På improviseret trek i Wakhankorridoren


Bo Løvschalls billede
2015 jun

På improviseret trek i Wakhankorridoren

Det var slet ikke meningen, at jeg skulle have været til Afghanistan. Men da jeg på den tadsjikiske ambassade i Bisjkek uden problemer kunne få visum med double entries, kunne jeg ikke dy mig. Så da jeg rejste ind i Tadsjikistan, havde jeg i hvert fald ikke afskåret mig fra muligheden for en improviseret sviptur til nabolandet Afghanistan.

Tekst & fotos: Bo Løvschall

 

Chancen bød sig i form af tyskeren Bastian og amerikaneren Gabriel. Vi var stødt på hinanden på hver vores færden gennem Tadsjikistan og havde nu gejlet hinanden op til, at vi skulle prøve lykken med en gør-det-selv-trekkingtur i Wakhankorridoren i det allernordøstlige Afghanistan, en af de mest afsidesliggende afkroge af verden.

I den tadsjikiske by Khorog fik vi overraskende nemt afghansk visum og var nu på vej mod vores afghanske eventyr. Bastian arbejdede til dagligt for en tysk NGO i Mar-i-Sharif i Afghanistan og havde på grund af sit usædvanlige sprogtalent (han talte seks sprog) tillært sig en portion af det lokale sprog dari. Amerikanske Gabriel var heller ikke en nybegynder under fremmede himmelstrøg, da hans jordomrejse nu var på sit femte år.

Det var nu alligevel med spænding, at vi krydsede grænsen ved Ishkashim. Byen var normalt kendt for sit grænsemarked, men for tiden var det lukket pga. en tyfusepidemi. Vi blev stemplet ud på den tadsjikiske side og gik gennem porten og mod barakkerne på den afghanske side. Grænseovergangen lå på en gold flodbred med glimt til det snedækkede Hindukush i det fjerne. Alt vi kunne skimte på den afghanske side var sten, grus og en udbrændt tank.

Ved barakken stod nogle unge soldater i uniform, to ”rigtige” afghanere i kjortler med stort skæg og militærvest og en fyr i jakkesæt. Vi gik ind i barakken for at blive stemplet ind. Da vi kom ud ville fyren i jakkesættet se, hvad vi havde i rygsækkene. Måske var det Bastians tyske sind eller måske hans antipati for arrogante pashtunere, men Bastian ville først vide, hvem jakkesættet var, før vi åbnede vores tasker. Jakkesættet sagde han var den øverstbefalende, men Bastian insisterede på at ville se id.

Gabriel og jeg kiggede nervøst på hinanden, men vi prøvede at spille cool, da situationen nødigt skulle eskalere. Da Bastian havde bedt om at se jakkesættets id for syvende gang, tog jakkesættet sin hånd om på ryggen og trak en pistol frem. Viftende med pistolen spurte han, om det var id nok. Det var det så. Jakkesættet gennemsøgte alle vores tasker. Computere og digitale kameraer var han ligeglad med, men min tandpasta spurgte han dog mistroisk indtil. Endelig kunne vi tage vores rygsække og forlade grænseovergangen og jakkesættet.

 

Slash and burn

De ”rigtige” afghanere i kjortler viste sig at være taxichauffører, som tilbød at køre os ind til byen tre km væk for 15 USD. Da vi tilbød et mere realistisk beløb, afslog de, trods chancerne for flere grænsegængere den dag var nær nul. Dette var Gabriel og min første smagsprøve på afghanernes slash and burn-handelsstrategi med fremmede, hvor de kun vil sælge til toppris – langt over hvad lokale betalte – eller slet ikke. Bastian havde oplevet det før. Vi valgte demonstrativt at takke nej til taxierne for herefter at begive os ind i Afghanistan på gåben. Inden længe blev vi overhalet af en gammel mand med langt skæg på æselryg. Guidebogen havde advaret os om, at krydsning af grænsen var som at rejse tilbage i tiden, og vi kunne kun være enige.

Selv om vi var stemplet ind, skulle vi have forskellige tilladelser for at trekke i Wakhankorridoren. Vi skulle både forbi den lokale fotograf, kommunekontoret og politistationen i Ishkashim. Nogle timer senere var papirarbejdet i orden, og vi kunne begynde at lede efter et guesthouse, for vi ville ikke komme videre samme dag. Selv noget så simpelt som at finde logi udviklede sig hurtigt til en farce. Flere mænd ville gerne hjælpe, men det var uklart, om de kendte til det guesthouse, vi spurgte efter, og om de steder de ville tage os hen lå tæt på eller helt uden for byen. Selvom jeg kun havde været i landet en halv dag, havde jeg allerede opsnappet, at ting tog tid, og at ting hurtigt blev kompliceret, men at det som regel altid lykkedes.

Det gjorde det også denne gang. Til sidst indlogerede vi os på et guesthouse, som også huserede de parkfolk, som bestyrede Wakhan Nationalpark. En tysk NGO havde været involveret og forsøgt at etablere noget bæredygtigt turisme med bl.a. opførelse af små guesthouses ude i landsbyerne samt at indføre faste priser på transport, noget tyskerne havde præciseret helt ned til, hvad et æsel eller en bærer skulle koste (begge 8 USD per dag).

Det kan lyde lidt som overkill, men Ishkashim og Wakhankorridoren havde fået et ry blandt de få rejsende, som rent faktisk vovede sig herind, for at være ekstrem dyr mht. transport. Taxamafiaen havde hævet priserne til 400-600 USD for den ca. 130 km lange tur ind i Wakhankorridoren. Men vi fik hyret nationalparkens jeep til turen ind til den faste pris af 140 USD med afgang tidligt næste morgen. Så skulle der bare provianteres. Bastian havde en sovepose, men ellers havde ingen af os trekkingudstyr med.

Til trods for at det var midt under ramadanen, var byens lille marked ganske velassorteret. Ved et tilfælde mødte vi en ung businessmand med oxfordengelsk og vestligt tøj, som havde et spritnyt telt, tre liggeunderlag og en gasbrænder, som vi kunne leje. Som soveposer købte vi nogle syntetiske røde tæpper med blomstermotiver.

Pakæsler er den eneste måde at transportere gods i bjergene

 

En flodbred til vej

Tidligt næste morgen satte vi af sted i vores hyrede jeep. Chaufføren havde advaret om, at det nemt kunne tage seks timer at tilbagelægge de sølle 130 km til stedet for, hvor vores trek skulle begynde. Noget jeg dog tvivlede på, for hvor dårlige kan veje lige være? Men store dele af ruten var kun et hjulspor over kampesten på en flodbred. Heldigvis var udsigten fantastisk med frit kig til bjergtoppe, hver gang vi passerede en kløft. Flere steder passerede vi mindre landsbyer, og et par gange skulle vi ud og vise vores tilladelser til myndighederne. Inden længe var de få folk, vi mødte på vores vej, ikke længere afghanere, men wakhifolk. Kvinderne var ikke længere tildækket med blå burkaer, men bar kun wakhiernes traditionelle røde tørklæder.

Efter seks-syv timers sindssyg hård jeepkørsel med støv, sten og bump, med blå mærker til følge, ankom vi endelig til den lille wakhilandsby Wuzed. Her hyrede vi et par æselførere, som dagen efter skulle guide os op i bjergene til wakhiernes sommergræsgange. Da vi havde slået teltet op til stor underholdning for landsbyens beboere og skulle til at lave mad, fandt vi ud af, at vores gasbrænder var blevet ødelagt under den hårde tur i jeepen. Så for en stund oplevede vi, hvor uforberedte vi var, indtil vi fik mandet os op og tænkt kreativt. Brænderen blev fikset, så vi kunne gå mætte til ro under vores syntetiske tæpper.     

 

Vandreskoene findes frem

Næste morgen kom vi endelig rigtigt af sted på vores trekkingtur. Allerede efter en times gang var vi i gang med at krydse floder for derefter at stige stejlt i terrænet. Vi gik langs smalle stier, som wakhierne brugte til at føre deres får og geder op til deres sommerlejre i 4.000-5.000 moh. Jo højere vi kom, jo flottere blev udsigten bagud over Hindukush, som tårnede sig op på den anden side af dalen. Snedækkede bjergtoppe på over 7.000 meters højde (heriblandt Afghanistan højeste, Noshaq på 7.492 moh) lå som perler på en snor og udgjorde grænsen til Pakistan.

Da vi holdt pause ved en lille bjergsø, dukkede der pludselig en afghaner op bag bjergryggen. Han kom ridende med læssede pakæsler og yakokser. Det viste sig, at han var en handelsmand, som solgte knive, sytråd, gryder, og you name it til wakhierne for til gengæld at opkøbe deres får og geder. Han skulle også hen til den sommerlejr, som vi havde planlagt at skulle overnatte ved.

Sent på eftermiddagen nåede vi endelig wakhilejren. En kaotisk samling af snavsede jurter i gedeskind og lave stenhytter. Vi smed vores udstyr i en god afstand fra de første jurter og ventede på, at lejrens overhoved skulle komme og møde os. En ældre venlig mand bød os velkommen og gav os tilladelse til at slå lejr for natten. Mens vi slog teltet op, kom lejrens mest nysgerrige børn hen til os, hvorimod de flotte rødklædte kvinder holdt sig på afstand. Senere var det så vores tur til kigge på, da der skulle malkes. Alle får og geder, som om dagen havde græsset på højsletten, blev nu samlet. Alle hjalp til; børn, kvinder og mænd indfangede dyrene, for derefter at binde dem på en lang række, og så blev der malket. Mælken ville senere blive lavet til yoghurt, og sammen med fladbrød udgjorde det wakhierne ensformige kost. Men vi var nu taknemmelige for at få tilbudt noget klumpet yoghurt til vores simple kost af spaghetti, dåsebønner og tun.

De næste dage gik på samme måde. Vi vågnede op og pakkede sammen. Læssede æslerne, som hver dag blev skiftet ud, så alle lejre tjente på vores færden – selvfølgelig noget den tyske NGO havde introduceret. Hver gang skulle vi sørge for, at gasflasken ikke blev bundet forkert, så brænderen kunne overleve endnu en dag på æselryg. Dagene bød på den ene panoramaudsigt efter den anden over enten Pamirbjergene mod Tadsjikistan eller Hinduskush mod Pakistan. I ny og næ stødte vi på nogle rejsende wakhier, som enten skulle fra lejr til lejr, eller som skulle ned til deres landsby i dalen. Ved hvert møde skulle vi lige forhøre os om vores rute, til trods for at vi altid havde vores æselførere – eller måske rettere, netop fordi vi havde dem. De tog os jo bare hen, hvor de troede, vi gerne ville hen – uden at forstå, at det ikke var vores hensigt, at vandreturen skulle inddrage hele det nordøstlige Afghanistan. Bastians dari var selvfølgelig til stor hjælp, men da wakhierne sjældent har gået i skole, og dari ikke er deres førstesprog, udviklede vores, for os, simple spørgsmål ofte til forvirrende diskussioner om, hvad der var op og ned. Så da dagen, der skulle have været vores sidste vandredag, trak ud, måtte vi overnatte på en bjergside.

 

En aftale er en aftale … eller er det?

Wakhilejr, bestående af en samling snavsede jurter i gedeskind og lave stenhytter

Den fjerde dag kom vi tilbage ned i dalen og til en landsby, hvor vi havde aftalt, at vores jeep skulle komme og hente os næste dag (vi havde været smarte nok med at indregne en ekstra dag). Men da næste dag kom, kom der ingen jeep. Vi ventede og ventede. Pludselig dukkede jeepen op, men den havde passagerer i og skulle videre ind i Wakhankorridoren, så den kunne desværre ikke køre os tilbage til Ishkashim som aftalt. Men vores chauffør fortalte os, at han havde arrangeret, at der ville komme en anden bil og hente os. Hmmm.

Nogle timer senere dukkede den anden bil så op. En gammel smadret Toyota Corolla på pakistanske plader. Bastian, Gabriel og jeg kiggede på hinanden. Vi havde på fornemmelsen, at vores jeepchauffør nok ikke havde forklaret den korrekte pris til Toyota-manden, men vi vurderede også, at det nok var et dårligt tidspunkt og sted at tage den diskussion, hvis vi skulle gøre os nogle forhåbninger om at komme tilbage til civilisationen den dag. Så vi kastede grejet i bagagerummet og hoppede ind i smadrekassen.

Udturen havde været hård, men det var ingenting i forhold til, hvad Toyotaen skulle igennem. Efter otte timer – og flere timer efter at grænsen var lukket – ankom vi omsider tilbage til Ishkashim. Bastian forklarede, at vi havde aftalt en pris med jeepchaufføren, men Toyota-manden ville ikke høre tale om en pris på under 380 USD. Som så mange gange før på vores tur, når de lokale ville have flere penge, end vi havde aftalt, var kutymen, at de først virkede topfornærmede og nægtede at modtage nogle penge overhovedet. Så gik de i fornærmelse, kom tilbage efter lidt tid, inddragede andre folk og deres meninger, gik måske igen for så at komme tilbage for at diskutere en sidste gang.

Det var en slags udholdenhedsprøve, som vi efterhånden havde prøvet et par gange, men som hver gang havde endt med, at de alligevel blev overordentligt tilfredse med betalingen. Så dette teaterstykke måtte vi så igennem igen. Vi fremlagde endda vores sag for nogle ældre, som sad på gaden, og de kunne heldigvis godt se vores pointe, men lige lidt hjalp det. Så da vi gik til ro om aften i gæstehuset, havde vi stadig ikke betalt chaufføren.

 

Et nervepirrende farvel til Afghanistan

Under morgenmaden fik vi igen besøg af en af taxachaufførens venner, som mindede os om, at vi skyldte nogle penge. Vi forklarede på ny, at vi gerne ville betale, men kun det rigtige beløb, men ak.

Nede i byen forsøgte vi at tage en taxi til grænsen, men de to-tre taxier, som stod parkerede, ville ikke køre, medmindre de fik 15 USD. Skidt pyt, det var en skøn morgen, så vi gik til grænsen. Efter 45 minutter stod vi igen over for officeren ved den afghanske grænsepost. Denne gang var han høflig, men vi skulle da alle sammen, en efter en, lige forhøres inde på hans kontor, inden vi kunne blive stemplet ud af Afghanistan.

Da Gabriels pas havde modtaget det sidste stempel, ringede grænsevagtens mobiltelefon. Det var selvfølgelig chaufføren. Vi orkede ikke mere diskussion, så vi tog vores tasker og gik mod porten til Tadsjikistan, men blev tilbageholdt af en kalashnikovbevæbnet vagt. Så måtte vi på ny forklare historien. Det endte med, at vi betalte de 140 USD til officeren under påsyn af de andre vagter med aftalen om, at chaufføren skulle have dem, når han kom. Vi tvivlede nu kraftigt på, at det ville ske, men vi fik endelig lov til at forlade Afghanistan. Der var smil på vores læber, da vi endelig blev stemplet ind på den tadsjikiske side, men det varede kort.

Chaufføren var nu ankommet på den anden side, og der var en livlig diskussion. Vi kunne ikke tro vores egne øjne, da officeren i jakkesættet resolut traskede over grænsen for at tale med os en sidste gang. Vi kiggede febrilsk på de tadsjikiske vagter, ville de mon trække våben? Nej, de virkede meget afventende.

Den afghanske officer gjorte et sidste og halvhjertet forsøg på at få flere penge, men til sidst måtte han gå uforrettet tilbage. Måske var det bare for ikke at tabe ansigt til chaufføren? Måske havde han slet ikke fortalt chaufføren, at han havde fået nogle penge? Vi havde i hvert fald betalt, det vi havde aftalt, men muligvis havnede pengene ikke i de rigtige lommer – men det ville nok ikke være første gang, det var sket i Afghanistan.

 

22 aktive medlemmer af De Berejstes Klub har været i Tadsjikistan, og 27 har besøgt Afghanistan. Bo Løvschall  har medlemsnr. 635 og rejste i Wakhankorridoren i syv dage i juni 2013. Læs og se mere om hans rejseoplevelser på www.globespots.com.

 

Wakhankorridoren i Afghanistan

Wakhankorridoren (eller Vakhankorridoren) er en lang og smal landkorridor, som udgør Afghanistans østligste yderpunkt i Pamirbjergene. Den er omtrent 210 km lang og mellem 20 og 60 km bred. Den er opkaldt efter Wakhan-regionen i den afghanske provins Badakhshan. Oprettelsen af korridoren, som forbinder Afghanistan med Kina i øst og skiller Tadsjikistan i nord fra Pakistan i syd, var et politisk resultat. Den anglo-russiske grænsekommission af 1895-1896 afgrænsede området som en bufferzone mellem Britisk Indien og det russiske Centralasien. Wakhankorridoren var en gang en del af Silkevejen, og har været lukket for grænsetrafik i næsten 100 år pga. politiske årsager.

I dag er korridoren tyndt befolket med 10.600 wakhibønder og kirgisiske gedeavlere. Korridoren er blandt Afghanistans mest fredelige områder og har i stor grad undgået krigene som har hærget landet siden 1979. Det er Afghanistans vigtigste habitat for sneleoparder. I de senere år er Wakhan-korridoren også blevet en destination for eventyrlystne trekkere, og flere rejseselskaber tilbyder ture til området.

Visum: Jeg fik et ekspresvisum til 100 USD på det afghanske konsulat i Khorog i Tadsjikistan. Det tog kun 10 minutter.

 

 
 
Share this