Flyforbud efter 100 lande


Per Danielsens billede
Per Danielsens billede
 
2014 mar

Mit land nr. 100, Taiwan, blev fejret på bedste vis på businessclass til Taipei med hele svineriet af champagne, tre retters-menu på porcelæn med vin og cognac i store mængder. Men festlighederne fik en brat ende, da jeg efter nogle dage lå i noget, der mindede om en opiumshule.

Taipei 101 er formet som en bambuspind. Fra toppen er der en god udsigt over den forurenede by

Det var en dejlig fornemmelse at have nået 100 lande, og jeg følte mig meget berejst og opsat på at se mere af verden. På den første dag så jeg det meste af Taipei til fods, hvor jeg besøgte Chang Kai-sheks mindehal, hvor man efter at have gået 80 trin op kan se en stor statue af en siddende generalissimus. Videre til Dr. Sun Yat-sen-mindehallen, hvor man kan se en siddende Dr. Yat-sen, som grundlagde republikken Kina for 100 år siden.

Gåturen sluttede i Taipei 101, som indtil 2009 var verdens højeste bygning med en højde på 508 meter. Kun Burj Khalifa i Dubai med sine 828 meter er i dag højere. Undervejs i køen for at komme op med elevatoren, som på 37 sekunder bringer en op til 89. etage, får man taget et foto, som man senere kan købe. Som en ekstra service kan man også se billedet på en skærm længere fremme i den lange kø, så det er jo fristende at tage at foto af skærmbilledet, så man både slipper for at stå i kø for at købe en kopi – og sparer en del penge.

To dage senere befinder jeg mig om natten på en briks i et langt rum, hvor der står to rækker af smalle brikse. Her ligger folk, som enten er halvt eller helt bevidstløse. Ivrige kinesiske piger kommer helt tiden med friske forsyninger for at dæmpe smerterne. Enkelte bliver kørt ud næsten helt livløse.

Opiumshule

Er jeg havnet i en opiumshule? Nej, jeg ligger på skadestuen i byen Taichung pga. en blodforgiftning, forårsaget af et sår i den venstre storetå, som er blevet betændt efter den lange gåtur i Taipei. Da jeg efter en tur til Østtimor to år tidligere pådrog mig en blodforgiftning efter at være blevet bidt af en blodigle, vidste jeg straks, hvad der var galt og fandt en skadestue. Nu frygtede jeg, at jeg ligesom derhjemme skulle vente i timevis på at tale med læge, men servicen var ganske fin, og efter to minutter talte jeg med en læge, som kunne engelsk.

Behandlingen bestod i en injektion med antibiotika som drop hver sjette time. Lægen ville helst indlægge mig, men da jeg allerede havde betalt for et ganske glimrende hotel i nærheden, fik jeg lov at blive boende – mod at komme til behandling kl. 3, 9, 15 og 21. Endnu værre var det, at jeg ikke kunne rejse til Singapore næste onsdag, som jeg ellers havde planlagt, da behandlingen ville vare mindst fem dage. Så jeg havde fået forbud mod at flyve – efter at have nået 100 lande.

Så jeg tilbragte de næste fem dage med at gå til behandlinger fire gange om dagen. Det var sin sag at skulle op midt om natten efter at være kommet hjem sent om aftenen, men det lykkedes da alle gangene. Det er interessant at se, hvordan byen forandrer sig fra at være travl om dagen til at være halvtom om aftenen og næsten helt tom midt om natten. Helt tom er den dog ikke om natten, da de første boder med mad allerede er ved at åbne kl. 4 om natten, da jeg var på vej hjem til min seng på hotellet.

Jeg blev rigtig god ven med en af lægerne, som kunne engelsk. De hårdarbejdende sygeplejersker kunne desværre næsten ikke noget engelsk, men var utrolig hjælpsomme på trods af, at de knokler hele tiden på en 12 timers vagt. På en af de sidste dage fortalte en af sygeplejerskerne, at nu skulle jeg kun have fire dage mere, hvor hun i virkeligheden mente, at jeg kun skulle have fire behandlinger mere. Så det er altid værd at dobbelttjekke informationerne.

I starten skred behandlingen kun langsomt frem, men om torsdagen, dagen før jeg havde planlagt at tage hjem fra Singapore, fik jeg endelig go af lægen mod at få en sidste behandling kl. 3 om natten. Så om fredagen kunne jeg endelig tage hjem – velforsynet med antibiotikapiller. Taiwan har et sundhedsvæsen, der er betalt via indkomstskatten, men hvor man selv skal betale en lille del. For fem dages behandlinger og medicin endte jeg med at betale 1.600 kr., som jeg fik refunderet af min rejseforsikring.

Så jeg fik ikke set meget til Taiwan, men til gengæld har jeg set et sygehus indefra, hvilket de færreste turister nok oplever.

Rejsen fortsætter et år efter

Heldigvis har jeg en god rejseforsikring med Eurocard Platinum, så da jeg kom hjem, fik jeg erstatning for de feriedage, hvor jeg havde været syg. Så jeg besluttede mig for at tage af sted igen og fortsætte rejsen, hvor jeg slap første gang.

Ligesom den første gang blev rejsen initieret af et godt tilbud fra Lufthansa, hvor jeg kunne flyve til Sydøstasien for under 4.000 kr. t/r. Desværre ikke helt til Taipei, men i første omgang til Singapore og i anden omgang til Taipei.   Jeg havde en masse Air France-bonuspoint, som var ved at udløbe, så de blev udnyttet til en businessclass-billet fra Singapore til Taipei med det taiwanesiske selskab China Airlines. En glimrende service, hvor purseren personligt kom rundt og bød velkommen til de fire passagerer på business, inden serveringen begyndte. En glimrende måde at fejre 100 lande på.

I Taipei tilbragte jeg et par dage med at se noget af det, jeg ikke havde set i første omgang. Derefter tog jeg igen højhastighedstoget til Taichung. Det japanskbyggede tog kører de 185 km på 52 minutter.

Undervejs ser man, hvor tæt bebygget øen Taiwan er. Arealet er på størrelse med Holland, men med 20 millioner indbyggere er der 20 % flere indbyggere end i det tætbefolkede Holland. Den østlige del af øen er pga. den nord-sydgående bjergkæde tyndt befolket, så de fleste bor i den vestlige del. Her bor de fleste i høje etageejendomme, som ikke optager så meget plads, så der også bliver plads til en masse industri. Indimellem ser man også rismarker.

Jeg havde ikke lyst til at se byen Taichung igen, så jeg tog straks en bus op til Sol-måne-søen (ofte omtalt ved sit engelske navn Sun Moon Lake), som ligger køligt i 748 meters højde. Her skulle der også være mulighed for at se Taiwans mindste stamme af oprindelige folk, som boede på øen allerede inden kineserne kom over fra fastlandet i 1400-tallet.

Folkerepublikken ved at tilbageerobre Taiwan

Taiwan er selvstyrende og anerkender ikke Folkerepublikken Kinas territoriale krav på øen, men efter at fastlandskineserne nu frit kan rejse til Taiwan, er de ved at tilbageerobre øen. Et af de steder alle turisterne skal besøge er Sol-måne-søen. Lange rækker af turistbusser kom kørende op til søen, hvor man efter at være blevet fotograferet skulle ud og sejle en tur på den næsten 8 km2 store sø. Det var endda så praktisk indrettet, at for at komme fra parkeringspladsen var man nødt til at gå igennem en souvenirbutik for at komme ned til bådene. Først om aftenen, når alle busserne er kørt væk igen, falder der ro over byen ved søen – eller næsten ro, da græshopper og frøer nu tager konkurrencen op om det højeste lydniveau.

Der er anlagt en smuk cykelrute med broer et stykke af vejen langs Sol-måne-søen.  

Heldigvis er kineserne holdt op med at cykle, så man kan i fred og ro cykle den smukke 30 km tur rundt om søen. Undervejs passerer man adskillige templer og en forlystelsespark opkaldt efter thao-folket. Som en ekstra ”oplevelse” kan man køre op til parken med en svævebane.

Desværre var der ikke meget tilbage af thaofolket, kun nogle souvenirboder med thaoting. Ved det store jordskælv i 1999 mistede 80 % af thaoerne deres huse.  I år 2000 var der kun 281 thaoer tilbage, så det var ikke så underligt, jeg ikke rigtig så nogen.

På trods af de mange turister og manglende thaofolk, så var det en smuk oplevelse at se søen både på cykel og til fods, hvor der er fred og ro.

Overbooket museum

Anden gang jeg var i Taipei besøgte jeg også det nationale paladsmuseum, som huser en af verdens største samlinger af kinesisk kunst gennem 7.000 år. Jeg havde glædet mig til at se museet, da jeg ikke nåede det første gang. Jeg blev mødt af en armada af turistbusser udenfor. Igen var det store grupper af kinesere fra fastlandet, som var kommet for at se de mange skatte, som nationalistregeringen, Kuomintang, fjernede fra fastlandet, da kommunisterne vandt magten på fastlandet.

Indenfor var der da også lang kø ved billetkontoret og ved selve indgangen til samlingen. Over indgangen kunne man på et display se, at der var 2.600 personer inden for i samlingen. På et skilt ved siden af stod der, at man kun lukkede 2.000 ind ad gangen. Den kraftige overbooking resulterede da også i, at man den første halve time gik rundt i en lang stime, hvor man måtte mase sig frem for overhovedet at se noget. Heldigvis blev der bedre plads senere, og da jeg forlod museet, var der ”kun” 1.600 gæster tilbage.

Taiwan som rejseland

Efter mine to besøg i Taiwan har jeg nu set de tre største seværdigheder: Taipei 101, det nationale paladsmuseum og Sol-måne-søen, som også er målet for de mange turister fra fastlandet. Så det kan anbefales også at besøge de mange smukke steder i bjergene fjernt fra masseturismen.

Trafikken er intens i Taipei, hvor der bor 6 millioner mennesker.

Taipei er en moderne asiatisk storby med lange lige gader og meget trafik.  Den er efter min mening ikke lige så spændende som Seoul eller Tokyo, men absolut værd at bruge et par dage på.

 

Faktabox

UD & HJEM IGEN: Fly København-Taipei t/r fås fra ca. 5.450 kr. Taiwan er visumfrit for danskere i op til 90 dage. HISTORIE: Republikken Kina blev grundlagt efter kejserdømmets fald i 1911. Kinas nationalistregering, Kuomintang, beholdt kontrollen over størstedelen af Kina frem til 1949, hvor kommunisterne under den kinesiske borgerkrig havde erobret det meste af landet. Kuomintang-regeringen flygtede da til øen Taiwan (tidligere kendt som Formosa), hvor den har holdt til siden. Taiwan var med til at etablere FN, men mistede i 1971 sin plads til Folkerepublikken Kina (men Taiwan tæller stadig som et land i DBK-sammenhæng). I de første år efter at Kuomintang var flygtet til øen, blev Taiwan regeret med hård hånd af Chang Kai-shek, men efter dennes død i 1975 er Taiwan blevet langt mere demokratisk. I dag sidder Kuomintang atter på magten, da den demokratisk valgte præsident Ma kommer fra Kuomintang. Reelt eksisterer der således to Kina’er, som gør territoriale krav på hinanden og begge ser sig som arvtagere til det historiske Kina. I modsætning til sin forgænger går Ma dog ikke ind for et decideret selvstændigt Taiwan, men for at øge samarbejdet med Folkerepublikken Kina.
 
 
Share this