Highlights fra en highway i Langtbortistan


LeneKohlhoffRasmusses billede
2014 dec

Highlights fra en highway i Langtbortistan

I sommeren 2013 var jeg nået til den kirgisiske by Osh under min lange rejse ad Silkevejen. Her var jeg så heldig at komme i rigtigt godt selskab med et par andre individuelle rygsækrejsende: Ian, John og Sadaf. Vi havde alle fire planer om at rejse ad Pamir Highway igennem Tadsjikistan og gik derfor sammen om at hyre en firhjulstrækker med chauffør til turen fra Sara Tash til Khorog.

Tekst & fotos: Lene Kohlhoff Rasmussen

Kort: Betel Kristensen

 

Vi blev hentet af vores chauffør Tourot ca. en dagsrejse syd for Osh i den kirgisiske grænseby Sara Tash, der ikke er meget andet end nogle adspredte huse beliggende omkring et stort vejkryds. Til højre kan man køre til Irkeshtam, som er den ene af de to grænseovergange mellem Kirgisistan og Kina, og vejen til venstre er en fortsættelse af Pamir Highway til Tadsjikistan.

Pamir Highway hørte engang til Silkevejens netværk af karavaneruter. Vejen begynder i Osh i Kirgisistan og forsætter til Khorog og videre mod Dushanbe i Tadsjikistan. Den fik sit navn, da vejen blev udbygget til biltransport, men den er ikke nogen highway i vestlig forstand. Kørebanen er kun delvis asfalteret og kan risikere at være stærkt beskadiget af jordskælv, jordskred og laviner. Til gengæld er det en af de mest spektakulære bjergruter i verden. Pamirbjergene er et af de mange bjergområder, der bryster sig af titlen Verdens Tag, og det er ikke helt uden grund, da der findes nogle af de højeste tinder uden for Himalaya, bl.a. bjergene med de fedeste navne – Pik Kommunizma (7.495 moh) og Pik Lenin (7.134 moh).

 

Gennem rå og forrevne bjerge

Tourots firhjulstrækker på Pamir Highway.

Efterhånden som vi nærmede os grænsen blev de grønne og frodige kirgisiske bjerge erstattet af bjerglandskaber, der ikke alene er meget højere, men også mere forrevne, tørre, bare og rå. Det højeste punkt på bjergruten er Ak-Baitalpasset i 4.655 moh, hvor jeg satte min egen højderekord. Lidt senere på turen gjorde jeg det igen, da vi på en lille detour, væk fra hovedvejen, kom over Bazar Darapasset i 4.664 meters højde.

Vores første stop i Tadsjikistan var i landsbyen Karakul, som ligger ved en bjergsø af samme navn (der på kirgisisk betyder ”sort sø”) med udsigt til et pigtrådshegn mod et stort tomt ingenmandsland. Ovre på den anden side af det store bjergrige ingenmandsland ligger den kinesiske provins Xinjang.

Det var helt tydeligt, at den rå natur har haft en afsmitning på arkitekturen. Husene lignede ikke længere små farverige bondehuse med træskodder for vinduerne og de sovjetiske betonkomplekser har heller aldrig nået helt op i bjergene. Det var derimod forfaldne hvidkalkede huse med masser af afskalninger, der prægede det knap så idylliske landsbybillede. Det hele virkede råt og barskt ligesom den omkransende natur på et af de fjerneste og mest isolerede steder i verden.

Landsbyboerne i Karakul ved godt selv, hvor købmandsbutikken ligger, og den er næsten tom, så der er ikke behov for reklameskilte. Alle dørene til husene var lukkede, så først efter nogen tids søgen lykkedes det at finde en lille købmandsbutik med et yderst begrænset udvalg af varer på hylderne. Bolsjer, slikkepinde, sodavand, kiks og chokoladebarer var der et lille udvalg af, selvom det meste for længst havde overskredet sidste salgsdato. Andre praktiske ting såsom lidt børnetøj, hårbørste, elastikker og SIM-kort til mobiltelefoner kunne også fås i butikken. Helt almindelige madvarer og i særdelehed frugt og grønsager skulle man imidlertid lede længe efter. Men verdens nødhjælpsorganisationer har fundet vej til denne ludfattige afkrog og er leveringsdygtige i mad og brøndboringer, så landsbyboerne kan klare den mest basale overlevelse.

Det er et barsk sted, særligt om vinteren, når temperaturene når ned omkring -40 °C, og bjergpassene lukker. Stedet bliver til tider totalt afskåret fra resten af omverdenen. De mennesker, der er født og opvokset i disse fjerne afkroge, får en vis hårdhed ind med modermælken. Det er og bliver et af de steder i verden, hvor kun stærke mænd og kvinder er i stand til at overleve.

Landsbyen Karakul i knap 4.000 meters højde.

En lille brik i spillet om magten

Turen gennem Pamirbjergene blev smuk med vidtstrakte gletsjere og knejsende bjergtinder, der er gennemskåret af dybe smalle dale med floder og vandløb i et ufatteligt øde terræn. Længere nede ad Pamir Highway, hvor vejen drejer af ned mod Wakhankorridoren, kommer bjergkæden Hindu Kush mylderende ind fra Pakistan med endnu flere høje og spektakulære bjerge.

Vi gjorde et stop ved vores første glimt af Pyanj-floden, der deler grænsen til den smalle afghanske Wakhankorridor, som har Pakistan på den ene side og Tadsjikistan på den anden. Wakhankorridoren er et lille stykke bjergrigt land, der engang blev tildelt Afghanistan som en lille brik i et stormagtsspil mellem Rusland på den ene side og Storbritannien på den anden. Et magtspil, der er blevet kaldt The Great Game, og som i virkeligheden var den første kolde krig mellem øst og vest. Alle ingredienserne til en kold krig var stede. Der var spioner og kontraspioner, marionetstater og dommedagsprofeterende regeringer, der lagde røgslør ud for deres egne lyssky affærer. Det eneste, der manglede, var den lille røde knap, der kunne udløse en atomkrig. Rusland inddrog området i Tadsjikistan og udvidede dermed sit territorium helt op til Det Britiske Imperiums kronjuvel, Indien, og for at undgå en fælles grænse blev Wakhankorridoren tildelt Afghanistan i 1895. Men det forblev reelt et kæmpestort ingenmandsland og en stødpude mellem de to stormagter.

 

På besøg hos en talebankommandør

Efter at have fået vores første glimt af Afghanistan over på den anden side af floden og forsøgt at ramme landet med et par småsten, som vi kastede over på den anden side af kløften, var vi klar til at køre videre. Vejen fortsætter langs Pyanjfloden, og indimellem kunne vi spotte et par vilde kameler, der græssede ovre på den modsatte side af bredden i Afghanistan. Landskabet i dalen er langt mere frodig end det landskab, som vi passerede gennem de højereliggende Pamirbjerge. Langs vejen er der plantet masser af poppeltræer med bagvedliggende landbrugsmarker. Vi stoppede ved en mekaniker i landsbyen Vang, da Tourot skulle have lappet sit bildæk og pumpet lidt mere luft i reservehjulet efter turens første punktering. Det tog sin tid, og i stedet for at sidde og vente forslog Tourot, at vi kunne gå hen for at se en gammel historisk buddhistisk stupa lidt længere nede ad vejen.

Vi nåede dog aldrig helt ned til stupaen, før en mand vinkede os ind for at besøge ham og se hans hus. Safars hus var et typisk pamirhus, der er indrettet efter den shiitiske trosretning ismaili, og konstruktionerne er derfor fyldt med symbolik. Det centrale rum i huset var et stort søjlebåret rum. Der var ingen vinduer, men rummet blev oplyst gennem et centralt ovenlysvindue, som kaldes en tsorkhona. Ovenlysvinduet var placeret i midten af fire koncentriske firkanter i loftet, der repræsentere elementerne jord, luft, ild og vand. Der var ingen møbler i rummet, men derimod masser af tæpper og madrasser langs væggene, som ikke blot er praktiske, men også farverige og dekorative. Om aftenen rulledes madrasserne ud, og familiens senge var dermed redt.

Safars datter demonstrerer sin fysikopgave.

Der hang flere farverige tæpper på væggene, side om side med plakater af eksotiske strande og vandfald i tropiske regnskove, al den natur, der ikke findes i de golde bjerge. Men det mest fremtrædende billede på væggen var et portræt af Aga Khan, som er den ledende imam i ismailireligionen. Rummets fem udsmykkede søjler symboliserede de fem medlemmer af Alis familie (Fatima, Ali, Mohammed, Hassan og Hussein). Ærespladsen var siddepladsen ved siden af ​​Hassan-søjlen, som er forbeholdt kaliffen, landsbyens religiøse leder. Ud over det store centrale rum i huset var der en lille entre, et køkken og et mindre opholdsrum. Inden vi fik set os om i huset, kom Safars datter ind med en bakke med te og den obligatoriske skål med nødder, bolsjer og karameller. Da Safar hørte, at både Ian og Sadaf er ingeniører, lyste hans ansigt op.

”Min datter vil også være ingeniør. I skal se et skoleprojekt, hun har lavet i fysiktimerne,” sagde han og bad datteren finde det frem. Hun kom derefter slæbende med et apparatur lavet af papkasser, et par ledninger, træpinde, små stykker haveslange og et par gamle plastikdunke og -flasker.

”Det er et vandkraftværk,” fortalte han stolt og satte et bilbatteri til, men da det ikke virkede, byttede han det ud med et fra sin gamle rustne Lada, der holdt parkeret i indkørslen. Det virkede, og det samme gjorde det lille interimistiske vandkraftværk efter at enkelte af delene blev justeret lidt. Safar fandt derefter et fotoalbum frem og viste os en masse billeder fra en filmoptagelse.

Afghanere og tadsjikere handler, diskuterer og giver hinanden håndslag hver lørdag

”Jeg havde engang en stor rolle i en fransk film om Taleban, hvor jeg spillede den onde talebankommandør,” fortalte han.

På billederne kunne vi se, at han med et stort sort skæg og turban, så ret overbevisende ud og lignede en fyrstig afghansk kriger.

”Havde du mange replikker?” spurgte jeg.

”Ja,” svarede Safar og grinende. ”Jeg skulle lære at sige dem på fransk, men jeg anede ikke, hvad ordene betød!”

Safar viste også billeder af sin familie og sine syv børn. De to ældste sønner er i militærtjeneste, og hans ældste døtre studerer i hovedstaden Dushanbe. De tre yngste børn bor stadig hjemme og går i skole i landsbyen. Det var utroligt hyggeligt at besøge Safar, og tiden fløj af sted, så vi pludselig måtte skynde os tilbage, inden Tourot blev bekymret for, hvor pokker vi blev af.

 

På shopping i ingenmandsland

 

Vi nåede lige akkurat til Ishkashim, inden lørdagsmarkedet lukkede. Da den afghanske Wakhankorridor blev dannet, blev de få landsbyer og nomaderne, der tilfældigvis opholdt sig i korridoren, totalt isoleret og klemt inde i bjergene. Sådan lever de stadig, men hver lørdag formiddag kan de komme over broen til en lille ø i ingenmandsland for at handle med tadsjikerne.

For at komme ind på markedspladsen, skulle vi først aflevere vores pas til en af grænsevagterne, inden vi kunne blive lukket ud i ingenmandslandet for at kigge på grænsehandlen. De handlende var så småt begyndt at pakke sammen, men de gav sig alligevel god tid til at få en sludder med et par fremmede turister. Afghanerne var umådelig begejstret over at møde os. Deres umættelige nysgerrighed gav et forvarsel om, hvad der ventede mig, når jeg godt to måneder senere skulle give eventyrlysten fuld vind i sejlene og rejse alene igennem Afghanistan. På markedspladsen i ingenmandslandet blev der solgt tæpper, småkager, tøj, cigaretter og alverdens krimskrams og måske også foretaget et par andre mere lyssky handler. Derefter gik de handlende tilbage til det land, de kom fra, og måske mødes de igen midt på grænsen den efterfølgende lørdag.

Tre punkteringer senere og en masse uforglemmelige oplevelser rigere ankom vi Khorog. Når jeg bagefter skal gøre status, var turen ad Pamir Highway et af de helt store highlights på min rejse.

 

Lene Kohlhoff Rasmussen har besøgt 14 territorier og 70 lande. Hun har medlemsnr. 557. Læs mere om hende på www.leneswebsite.dk.

På modsatte side af floden ligger den afghanske Wakhankorridor.

Ang. Pamir Highway

Pamir omfatter et område på 120.000 km², som ligger, hvor de store centralasiatiske bjergkæder Tian Shan, Karakoram, Kunlun, og Hindu Kush mødes. Det højeste bjerg i Pamir er Kongur (Kungur Tagh) i Xinjiang, som er 7.719 meter højt.

M41, bedre kendt som Pamir Highway (på russisk Pamirskij Trakt, Памирский тракт), er en vej, som snor sig gennem Pamirbjergene via Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan, og Usbekistan. Ruten er blevet anvendt af handelsrejsende karavaner siden oldtiden og kendes også som Silkevejen.

I 2013 var jeg taget af sted på, hvad der skulle blive en 15 måneders lang rejse, hvoraf de otte måneder foregik over land ad Silkevejen fra Kinas hovedstad Beijing til Istanbul gennem Centralasien, inkl. Afghanistan, Iran, Kaukasus, Irak og Tyrkiet. Rejsen ad Silkevejen gjorde et stort indtryk, og jeg er derfor i gang med at forfatte en bog om denne del af min rejse.

Transport: Turen ad Pamir Highway fra Sara Tash til Khorog via Wakhandalen tager fem til syv dage alt afhængig af stop og diverse detours undervejs. Turen er på knap 800 km. Leje af bil med chauffør og inkl. brandstof kostede ca. 300 kr. per person per dag (vi var fire personer).

 

Logi: Homestays med kost og logi kostede ca. 110-150 kr. per person.

Visum & tilladelser: Sammen med visum kræves der en særligt GBAO permit for at rejse gennem Pamirregionen. GBAO permit søges sammen med visum.

 
 
Share this