På Afrikas top: Kilimanjaro


Kenneth Hvolbøls billede
2001 dec

På Afrikas top: Kilimanjaro

af Kenneth Hvolbøl

 

Af en eller anden grund skal jeg altid forbandet tidligt op når jeg er på ferie. Det at stå tidligt er ligesom altid tæt forbundet med de store oplevelser. Det er simpelthen umuligt at ligge og snue til kl. 10 og så samtidig forvente eventyret lige rundt om hjørnet, for eventyret står også tidligt op.... som regel.

I dag er ingen undtagelse. Klokken 06.30 sniger de spæde solstråler sig ind under dørsprækken og jager de lyssky kakerlakker ind under de gabende fodlister. Jeg stikker søvndrukkent fødderne i tøflerne og vakler ud for at få det eneste bad og samtidig nyde det sidste civiliserede toiletbesøg i den kommende uge.

Vi havde dagen før taget bussen fra Nairobi til Arusha i Tanzania. Peter, hans veninde Ghita og jeg selv, havde planlagt at bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, og Arusha er center for at hyre de obligatoriske guider og bærere. 1 guide og 3 bærere pr. person fortalte Jim vores kontaktmand, fundet over Internettet og i øvrigt anbefalet af nogle bekendte. Senere stødte hans kone Tina til. Tilsammen ejer de Afiican Walking Company, som allerede havde helt styr på arrangementet, en 9 dages safari på Serengeti-sletten og Ngorongoro-krateret, samt den forestående bestigning af Kilimanjaro.

Jim briefer os om bjergets mange luner som hvert år medfører døden for nogle uheldige eventyrlystne turister, men, tilføjer han, lytter vi blot til vores erfarne guide, slipper vi nok med livet i behold, men om vi kommer til tops er en helt anden sag. Kilimanjaro betyder i øvrigt ”umulig bestigning” på det lokale sprog, men helt umuligt er det som bekendt ikke, da op imod 50 personer i gennemsnit bestiger bjerget om dagen.

Det var selvfølgelig med spændte forventninger vi kørte mod Marchame village ved foden af ”Kili”. Her mødte vi chefguiden Setigl og et hav af bærere, hvilket fik os til at ligne en kopi af Stanleys ekspedition da han i forrige århundrede søgte efter Livingstone. Hele dagen gik vi tæt og normalt fugtig regnskov, men vi havde usædvanligt tørt vejr, faktisk strålende sol, hvilket nærmest er uhmt på denne del af ruten. Terrænet var ret stejlt men alligevel til at klare, da vi kun skal bære på vandflaske og kamera, alt andet lige fra gasbrændere til campingborde lader vi de veltrimmede bærere om at fragte. Det var min agt at gå i sandaler så længe som muligt og på denne del af ruten gik det fint.

Efter 5-6 timers vandring fandt vi Marchame camp som ligger i 2980 meters højde, hvilket var rigeligt til at det blev hundekoldt om aftenen. Den ellers glimrende mad, fisk med spaghetti og grøntsager, suppe samt frugtsalat til dessert, blev indtaget med klaprende tænder, inden vi tørnede ind i de lune soveposer.

”Pole pole”

Den første nat på ’campingmaner’ sover jeg altid forbistret dårligt og i nat var ingen undtagelse. Det var tilmed forbandet koldt, kun 4 grader i teltet, så det er allerede tid til at finde de uldne frem af rygsækken.

Guiden vækkede os nænsomt med den obligatoriske kop varme morgente. Ved 8-tiden gik vi videre op gennem spredte træer og buske. Op og op gik det, ”pole pole” råbte guiden ustandselig. Det var en opfordring på swahili til at gå langsomt. Højden kan allerede her give kraftig hovedpine og samtidig kan kraftig svedpåvirkning give dehydrering, så den langsomme opstigning er absolut nødvendig, selv om musklerne tilsyneladende gerne vil arbejde hurtigere.

Efter 4½ times gang kom vi til Shira-plateauets alpine vækst i 3840 meters højde. Jeg har nu lidt trykken for panden, men det kan muligvis være den stærke sol. Guiden følger neje vores helbred, og vi aflægger jævnligt rapport omkring eventuelle symptomer på den stadigt stigende højde. Konditionsmæssigt fejler ingen af os noget. Vi kender vores kropssignaler temmelig godt, bl.a. gennem flere maratonløb, men det er netop det som kan give os problemer. Hvis vi sætter tempoet efter vores kondition, kan højdesygen få frit spil, så en erfaren guide er guld værd, og erfaren det er Setigl, han har næsten besteget ”Kili” 100 gange. Det er stadig strålende blå himmel og næsten vindstille. Her er kun ganske få blomster, et par fugle hist og pist, men ellers er det forbløffende så stille her er på bjerget.

Efter de sædvanlige kopper te i campen gik vi en tur på et par timer, hvilket gav mig en kanon hovedpine, og jeg måtte tage et par tabletter som jeg hurtigt kastede op igen. Setigl vurderede, at det var en helt normal reaktion på højden, og sagde at en god nattesøvn ville afhjælpe problemet, så jeg tog endnu et par tabletter, og kravlede i soveposen med udsigt til ”Kili’s” månebelyste iskalotter, der hang truende, langt langt oppe over vores telte.

”Chai”

Setigl havde selvfølgelig ret, efter en rimelig god nats søvn kun afbrudt af tænders klapren var jeg rimelig kvik her til morgen. Ghita var lidt plaget af hovedpine og kvalme, hvorimod Peter intet fejlede. Vi tvang som sædvanlig morgenmaden ned, efterfulgt af 4-5 kopper væmmelig afiikansk te. Væskebalancen er yderst vigtig for at modvirke evt. højdesyge, ydermere er det vigtigt at væsken er varm, så kroppen ikke bruger unødig energi på at opvarme den. Efter hver dag at have drukket ca. 15 kopper, var vi efterhånden lede og kede af tesmagen, der mest af alt mindede om udtræk af sur tobak. Setigl forsemte aldrig en mulighed for at servere ”chai”, som det hedder på swahili, som regel efterfulgt af et bredt smil, der blottede en gullig perlerække af dårligt vedligeholdte tænder. Vi kunne med samme toneleje have tilføjet "tandbørste", men formentlig kun for at modtage en uforståelig hovedrysten til svar.

Vi gik som sædvanlig en times tid før bærerne, men de overhalede os med usvigelig sikkerhed inden middag, trods deres overlæs på omkring 25 kilo (der er regler for den slags). Inden vi nåede dagens camp, havde de slået samtlige telte op og tilberedt?..... rigtig gættet, en kop dampende varm tobakste. Vi klatrede over 4400 meter i dag, hvilket gav mig endnu en dunkende hovedpine krydret med kraftig kvalme. Det var derfor svært at nyde de flotte lobeliatræer der som eneste vækst brød det golde landskab. Campen lå nede i 3950 meter, hvilket lettede lidt på trykket og alle havde sågar overskud til et slag kort inden sengetid.

På skideren

Stigningen op til Barafu camp var lang og sej. For første gang måtte vi bruge både hænder og fødder til egentlig klippeklatring, og de stejle klipper var våde af nattens dug, som gjorde uopmærksomhed livsfarlig. Det var definitivt slut med at bruge sandaler, medmindre man var lokal neger, her oppe over 4000 meter gik de stadig i klipklapper slæbende på al vores bagage.

Vi ser misundeligt på de turister der passerer os på vej nedad. De peger en triumferende tommelfinger opad som tegn på en succesfuld bestigning mens vi døjer med kvalmen. Skyerne driver tæt henover bjerget og skjuler uden tvivl på en fascinerende udsigt, men pyt!, vi kigger alligevel kun opad.

Udmattede nåede vi Barafu i 4650 meter. Det var lettere kaotisk da flere klatreruter her samles inden det endelige topforsøg, og da vi var kommet lidt halvsent til campen, fik vi nogle af de dårligste teltpladser, lidt vel tæt på kanten. Vi lå også ved de absolut dårligste lokummer, som her bestod af et forvitret træskelet med kun én hel væg, hvilket stillede store krav til både koncentration og til at abstrahere fra andre klatreglade rejsende, som ganske nær den værdigt trengende forsøger at nyde det omgivne landskab. Et toiletbesøg i disse højder er selvsagt ganske anstrengende, da lokummernes beskaffenhed som nævnt er af en ganske ringe kvalitet. Bl.a. mangler en ganske simpel anordning som et håndtag, hvilket er næsten uundværligt, når man ubehjælpeligt forsøger at holde en hugsiddende balance på et pedal-lokum uden vægge, og samtidig holde de nedtrukne bukser fri af gulvet, der som regel er overskidt, hvilket igen gør gulvet spejlglat. Problemerne er dog langtfra slut, da man samtidig holder toiletrullen i den ene hånd, for der mangler også en hylde, hvilket betyder at man må rive papiret af med tænderne og tillægger man elementernes rasen lige fra snestorm til haglbyger, som har uhindret adgang til staklen, er det klart at man efter en sådan kraftanstrengelse, er ganske udmattet, lettere svimmel og hivende efter vejret må man støtte sig til det vakkelvorne lokum for rigtigt at fylde lungerne med den iltfattige luft. Selve synet fylder altid de omkringliggende med latter, men også med en vis medfølelse, for de har jo selv været på.

Peter og jeg gik på en meget stejl stigning til ca. 4800 meter for ligesom at vænne kroppen til den kommende nats strabadser. Det var lige så højt som jeg var i Peru, men dette føles meget hejere, da højden i Peru blev opnået i bil, her var det rå muskelkraft. Vi blev anbefalet at gå tidligt i seng da et par timers søvn inden turen til toppen kan gøre en afgørende forskel. Så med en skoldhed vandflaske i fodenden af soveposen overmandede søvnen os.

3 timer senere blev jeg vækket af Setigls sprøde røst ”good morning Kenneth! How are you feeling?” Jeg nænnede ikke at fortælle ham sandheden og slubrede velopdragent den sure kop te i mig, alt imens jeg var overbevist om, at min ansigts havde antaget en lettere grønlig nuance. Klokken var 23.45 og Afrikas absolutte top ventede på os.

Temperaturen viste – 2 grader ved midnatstid og det var tid til at forlade de komfortable soveposer i Barafu camp. Himlen var stjerneklar som aldrig før og en strålende fuldmåne fulgte os på vej. Bjerget blev oplyst af et spøgelsesagtigt skær, som betød at vi slap for at bruge vores medbragte pandelamper. Fem lag tøj på overkroppen og 3 lag på benene var absolut ikke for meget da det mindste vindpust var iskoldt, men vi skulle snart få andet at tænke på.

Peter, Ghita og jeg fik anvist hver en guide til nattens topforsøg, da det er vigtigt at have en mand ved sin side, hvis en af os må give op. Der er 1250 lodrette meter til Uhuru peak, og vi havde knap 7 timer til at nå Stella point ved solopgangstid. Nuvel! Solopgangen er precis lige så smuk et par hundrede meter længere nede, men det er godt at sætte sig et mål, så vi kleede på trods den hidsige stigning. Vores stærke fysiske form kom os her til gode, og vi overhalede den ene gruppe turister efter den anden. Langt oppe ad bjerget kunne vi følge lyset fra den snoede karavane af håbefulde lygtebærende klatrere. Overalt hørtes lyden af det offer som Kilimanjaro kræver af de fleste... en anstrengende og smertefuld opkast. Halvvejs opad strøg et blændende lysskær over himmelhvælvingen. Det fik alle til øjeblikkeligt at stoppe op og ønske!...om hvad var der næppe nogen tvivl. Samtidig meldte tørsten sig, men ak!, vandflaskerne var bundfrosne. Grinende hev guiderne et par flasker frem fra de inderste lag tøj, selvfølgelig var de forberedte.

Vi havde det alle temmelig godt, men terrænet blev hårdere og hårdere, anstrengelserne større og større, i takt med at ilten tyndede ud. Guidernes tilvænning var tydelig, de sang og fløjtede, mens turisterne led deres stille kampe, fysisk såvel som psykisk, det var ikke til at begribe! Min helt personlige taktik var at bruge en bestemt sten som fikspunkt som skulle nås, før jeg tillod mig at hvile. Det virkede helt fint, selvom der blev kortere og kortere mellem stenene som kræfterne aftog. Til sidst var der kun knap tyve uoverskuelige meter mellem stoppene, før kroppen krævede en pause.

De sidste 300 højdemeter var de hidtidig mest udmattende i mit liv, selv et maratonløb når det ikke til sokkeholderne. Peter som ellers havde haft det fint hele vejen, måtte kapitulere, han kastede simpelthen op af udmattelse. Ghita blev næsten skubbet det sidste stykke af guiden, og jeg selv mobiliserede de sidste kræfter og næsten spurtede de sidste få meter til kraterkanten ved Stella point, hvor jeg udmattet sank sammen ude af stand til at nyde den blændende smukke solopgang.

Himmelen var isblå, langt under os lå skydækket og skjulte den afrikanske savanne. Temperaturen var – 8 grader og det var helt vindstille, så vi var meget heldige, da en fygende snestorm og nul sigt ikke er usædvanligt. ”Kili’s” anden top Mawenzi brød skydækket og tog sig flot ud på den hvide baggrund. Mange lader Stella point være bestigning nok, men ”Kili’s” absolutte top, Uhuru peak, ligger yderligere en times gang opad. Efter et hurtigt krigsråd besluttede vi at det måtte også være vores mål.

Det lykkedes os næsten kravlende at nå toppen i 5895 meters hajde. Aldrig i hele mit liv har jeg eller andre vi mødte på ”Kili” oplevet en sådan udmattelse. Der var totalt udsolgt! Vi fik taget de obligatoriske fotos med Kilimanjaros fantastiske gletschere som baggrund. Jeg ville gerne have brugt lidt mere tid på at studere de smukke isformationer, men havde slet ikke energi til det, jeg ville bare ned hurtigst muligt, men det var lykkedes os, vi stod på Afrikas mytiske top Kilimanjaro.

 

 
 
Share this