Nytår i Mellemøsten 2001


Michael H. Nielsens billede
2002 juni

Nytår i Mellemøsten 2001

af Michael Horne Nielsen

 

Da vi i slutningen af august besluttede os for at rejse til Egypten, var det med henblik på at fejre nytår i Cairo.

Forskellige faktorer - så som et amatøragtigt rejsebureau (Jysk - dem vil jeg gerne advare imod), juletravlhed i rejsebranchen, ændrede arbejdsplaner og nysgerrighed - gjorde, at planen med Cairo ikke blev til noget.

I 1990 tilbragte jeg 10 uforglemmelige dage i Syrien, der dengang var et totalt ukendt rejsemål for vesterlændinge. I 1997 tilbragte jeg 14 lige så uforglemmelige dage i Jordan sammen med Vibeke, og både før og efter begge ophold har jeg tænkt meget på Libanon, som er et blankt område på 'mit landkort'. I 1990 var der borgerkrig i Beirut og andre dele af Libanon, og i 1997 bar mit pas præg af, at jeg havde været i Israel, så ingen af gangene var det muligt at få indrejsetilladelse. Og det har naget mit sind lige siden, for udover at Beirut er kendt for den 16 års lange krig havde den også tidligere ry for at være mellemøstens Paris.

Da vores rejse blev fremskudt en uge, var vi begge enige om, at det kunne være alle tiders at vende tilbage til/'erobre' ovenstående lande, og måske gøre et nyt forsøg med Libanon - for mit vedkommende ville det så være "alle gode gange tre".

Nu var der så lige katastrofen den 11. september og USA's efterfølgende skrækkampagne, og vi besluttede at vente til vi kom til Cairo med at træffe den endelige afgørelse. På den måde skulle vi heller ikke høre på nær så mange formaninger hjemmefra.

For at gøre en lang historie en smule kortere, fløj vi den 25. december til Amman, der er hovedstaden i Jordan, efter nogle dejlige dage i Cairo (beskrevet i forrige medlemsblad).

Efter at havde fundet et sted at bo, strøg vi ned i gaderne og gik på opdagelse efter de steder vi kendte: Vores tidligere hotel, favorit spisesteder, yndlings juicebod osv., det eneste sted vi ikke fandt var min barber, men det kan nås endnu. Først efter et par timer, da den største begejstring havde lagt sig, bemærkede vi, at der var én ting der manglede - de smilende ansigter og "Welcome to Jordan", som vi hørte igen og igen for 4½ år siden.

Først blev vi enige om, at det nok var fordi turismen havde blomstret i Jordan, siden at de nu var så vant til at se turister, men der var også noget andet som var anderledes: Flere fattige mennesker i gaderne i snavset og laset tøj? Nej, vi huskede nok bare forkert......? Jeg prøvede nu, som i Egypten, at hilse eller gøre en venlig gestus, og det hjalp lidt, og nok til, at vi et par gange reserveret blev spurgt, hvor vi kom fra. Når de så hørte, at vi kom fra "Dennemark", kom smilene og det efterhånden meget savnede "Welcome to Jordan".

Nu begyndte "tiøren at falde": Der var flere fattige mennesker i gaderne, palæstinensere jaget på flugt af den holdning israelerne altid har praktiseret, og som nok har været nødvendig for 'det heldige lands overlevelse', "øje for øje, og tand for tand". Enhver selvmordsbombe udløser uvilkårligt et gengældelsesangreb, og her var nogle af ofrene. Israel får støtte og våben fra USA. Amerikanere opfattes dermed som en indirekte fjende, og på afstand kan Vibeke og jeg godt ligne nogle sådanne, i en hjemløs palæstinensers øjne. Hmmm, den aften lå jeg og tænkte lidt længere end normalt, inden jeg faldt i søvn. Førstehåndsoplevelser virker betydeligt stærkere end tv udsendelser og avis artikler.

Visum til Syrien:

Næste dag tog vi ud til den syriske ambassade i Amman, for at gøre et nyt forsøg på at få et visum til Syrien. Vi havde også prøvet i Cairo, men man skal bruge "a letter of recommendation" fra sin ambassade, og et sådant brev er ikke nemt at vriste ud af en dansk ambassade op i mod jul. Jeg har sjældent mødt mere usympatiske og arrogante mennesker på en ambassade, end i de få minutter vi var på den danske i Cairo, på trods af, at jeg efterhånden har besøgt en del forskellige fremmede ambassader.
 

Hasam ved sin Dodge

Der var ingen problemer i at få visum i Amman, vi kunne afhente det samme eftermiddag, bare vi havde det samme brev som de krævede i Cairo. Der, så vidt jeg ved, skal bekræfte, at vi ikke er israelere med et falsk pas.

Det var 2. juledag, og jeg havde fået nok af danske ambassader for en tid, så jeg prøvede at se rigtig uskyldig ud. Jeg forklarede om den danske juleferie og spurte, om de ikke kunne gøre en udtagelse med hensyn det omtalte brev. "Regler er regler, og dem kan vi desværre ikke fravige. Hvis jeg vil til Danmark, skal jeg fremvise et utal af dokumenter og vente i meget lang tid, vi kræver kun et dokument af jer - det kan da ikke være for meget forlangt". Den var lidt svær at give igen på, så vi hilste af og traskede slukørede bort.

I minutterne efter gik jeg og tænkte lidt på, om vi skulle gøre et forsøg på den irakiske ambassade, da vi ved ankomsten til Amman var stødt på en bus til Bagdad, som havde sat gang i mine tanker. Men det var jo ikke planen, og vi ville heller ikke udsætte nogen derhjemme for et slagtilfælde.

Efter en friskpresset juice og en kylling shawarma, besluttede vi os til at tage op til den syriske grænse og se, om vi kunne få udstedt et visum der. Da jeg besøgte Syrien første gang, lykkedes det at få et visum ved den tyrkiske/syriske grænse, det tog godt nok omkring 6 timer og krævede en del dollarsedler under bordet, men ind kom jeg. Og så kunne det vel også lade sig gøre igen..........?

Vi tog ud og fandt, hvad der kaldes en Service-taxi, til Syriens hovedstad Damaskus, det er en stor gammel amerikanerbil, ottecylindret selvfølgelig, som deles mellem fire personer. Disse Service-taxi's kører frem og tilbage mellem mange byer i mellemøsten og er betydeligt hurtigere og kun lidt dyrere end busser. Vi fik en aftale i stand, så vi betalte for 3 personer, men til gengæld fik vi bilen for os selv - hvilket ville være en klar fordel, da vi jo forudså en del ventetid ved grænsen, og måske ville blive tvunget til at vende om.

Så gik det ellers i fuld fart mod grænsen, og efter en god time var vi der. Vores chauffør, Hasam, sendte os ind til de Jordanske grænsemyndigheder for at få ordnet udgangen fra Jordan, og da vi lidt efter kom tilbage, havde vi fået en medpassager - en arabisk kvinde først i trediverne. Hun snakkede ophidset med Hasam, der i øvrigt ikke kunne andet end arabisk. Der var et stykke til den syriske grænsepost, og på vejen kunne vi genkende få af de arabiske ord: Dennnemark, Muskalla (problem), Amman, Syrien og Jordan. Vi var i forvejen temmelig spændte, så jeg var ikke helt tilfreds med kvindens tilstedeværelse, hvorfor skulle hun nu blande sig?

Da hun lidt senere tiltalte os på et - sødt og meget forsigtigt - dansk og fortalte, at hun boede i Skive, og vi samtidig kunne se at hendes pas var et dansk fremmedpas, faldt min puls en smule. Det var ikke vores problemer hun talte om, men hendes egne. Hun var fra Irak og boede sammen med sin bror i Danmark, hun havde en anden bror i Syrien og en tredje i Yemen, hendes mor og søster boede i Jordan og hun ville gerne besøge dem. "Min mor sover på sygehuset" som hun sagde og sikkert snart ville dø. De Jordanske myndigheder ville bare ikke lade hende rejse ind i Jordan, fordi hun var iraker.

Denne lille historie satte ligesom vores (luksus-) problemer lidt i perspektiv. Mit gæt er, at hun er kurder, og at hun og hendes familie er flygtet fra Sadam Hussien's forfølgelse. Nu er familien så spredt i fire lande, og hendes far er sikkert død, hun nævnte ham i hvert fald ikke. Her var lidt mere jeg kunne tænke over den aften, inden jeg skulle sove!

Nå, men vi gik ind til de syriske grænsemyndigheder, denne gang med Hasam som fortrop. Han tog vores pas og myrede sig ind i en klynge mennesker, der stod foran en af lugerne, bag hvilken en dystert udseende mand i olivengrøn uniform sad med masser af pas og papirer. Hasam sagde en masse til manden, mens han holdt vores pas lige op i hovedet på ham - jeg ved ikke hvad han sagde, men betjenten så nu endnu mere misfornøjet ud - Hassam grinede bare og vinkede med vores pas. Det var ikke lige den fremgangsmåde jeg ville havde valgt, men Hasam fik udleveret to kort, som vi skulle udfylde. Nu var det os, Hasam hundsede med, yalla - yalla, sagde han, hvilket betyder hurtig - hurtig. Da vi var færdige, blev vore pas, inkl. kort, igen skubbet ind foran næsen på betjenten efterfulgt af en strøm af arabiske ord. Betjenten tog (utroligt nok) vores pas, kiggede lidt på dem og gik ind i et tilstødende kontor for lidt efter at komme ud igen med en besked til Hasam. Hasam greb mig i ærmet og trak mig med, yalla - yalla, vi gik over i noget, der mindede om en bank, og jeg blev afkrævet 2 x $28 og fik udleveret en kvittering, der blev ombyttet til frimærker på et tredje kontor. Så tilbage til den gustne betjent, yalla - yalla... Efter en del spørgsmål, som den irakiske kvinde oversatte til dansk, blev frimærkerne klistret i passet og stemplet og vi havde vores visum. Det tog kun omkring en time.

Nu fyrede Hasam så op under sin store bil, det syriske landskab gled forbi i rasende fart, og vi var i Damaskus på under en time. Vi blev sat af i det centrale Damaskus, og jeg gav Hasam en af mine cubanske cigarer, indkøbt i Cairo lufthavn til nytårsaften, og han lyste op i et endnu større smil, end det han havde haft på

Umayyad-moskeen i Damaskus

læben det meste af dagen - lige med undtagelse af - da han fik en fartbøde i Jordan. Han kiggede grundigt på cigaren og sagde Cubaaaa - Queas (godt/fint på arabisk), hoppede ind i sin bil og forsvandt med hvinende dæk sammen med den irakiske kvinde, som vi i øvrigt ikke så mere til. Herlig mand, denne Hasam...!

Damaskus:

Damaskus er en af verdens ældste byer og er nævnt på nogle over 4000 år gamle tavler, som er fundet i det nordlige Syrien - så på det punkt er den Cairo overlegen. Damaskus er også det islamiske riges første hovedstad, og herfra spredtes islam og den arabiske kultur. Fra 1300-tallet og frem til for ca. 150 år siden var Damaskus endvidere det vigtigste samlingssted for pilgrimsrejsende til Mekka. I dag bor der over 6 millioner indbyggere i Damaskus, som helt bestemt er et besøg værd. Jo mere interesseret man er i historie, jo mere har Damaskus at byde den rejsende. Jeg vil ikke gå i detaljer med alt hvad vi så i Damaskus, men kun skrive lidt om de største seværdigheder.

Umayyad Moskeen, der er bygget i år 705, er en af islam's ældste og meget imponerende - den er enorm, og indersiden af murene er besat af utroligt flotte guldmosaikker. Selvom jeg efterhånden har set utallige moskeer, gjorde ovenstående et stort indtryk på mig. Samtidig var vi, for første gang på vores tur, omgivet af en mængde turister, der vel at mærke kom fra andre muslimske lande. Vi gik meget rundt i Damaskuses gamle bydel, og udover soukerne (basarer), der, som altid med sådanne, udstråler en fantastisk atmosfære, var vi på besøg i tre meget gamle og velbevarede huse fra det syttende århundrede. Storslået! I disse huse kunne man rigtigt fornemme i hvilken pragt og luksus pashaer, sultaner og andet godtfolk har levet. Der er bestemt ikke noget at sige til, at de gamle nordboere er blevet imponerede på deres rejser til den arabiske verden.

Quineitra:
 

Vi aflagde også det syriske indenrigsministerium et besøg. Ikke fordi der er noget særligt at se der, men for at søge om tilladelse til at rejse ind i FN zonen i Golanhøjderne mellem Israel og Syrien. Efter nogen tid fik vi udleveret et stykke fuldstændig uforståeligt papir, som man forsikrede os var den ønskede tilladelse.

Tilladelse til at besøge Quineitra

Og hvad ville vi så i en FN sikkerhedszone mellem to fjendtligsindede lande? Jo, vi ville såmænd bare hærde os selv lidt, inden besøget i Beirut senere på ugen. Nej ok, i den omtalte FN zone, som før 1967 tilhørte Syrien, ligger en by ved navn Quineitra.

Quineitra var engang Golanhøjdernes hovedby og havde 30.000 - 40.000 indbyggere. I 6 dags krigen indtog Israel, blandt meget andet, Golanhøjderne og dermed også stakkels Quineitra. Da der i 1973, efter pres fra USA, blev indgået en våbenhvile, som krævede, at Israel skulle trække sig tilbage for at gøre plads for en FN sikkerhedszone, rømmede de Quineitra og sprængte alle huse i luften. En lidt utrolig historie, som vi gerne ville se om kunne passe.

På turen op mod Quineitra, der ligger 70 km sydvest for Damaskus, skulle vi flere gange igennem vejspærringer og polititjek, der de fleste steder var bemandet med folk med samme bistre blik som ham betjenten ved grænsen, gud ved om de er i familie? Jeg kom til at tænke på mine besøg i Sovjet og Polen inden murens fald! Vi skulle fremvise pas og den uforståelige seddel, men den var åbenbart god nok, for vi slap da igennem hver gang.
 

Få kilometer før Quineitra steg der en militærperson ind i bilen til os, som - skulle det senere vise sig - var vores opsynsmand. Hans vigtigste opgave var at sikre, at vi ikke tog nogle billeder ind over det Israel, som jo ikke eksisterer ifølge Syriens opfattelse.

Sikken et syn der mødte os, da vi ankom: Alt lå hen i ruiner, og de eneste indbyggere, som var tilbage, var nogen hjemløse hunde. En ægte spøgelsesby! Israelerne havde ikke overladt noget til tilfældighederne, da al restaurering ville være totalt umulig. De eneste bygninger, som ikke var enten gennemhullet af skudhuller eller helt sammenstyrtet, var en kirke og en moske. Vi var bl.a. inde i hospitalet, hvor der over indgangen hang et stort skilt med påskriften: "Golan Hospital. Destructed by Zionists, and changed in to a firing target". Selv om der var lidt propaganda over skiltet, er der så afgjort noget om snakken.

I stærk kontrast til det livløse landskab på den syriske side af pigtrådshegnet, der markerer grænsen, står de grønne og frodige marker på den israelske side. Underligt at tænke på, at jeg i sin tid var i kibbutz kun få kilometer fra dette sted. Og at der alligevel, politisk set, er uendeligt langt ned til mit tidligere opholdsted.

Libanon:

Vi havde af flere af hinanden uafhængige personer fået anbefalet Beirut, når vi spurgte hvor i Mellemøsten det var bedst at fejre Nytår. Så den 29. december pakkede vi rygsækkene og tog ud til Servicetaxi stationen, hvor vi mildt sagt blev overfaldet af bagagebærere, billetmænd og chauffører - og det vel at mærke til destinationer over det meste af Mellemøsten. Ingen vidste jo endnu, hvor vi ville hen. Det var vildt, faktisk noget af det vildeste jeg nogensinde har prøvet, i forbindelse med hvervning af kunder. Alle ville have os ind i netop deres taxi, og samtidig med det, skændtes de også heftigt indbyrdes.
 

Et af de få huse i det centrale Beirut

Midt i det hele dukkede Hasam pludselig op, tog mig i hånden og trak af med mig. Han ville mægtig gerne køre os til Amman igen, men havde ikke mulighed for pludselig at skifte rute, så han kunne køre os til Beirut. Han pegede i stedet på en af vores forfølgere, og sekunder efter var vores rygsække låst ned i bagagerummet på en stor Cadillac, og chaufføren piskede rundt med vores pas, som blev fremvist til alle, der lignede nogen, der skulle til Beirut.

Efter ca. 10 minutter var bilen fyldt, og så gik det ellers mod Libanon. Grænseformaliteterne gik uden problemer, det var næsten som at krydse en grænse i Europa, lige med undtagelse af de kr. 140 vi skulle betale for visum. Libaneserne ved godt, at rejsende fra Syrien er blevet checket meget grundigt ved indrejsen. Det var et par meget tilfredse danskere, der 1½ time senere ankom til Beirut. Der er jo et eller andet over det bynavn, og nu var vi der. YES !!!

Beirut:

Og hvordan er så Beirut? Ja, den er i hvert fald meget anderledes end alle andre byer i Mellemøsten, betydeligt mere moderne og vestlig end jeg havde troet. Beirut minder faktisk mere om en by i det sydlige Europa, end hvad jeg forbinder med Mellemøsten og den arabiske verden. Sådan er det også med priserne, men alligevel

lykkedes det os at finde et hotel til $10 pr. nat for et dobbeltværelse, hvilket var langt under, hvad vi havde forventet. Der var endda en radiator i rummet, og da Vibeke forventningsfuldt spurte, om der var varme, lød svaret med en lettere ironisk klang: "Yes, before the war - but not now!" Som om det var en selvfølge, hvilket det jo nok også er, når man bor i Beirut. Temperaturen ved middelhavet er dog ikke så lav som i Amman og Damaskus, så det var ok uden varme.
 


Beirut Hilton

Siden krigen sluttede, er et kæmpe genopbygningsprojekt sat i gang. Det har medført, at hele det centrale Beirut, der under krigen var frontlinje, nu stort set består af helt nye bygninger. Man har revet de fleste af bygningerne ned, med undtagelse af de gamle flotte facader, som er blevet restaureret og genbrugt til de nye bygninger. Mange af bygningerne står endnu tomme, så der en lidt mærkelig stemning over området, men det skal nok blive ændret de kommende år, da hele genopbygningen er særdeles gennemført. Ind i mellem alt det nye står der stadig urørte bygninger fra borgerkrigens tid, og når man ser dem, fornemmer man tydeligt, hvor ødelagt byen må have været ved krigens slutning. Det er ubeskriveligt, og genopbygningen fremstår endnu mere fantastisk. Det gamle Hilton hotel står også stadig og minder om krigen, det er fuldstændigt overstrøet med skudhuller fra automatvåben og granater, og man tror ikke sine egne øjne.

Jeg prøvede at forestille mig, hvordan der må have set ud i området under krigen, og de billeder der dukkede op, overgik alt hvad jeg har set i selv de værste "Rambo film". Selvom det er en lidt mærkelig form for sightseeing, er det klart det, som har efterladt det største indtryk hos mig, fra besøget i Libanon. Det bliver spændene engang at komme tilbage til Beirut og se byen, når genopbygningsprojektet er helt færdigt, med grønne parker osv. Jeg tror ikke Beirut, om 10 år, får problemer med at leve op til sit gamle ry som Mellemøstens Paris.

Baalbek:

Jupitertempel, Baalbek

Dagen før nytår tog vi på en endagstur, op til en dal i den nordøstlige del af Libanon. I bunden af dalen ligger byen Baalbek, hvor der ligger et romersk tempel - der efter sigende skulle være et besøg værd. Det var da også imponerende, men når man en uge før har gået rundt ved foden af pyramiderne i Egypten, er det lidt sværere at lade sig imponere af 'moderne' romersk byggeri. Endvidere vil jeg også mene, at ruinerne af en romersk by i Jerash i Jordan langt overgår templet i Ballbek (vi besøgte Jerash, da vi var i Jordan for 4½ år siden).

Nytår i Libanon:

Nytårsaftensdag startede med, at vi kiggede på de finere hoteller. Vi havde besluttet at vi, i anledning af årets sidste dag, ville give os selv lidt luksus. Efter at have besøgt omkring ti, besluttede vi os for Marble Towers, der både lå godt og gav en rigtig god rabat. Normal pris 110$, vi endte på 37$ efter lidt snakken frem og tilbage. Samtidig med at vi kiggede på hoteller, ledte vi også efter det helt rigtige sted at fejre nytårsaften. Det var meget svært at træffe en afgørelse, da der var uendeligt mange arrangementer at vælge imellem. På et af hotellerne blev vi dog inviteret ind på managerens kontor og fik der den helt store forklaring på nytårsarrangementer i Beirut. Vi var lidt overraskede over prisniveauet, der på nogle af de rigtigt gode hoteller kostede flere hundrede dollars, men så var der også både mavedans og arabiske sangerinder - og det hørte jo ligesom med. Manageren, som var på vores alder, foreslog af vi fandt noget, der ikke var alt for dyrt, da de dyre arrangementer kun var så dyre, fordi de optrædende var kendte. Og hun mente ikke at vi kunne se forskel, og det tror jeg hun havde helt ret i. Hun fortalte også, at arrangementerne først startede omkring kl. 21. Men så til gengæld fortsatte til den lyse morgen.

Vi besluttede os først ved 16-tiden om eftermiddagen, til at deltage i et arrangement med: Premium dinner, open bar, mavedans, komiker og arabisk sangerinde, samt DJ og morgenmad. Det kostede normalt 150$, men dagen før havde vi fået lovet det til 100$, hvis vi også tog et værelse på hotellet - det gjorde vi ikke - da det kostede over 200$, men da jeg spurgte, om det stadig var ok med de 100$, blinkede arrangøren til mig og sagde - ja selvfølgelig, jeg holder altid mine løfter. Han havde et par ledige pladser, som han jo lige så godt kunne få afsat. og sandsynligheden for at han fik det, så sent, var lig nul. Medmindre vi slog til - libanesere har så afgjort sans for forretning.

Det blev en fantastisk aften, som vi aldrig glemmer - og da de værste tømmermænd havde lagt sig nytårsdag, var vi begge enige om, at vi gerne vil fejre nytår i Beirut en anden gang. 150$ lyder måske af mange penge, men der er jo lige detaljen med "Open bar", hvilket betyder, at man kan bestille alt fra baren, der i øvrigt ikke manglede noget. Set med danske øjne er det uhørt billigt, og "open bar" gennemføres nok også kun, fordi libanesere har en lidt mere afslappet holdning til alkohol end gennemsnitsdanskeren. Havde gokartklubben f.eks. deltaget, havde arrangementet med sikkerhed givet underskud.

Vi ankom ved 22 tiden, hvilket vi synes var meget sent - men vi var de første...? Restauranten var flot pyntet, og vi fik et bord på første sal med god udsigt til scene og dansegulv. Da tjeneren kom, spurgte vi forsigtigt, om man kunne få en velkomstdrink - han slog ud med armene: "You can have anything you want". Sådan!

Mens vi nød velkomstdrink og små pindemadder, fyldtes restauranten langsomt, samtidig med at stemningen steg. Et par minutter i 12 fik alle udleveret en gavepose, der indeholdt forskelligt nytårs tingeltangel, og man kunne fornemme, at der skulle til at ske noget vildt. Musikken steg i intensitet, og pludselig blev der helt stille, hvorefter en dyb stemme sagde: "Get ready for countdown" og så "10, 9, 8 , 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 0..." På nul eksploderede restauranten i fest og farver, og folk strømmede ud på dansegulvet, mens en heftig, men udmærket, musik bankede løs i de vildeste arabiske rytmer. Vi var fuldstændig lamslåede og sad bare og så på, men da der efter lidt tid blev faded over i "Santana's ?" vågnede vi op, og deltog det bedste vi havde lært i dansen.

Resten af natten fortsatte med fuld tryk på, men ind imellem blev musikken afbrudt af forskellig former for underholdning. Mavedanserinden og sangerinden gjorde begge et stort indtryk, hvorimod komikeren ikke var særlig morsom - hvilket jo nok skyldes, at vi ikke forstod et ord af hvad han sagde.

På et tidspunkt var jeg i baren og bestille Glenfiddich, jeg fik to kæmpeglas og derefter er detaljerne lidt uskarpe. Men jeg skal lige love for, at vi fik fejret nytår. Så meget at vi besluttede at blive en ekstra nat på 'luksus' hotellet, man skulle ellers først checke ud kl. 14, men vi magtede alligevel ikke at rejse videre den dag, som vi ellers så optimistisk havde planlagt. I stedet blev det til en pizza og en tur i biografen.

Den næste dag fortsatte vi nordpå til Libanons anden største by, Tripoli, hvor vi gik en lang tur og overnattede på et helt suverænt hotel - bygget i store natursten. Beirut er som nævnt meget moderne, men i Tripoli var vi tilbage i den arabiske verden. Stor kontrast i sådant et lille land.

Inden jeg fortsætter med at fortælle om de sidste dage i Syrien og Jordan, lige et par ord om bilerne i Libanon. De er af forbavsende høj kvalitet, og det er længe siden jeg har været i et land, hvor jeg har set så mange luksusbiler. Specielt i Beirut var det vildt, den ene store Mercedes, mere prangende end den anden, kæmpede sig vej igennem trafikmylderet, mange af dem var S-klasse modeller i 500 og 600 serierne, som der selv i Tyskland og Schweiz kan gå langt imellem man støder på. Det samme med store amerikanske firehjulstrækkere. Japanske biler var der så at sige ingen af, med undtagelse af Land Cruisers - hvilket fik mig til at tænke på, at jeg har en magen til holdende derhjemme, som venter på at komme med mig til Afrika.

Vi rejste ind i Syrien via Libanons nordlige grænse, og planen var, at vi ville besøge en stor borg ved navn Krak des Chevaliers. Denne borg har mange, bl.a. T. E. Lawrence (Lawrence of Arabia), kaldt verdens fineste. Jo tættere vi kom på borgen jo mere regnede det, og kort før vi ankom til det t-kryds, hvor vi efter aftale med chaufføren skulle sættes af, besluttede vi at vente til en anden gang med at se dette mesterværk indenfor militær byggekunst. Hmm!

Vi havde dog et godt alternativ på hånden, i form af nogle græsk/romerske ruiner ved navn Palmyra, som ligger midt i Syriens ørken, kun omkring 100 km fra grænsen ind til Irak - her var vi også ret sikre på, at det ikke regnede, da det jo hører til sjældenhederne i ørkner. Da vi ankom til Palmyra sidst på eftermiddagen var solen ved at gå ned, og man kunne se ruinerne blive farvet gyldne af solen. Samtidig med at solen forsvandt, blev ørkenluften uhyggelig kold, men som alle andre steder var her masser af tomme hoteller, som hellere end gerne ville give os husly.

Vi brugte det meste af den efterfølgende dag på at se os omkring i byen, hvor det var markedsdag, og på at gå på opdagelse i ruinerne. Palmyra er opstået, først og fremmest fordi der er en kilde på stedet, men også grundet handel - silkevejen fra Kina gik igennem Palmyra, og byen har uden tvivl nydt godt af karavanefarten.
 

Beduin i Palmyra

Det var spændende at besøge Palmyra, ruinerne er beundringsværdige, og så var det interessant at iagttage det primitive liv beduinerne fører - en stærk kontrast til bylivet i Damaskus - som vi tog tilbage til sidst på dagen. Her vil jeg dog igen sige, at drejer det sig udelukkende om ruiner, kan Palmyra ikke hamle op med Jerash i Jordan, der i øvrigt er den bedst bevarede provinsby i Romerriget. Så husk det, skulle du komme forbi Mellemøsten en dag.

Efter en dag mere i Damaskus tog vi tilbage til Amman i Jordan, hvorfra vi skulle flyve tilbage til Cairo. Der skete ikke så meget i Amman, udover at vi var oppe og se solnedgangen fra Citadellet, der ligger på en bakke højt over byen. Vi mødte også et nogle andre rejsende på hotellet hvor vi boede, og havde sammen med dem og hotellets ejer (en meget venlig jordaner) en interessant snak om de problemer, der er i dette område for øjeblikket.

Vi kom også ind på Egypten og Cairo, og her var de fleste enige om, at det er et utroligt spændende land at besøge, men også at Cairo og egypterne ikke er til at klare mere end et par dage ad gangen. Her kunne jeg kun trække på smilebåndet og tænke på, hvor rigtigt det er, at man ikke slipper af sted fra Cairo uanfægtet. På det tidspunkt var der under et døgn til vi skulle tilbage til Cairo, og selv om vi havde haft 12 eventyrlige i Jordan, Syrien og Libanon, glædede jeg mig meget til at komme til Cairo igen.

Det som går galt for mange når de besøger Cairo og Egypten er, at de gang på gang følger sig snydt eller narret, men er det ikke en del af hele den arabiske kultur, at snyde og narre hinanden lidt når der handles? At Egyptere så er verdensmestre i at narre og snyde turister er der vel ikke noget at sige til, de har jo omgåedes disse i langt over tusinde år. Jeg har utallige gange set folk blive sure og begynde at skændes med en egypter, fordi et eller andet er for dyrt, eller fordi prisen på en taxi pludselig er steget. Det skal man lade være med, for egyptere er meget bedre til at skændes end os fra den vestlige verden, tro mig, jeg har også prøvet det et par gange.

I Egypten, ligesom i resten af Afrika, er humor en meget vigtig del af hverdagen - noget som vi godt kunne lære meget af. Når man omgås egyptere drejer det sig altså om at have det sjovt, så i stedet for at blive sur og gal, hvis noget er alt for dyrt, er det meget bedre at grine lidt af prisen og prøve at forklare vedkommende, at så lidt vil man da sandelig ikke være bekendt at betale - eller hvad man nu ellers kan finde på. Efter kort tid kan egypteren ikke lade være med selv at begynde at grine, og når man så har grinet lidt sammen kan det være man bliver inviteret på te - og nå ja, så var der jo også lige det der med den pris. Nu er egypteren knap så grisk, og du er heller ikke længere så bekymret over, hvis du kommer til at betale en smule for meget. Og man kan skilles som de bedste venner i verden, vel at mærke varm om hjertet, og godt tilpas inden i. Det er da meget bedre end den turist, der måske (kun måske) har fået hvad han ville, men som nu er sur og irriteret og oven i købet har fået resten af dagen ødelagt.

Vel ankommet til Cairo, stod vi og ventede på bussen ind til centrum - og jeg blev genkendt af én, som arbejdede på et hotel vi engang boede på. Han skulle også ind til centrum, så han bar Vibekes rygsæk for hende hele vejen til et hotel han anviste, da vi synes det sted han arbejdede på var for koldt om vinteren. Den ene tjeneste er jo den anden værd, også i Egypten, så han spurgte, om vi ikke ville køre med ham ud til en af de taxfree forretninger, der ligger i Cairo, og hjælpe ham med at købe noget whisky. Egyptere kan ikke købe importeret alkohol, og det de selv laver bliver man i bedste fald blind af. Så vi indvilligede, og efter 20 minutter havde han 4 flasker Grants og et kæmpesmil om munden.

Dagen efter stod vi op kl. 5:30 for at besøge et kamelmarked 35 km nord for Cairo, der skulle efter sigende være mest action tidligt om morgenen. Det var en meget flot morgen, men kold, da der blæste en isnende vind fra Sahara. Jeg skal love for, at vi fik set på kameler, der var omkring 2000 i alt, de fleste bragt op fra Sudan, men også fra andre steder i Egypten. Ind imellem alle kamelerne var købere og sælgere, og som så meget andet i dette land, var deres måde at 'handle' på yderst mærkværdig. Alle kameler havde det ene forben bundet op, så de kun støttede på 3 ben. Sælgerne løb rundt om deres kameler med nogle 1½ meter lange trækæppe, som de tæskede løs på de stakkels dyr med - vi fandt aldrig rigtigt ud af hvorfor, sikkert for at få afløb for deres aggressioner, og så for at vise køberne, at kamelerne var unge og adrætte og en masse penge værd. Bestemt ikke noget sted for dyreelskere, men alligevel en interessant morgen.
For god ordens skyld vil jeg lige bemærke, at der er tale om dromedarer, men da disse kaldes kameler i den arabiske verden, har jeg også valgt at bruge dette udtryk.

På hjemturen blev vi inviteret på morgenmad og te af taxichaufføren, hjemme i hans hus der ligger i Imbabba, der er et slumkvarter i det nordlige Cairo. Han boede med sin kone og 3 børn i, hvad der trods alt må betegnes som et af de 'pænere' områder af Imbabba. Set med en danskers øjne var det trange og primitive kår, men gæstfriheden og stoltheden over at vise sit hus frem for fremmede var så ægte som man kan ønske sig. Og endnu engang tænkte jeg over, at det ikke er alle de materielle goder, som gør folk lykkelige.

De sidste par dage vi havde sammen, dryssede vi lidt rundt på må og få, og opdagede et par nye interessante områder, købte lidt ind og hyggede os. Sidste aften gav Vibeke fødselsdagsmiddag på Arabesque, en fransk restaurant, som det er blevet tradition at vi spiser på ,når vi er i Cairo. Efterfølgende var vi oppe i "Pyramid Bar" på Nile Hilton og få en drink, så vi fik afsluttet vores ferie med manér. I øvrigt gustent at man, ved at drikke to cocktails på Hilton, bruger flere penge, end på to overnatninger på vores ellers udmærkede hotel.

Da vi vågnede næste formiddag, gik det for alvor op for os, at dette var dagen, hvor vi skulle skilles, efter at havde været sammen i 3 uger, 24 timer i døgnet. Det var ikke spor sjovt af skulle tage afsked, men sådan var det nu engang - Vibeke skulle hjem og arbejde, og jeg skulle blive tilbage - helt alene i Egypten.

 
 
Share this