinske og arabiske bogstaver, og de allerfleste steder vil man kunne finde nogen, som kan engelsk eller tysk, og som man kan spørge om vej.

Ud & hjem igen: Fly København-Erbil i irakisk Kurdistan fås fra ca. 3.100 kr. t/r.

 
 
Share this