Gennem Tanzanias Naturreservater – på rejse med skæbnen


2013 dec

Gennem Tanzanias Naturreservater – på rejse med skæbnen

Tekst & fotos: Karen Hammer

Den sommer skulle jeg egentlig være rejst til Vietnam, men så døde min far i januar. Henrik – en af mine søde HF-elever – trøstede mig: ”Du tager bare ned og besøger min mor i Tanzania. Hun arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke og vil gerne have besøg”. Jeg bestilte en billet til Kampala med hjemrejse over Dar-es-Salaam. Så kunne jeg profitere af mine mange Uganda-venners slægtninge og sejle sydpå over Victoriasøen til Mwanza, hvor Henriks mor arbejdede.     

Men endnu engang ville skæbnen noget andet: Damperen, som sejlede tværs over søen, forliste, og flere hundrede mennesker druknede. Det var ikke længere muligt at komme til Tanzania ad søvejen.                 

På trods af Kenyas dårlige rygte fløj jeg med Aeroflot til Nairobi og overlevede uden problemer et par dage i denne beskidte og forbryderiske storby.  Det var nemt at komme videre: En moderne bus bragte mig ind i det ludfattige Tanzania, der for nyligt var blevet demokratisk. Efter et par dage hos Ngorongoros løver og elefanter tog jeg en bus fra Arusha mod Mwanza, der ligger nordvest for Tanzanias største naturreservat Serengeti.  Egentlig skulle bussen være kørt kl. 6 om morgenen, men man reparerede stadigvæk på den kl. 8. Det var en meget affældig bus helt uden vinduer, men jeg havde overlevet mange nedslidte busser i Vestafrika, så jeg tog det roligt, pakkede mig varmt ind mod morgenkøligheden og iagttog livet omkring mig.  Til højre for mig ved vinduet sad en yndig ung kvinde med sin lille datter på skødet. Hendes mand stod uden for vinduet og tog en lang og kærlig afsked med sin lille familie. Den lille pige på knapt to år hvilede i den grad i sig selv og var ikke til at slå et smil af. Vi var fem timer om at komme til bakken op mod Ngorongoro. Undervejs havde vi haft tre kaffestop med reparationer, og jeg var efterhånden blev gode venner med min sidekvindes storebror John, der underviste i engelsk på et gymnasium i Arusha. Han var sammen med sin søster og en yngre bror på vej til forældrenes landsby nær Victoriasøen. Alle glædede de sig til at komme hjem til familien.

Ned ad bakke

Bussen havde svært ved at slæbe sig op ad bakken, men det gik da. Problemet, som vi ikke havde kunnet forudse, kom, da bussen atter skulle køre ned ad bakken mod Serengeti: Bussen kunne ikke bremse! Motoren kunne ikke dæmpe farten – folk begyndte at skrige, og så kom faldet og braget, da bussen væltede om på højre side og kurede nedad gennem støvet. Jeg så det ikke, for jeg mistede bevidstheden og vågnede først op formentlig 20 minutter senere, da næsten alle havde forladt bussen. Jeg husker ikke meget fra ulykken – kun to brag. Det første var formentlig bussens fald og det andet den lyd, der kom, da mit hoved smadrede ind i et eller andet, og jeg på trods af en ulden hue blev slået ud. Nogle bænke var faldet ned over min venstre hånd; men de var landet oven på min store Peule-sølvring, som jeg i 1987 havde fået af min burkinske ven Abdoulaye: ”Der er læst over den Karen. Den vil beskytte dig på rejser.” Ringens 1½ milimeters højde havde taget vægten. Jeg kunne uden problemer trække hånden til mig og rejse mig – noget forvirret efter slaget i hovedet. Under mig lå den unge kvinde. Hun havde kraniebrud. Hendes venstre øje var slået ud og hang ned mod kinden, men hun var ved bevidsthed og bad mig give hendes taske til broren John. Lidt efter bar de hende ud, og jeg forstod, at barnet var i god behold hos John, mens den yngre bror i panik var forsvundet ud i bushen til de vilde dyr.  Der var flere sårede: En ung mand blødte ud af højre øre, og en anden havde en jernstang stikkende ud af maven. Bussens personale gik i gang med at bære bagagen ud, og jeg hjalp til. Al trafik foregik gennem den store åbne bagrude.

Det tog tre timer, før en anden bus kom for at hente de nødstedte og sårede passagerer. Jeg fik et lift til et af de store hoteller i parken med et turistkøretøj og var så heldig undervejs at iagttage, hvorledes en gepard i lyntempo fangede en impala, slæbte den henimod bussen og med en kurrende lyd tilkaldte tre vidunderligt pjuskede unger, der med halerne lodret oppe kom frem gennem det høje græs. Efter to dage i hotellets stald skaffede man os videretransport på ladet af en lastbil, hvor Serengetis støv nær havde kvalt os, og skaffede mig en voldsom køresyge og en totalt manglende interesse for nogensinde at gense dette  sagnomspundne sted.   

Siden blev jeg fortalt, at den unge kvinde, der sad på den vinduesplads, som jeg selv så gerne ville have haft, var død på hospitalet i Arusha. Der var mange indtryk den sommer,  men stærkest i erindringen står den unge kvinde, hvis navn jeg aldrig fik.

Karen Hammer har medlemsnr. 395. Hun har besøgt 85 lande og 11 territorier på alle syv kontinenter.

 
 
Share this