Zanzibar: Drømmen som ikke gik i opfyldelse … men så alligevel


Eva Laursens billede
2012 jun

Zanzibar: Drømmen som ikke gik i opfyldelse … men så alligevel

 

Jeg har i mange år drømt om en rundrejse i Østafrika. I mine dagdrømme skulle jeg opleve det hele: Safari i Serengeti og Ngorongoro-krateret i Tanzania, udforske Rwandas tragiske historie, trekke med bjeggorillaer i Uganda og slappe fuldstændig af på Zanzibar. Sidste sommer fik jeg så muligheden for at udleve min rejsedrøm, og turen overgik min vildeste fantasi – på nær Zanzibar, som ved første øjekast var lidt af en skuffelse … men så alligevel ikke.

Tekst & fotos: Eva Leth Laursen 

En tidlig morgen på stranden i Paje

 

Det er varmt, jeg er træt, sur og har kvalme! Jeg har ikke det, der ligner overskud til at takle de lokale taxachauffører, som kræver overpris. Det jeg har brug for er en taxa med et taxameter, så jeg ved, at jeg ikke bliver snydt – men det findes ikke på øen Zanzibar i Tanzania, hvor jeg lige er landet i lufthavnen med min bror.

  Rejsen til Zanzibar har været lang og besværlig. Efter endt gorillatrekking i Bwindi i det sydvestlige Uganda, er min bror og jeg kørt til Entebbe, hvor vores fly skal lette tidligt om morgenen to dage senere. Men sådan kommer det ikke til at gå. Kenya Airways har udskudt rejsen med først 24 timer og så yderligere 9 timer, da vi ankommer i lufthavnen. Vores tid til at opleve Zanzibar er dermed reduceret fra seks til fire dage.   

Så jeg er sur, og jeg orker ikke mere bøvl! Jeg vil bare gerne finde en taxa, komme frem til hotellet og begynde at slappe af og nyde Zanzibar, sådan som jeg har drømt om. Vi får taxaturen pruttet ned til halv pris, og i en gammel skrammelkasse af en taxa kører vi så af sted mod Paje, som ligger på sydøstsiden af øen.

I den lille landsby Paje ligger den danske Zanzibar Højskole, og her kender jeg en underviser, som har inviteret os på besøg. Vi bor på Paje Blue Lagoon, et billigt og charmerende hotel, som ligger i forbindelse med højskolen. På hotellet mødes vi med min veninde og et andet dansk par, som hun også har fået besøg af. Efter et par kedelige dage i Entebbe har vi brug for at komme ud og få et par drinks og møde nogle mennesker. Heldigvis er det lørdag aften, og Paje er et godt sted at feste. Så første aften tilbringer vi på en strandbar med tæerne begravet i det blødeste sand, en drink i hånden, musik i baggrunden, bål på stranden og et godt og blandet selskab af turister og lokale. Nu begynder Zanzibar at ligne min drøm. 

 

Ingen adgang for lokale på stranden

Stranden i Kendwa.

Zanzibar er ikke stor, og man kan nemt nå over på den anden side af øen og tilbage igen på en dagsudflugt. Vi beslutter os for at tage til Kendwa, som er en strand på nordsiden. Køreturen tager omkring 1½ time, og det giver os rig mulighed for at se lidt af øen. Det, jeg bider mest mærke i, er, hvor fattige de lokale er. Der er en utrolig stor kontrast mellem, hvordan lokalbefolkningen bor, og det som turisterne oplever.

 

Vi tilbringer fx dagen på Kendwa Rocks, et hotel som ligger lige ned til vandet. Det er den lækreste strand med hvidt, blødt sand og turkisblåt vand. Der er behagelige liggestole og parasoller,  som skygger for solen,  og ingen irriterende beach boys, som forsøger at sælge ture eller souvenirs.

 

Det er, som jeg har drømt om, men alligevel er det med en ambivalent følelse, at jeg ligger på stranden og solbader. Det er ikke, fordi sælgerne ikke er på stranden, de har bare ikke lov til at gå ind på hotellets område, så de står og venter på den anden side af en nærmest usynlig streg.

På den ene side er det skønt ikke hele tiden at skulle sige nej tak til nogen, som vil sælge, men på den anden side bryder jeg mig ikke om at nægte lokalbefolkningen adgang til en del af stranden.   

Dette er en inddeling af mennesker, som selv hundene på vores hotel i Paje er klar over. Min bror og jeg synes, at hotellets hunde er utrolig søde. De følger efter os, når vi går en tur, og de er meget legesyge, og sådan er de over for alle turisterne. Men lokalbefolkningen er ikke glade for hundene, som bider og gør og ad dem. Kvinderne, som hver dag går langs stranden for at komme til og fra arbejde, har fx altid en kæp med, hvis en af hundene skulle angribe. 

Brormand nyder solen i Stone Town.

Ingen drømmeagtig snorkling

Noget, jeg har glædet mig meget til på Zanzibar, er at komme ud at snorkle. Så vi bestiller en Blue Safari-tur, som er en heldagstur til naturreservatet Menai Bay. Det er en meget smuk tur, hvor vi begynder med at gå i land på en sandbakke. Her slapper vi lidt af, solbader, leger i vandet og får serveret frisk skåret ananas og kokos.

Så sejler vi videre og skal nu i gang med det, vi er taget af sted for: Jeg tager glad mit snorkleudstyr på og springer i vandet. Men hverken fisk eller koraller er særlig farverige eller store, og det bliver hurtigt kedeligt, så jeg er godt skuffet.

Efter en halv times tid bliver vi sejlet ind til endnu en lille ø, hvor vi skal spise frokost. Oven på skuffelsen med snorklingen, viser frokosten sig heldigvis at være en utrolig god oplevelse. Vores guider har købt alt godt fra havet hos nogle lokale fiskere, og vi får blandt andet serveret friske rejer, blæksprutter og hummer. Men dette er ikke det eneste lokale mad, vi får.  

  

Husk at smaske

Vi er på et tidspunkt så heldige, at vi bliver inviteret hjem til middag hos en lokal kvinde. Hun serverer swahilimad, som er en meget tung kost, bestående af ris, chapati, bønner, kål, lammesuppe og oksekød, men det smager fantastisk. Der er rigeligt med mad og en kulturel forventning om, at vi spiser op, men det er helt umuligt for os, uanset hvor godt det smager.

Mens vi spiser, sidder vores værtinde ude i køkkenet, hvilket for os virker underligt, men vi får af vide, at man normalt ikke spiser sammen med sine gæster på Zanzibar. Vi lærer også, at man viser sit velbehag ved at smaske. Så hver gang vores kære værtinde kommer og tjekker, om vi mangler noget, sidder vi alle fem og smasker, alt hvad vi kan. Vi har en utrolig hyggelig aften, hvor vi lærer meget om de lokale skikke.

Men det er ikke udelukkende gode madoplevelser, vi har på Zanzibar. Maden er forholdsvis dyr, da det meste af den bliver hentet fra fastlandet, og det vil sige, at man ikke smider noget ud. Derfor får man som kunde på en restaurant ikke meget ud af at klage over maden, selvom kokken har tabt saltbøssen ned i fiskeretten, eller salaten næsten er rådden.

 

Slavemarked og souvenirs

Paje Blue Lagoon

Efter kun fire dage på Zanzibar skal vi hjem mod Danmark igen. Vi skal flyve om aftenen, men for at opleve Stone Town tager vi ind til byen allerede om formiddagen. Det er en utrolig spændende by med mange små gader, sjove butikker og restauranter. Efter frokost går vi en tur rundt i byen og kigger på souvenirs. Jeg hygger mig gevaldigt med at prutte om prisen, men det bliver også lidt kedeligt, for alle butikkerne har de samme ting.

Lidt senere begiver vi os på jagt efter det gamle slavemarked. En guidet tur i den anglikanske katedral og på det gamle slavemarked koster 5.000 shilling per person (18 kr.), og det er helt sikkert et besøg værd. Vi har en rigtig god guide, og det er interessant, men også meget trist at se de celler, hvor slaverne blev anbragt, før de blev solgt.

Vi sætter os og nyder solnedgangen på The African House Hotels terrasse, som vender ud mod havet. Jeg ville ønske, at vi havde haft tid til et par overnatninger i Stone Town. Vi ville helt sikkert have nydt byen mere, hvis vi havde lært den lidt bedre at kende, og hvis vi havde haft mulighed for at gå tilbage til et hotelværelse i de varme timer midt på dagen.

Nu hvor jeg tænker tilbage på Zanzibar, går det op for mig, at jeg faktisk fik, hvad jeg havde drømt om – og meget mere. Jeg fik slappet af på stranden, badet i det turkisblå Indiske Ocean og oplevet Stone Towns spændende små gader som planlagt. Men jeg fik også mulighed for at lære noget om kulturen og lokalbefolkningen, og jeg oplevede, at Zanzibar ikke er et drømmeparadis for alle.

 

Fakta: Zanzibar

Øgruppen ligger ud for Afrikas østkyst i Det Indiske Ocean. Der bor ca. en million mennesker. Zanzibar Town er den største by med den kendte bydel Stone Town. Hovedøen er ca. 90 km lang og 30 km bred.

Styreform: Zanzibar er i unionsfællesskab med Tanganyika. Sammen udgør de to lande Tanzania. Navnet er en sammensætning af unionens to medlemsstater.

Religion: Zanzibar adskiller sig mest markant fra fastlandet ved at størstedelen af befolkningen er muslimer (mere end 95 %), hvorimod fordelingen på fastlandet er mere ligeligt fordelt mellem kristne (40 %), muslimer (40 %) og lokale afrikanske religioner (20 %).

Med båd & fly: Fra Dar Es Salam tager det ca. to timer at sejle til Zanzibar, og det koster ca. 250 kr. for en enkeltbillet. Man kan også flyve fra Dar Es Salam. Det tager ca. 20 minutter og koster ca. 300 kr. for en enkeltbillet.

Hotellet Paje Blue Lagoon er charmerende og har en afslappet stemning. På 2. sal er
der en bar med store sofaer og et perfekt spot til at se solnedgangen.

 

 
 
 
Share this