Det rustfri Afrika


Claus Qvist Jessens billede
Claus Qvist Jessens billede
 
2014 sep

Sig ordet ”Afrika”, og det er som om, at tankerne per automatik hopper sydpå til et kontinent fyldt med korruption, ineffektivitet eller ugidelighed. Klodens sorte hul, som med en uendelig økonomisk tyngdekraft suger hovedparten af Europas bistandspenge til sig. Modsat resten af verden kører Afrika i bakgear, og det mest håndgribelige output synes at være en uendelig flod af blodtørstige despoter, som lever i sus og dus på bekostning af en befolkning, som hverken kan eller vil ændre noget.

Et trist billede må man sige, og adskillige rejser til alle tænkelige og utænkelige hjørner i Afrika har ikke gjort meget for at punktere sandhederne. I stedet har jeg gang på gang fået bekræftet alle de negative fordomme.

Derfor druknede enhver tænkelig optimisme hurtigt i et hav af skepsis, da jeg for et par år siden fik muligheden for at sprede lidt ingeniørlærdom i Uganda. Tanken om Uganda lød god nok, men at skulle undervise i rustfrit stål, elektrokemi og korrosion? Det kunne da aldrig gå godt.

Første seance skulle foregå på Nakawa Vocational Training Institute, en slags skole for uddannelse af alverdens forskellige elever. Skolen ligger i den østlige del af hovedstaden Kampala og gør sig i undervisning indenfor især svejsning, smedning og anden forarbejdning af sort stål, men også indenfor træ, plast og lignende.

En stor del af eleverne stammede fra hovedstadsområdet, men ”mit” hold bestod af 57 håbefulde smedelærlinge, alle i 17-20 års-klassen og alle fra en teknisk skole Kigumba i den nordlige del af landet. Stadiet før ”Udkantsuganda”, og mentalt var jeg forberedt på, at alle mine vise ord ville falde pladask på gulvet foran en flok forvirrede og apatiske ugandere uden hverken interesse, engagement eller sans for de rustfri finesser.

Starten gik klokken 14, og alle mine kedelige fordomme blev hurtigt bekræftet. Over hele kontinentet synes African time mere at være en løs hensigtserklæring end et præcist tidspunkt, og ved starten var der kun dukket tre-fire elever op ud af de forventede 57. Men de kom dog – langsomt dryssende i små flokke, og efter en lille stund havde alle fundet sig en stol. Let the show begin.

Al skepsis transmogriffet

Efter en mindre intro fortsatte jeg med et par korte indlæg om de forskellige grupper af rustfrit stål, en smule metallurgi og korrosion i al almindelighed, og allerede dér blev min årelange skepsis transmogriffet om til en sprudlende optimisme. Eleverne var i den grad tændte og motiverede, så enhver dansk skolelærer ville være blevet dybt misundelig.

Endnu bedre blev det i korrosionsdelen, hvor samtlige 57 elever viste sig at være velbevandrede i elektroner, anode- og katodereaktioner, ædle og uædle metaller og galvanisk kobling. Spørgsmålene væltede ind, og det var vel at mærke spørgsmål, som både var begavede og dybsindige. Ganske vist anede eleverne ikke meget om rustfrit stål i forvejen, men deres engagement, evne og lyst til at ræsonnere kompenserede så rigeligt. De kørte ganske enkelt på et niveau, hvor kun få danske lærlinge og faglærte ville kunne følge med.

Jeg var målløs. Alle mine pessimistiske tanker forsvandt som dug for solen og blev erstattet af en herlig fornemmelse af, at det her var ved at udvikle sig til en sand master class. Selv i de alt for korte pauser haglede spørgsmålene ned, og de sørgelige rester blev brugt til at justere præsentationen og få genindført alle de ”komplicerede” slides, som jeg ellers havde pillet ud.

Helt ”slemt” blev det, da vi nåede til anløbninger, rodfejl og andre mulige, svejseskabte defekter. Interessen var enorm, og eleverne totalt umættelige. De ville bare have mere og mere, og hele seancen endte med at vare fire timer i stedet for to og sluttede med stående bifald til den totalt smattede underviser.

Det Sorte Afrika er måske ikke så sort et hul som først antaget. Med engagerede og videbegærlige teenagere af den klasse er det i hvert fald svært at bevare pessimismen

.

 
 
Share this