Sæt sejl og oplev en ny paradis-ø hver eneste dag


Gunnar Springfeldts billede
2016 jun

Sæt sejl og oplev en ny paradis-ø hver eneste dag

Tekst: Gunnar Springfeldt

Fotos: Gunnar Springfeldt, Staffan Hansson & Nick Lubushko

 

Kan man sejle i Kattegat, kan man også sejle i Andamanerhavet gennem det sydlige Thailand og det nordlige Malaysias smukke øhav. Og hvis man ikke kan sejle, så kan man tømme sparegrisen og chartre en båd med skipper og kok. For her i Andamanerhavet kan man besøge en ny paradis-ø hver eneste dag i flere uger. Her venter lune aftener med øl og shots i cockpittet, mennesketomme strande, en vidunderlig og afvekslende natur og utallige, men korte besøg i alle de fjerne ferieparadiser, der findes i charterfirmaernes farverige brochurer. På hver strand venter restauranter med lige så billig som velsmagende mad. Og der er allerbedst, når Skandinavien er dårligst, mellem januar og marts. Da hersker nordøstmonsunen med en skiftende, men for det meste tilpas stærk vind fra land. For sejlerne betyder det mindre bølger og bedre ankringsforhold.

I Ao Chalong har Tord Örn, min gode ven fra Göteborg, ankret sin selvbyggede sejlbåd, S/Y Yana

Vi gik for sejl hele den første nat. Til at begynde med var vi nødt til at passere et bælte af mange, men vel oplyste thailandske fiskerbåde, men derefter var det kun os, vinden og måneskinnet. Med hjælp af GPS i iPad'en og radar, kunne vi undgå at støde ind i lokale fiskere uden lanterner og ankre i mørket i læ af Koh Adang – en ø i Adangskærgården, hvoraf størstedelen er nationalpark. Da det blev lyst, fortsatte vi til en ny ankerplads uden for den eneste beboede ø i denne skærgård, Koh Lipe. Her mellem Koh Adang og Koh Lipe er der paradisisk. Havet er krystalkart og har den samme smukke farve som i de skønneste turistbrochurer.

 

S/Y Yana er en selvbygget sejlbåd, som har sejlet fra Sverige til Thailand via Panama.

Ud på eventyr med Yana

Men eventyret begyndte på molen i Ao Chalong. Det er en temmelig bedaget thailandsk by med megen trafik af lastbiler og motorcykler og desværre også af prostituerede. Vi var sejlet omtrent 30-40 km syd for Pukets centrale plads.

I Chalong har min gode ven fra Göteborg Tord Örn selv bygget sin sejlbåd S/Y Yana (S/Y betyder Sailing Yacht). Han og hans kone Anvor har faktisk over en periode på flere år sejlet Yana hele vejen fra Sverige via Kap Verde, Trinidad, Panama, Fransk Polynesien, New Zealand, Australien og Indonesien. Yana er altså ikke en lille båd. Hun er 43 fod lang, men nu skal hun ikke sejle længere væk. Tord har i efterhånden mange år haft båden i Thailand. Han arbejder i Sverige i sommermånederne, men drager af til Thailand hvert år i november for at sejle med sin kone i størstedelen af vinteren. De plejer også at have gæster med i nogle uger.

Og i slutningen af januar 2015, mens Yana lå for anker ud for Chalong, påmønstrede en  gruppe af Tords og Anvors venner: Staffan, Ingmar og jeg selv.

 

Kurs mod Malaysia

Målet for vores sejlads er Langkawi i Malaysia og derfor er vi nødt til at tjekke ud fra Thailand og passere ikke mindre end fem stationer for klarering. Alle er dog praktisk placerede i et luftkonditioneret kontor længst ude på Chalongs store mole.

På vejen til Koh Lipe bliver vi mødt af krystalklart havvand og vidunderskøn natur. På den beboede ø er der en del turister, der er kommet med båd enten fra Thailand eller fra Langkawi. I øens thailandske landsby noterer vi, ligesom på de andre øer, at der er mange muslimer. Efter en dag på øen med hvile i sejlbåden tager vi den lille gummibåd  ind til aftenens restaurantbesøg, hvor der serveres udsøgt fisk i grøn karrysovs – og sådan blev det ved i to uger.

 

I Thailands og Malaysias øhav går man altså ikke ind i en gæstehavn og lægger til, som vi gør i Skandinavien. Koh Lipe har slet ingen havn. Forklaringen er til dels tidevandet, og dels at der mangler gæstehavne på de fleste af øerne. Her ligger man på svaj uden for en enten øde eller tæt befolket strand og bruger jollen med påhængsmotor ind til stranden. Jeg får lært, at en jolle hedder dinge på göteborgsk efter det engelske dinghy.

På Koh Lipe når vi både at gå hele øen rundt (det tager højst et par timer, inklusive barbesøg) og som de eneste gæster at besøge en af øens mere specielle restauranter, et rastafariinspireret sted med en afslappet atmosfære. Der blev muligvis røget forbudte substanser, og stedet har sin egen DJ. Efter at have spurgt om gæsternes oprindelsesland, blev musikken i allerhøjeste grad målgruppetilpasset fire mænd i 60-årsalderen. Maden var som altid udmærket.

På den nordlige side af Langkawis hovedø finder man ”Hole-in-the-wall”, en dyb fjord af næsten norsk tilsnit, der er indbydende for den, der har sejlbåd. Her gik vi ind og ankrede. Vi tog hurtigt jollen og sejlede rundt i den nærliggende mangrove og fik en mageløs naturoplevelse oven i købet. I fjorden findes også en by med nogle restauranter, der har egne fiskefarme.

Hver nat lå vi for anker ud for næsten mennesketomme strande.

Tilbage til Thailand

Efter simpel ind- og udtjekning (pas- og toldkontrol) i Kuahs havneterminal sejler vi – efter tre dage i Malaysia – tilbage mod alle Thailands paradis-øer. Efter en god uge på et skib, kan det være befriende at se myldret af kinesiske, indiske og europæiske turister. Jo, også for den voksende skare af asiatiske turister er feriedestinationen Thailand et stærkt varemærke.

Thailænderne klager over, at antallet turister er gået ned. Det kan skyldes, at Thailand nu er et militærdiktatur (noget man nu ikke bemærker, når man kommer i sejlbåd), men den vigtigste årsag er givetvis, at antallet af russiske turister er færre i år, fordi rublen er gået ned i værdi.

Og sejler man som os, kommer man til steder, man aldrig har hørt tale om før. Koh Muk er sådan et sted, og det er et dejligt bekendtskab, som kun kan anbefales. Et højdepunkt er at gå gennem øens gæstfrie by. Restauranter og butikker findes alle vegne, og Koh Muk viste sig at være et godt sted at hamstre grøntsager og anden mad.

Koh Muks store attraktion er dog den såkaldte ”Emerald Cave”, hvor man er nødt til at svømme gennem en hule i mørke for at komme ud til en stor strand, der er helt beskyttet af høje bjergvægge.

Sidste stop på vores to uger lange sejlads blev Phi Phi, et orgie i thailandsk turistliv. Men uden for den trange by er Phi Phi som klippet ud af en turistbrochure. Brochuren gengiver dog ikke lyden af bassens dunken fra natklubberne om aftenen! Selv om der er smukt, længes vi tilbage til det meget roligere Koh Lipe.

Fjorden “Hole in the Wall” i det nordlige Langkawi er ren idyl

 

Gunnar Springfeldt var af sted på sejlturen i januar 2015 og har medlemsnr. 493. Han bor i Sverige, og artiklen er oversat fra svensk af Brabro la Cour.

 

BOKS: Med båd i Thailand og Malaysia

Med sejlbåd kan man besøge mange af Thailands nyopdagede turistparadiser såsom Koh Lipe, Koh Ki Bong og den måske mere typiske ø, Koh Lanta. Her findes selvfølgelig alt det, man forventer af et ferieparadis. Det var glædeligt, at vi ikke så noget til bagsiden af den thailandske turisme, prostitutionen. Det så vi kun i Ao Chalong. Den mest dramatisk natur så vi i Phang Nga Bay. Det bedste forlystelsessted var Koh Phi Phi. Den bedste natur og snorkling var på Koh Rok og Koh Ha. Mest fred og ro var der på Koh Jum og Koh Li Bong. Mest eventyr fandt vi på Langkawi-øerne. Og Koh Lipe har lidt af det hele.

Sejlruten: Ao Chalong-Puket-Koh Lipe-Langkawi-Koh Phetra-Koh Li Bong-Koh Muk-Koh Rok (nationalpark  hvor vi så en varan og var på dejlig snorkling)-Koh Lanta (udflugt med taxi til hovedbyen Sala Dan)-Koh Phi Phi-Ao Chalong.

Prisniveau: Både kan chartres mange steder i Thailand. Det er, lige som i Skandinavien, ikke nogen billig fornøjelse. En større sejlbåd kan koste over 25.000 kr./uge. En båd med besætning, skipper og kok, kan koste 20.000 kr. for tre dage. Nedenunder finder du links til nogle af de firmaer, der udlejer sejlbåde og katamaraner.

Der findes selvfølgelig gode søkort for området, også til at downloade til iPad. Når det gælder ankringssteder, bør man konsultere nogle af de guidebøger for sejlads, der findes for Andamanerhavet. Eftersom der tit ikke findes nogen gæstehavn, og tidevandsforskellene er store, er det at ligge på svaj det eneste alternativ, der er.

Når man kaster anker, er det godt at kende bundforholdene, for at ankringen skal blive sikker. Det kan blæse op under natten, og det er klogt at ankre i læ af en ø. Når vi sejler, i januar-februar, er det vestsiden af øerne, man bør opsøge, siden monsunen kommer fra nordøst. Men selvfølgelig må man ikke ankre ved et koralrev. Der er altid god plads til at ankre, dog ikke ved Ao Chalong.

Dyreliv: Mest interessant var en stor varan på Koh Rok og rovfugle såsom havørn og brun glente på nogle øer. Delfiner findes i området, men vi så dem ikke.

Links til sejlklubber og bådudlejere: Der findes mange forskellige udlejningsfirmaer i Thailand og Malaysia, så det kan være svært at danne sig et overblik. Den mest informative hjemmeside har Charter Catamaran i Phuket. Prisen begynder her ved ca. 2.200 kr. om dagen for leje af en båd. Se www.chartercatamaran.com. DaVinci er et verdensomspændende bådudlejningsfirma som findes både på Phuket og på Langkawi. Her er prisen ca. 18.600 kr. for en båd med besætning i tre dage. Se www.davinciphuket.com. Se også www.langkawiyachtclub.com, www.dreamyachtcharter.com/english/destinations/asia/thailand,

phuketcruisingyachtclub.org/charter-boats, andamanseaclub.com, www.asianyachtcharters.com/charter-rates og www.sailogy.com/en/sailing/south-east-asia.

Ud & hjem igen: Fly København-Bangkok fås fra ca. 3.300 kr. t/r, København-Phuket fås fra ca. 4.050 kr. t/r og København-Kuala Lumpur fra ca. 3.950 kr. t/r.

Læs mere: om Thailand på www.deberejstesklub.dk/land/asien/thailand og om Malaysia på www.deberejstesklub.dk/land/asien/malaysia.

 
 
Share this