Blandt verdens sidste bjerggorillaer


Jørgen Oulunds billede
 
2008 mar

Folk tør simpelthen ikke tage herop, og rejsebureauerne annullerer deres bestillinger af frygt for angreb på gæsterne, som vil skade deres ry. Vi har til gengæld hele 7 mænd med os: én guide, 2 stifindere (gorillaspejdere) med macheter, 2 assistenter med spyd og to soldater bevæbnede med det sædvanlige Kalashnikov/AK 47 stormgevær.

Velkommen til Bwindi Impenetrable National Park. Her er porten til cirka halvdelen af verdens sidste bjerggorillaer. Bemærk den afslappede vagt med den sædvanlige AK/47. (JO)

Jeg har taget en stor beslutning. Jeg MÅ se verdens sidste bjerggorillaer, inden de uddør, eller jeg selv dør. Der er ca. 600 højlandsgorillaer tilbage, men kun én af mig på hele kloden. Så jeg håber, de overlever mig - jo, det gør jeg naturligvis. De har også de bedste odds.

Af de få steder hvorfra man kan komme op til dem har jeg valgt Bwindi i Uganda - det er nok det smukkeste af alternativerne, som er Rwanda og Congo. Det er i hvert fald det sikreste, især fordi Congos præsident Kabila lige er blevet myrdet få kilometer ovre på den anden side af grænsen.

Min rejsekammerat Poul og jeg tog med bussen fra Nairobi (også kaldet Nairobbery) til Kampala, hovedstaden i Uganda. Det var en oplevelse i sig selv; med slalomkørsel mellem hovedvejens talløse potholes hele vejen tværs over Kenya og en bid ind i Uganda.

Efter at have sundet os oven på den lange busrejse fandt vi ”billetkontoret” for gorillatreks. Det er heldigvis staten, der styrer det, så der går forhåbentligt lidt flere af ”billetpengene” (hele 250 US dollars) til gorillaerne og lidt mindre i private lommer.

Til vores store overraskelse kunne vi komme på trekket allerede to dage senere. Det var dog for hurtigt, vi skulle først finde derop og bussen stoppede 35 kilometer fra basecamp. Resten af vejen måtte vi gå eller finde en eller anden transport. Så vi valgte at bruge en lille uge til at finde derop i.

Det viste sig senere, at mordet på Kabila havde fået en masse rejsearrangører til at annullere deres bestillinger. Turisterne turde simpelt hen ikke tage derop.
 

Moar, jeg skal tisse!

Efter at have fundet den rigtige bus med de sædvanlige høns, geder og cykler både ovenpå og inde i bussen (suppleret med en variant: 2 madrasser placeret i den meget smalle midtergang), gik det derudad. Poul skulle selvfølgelig tisse hver gang bussen gjorde holdt, så det kostede ham en bjergbestigning over madrasserne og mellem cyklerne hver gang, mens jeg holdt på bussen, så den ikke kørte fra ham.

Jeg foreslog en akut prostataoperation på det nærmeste hospital, hvilket han pure nægtede. Vi havde tidligere oplevet, at bussen kørte fra os på grænsen mellem Uganda og Tanzania, hvor vi vinkede farvel til én bus og to rygsække. Nå, men det er en helt anden historie.
 

Landsbyens skræk

Vi ankom uden uheld til bussens endestation. Byen var ganske lille og helt udenfor Lonely Planets rækkevidde. Vi fandt dog en venlig familie, som både bød på et måltid og en seng. Da de jo lige skulle lave maden, gik vi en tur langs byens eneste egentlige gade, nemlig landevejen der gik gennem byen, mens vi smilede og nikkede pænt til de nysgerrige indvånere.

Foran en lille negerhytte stod et par piger med hinanden i hånden. En storesøster på omkring de 10 år og den lille på måske det halve. Pludselig tog fanden ved den lille, da de så os. Hun slap den stores hånd og spænede ind i sikkerhed i hytten med storesøster efter sig. Utroligt - havde hun aldrig set en hvid mand før, eller var Poul bare for grim at se på? Vi troede på det første (især Poul), tænk en sådan reaktion i det herrens år 2001.

Vi ville ikke skræmme flere af byens børn, så vi fandt en transport dagen efter op til Bwindis basecamp. Her ankom vi til Bukoma, der var et pragtfuldt sted med venlige mennesker, som installerede os i en behagelig stråtækt hytte. Vi nød nogle fredfyldte dage på det smukke sted mens vi ventede på … DAGEN.
 

Den største fare er de mindste dyr

Der var hele syv mænd til at passe på os to. Én guide, 2 stifindere med macheter, 2 assistenter med spyd og to bevæbnede soldater, som ikke ville med på billedet. (JO)

Så oprandt DAGEN. Nu bliver det virkeligt spændende, om vi overhovedet kan finde dem. Guiden, den eneste i øvrigt, som kan tale engelsk, understreger omhyggeligt, at der ingen garanti er for, at vi overhovedet kan finde dem. Og hvis vi finder dem, så ser vi dem måske kun flygtigt og på afstand.

Området vi skal igennem hedder Bwindi Impenetrable National Park og viser sig at leve fuldt op til sit navn: Uigennemtrængelig - næsten da. Det er et stort regnskovsområde, der befinder sig i højden 1160-2007 m, hvilket også forklarer, hvorfor vi bliver så forpustede.

I denne uigennemtrængelige regnskov lever halvdelen af klodens sidste bjerggorillaer, ca. 300 individer. Resten findes i Rwanda og Congo, hvor det for tiden er umuligt at komme ind på grund af krigen og de forskellige oprørsgrupper, som for to år siden dræbte 7 turister og to guider her i området. Guiden lover os dog, at militæret har kontrol over situationen lige netop her.

Nå, men vi stiller kl. 8:00 på dagen på rangerstationen, læsset med masser af film, proviant, vand, kamera, bredskygget hat og store forventninger. Vi hilser på vores jungleguide, som briefer os om regler og farer. Den eneste store fare er de mindste dyr i junglen, nemlig hærmyrerne. Får vi dem på os, må alt tøjet af og alle myrerne fjernes, ellers er det ren tortur.
 

Folk tør simpelthen ikke tage herop

Hvis vi finder gorillaerne er reglerne: Tal sagte - løft ikke armene - peg ikke - bevæg dig meget langsomt og hvis de går dig i møde, så træk dig roligt tilbage - hold 5 meters afstand - læg vandrestaven, inden du nærmer dig.

Det viser sig, at vores gruppe består kun af Poul og mig, selv om op til 6 personer må gå ind til dem hver dag. I den anden gruppe er der bare én mand, en canadier. Folk tør simpelthen ikke tage herop, og rejsebureauerne annullerer deres bestillinger af frygt for angreb på gæsterne, som vil skade deres ry.

Vi har til gengæld hele 7 mænd med os: én guide, 2 stifindere (gorillaspejdere) med macheter, 2 assistenter med spyd og to soldater bevæbnede med det sædvanlige Kalashnikov/AK 47 stormgevær. Det har vi set alle vegne, dog mest da vi var i Ægypten. Her ser vi egentligt kun lidt militær, men de forsikrer os om, at de er der, ikke mindst pga. drabet på præsident Kabila i forrige uge. Vi ser da også en opmarcheret tank lige i starten af turen med kanonen rettet direkte mod grænsen ind til Congo, få kilometer herfra.

Guiden fortæller os også, at hvis vi hører skudsalver, så er det bare ugandiske soldater, som afprøver deres våben. Den historie tror vi dog ikke på. Det siger han kun for at berolige os.
 

Spejderne mærker på lortene

Spændte af forventning begiver vi os på vej. Det første stykke følger vi et hjulspor, som senere bliver til en sti. ”Baggrundsmusikken” er fra de mindst 350 forskellige fuglearter, som skoven byder på, mens de mange forskellige berusende dufte i denne rene og klare bjergluft stammer fra de hundredvis af forskellige arter af træer og blomster.

Nu begynder strabadserne, som viser sig at blive voldsomme. Vi bevæger os mere og mere væk fra stien og direkte ind i den tætte jungle. Forrest går de to spejdere. Med hver sin machete hugger de vej gennem den tætte regnskov for at bane vej for os.

Efter en times tid gør vi holdt. Mens vi hviler, går de to spejdere videre ind i vildnisset. Soldaterne er altid på hver side af os andre. Her er nu helt stille. Pragtfulde sommerfugle svirrer omkring os. I det fjerne hører vi macheterne hugge sig frem.
 

Gorillaerne var fredfyldte og legesyge og udstrålede en nærmest menneskelig intelligens (JØ)

Efter lang tid kommer spejderne tilbage, de har fundet gorillaernes reder - dér hvor de har sovet i nat. Nu har vi et udgangspunkt for ”jagten”. Vi følger sporene, som består af brækkede grene, nedtrampede planter og afføring.

Efter endnu en times tid gør vi holdt. Det har været meget anstrengende at forcere dette ufremkommelige terræn. Vi har bevæget os op og ned gennem krat med giftige torne, igler og filtrede lianer mellem træerne. Højdemåleren viser 1690 m. Vi er steget næsten 300 m. Det kniber med at få pusten, da tempoet er højt. Hvilet gør godt. Spejderne har været af sted igen og kommer nu tilbage, og vi skifter retning.

Nu bliver gorillaernes efterladenskaber friskere, spejderne mærker på lortene og trykker dem lidt i hånden, jo, nu er de ligefrem godt håndvarme. Vi er tæt på. Efter endnu et hvil har jeg på fornemmelsen, at vi er meget tæt på.
 

Vi fik udtrykkeligt besked på at holde 5 meters afstand, hvilket vi naturligvis også gjorde. Gorillaerne havde åbenbart ikke fået samme besked (JØ)

Vi knæler, holder vejret, og…

Spejderne virker anspændte. De hvisker, tempoet går ned, og pludselig stopper de. Nu - nu er vi der. De beder os lægge stavene og tage kameraerne frem. Den ene spejder har været med til at opspore gruppen i sin tid og med til at vænne den til klodens værste og farligste individer: menneskene. Han har fundet sin gorillagruppe igen - heldet er med os.

Vi bliver langsomt ført hen til en lille lysning. Nu får jeg øje på en stor lodden ryg - den første gorilla. Vi knæler, holder vejret og - ja, jeg kan ikke finde ordene. Foran os er hele familien. Fatter, den store sølvryg, ligger og slår mave og fordøjer frokosten. Omkring ham er resten af familien: et par koner, en teenage-pige, en dreng på 8-10 år, en mindre pige og to rollinger på 3-4 år - alle sammen menneskeår; ligesom jeg bruger menneskebetegnelser på børnene, da det grangiveligt ligner en ganske almindelig familie på skovtur.
 

En af de gamle gorillamødre bider sig i tungen og skuer ud over familien (JØ)

Da de får øje på os, bliver de nysgerrige. De små vimser rundt lige foran os, meget tillidsfulde. De lidt ældre børn kigger på os - ikke bare omvendt. De er nysgerrige og hopper hurtigt forbi, mens de skæver til os. Teenagepigen nærmer sig og sætter sig et par meter fra os. Kigger intenst på os. Disse kloge, sigende, menneskelige og alligevel uudgrundelige dybe, bløde, brune øjne - jeg mangler ord igen. Lidt bagude ligger ældste-hunnen og giver mælk til et par babyer. Fatter er stadig helt uberørt af situationen, brummer lidt af og til, eller snorker måske.

Godt vi ikke er krybskytter, så var hele familien blevet udryddet i løbet af få minutter. De dræber lydløst med spyd, men rangerne har også ordre til at skyde først og se hvem de har skudt bagefter. Med den glæde, der er over at bevare og beskytte deres elskede gorillaer, og den tillid der er oparbejdet hos hele personalet, er alle ansvarlige for, at ingen krybskytter får fat på en eneste gorilla her i skoven - af de tilvænnede to grupper i det mindste.

Nå, de små kommer nu meget tæt på os...stirrer, tjatter lidt til hinanden, som om de ville sige: ” Har du set de der mærkelige, blege gorillaer der, de trænger vist til lidt af Afrikas dejlige sol”. Vi nyder endnu en rum tid det ubeskrivelige samvær med denne menneskelige familie, mens vi fyrer 3 ruller film af, og så pludselig rejser den ældste hun sig, som om hun tænker, nu får de sgu ikke mere for pengene i dag, og trisser af sted. Den lille unge løber efter hende.

Så rejser også den kæmpemæssige sølvryg sig (cirka 200 kilo, mest muskler), gaber lidt, og lunter så efter de andre i samlet gåsegang, men først efter at sidste unge i familien er kommet med. Så slutter han en beskyttende bagtrop, fuldstændig som den ene af soldaterne hele tiden gør for os to hvide gæster her i denne pragtfulde skov.

Hjemturen blev også meget anstrengende. Vi spiste en meget sen frokost, men gav det meste til det hold, som bragte os denne - nok næststørste oplevelse i livet. Efter en hård nedtur var vi tilbage ved 15-tiden, efter næsten 7 timers strabadser, men hvert eneste minut var det hele værd - ja hele rejsen værd.

Og min største oplevelse? Fødselsøjeblikket af mine børn!

 

 
 
Share this