Stay flamingo!


Rebecca Langhorns billede
Rebecca Langhorns billede
 
2016 mar

De, der kender mig i en eller anden form for rejsesammenhæng, ved, at jeg har en stor rejsepassion: Vandfald! Jeg planlægger mine rejser efter at se vandfald og skal helst have så tæt kontakt med vandet som muligt. Hvad de færreste til gengæld ved er, at jeg har en anden, knap så udpræget, men dog vigtig, rejsepassion: Jeg elsker flamingoer!

Flamingoer ved Natronsøen.

Jeg er ikke helt sikker på, hvor min flamingo-passion stammer fra, men fascinationen har nok altid været der. Til gengæld ved jeg præcis, hvornår jeg besluttede, at jeg en dag skulle tage et billede af en kæmpestor flamingoflok: På første år af mit studium tog jeg et studietaktik-kursus. Underviseren var en farverig personlighed og underholdt os med en del historier fra sit eget liv. Hun fortalte, at hun havde en forstørrelse af et billede hængende over sit skrivebord, forestillende flamingoer så langt øjet rakte, som altid fyldte hende med stor glæde. Jeg var helt åndeløs af begejstring og besluttede, at et sådant billede ville jeg også tage!

Imidlertid har jeg måttet gøre mig den triste erfaring, at flamingoerne ikke har det samme passionerede ønske om at se mig! Jeg har flere gange rejst i områder, hvor der efter sigende ofte er flamingoer, men lige meget har det hjulpet. Flamingoerne havde pakket sydfrugterne og var forduftet, når jeg indfandt mig. Beslutsomt gjorde jeg derfor mit hjemmearbejde, inden jeg igen skulle begive mig ind på deres enemærker. Da min veninde Rie foreslog et gorillatrek i Uganda, føjede jeg derfor Tanzania til programmet og insisterede på, at vi skulle op til Natronsøen, som er yngleplads for tusinder af flamingoer. Vi fandt en lokal arrangør af diverse udflugter i Tanzania, som modsat de fleste andre udbød et par dages tur til Natronsøen. Jeg forhørte mig hos ejeren om bedste årstid for at se flamingoer, inden vi fastlagde noget tidspunkt for rejsen. Ejeren oplyste, at juli-august var et godt tidspunkt. Rejsen blev derfor planlagt til august 2015.   

Et grågult landskab

Natronsøen ligger for så vidt ikke så langt fra de andre mere turistbesøgte nationalparker i det nordlige Tanzania som Serengeti og Ngorongoro. Faktisk kun en dagskørsel derfra. Men efter en lang, eventyrmættet rejse uden større udfordringer, var det på dette tidspunkt, vi blev indhentet af Murphys berømte lov, som konspirerede imod os sammen med naturen, klimaet, vejdirektoratet og skæbnen.

Jeg har ikke nogen viden om, hvordan søens omgivelser tager sig ud i regntiden, men jeg fandt hurtigt ud af, at den i august lå i ørkenen. Jo længere nordpå vi kom, jo mere goldt og grågult blev landskabet. Det meget pludselige skift fra det frodige landskab længere sydpå var slående. Jeg betragtede det eftertænksomt fra mit sæde i trucken – så eftertænksom som man nu kan være, mens man bliver kastet frem og tilbage i en bil, der kører på udpræget støvede, hullede, snoede, stenede og bakkede stier. Jeg kan godt lide ørken. Men lige nu var jeg kun interesseret i at nå frem til min soda-sø og glædede mig over blot at betragte ørkenlandskabet i forbifarten. Det viste sig, at jeg skulle få lov til at se nærmere på det.

På en bakketop bemærkede vi pludselig en hvid stribe i horisonten. Natronsøen! Vores lokale guide kastede et enkelt blik på det, han kunne skimte af søen og drog en hurtig konklusion. Over skulderen råbte han til mig, at flamingoerne da vist var migreret til Manyarasøen.

Dæk på dæk

Da han havde råbt det, punkterede vi. Det var der for så vidt ikke noget overraskende i, og der var da heller ingen af de tilstedeværende, der så meget som løftede et øjenbryn. Men begejstrede så vi ikke ud. Det var anden gang, det skete den dag, og sjette gang siden vi var kørt nordpå fra Arusha (inden vi kom tilbage, var vi nået op på ni!). Det var alvorlig talt ved at blive en smule ensformigt. Jeg, som nok er det nulevende menneske, der har mindst forstand på biler (omend jeg af ubegribelige årsager besidder et kørekort) var på denne tur kommet så meget i træning, at jeg uden problemer ville kunne gennemføre et dækskifte med bind for øjnene.

Problemet lige nu var imidlertid knap så meget det at skifte dækket som det at finde et dæk at skifte det med. Vores oprindelige beholdning på to reservedæk var på rent matematisk vis reduceret til minus fire. Guiden, som på dette tidspunkt ønskede både sig selv og bilen langt væk, helst i modsatte retninger, havde først brugt reservedækkene, så forsøgt at lappe de ødelagte dæk og, når vi kom igennem en by, købt sig til brugte, intakte dæk, der passede til bilen. At disse dæk ikke var af nyere dato kunne vi gætte ud fra, hvor hurtigt vi punkterede igen – det varierede fra tre minutter til halvandet døgn.

Jeg hoppede ud af bilen og tøffede lidt rundt for mig selv for at få et overblik over vores omgivelser. Det var hurtigt gjort i betragtning af, at de udgjordes af en blanding af sand og støv. Jeg gik tilbage til bilen og opdagede, at guiden var forsvundet. En anden bil var belejligt kommet forbi og havde taget ham med, med bildæk og det hele. Jeg kiggede eftertænksomt ned af den støvede vej, han var forsvundet ad. Jeg vidste ikke, hvor han skulle hen, hvor langt der var dertil, hvor han skulle, og om det ville være muligt for ham at foretage sig det, han gerne ville på dette sted, når han kom derhen. Man behøvede ikke at være kandidat til Mensa for at regne ud, at vi kunne se frem til nogle timers ørkenliv.

Jeg noterede mig med tilfredshed, at der var adskillige fyldte vandflasker i en kasse i bilen. Vi burde kunne klare en mindre belejring. Således behageligt fritaget for at skulle tænke på at skrive testamente satte jeg mig i stedet til at læse Tanzanias historie i min medbragte guidebog. Jeg nåede til kolonialtiden, før jeg blev distraheret af varmen. Ganske vist var der vand i bilen, men koldt vand var det ikke.

Temperatur er en sjov størrelse. Når man har det enten for varmt eller for koldt, er man næsten ude af stand til at huske, hvordan det modsatte føles. Samtidig har man en uforklarlig forestilling om, at det modsatte må være markant behageligere. Jeg prøvede at komme i tanke om, hvornår jeg sidst havde frosset. Det havde jeg i Dohas lufthavn på vej til Uganda, hvor jeg havde tilbragt netop så lang tid, at jeg var nødt til at prøve at sove nogle timer og netop så kort tid, at jeg ikke havde villet bekoste en hotelovernatning på det. Det kom til at koste noget alligevel – jeg blev nødt til at opsøge en luksuriøs arabisk souvenirbutik og bemægtige mig et smukt mønstret tæppe. Det var første gang jeg havde købt tæpper på vej til ækvator, og det ironiske nåede sit højdepunkt nu. Her i den middagshede ørken var jeg således ude af stand til at få noget koldt at drikke, men jeg var da heldigvis udstyret med et tæppe til at holde varmen med!

Efter nogle timer dukkede der en bil op i horisonten. Det var en safaritruck meget lig vores egen med siddeplads til maks. seks mennesker. Bilen stoppede, og ud væltede nitten mennesker og et bildæk, sidstnævnte holdt triumferende i vejret af guiden. Det var nu først på eftermiddagen, og min eneste tanke var at nå frem til Natronsøen og få set de flamingoer, hvis de da overhovedet var der. Manyarasøen havde jeg ikke megen tiltro til. Vi havde set den på vejen hertil, og der var da noget ubestemmeligt lyserødt langt ude midt i den, men jeg kunne lige så godt have fotograferet candyfloss i Tivoli. Nu skulle vi tættere på de fugle!

Forvirrende meldinger

Vi skiftede dæk og bumpede videre, indtil vi nåede lejrpladsen uden flere biluheld. Rie og jeg tog plads et øjeblik for at spise en medbragt sandwich, mens jeg skævede til Natronsøen, som jeg kunne se langt borte, og prøvede at få lidt information om fuglesituationen. Masaierne samt andre lokalkendte, der hang ud i lejren, gav meget varierende beskeder: ”Der er masser af flamingoer i søen.” ”Der er flamingoer i en helt anden del af søen.” ”Der er flamingoer, men de kommer først ind til søbredden kl. 16!” ”Flamingoerne er migreret til Manyarasøen.” ”De er migreret til Nakurusøen i Kenya.” ”De er taget til Arusha for at få deres næb poleret” …

Der var ikke andet at gøre end at undersøge sagen ved selvsyn. Det lod sig dog dårligt gøre. Minsandten om ikke guiden var væk igen, denne gang med bil og dæk og hele herligheden! Masaierne forklarede, at han var kørt til nærmeste landsby for at skaffe flere dæk. Han ville nok snart komme tilbage! Jo, tak!

Dér sad vi. Det gjorde vi nu for resten slet ikke. Rie sad. Men undertegnede vandrede hvileløst frem og tilbage og så solen begynde sin rejse ned mod horisonten. Klokken var 15. Vi skulle kun være ved Natronsøen til næste dag, og søen lå timers vandreafstand væk, hvis man kendte terrænet. Det gjorde vi jo så ikke. Da guiden omsider kom tilbage tre timer senere, var jeg ikke et særlig positivt ladet individ. Det var han heller ikke.  Hele hans dag havde stået i bildækkets tegn, og han havde ikke nydt det. Skulle han opsætte en top-10-liste over de ting, der interesserede ham mindst lige nu, ville bildæk indtage de første tre pladser. Men et enkelt blik på hans ansigtsudtryk forvissede mig om, at lyserødt fjerkræ så ganske afgjort også ville opnå en plads på listen. Han havde ikke lyst til at tage på søudflugt nu!

Jeg så på Rie, som afgjort var den mest ligevægtige af de tilstedeværende. Hun havde ikke nogen større flamingodrømme at opfylde i dette liv, men hun indtog dog det standpunkt, at hun – når hun var kommet helt til Natronsøen – gerne ville se Natronsøen. Stillet over for dette lysende argument kunne guiden godt se, at der måtte gøres noget. Solen var faretruende tæt på at gå ned, og næste morgen skulle vi derfra igen. Jeg luftede mine opgivende tanker om, at det vist var for sent, hvilket af en eller anden grund fik guiden til at vende på en tallerken. Nu skulle vi ned til den sø!

Slettet af censuren

Vi nåede ned til Natronsøen nogenlunde samtidig med, at solen fandt det belejligt at forsvinde bag de omgivende bjerge. I tusmørket kunne jeg godt ane, at der stod nogle få forkølede flamingoer i det lave vand ved søbredden. Dels var det dog nu så dunkelt, at man ikke kunne tage gode billeder, og dels blæste det en halv pelikan, så man skulle være endog meget dygtig for at håndtere et kamera – eller for den sags skyld holde sig selv oprejst.

Mine tanker på dette tidspunkt måtte slettes af censuren. ”Stay flamingo!” mumlede jeg arrigt til mig selv. ”Stay flamingo!” er et udtryk opfundet af en af mine kolleger. Det betyder noget i retning af at forholde sig cool og rolig midt i kaos – ”bliv ved at være flamingo” – og hun siger det typisk til folk, der står over for en større udfordring. Jeg kunne godt se, at det var lettere ironisk at anvende det i regelret flamingosammenhæng, men fandt alligevel, at det passede aldeles glimrende til min nuværende sindstilstand.

Lemolo, en ung masai, der var taget med os i bilen ned til søen, bemærkede min frustration. Den var, indrømmet, også vanskelig at overse. Han prøvede at trøste mig med, at der ofte var flest flamingoer dernede om morgenen. Jeg marcherede tilbage mod bilen og oplyste snarere end anmodede om, at jeg skulle derned igen næste morgen. Jeg havde indset, at jeg ikke ville komme til at se den lyserøde sky af flamingoer, jeg havde drømt om, men jeg agtede at fotografere en flamingo ved Natronsøen, om det så var det sidste, jeg foretog mig i dette liv. Lemolo tilbød at tage os med på vandring ned til søen ved daggry, og derved blev det.

Næste morgen stod den så på ørkenvandring. Efter et par timer skiftede underlaget fra sand og støv til lige dele af sand, alkalisk vand og fugleklatter iblandet en god portion gnuafføring. Vi nærmede os med andre ord søen. En lille flok flamingoer stod ganske fredeligt og fik deres morgenforplejning i vandet, helt uvidende om at det var usandsynligt dårligt, at deres artsfæller var forduftet. Flamingoerne var smukke, som kun store lyserøde fugle på ét ben kan være det, men der var ikke mange af dem. Jeg tog mine billeder og prøvede at se sagen fra den humoristiske side. Det holdt hårdt, særligt da Lemolo samtidig fortalte mig, at det var i januar og februar, der plejede at være mange flamingoer i søen.

Turen tilbage til lejren tilbragte jeg med at forestille mig de ordvendinger, jeg havde lyst til at fyre af i telefon til guidens chef, som havde anbefalet august. Det blev dog ved tanken, da vi var uden for lands lov og ret, inklusive mobilnet. Jeg fortrak til mit telt for at skrige i mit håndklæde, en teknik jeg af og til har benyttet med succes, når jeg skal afreagere! Jeg var kommet helt ind i teltet, da jeg kom i tanke om, at det er svært at skrige i noget, der ikke er der. Mit håndklæde var blevet kasseret nogle dage forinden, da en stor sten havde smadret en af bilens sideruder. Ruden var gået i de obligatoriske tusinde stykker, hvoraf omtrent halvdelen var havnet i mit håndklæde, som lå til tørre på bagsædet. Da jeg ikke havde følt trang til at gnide huden ind i glasstøv, havde jeg smidt håndklædet ud og de sidste par dage anvendt en skjorte som håndklæde. Jeg overvejede at skrige i skjorten, men droppede ideen. På en eller anden måde var det ikke det samme … Med et tragikomisk suk konstaterede jeg, at min primære rejseinteresse, vandfaldene, havde været noget lettere at planlægge efter. Vandfald migrerede ikke!

Vandfaldet der reddede hele rejsen!

Lemolo migrerede heller ikke. Han havde sit hjem ved Natronsøen. Set i lyset af de sidste dages hændelser fandt jeg, at det var et uhyre tiltalende træk. Flamingoerne burde tage ved lære! Hvad mere var – Lemolo vidste, at der var et vandfald i nærheden. Det måtte naturligvis undersøges. Sammen tog vi på vandring gennem en nærliggende kløft. Rie og jeg var de eneste turister ved Natronsøen på dette tidspunkt og nød at være alene om oplevelsen. Man skulle have et mindre bjergged-gen for at gennemføre turen med ynde, så vi gennemførte den med noget andet, men frem kom vi. Vi klatrede, rutsjede ned ad glatte sten og vadede gentagne gange over floden, afhængigt af hvor det var lettest at komme frem.

Floden gav anledning til små vandfald undervejs, men pludselig kom vi forbi et klippefremspring, og et større vandfald viste sig. Bag vandfaldet var en grotte, hvori endnu et vandfald brusede. Vi hoppede i vandet, som var varmt og fyldt med regnbuer. Jeg kæmpede mig op imod strømmen, klatrede ind i grotten og stak hovedet ind under det brusende vandfald.

 

”Stay flamingo!” mumlede jeg til mig selv, mens jeg kølede af. Måske var det alligevel ikke det værste i verden at skulle tilbage til Natronsøen … nu havde jeg da i hvert fald lært at skifte bildæk!

 
 
Share this