Turkmenistan


Rasmus Kraths billede
2014 jun

Et brændende hul i Turkmenistan

Tekst & fotos: Rasmus Krath

 

De er på vej fra Danmark til Indonesien i en brugt Golf 2 Diesel til 10.000 kr., der undervejs har tabt sidespejl, kofanger, vinduesviskere, nummerplade (der blev sat på igen), baglygte, blæsesystem og en meterlang metalbøjle fra undervognen. Tag med Rasmus Krath og Martin Anker Nielsen gennem det underfundige Turkmenistan.

”Der er pygg! Det er fandeme pygg!” Martins stemme når knap nok gennem den støvede, hede luft, men ved et kig ud ad vores beskidte forrude står det mig alligevel alt for klart: Der er pygg. Igen. Vi er jaget vildt i dag, der er pygg næsten overalt, og de er sultne. De lever af vores papirer. Guffer dem i sig, gør de. Sådan er det i Turkmenistan.

Martin sætter sin næsten rene fod på bremsen, drejer godmodigt på rattet og tøffer desillusioneret vores lille bil ind til siden foran det bulede skilt, der nærmest aggressivt bærer ordet pygg. Nedslidte til sokkeholderne finder vi endnu en gang vores pas og bilens papirer frem, ruller vinduerne ned og venter på vores skæbne i mødet med dagens 14. pygg.

Pygg betyder noget i retning af ”usselt færdselspoliti” – i hvert fald i vores egen efterhånden knap så overbærende fortolkning af det lille ord, der står på så uendeligt mange grimme, fesenblå skilte langs de veje, vi er kørt ad de sidste dage i dette så underfundige land. Der er rigtig mange pygg i Turkmenistan, og hurtigt kommer der også denne gang en velklædt pygg lumskende hen til det nedrullede vindue, letter på sin grønne kasket og stikker vanen tro en slap hånd ind i bilen som tegn til at lade os klemme sine turkmenske pølsefingre i en undskyldning af et håndtryk. I Turkmenistan trykker man ikke i hinandens hænder, man rækker bare en slatten luffe frem.

Pyggen vil se vores papirer, selvfølgelig, og går frydefuldt i gang med at tygge sig igennem bevismaterialet for lovligheden af vores tilstedeværelse i sit land. Alle pygg elsker papirer, og ham her er heldig. Da vi for tre dage siden krydsede ind i Turkmenistan fra Kasakhstan – en proces, der tog fem timer – fik vi en overvældende stabel dokumenter, der nøje læst fra første til sidste lap bedyrer, at vi har tilladelse til at køre en Golf 2 Diesel med den danske nummerplade YZ22433 igennem hele Turkmenistan. Slet og ret. Og det er det, vi gør – min ven Martin Anker Nielsen og jeg. Om pyggen vil det eller ej.

Turkmenistans hovedstad, Asjkhabad, vækker minder om ”Alice i Eventyrland”. Enorme parker, paladser og pladser pryder byen, der har verdensrekord i antal springvand.

På vej mod Papua

Vi er nemlig ret så selvsikre på vej fra Århus mod Indonesien i vores elskede lille bil, der stod os i 10.000 kr. på et lummert, østjysk autoværksted for halvandet år siden. Planen er at køre til Papua (tidligere kendt som Irian Jaya) over de næste år – ikke i ét stræk, men i etaper, eftersom vi begge er hængt op på hver vores arbejdskroge i det virkelige liv. Martin er kemiker, og jeg er foredragsholder – sådan mest i hvert fald. Hvert år har vi på den måde givet os to gange tre uger i bilen på vej østover sammen. Sidste stræk bragte os til Aserbajdsjan, hvor den lille Golf stod i syv måneder hos en venlig tolder – der kun skulle bestikkes blidt – på havnen i hovedstaden Baku. Der hentede vi den igen for nu en uge siden, trillede om bord på en færge, sejlede over Det Kaspiske Hav til Kasakhstan og kørte ind i Turkmenistan, verdens mærkeligste land.

”Og det land vil vi altså gerne opleve,” forklarer vi underdanigt, men bestemt, den heldigvis efterhånden papirmætte pygg. Han bøvser lidt og kigger misbilligende på vores støvede, faldefærdige bil, hvorefter han træder et turkmensk skridt tilbage og opgivende vinker os ud på landevejen igen. Vi smiler og vinker farvel til pygg nr. 14.

 

Sejr over visumfolkene

Golfen summer, Turkmenistan flyder forbi, og vinden river os i håret gennem de nedrullede vinduer – vi er på rejse. Bag i bilen ligger vores rygsække, vores sovetæppe og vores kasse med mad. Sammen med et par øl. Bagsæderne er revet ud, og vi har lagt en plade ind bagi, så to tredjedele af Golfen udgør en fortræffelig dobbeltseng, når vi trækker det blomstrede filttæppe hen over. Vi kører, vi sover, og vi spiser i bilen. Alt er støvet til, og sådan kan vi li´ det. Vi føler os frie.

I Turkmenistan skal man normalt rejse med en guide tildelt af regeringen og have forudbestilt alle – og sjovt nok de dyreste – hotelværelser på hele ens rejserute gennem landet. Men i kraft af vores eget lille, rullende topersoners pensionat har vi filmet os uden om både hotelbookinger og guide. Sidstnævnte fordi en guide officielt skal sørge for, at man rejser med de ”rigtige” offentlige transportmidler, hvilket vi i den to måneder lange, træge visumproces heftigt argumenterede for, at vi jo lige præcis ikke er afhængige af. Vi vandt, visumfolkene tabte.

Hele balladen udspringer af, at diktaturet i Turkmenistan vil holde nøje hånd i hanke med, hvor og hvordan fremmede agerer i det lukkede land. Men de rigide regler tager altså ikke højde for, at to danske drenge kan finde på at komme kørende i en lille bil fra Århus, og vi er således lykkeligt fri af de ellers så stramme rammer for en tur til Turkmenistan.

I stumper og stykker

Så vidt, så godt. De næste dages mål som altså nu uafhængige turister (ja, jeg brugte det ord, selvom det ridser lidt i drømmen – vil hellere være en rigtig eventyrer, men på denne rejse er vi slet og ret turister, måske avancerede turister væk fra alfarvej, men stadig turister) er det formentlig mest besynderlige syn i Centralasien: Darvaza Gaskrater – et efter sigende kæmpe, brændende hul midt i Karakumørkenens uendelige sanddynger. Sådan noget har hverken Martin eller jeg nogensinde set før, og det gådefulde trækker så voldsomt i os, at vi ca. midt i Turkmenistan drejer til venstre – ind i ødemarken. Golfen hoster, hakker og klager sig i ørkenstøvet, men giver ikke op – noget den i øvrigt aldrig gør. Vi mærker, at den også gerne vil til Darvaza, som den måske eneste dansk indregistrerede bil nogensinde. Vores auto kan i virkeligheden godt li´ ekstremer.

Jeg skal være helt ærlig og sige, at de 10.000 kr., vi gav for det lille automobil i Danmark, nok ikke helt har givet os et stabilt køretøj. Firhjuleren har visse indvortes udfordringer, og kosmetisk lægger Golfen sig måske ikke ligefrem i førersvinget. Men sådan kan Martin og jeg li´ den, og vi kan med god samvittighed sige, at kærlighed for os ikke har noget med udseendet at gøre. Samtidig henrykkes vi over, at de 10.000 kr. indtil videre har givet en nettoinvesteringspris per kilometer fra Danmark og hertil på 60 øre. Og hvis vi når Indonesien, så falder biludgiften til 33 øre per kørt kilometer. Not bad. Samtidig fryder vi os faktisk lidt, hver gang den lille bil giver os et nyt dilemma. Vi er bevidst taget af sted for at få udfordringer undervejs, og Golfen har ikke holdt igen med den slags: Smadret støddæmper, nedslidt forhjulsophæng, ødelagt udstødningsrør, sammensmeltet tændingssystem, iturevet bremsekabel samt defekt sprinklersystem og et båthorn, der tilsyneladende antager, at tavshed er guld. Derudover er bilen blevet brudt op og røvet tre gange i Syrien. Paradoksalt nok er vores oprigtige håb, at Golfen giver sin sidste omdrejning og smuldrer endeligt fra hinanden den dag, vi når Papua i Indonesien. Det ville være cool, så har vi da smadret den ordentligt.

Selvfølgelig strejfes vi af en vis bekymring, hver gang der falder en ny del af bilen – og lad mig nævne i flæng, hvad der indtil videre er gået tabt: sidespejl, kofanger, vinduesviskere, nummerplade (den satte vi på igen), baglygte, blæsesystem og en meterlang metalbøjle fra undervognen, som vi ikke ved, hvad er. Men på samme tid frydes vi ikke så lidt, når Golferen næsten på trods kører lystigt videre, og vi klukkende til hinanden kan konkludere, at ”det nok ikke var noget vigtigt, der faldt af.”

Drengerøvsdrømmen gennemsyrer den lille bil: Slid, støv og ingen rengøring. Bagsæderne er revet ud, og sengen redes hver aften i vores ”Autocamper Golf”.

Eventyrblodet bruser

Så vitterligt fornøjede ruller vi videre af sted mod gaskrateret i Darvaza, mens de 250 kilometers ørkenfærd stille lægger sig som et tykt tæppe af centralasiatisk støv over vores bagage bag i bilen. Alt er støvet, og jeg sender venligt mine allerede tilsandede lunger en opmuntrende tanke. Golfen er ikke særlig tæt, og især nætterne bagi bilen føles efterhånden som en dryssende nedsænkning i en sandkasse.

Pludselig bryder Martin ud i et højlydt bræg ved siden af mig, og jeg rives abrupt ud af mine støvbekymringer. Begge er vi blevet fanget af et mærkværdigt skue langt borte i synsranden. Langt, langt væk er der et eller andet, der flimrer derude i det begyndende skumrings-hverken-lys-eller-mørke. Små sitrende lysglimt giver pludselig aftenhimlen et brandrødt skær og vækker hastigt både Martins og mit eventyrblod (selvom vi er turister), der berusende spreder sig ud indeni os.

”Kom denne vej, kom bare, kom nu, drenge,” næsten kalder det nu insisterende, blændende fremmede i det fjerne.

Darvaza har fået tag i os. Underligt forførte parkerer vi stille bilen i vejsiden og stiger ud. Golfen skal åbenbart ikke længere. Mekanisk tager vi de støvede rygsække på ryggen, retter vores blanke, våde øjne mod horisontens flammende drømmesyn og lader os lede ind i ørkenen. Vi går. Uden at snakke. Bare går. Mod lyset.

Lejrliv ved Darvaza Gaskrater midt i Turkmenistan, der menes at være resultatet af en eksplosion under en sovjetisk gasstation i 1971.

Lucifer has left the building

”Det er så mystisk, det her, så mystisk, så mystisk,” snurrer det rundt i skallen på mig, mens mørket falder på og blindt overlader os til det brændende inferno, der nu er det eneste rigtigt synlige i den begyndende og allerede forunderlige ørkennat.

Umærkeligt åbner en bizar slette sig næsten truende blindt foran os. En svagt oplyst, let buet flade på 10x10 sandede kilometer, grotesk gennemboret i midten af et kolossalt gloende gab, der går forfærdende langt ned i undergrunden. Jorden er gået i stykker her, tænker jeg. Et åbent ildsprøjtende sår på 80 meter i diameter og over 30 meters dybde formet som et gigantisk, glødende bombekrater taget ud af mine drømmes tilintetgørelse af planeten. Dødsrigets åbne porte, helvedet på vej op af jorden. 

Jeg fatter mig, finder jordforbindelsen og kigger betaget på Turkmenistans måske største turistattraktion: Et gigahul fuld af ild. Simpelthen. Darvaza Gaskrater ligger lige dér og brænder sin evige ild foran os. Gassen suser ud af siderne og ædes af stikflammer på op til ti meter, der giver en djævelsk, sugende lyd. Når vinden blæser i vores retning, føles det som at stå ansigt til ansigt med en kæmpes føntørrer. Himlen er kulsort, og horisonten er væk. Det eneste, vi kan se – og høre – er det største brændende hul i jorden, jeg nogensinde har set.

”Glem Golfen. Vi skal sove her i nat,” bjæffer Martin. Han er min bedste rejseven nogensinde.

”Selvfølgelig skal vi det. Det lyder helt, helt rigtigt”, ler jeg tilbage og river vores lille telt op af rygsækken til lyden af flammehavet foran os. ”Bare ikke i vindretningen.”

 

Rasmus og Martin fortsatte deres rejse i 2009 mod øst til Bisjkek, hovedstaden i Kirgisistan, hvor de parkerede bilen indtil turens næste stræk: Pamirbjergene i Kirgisistan og Tadsjikistan. Rasmus har medlemsnr. 196 og er freelanceskribent, foredragsholder og filmmager. Han er også medlem af Eventyrernes Klub og har til dato besøgt tre territorier og 63 lande. Læs mere om ham på www.rasmuskrath.dk.

 

 

Den Store Leder af alle turkmenere:

Turkmenerne har siden Sovjets sammenbrud levet under en af verdens mest radikale diktatorer: Niyazov, eller Turkmenbashi (”den store leder af alle turkmenere”), som han omdøbte sig selv. Diktator Niyazov opbyggede den tidligere sovjetrepublik, der i 1991 blev selvstændig, i sit eget billede. Han opsatte guldstatuer af sit kvabsede korpus i alle byer og fremdrev en næsten religiøs ophøjelse af sin person over for det turkmenske folk. Rettesnorene var mange, og Niyazovs ansigt og tanker gennemsyrede samfundet i næsten enhver henseende. Alle offentligt ansatte var tvunget til at bære et lummert billede af diktatoren på tøjet, og Niyazovs ord var ikke kun lov, men decideret obligatorisk udenadslære for folket.

I sine sidste år udgav han værket ”Ruhnama”, der er en gennemgang af hans holdninger og tanker til alt mellem himmel og jord – fra litteratur over biologi til religion. ”Ruhnama” er stadig i dag fast pensum på skoler, gymnasier og universiteter i hele landet – uanset hvilket fag man studerer. September måned blev opkaldt efter bogen, lige som alle årets andre måneder også fik nye navne i 2002.  April opkaldte Niyazov efter sin mor, Gurbansoltan.

Landsfaderen slap endelig sit tag i Turkmenistan i 2006, da et hjerteslag satte en stopper for hans ophøjede liv. Men hans ånd lever videre, og diktaturet holder stand. En efter sigende uægte søn viderefører den hårde linje, og guldstatuerne af Niyazov bliver med al sandsynlighed stående en rum tid endnu.

Det gamle Sovjet har endnu ikke helt sluppet sit greb i Turkmenistan. Billedet er taget nord for byen Turkmenbasji.

 

Turkmenistan:

Turkmenistan udgør 488.100 km² af Centralasien og har 5,1 millioner indbyggere, hvoraf 1 million bor i hovedstaden Asjkhabad. Der findes ingen pengeautomater i landet, men i hovedstaden kan man gå i banken og hæve penge på visakort.

Ud & hjem igen: Fly København-Asjkhabad fås fra ca. 4.950 kr. t/r.

Visum: udstedes udelukkende gennem et af landets 17 officielle rejsebureauer og kræver normalt, at man følges med en guide under hele rejsen, lægger en fast rejserute samt booker og betaler alle hoteller på forhånd. Se www.turkmenistanembassy.org for mere info.

Sproget: er turkmensk, men godt halvdelen af indbyggerne taler også russisk.

Klimaet: et typisk fastlandsklima med brændende hede på op til 50 °C i sommermånederne og hård kulde om vinteren, dog undtaget det sydlige af landet, der ikke oplever frost. Bedste rejsemåneder er april-maj og september-oktober.

 

 
 
Share this